Læsetid 2 min.

Relationens endeligt

Peter Handkes bog om moderens selvmord er en fortælling om at kuldsejle og en skarp analyse af sproglige magtstrukturer
Foto: Birgitte Friedrich/SZ Photo

Foto: Birgitte Friedrich/SZ Photo

23. juli 2013

I et interview fra 2012 med den tyske avis Die Welt fortæller den østrigske forfatter Peter Handke, at hans kvasi-biografiske hovedværk Wunschloses Unglück (Forhåbningsløse ulykke) fra 1972 skiller sig ud fra stort set alle hans øvrige værker. For her skulle han ikke opfinde en fiktiv verden. Her var han snarere tvunget til at finde den rigtige form til et stof, der allerede smerteligt lå foran ham: moderens selvmord, der havde fundet sted kun et par måneder før, han påbegyndte romanen.

Når Wunschloses Unglück i dag fremstår som et af den europæiske litteraturhistories vigtigste pejlemærker, er det dog ikke, fordi Handke i denne korte roman (kun akkurat 80 sider lang) formår at give moderen en autentisk stemme, eller fordi han finder en fortælleform, der kan rumme smerten over tabet. Intet af dette rummer den.

Romanen fremstår snarere som protokollignende optegnelser over moderens liv fra 1920’ernes Tyskland og Østrig, over livet under Nazismen, efterkrigstidens fattige år, et voldeligt ægteskab og en tiltagende sindssygdom. Sporadisk forklarer fortælleren dele af dette på en gang tragiske og banale liv med undertrykkende samfundsstrukturer (kapitalisme, religion, køn), men det biografiske stof falder aldrig til ro i stabile forklarings- eller fortællemodeller.

Uro og ubehag

Romanen lader sig derfor bedst beskrive som en uforløst ophobning af biografisk materiale, kun afbrudt af fortællerens refleksioner over og afvisning af biografiens gængse fremstillinger. Den uro og det ubehag, der ledsager læsningen fra begyndelse til slutning af romanen kan netop henføres til denne stadige, fortællemæssige kuldsejling. Et sted beskriver fortælleren vilkåret for romanen på denne måde:

»Et andet kendetegn ved denne historie: jeg fjerner mig ikke, som det ellers ofte sker, for hver sætning mere og mere fra det indre liv hos de fremstillede figurer for til sidst befriet og i ophøjet feststemning at betragte dem som endeligt indkapslede insekter – derimod forsøger jeg med en uforanderlig stiv alvor at skrive mig frem til en eller anden, som jeg ikke kan røre, hvorfor jeg igen og igen må begynde forfra.«

Sprogets magtstrukturer

Selv om Wunschloses Unglück naturligvis har moderens udsigtsløse og tragiske liv som omdrejningspunkt, er romanen i lige så høj grad en blotlægning af de måder, hvorpå sproget bestemmer menneskets mulighed for selvudfoldelse. Dette sproglige vilkår handler aldrig kun om forfatterens arbejde med sit stof, men peger i romanen måske først og fremmest på moderens fastholdelse i økonomisk og familiemæssig elendighed.

At disse forhold er bestemt også af sproglige strukturer, er det måske vigtigste tema i Wunschloses Unglück, og Handkes roman handler derfor ikke bare om en søn, der skriver historien om sin døde mor. Den nødvendige analyse af sprogets magtstrukturer er ikke blot konstaterende, men endvidere orienteret mod et muligt forandringspotentiale. Fordringen af den sproglige analyse er derfor uadskillelig fra et politisk perspektiv.

Peter Handke - 'Wunchloses Unglück', 1972

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Erik Højer
    Erik Højer
Erik Højer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu