Læsetid: 3 min.

Det er dér, det sker!

Woody Allens letvægtskomedie ’Manhattan Murder Mystery’ fik massiv betydning for skribenten på mere end én måde
Besynderligt nok er Diane Keaton og Woody Allen helt perfekt afstemt som komisk par – en dynamisk neurotisk duo

Besynderligt nok er Diane Keaton og Woody Allen helt perfekt afstemt som komisk par – en dynamisk neurotisk duo

27. juli 2013

En ikke uvæsentlig del af min modningsproces er foregået i Øst for Paradis, der var og er kunstfilmens bastion i Aarhus. I et forsøg på at lyntransportere mig selv ind i den forjættede voksenverden med al dens poetiske tungsind så jeg på deres lærreder en stribe film, før jeg for alvor var klar til dem – blandt andet Krzysztof Kieslowskis blå-hvid-rød-trilogi.

Men heldigvis blev der også tid til mere fjollede indslag, og blandt disse var Woody Allens komedie Manhattan Murder Mystery, som The Woodman selv i Stig Björkmans interviewbog kalder »ren adspredelse, ren ferie« . Den simple og næsten børnetegningsagtige plakat afspejler perfekt filmens lidenhed, men ikke desto mindre sendte dette parentesværk skribenten på berigende ferier – storbyferier! – i årene, der fulgte.

Manhattan Murder Mystery er historien om et midaldrende ægtepar, som mistænker, at deres nabo har gjort konen kold. Det bliver begyndelsen på et vildt amatørdetektiv-eventyr, som samtidig giver deres forhold en tiltrængt rusketur.

Plottet var nu mindre vigtigt for mig, det var skildringen af storbyen og dens særlige stemning, som ramte plet. Eksempelvis elsker jeg den måde, hvorpå newyorkere føler sig hjemme på restauranter, som var den blot en forlængelse af deres spisestue. At filmen er nostalgisk og eskapistisk snarere end socialrealistisk, syntes ligeledes mindre vigtigt. Woodys Manhattan har fulgt lige så lidt med tiden som manden selv, hvilket for det meste har sin egen charme.

Dynamisk-neurotisk duo

Filmen udspiller sig ikke overraskende i Woodys sædvanlige overklassereservater, Upper East og Upper West Side, men også i store dele af det øvrige og knap så mondæne Manhattan. Dengang havde jeg endnu til gode at besøge Det store æble, og uden på nogen måde at kaste smuds på min smilende hjemstavn, så var Aarhus begyndt at føles et nummer for overskuelig. Udlængslen var med andre ord ved at få fat, så Amerikas største by – den egentlige hovedperson i mange af Woodys værker – suste lige ind i mit 17-årige sind og cementerede min fascination af storbyens ikonografi og allestedsnærværende nervøse energi.

Manhattan Murder Mystery er fra 1993, året for det første terrorangreb på tvillingetårnene og indspillet kort efter offentliggørelsen af Woodys affære med Mia Farrows adoptivdatter. Farrow skulle egentlig have spillet den kvindelige hovedrolle i filmen, men sprang af indlysende grunde fra. Heldigvis var Diane Keaton, som jeg altid har fundet langt mere interessant og karismatisk end Farrow, frisk på at tage over.

I deres neurotiske flaksen omkring er Keaton og Woody identiske tvillinger rent psykologisk. Logisk set burde de træde hinandens tæer gule og blå, men besynderligt nok er de i stedet helt perfekt afstemt som komisk par.

Filmen genforenede også Woody med Alan Alda, der i mine øjne er en eminent repræsentant for den dér selvsikre, semisofistikerede storbyhurtigkarl, som altid har en kæk replik på affyringsrampen. I sine bedste øjeblikke lyder Alda ligefrem som en værdig arvtager til Groucho Marx.

Kunsten at klynke

Manhattan Murder Mystery og Woodys persona generelt indvirkede også på mit kønsmæssige kompas. Med afsæt i de klassiske kønsroller forsøger hans figur i filmen at få den langt mere modige hustru til at opgive hendes private efterforskning: »Jeg er din mand, og jeg befaler dig at gå tilbage i seng!«, siger han.

Fuldstændig forgæves, naturligvis, da Woody som altid spiller en tragikomisk nebbish, som den type kaldes på godt jiddisch. Ingen har hverken før eller siden fået erkendelse af eksistentielle nederlag til at tage sig sjovere og smukkere ud end ham, så jeg overlod fra en tidlig alder trygt klassisk brøleabemaskulinitet til andre, for i stedet – med Woody som forbillede – at klynke og brokke mig på en vittig og underholdende måde. En livsbeslutning, jeg aldrig har haft grund til at fortryde.

Jeg husker også, at jeg morede mig over modsætningsforholdet mellem storbyjunglen og bogmennesket og brilleaben Woody, som vi ser iføre sig just dette symbol på nørdet umaskulinitet før han stiger ud af sengen. Amerikanske storbyer kan så sandelig afføde andet end hårdtslående Steve McQueen-typer, men når det er sagt, har man altid fornemmet en bomstærk overlevelsesevne bag Woodys småynkelige ydre. Som mandetype rummer han langt mere, end der lader sig registrere ved første øjekast.

Takket være Manhattan Murder Mystery blev Woody den første instruktør, jeg begyndte at følge tæt (skønt han snart skulle få selskab af Roman Polanski). Han sætter mig også i gang med det livsprojekt at besøge en meget lang række storbyer i erkendelse af, at det er her livet leves for fuld nervøs og neurotisk udblæsning.

Serie

Filmanmeldernes yndlingsfilm

Hvilke film kan Informations filmanmeldere bare se igen og igen? Det spørgsmål besvarer de hver især i en artikel om deres yndlingsfilm. Og det er et udvalg, der byder på flere overraskelser. 

Seneste artikler

  • Verdens bedste julefilm

    10. august 2013
    Det er ikke spor nemt for filmredaktøren at vælge en yndlingsfilm blandt alle de film, han holder af. Men når de andre i filmredaktionen kan, kan han vel også
  • Amerika er et barn i en sær voksen mands krop

    7. august 2013
    Og ’Big’ er min barnligheds ultimative lystfilm, fordi den udstiller liberalismens lækre fatamorgana
  • Forførende forfald

    5. august 2013
    ’Den tredje mand’ er filmhistoriens bedste europæiske noir-thriller. Og helt igennem en finsleben diamant af en film
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Signe Zacher Carlsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Signe Zacher Carlsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Woody Allen skal selv medvirke i en større rolle, ellers er det noget helt andet, man får serveret. De senere film (i Barcelona, Paris og Rom) var de rene skuffelser. Owen Wilson også helt forkert i rollen som Woody i Paris-filmen.

Jeg har andre favoritter, men Manhattan Murder Mystery er bestemt også god.