Læsetid: 4 min.

Søgen og tvivl på sandheden

Samuel Beckett kredser om identitetsspørgsmålet i tomrummet efter Anden Verdenskrig
Samuel Beckett (1906-1989) er forfatter til ’De unævnelige’, der anses som led i hans såkaldt franske trilogi, der udkom i de tunge efterkrigsår.
16. juli 2013

Samuel Becketts roman Den unævnelige er en voldsomt stimulerende indre monolog om identitetsspørgsmålet: Hvem er jeg? Ingen andre moderne forfattere har med så stor vedholdenhed og så megen kunstfærdighed kredset om det gamle spørgsmål. Hvis svaret var enkelt, behøvede Beckett ikke skrive Den unævnelige, og dog finder man heller ikke i denne roman noget endeligt svar. Romanen begynder med de tre igangsættende delspørgsmål: »Hvor nu? Hvornår nu? Hvem nu?« og ender 180 sider senere i en langstrakt sætning med ordene: »jeg må fortsætte, jeg vil fortsætte.«

Den unævnelige opfattes almindeligvis som afslutningen på den franske trilogi, hvis to første romaner hedder Molloy og Malone dør, alle sammen affattet umiddelbart efter Anden Verdenskrig fra 1947 til 1949 og udgivet i perioden 1951-53. Når trilogien kaldes den franske, skyldes det, at Beckett før krigen havde skrevet to romaner på sit modersmål engelsk, men nu var begyndt at skrive på et sent tilegnet fransk. Han havde i en årrække boet i Paris og var blevet nær ven med sin ældre irske landsmand James Joyce, mens denne arbejdede på sit sidste storværk Finnegans Wake. Under krigen deltog Beckett i den franske modstandsbevægelse, og efter krigen – og Joyces død i 1941 – måtte han begynde forfra, på et nyt sprog. Ved at skrive på et fremmedsprog tvang han sig til at søge efter ordene og konstant tvivle på sin formulerings præcision. Og netop søgen og tvivl er kodeordene i Den unævnelige; fortællerstemmen søger paradoksalt nok efter tavsheden og tvivler på sandheden af næsten hvert et udsagn i monologen.

Legemligt forfald

Temaet gennemsyrer i øvrigt hele trilogien. I Molloy søger vagabonden Molloy efter sin gamle mor, men han er fra begyndelsen i tvivl om, hvorvidt hun stadig lever (en parodi på åbningen i Albert Camus’ Den fremmede). Molloy kommer frem i verden ved hjælp af et par krykker, idet hans ene ben er invalideret. Malone, der i den følgende roman ligger i sengen og venter på at dø, har en stok, hvormed han rager ting til sig, bl.a. den blyant, med hvilken han skriver sine historier.

Det legemlige forfald når sin yderste grænse med den unævnelige, som hverken kan bevæge ben eller arme, men bare sidder med hænderne på knæene i et mørkt rum. Man får indtryk af, at han taler, men han er stum, hedder det sig. Han forestiller sig, at han taler, bogstavelig talt en indre monolog. Han har ingen hår på kroppen, intet tøj på, ja, han minder ifølge sin egen sarkastiske diskurs mest af alt om et mellemstort æg. Men hans øjne er åbne, det kan han forvisse sig om, fordi tårerne løber fra øjnene ned over ansigtet og ned over resten af kroppen. Sammen med søgen og tvivl er lidelse det tredje kodeord i romanen.

Den unævnelige ejer ikke andet end sin stemme, og dog er denne stemme ikke hans alene. Om stemmen lyder det et sted: »Den er ikke min, jeg har ingen, jeg har ingen stemme og jeg må tale, det er alt hvad jeg véd, det er det der må kredses om, det er det der må tales om, med denne stemme der ikke er min, men som måske er min, eftersom der kun er mig, og hvis der er andre end mig, som denne stemme kunne tilhøre, så kommer de ikke hen til mig, mere vil jeg ikke sige, jeg ville ikke kunne sige det klarere.«

Dem, der tilsyneladende også er i rummet, hvor den unævnelige befinder sig, og som kunne nærme sig – og indimellem nærmer sig – er Molloy, Malone, Murphy og alle de øvrige fortællerkarakterer i Becketts forudgående romaner. Disse, forstår man her i trilogiens afslutning, skal opfattes som forskellige inkarnationer af den unævnelige. Her som andetsteds gemmer sig en blasfemi fra Becketts side, når relationen mellem den fortællende instans (den unævnelige) og den fortællende karakter (Molloy, Malone, Murphy osv.) sammenlignes med relationen mellem Gud og hans inkarnation som Jesus.

