Læsetid: 3 min.

En snørklet togrejse

I ’Kattens anatomi’ fandt danske Poul Vad en formel for at tænke mennesket
Foto: Peter Elmholt/Scanpix

Foto: Peter Elmholt/Scanpix

23. juli 2013

Rigtige forfattere skaber de bøger, som de føler mangler i denne verden. Og undertiden lykkes det dem så at frembringe et værk, der ikke ligner noget af det, som i forvejen findes, et værk, som i kraft af sin unikke form bliver stor litteratur.

Dette lykkedes for Poul Vad med mammutromanen Kattens anatomi, en labyrintisk fiktion af fornemt internationalt format, men i sit udgangspunkt hjemlig.

Reduceret til afpillet skelet handler de 600 sider nemlig bare om en togrejse i maj 1936 fra Silkeborg til Hammerum. En optiker, Elias Lønn, og hans hustru Edith er på vej til konservatoren, der skal udstoppe deres kære siameserkat med det forpligtende navn Spinoza.

Handlingen kan ses som dementiet af denne tanke. For togturens ellers snorlige vej viser sig trods skinnernes tyngde at blive umanerligt snørklet. Ægteparret får følgeskab af en excentrisk vagabond, der kalder sig Skøieren, og af en svensk officer, Bøje Thompson. Og takket være den ene togforsinkelse efter den anden får de tre mænd tid til, i udsættelsens mulighedsrum, at dele deres fortællinger med hinanden – lange, guirlandeagtige historier, der forgrener sig og afføder nye indlejrede underberetninger.

Rigt fortælleunivers

Vads rige fortælleunivers respekterer langtfra kronometerets love og lader tit den enkelte beretning sprænge situationens rammer. Fra en tidsfæstet lokal nutid rejser romanen ikke alene over i personernes fortid, men også tilbage i menneskehedens mytiske tid.

Man har talt om Kattens anatomi som en sammensmeltning af den fantastiske fortælling og den groteske realisme. Fantastisk, genremæssigt set, er den selvfølge, hvormed det usandsynlige slår ind i det dagligdags og genkendelige.

Til groteskrealismen hører den gennemgående interesse for love, forbrydelser, krop og køn. Etiketten ’postmodernisme’ kunne sagtens smækkes på værket. Men mere præcist er det måske at placere Kattens anatomi som led i den fornyelse, der fandt sted hos især visse jyske forfattere fra midten af 1970’erne og frem, og som vi nok kunne kalde for Arena-modernismens anden fase. Bogen har påfaldende mange væsenstræk til fælles med Henrik Bjelkes Saturn (1974), Peter Seebergs sene kortprosa (med Dinosaurusens sene eftermiddag (1974) og et antal efterfølgende bøger), Jens Smærup Sørensens Mit danske kød (1981), Per Højholts blindgyde-bøger (1982-87) og Peer Hultbergs Byen og Verden (1992). Og hvilke træk taler vi så om?

Jo, for det første det lokale afsæt, uden for den moderne storby. For det andet et globalt perspektiv med vidt almenmenneskeligt og civilisationskritisk sigte. For det tredje labyrintiske plots. For det fjerde fler- og mangestemmig fortællen. For det femte skift mellem diskursive registre, for eksempel i form af indbrud af filosofisk og videnskabelig sprogbrug. For det sjette de hårde sammenstød mellem realisme og fantastik. Samt endelig (eller her foreløbig) for det syvende en erkendelsesmæssig insisteren, som var typisk for tre sidste årtier af det 20. århundrede, og som tillige ses hos mange yngre digtere: nemlig en afvisning af tidligere litteraturs tendens til at isolere ét tilværelses- og tankeniveau ad gangen. I Poul Vads tilfælde var det allerede omkring 1960 et brændende ønske at komme ud over dansk litteraturs forkærlighed for tung eksistentiel alvor med kristne overtoner. Lige så skeptisk var han over for psykoanalyse i romanform hos for eksempel Klaus Rifbjerg og Leif Panduro.

Alternativer hertil fandt han i en form, hvori det viste sig muligt på én gang at tænke mennesket på biologiens, psykologiens, socialitetens, eksistensens og mytens niveau, primært ved at begynde fortælling og tanke i kroppen.

Poul Vad - 'Kattens anatomi', 1978

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Har ikke læst Poul Vad, men det lyder næsten til, at han og Italo Calvino - også omtalt d.d. - har noget tilfælles. Som jeg husker "Hvis en vinternat en rejsende" begynder den på en togstation.

Og PV skulle som det sidste have skrevet "Drømmebyer". Omend denne bog skulle rumme noveller og essays og handle om liv og kunst, så får jeg med den titel straks associationer i retning af IC's "De usynlige byer".