Negation og dementi

For at skabe lidt bevægelse i romanens historie må den unævnelige, der selvfølgelig taler i første person, antage tredje person. Først opfinder han Basil, snart efter kaldt Mahood, og endelig Worm. Ingen af disse fortællerkarakterer er særlig adrætte eller rent ud sagt særlig spændende. Eksempelvis står Mahood op i en høj krukke. Han har savsmuld under fødderne, der bliver skiftet hver dag. Lidt senere omtales krukken som en urne.

Den unævnelige er tilstrækkelig selvbevidst til at erkende, at hans nye inkarnationer ikke fører noget med sig, og han vedstår ligefrem at være en dårlig fortæller: »Jeg tror der er øjeblikke hvor jeg er fraværende, at der er hele sætninger der smutter for mig, nej, ikke hele. Jeg har måske ikke fanget pointen i historien.« Andre steder lader Beckett den unævnelige sige, at han ikke længere selv tror på sin egen historie. Dermed er al litteraturanalysens snak om hermeneutik og upålidelig fortæller vendt 180 grader fra at være et problem for læseren til at være et problem for fortælleren.

Becketts metode til at nærme sig en afklaring af identitetsspørgsmålet i tomrummet efter Anden Verdenskrig er kort sagt negation og dementi. Hans prosa er en uoverskuelig kæde af muligheder, som afprøves og afvises en efter en. Sandheden lader sig tilsyneladende ikke formulere med ord, den er derimod det, der bliver tilbage, når talen er grundigt dementeret, og dermed er sandheden i familie med tavsheden. Hvordan hører man stilhed? Ved først at høre lyde og i øjeblikket efter lydens ophør at høre fraværet af lyd.

Becketts unævnelige stemme taler og taler for at give læseren mulighed for at opleve tavsheden, eller som den unævnelige siger, én af tavshederne, for der eksisterer ikke en altomfattende sandhed om mennesket.

Samuel Beckett - 'Den unævnelige', 1953

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Højer
  • Lone Christensen
Erik Højer og Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Christensen

Tak for en god og detaljeret præsentation!
- Det var rart at læse både om forfatterens liv, historiens plot eller mangel på samme, fortælletekniker, temaer osv osv.

Valget af den danske titel "Den unævnelige" undrede mig oprindelig, da jeg fandt den decideret misvisende. Originaltitlen er "L'Innommable" eller "The Unnamable", hvilket umiddelbart ikke er nogen let sag at oversætte direkte til velklingende dansk; men det betyder noget i retning af "Den der ikke kan navngives". At kalde vedkommende "Den unævnelige" forekom mig absurd, da vedkommende jo netop nævnes konstant ; blot ikke ved navn, jævnfør titlen til den tyske version "Der Namenlose". Men slår man "unævnelig" op i ODS, vil man se at ordet i sin adjektivform betyder "som ikke kan ell. bør (tør) nævnes (ved navn, ved sin egentlige betegnelse)" og "som man ikke har ell. kender (noget) navn til, nogen (sproglig) betegnelse for; navnløs". Uffe Harders valg af titel er subtil, velovervejet og fuldstændig præcis, idet betydningen "unavngivelig" er indeholdt i "unævnelig". Paradokset er aldeles bevidst: Den unævnelige nævnes; og det er egentlig forbilledligt Beckettsk: Kan ikke nævnes, må nævnes; kan ikke, må; kan ikke, må (fortsætte).

I artiklen om Beckettbogen fra Zeit's kanon alluderes til Sisyfos-myten (apropos Camus) og Monty Python's sketch fra "De skøre riddere", hvor en - tilsyneladende - uovervindelig sort ridder får hugget alle sine lemmer af og til sidst ligger tilbage som en hjælpeløs torso; nægtende at opgive ævred råber han efter de forbipasserende Python-riddere: "Kom tilbage og kæmp!"

http://www.zeit.de/2012/30/L-Kanon-Beckett/seite-1