Læsetid: 5 min.

Den sommer, jeg lærte at le af min dødsangst

Spielbergs ’Dødens gab’ er et mesterværk af en krydsning mellem horror, humor og realisme og skræmmer livet af Informations anmelder Iben Albinus Sabroe. Hver gang
’Dødens gab’  gjorde et så stort indtryk på Iben Albinus Sabroe, at hun siden holdt sig fra at svømme på dybt vand. Her er Chrissie fra filmen på sit livs sidste svømmetur.

Universal Pictures

30. juli 2013

Jeg var 26, da jeg for første gang blev konfronteret med min angst for døden. Jeg har altid været for pivet til at se gysere, men denne gang var situationen under kontrol, mente jeg. Jeg var klar til et gensyn med Dødens gab, som jeg overvejede at gøre til et sommerritual, ligesom mange ser It’s a wonderful life ved juletid.

Det var juli 1998, jeg var lige flyttet til Siena med min kæreste for at studere filmvidenskab, og termometret svingede mellem 38 og 40 grader i dagtimerne. Mens vi ventede på, at universitet åbnede efter sommerferien, tilbragte vi de varmeste dage i vores lejlighed i Via del Paradiso, der med sengelus fra tidligere gæster levede dårligt op til sit navn. Men der var skygge, og vi havde et 14 tommer tv og en VHS-afspiller.

Med beslutningen om, at jeg ville være filmanmelder, havde jeg modstræbende taget hul på filmhistoriens gyserklassikere, og overrasket så jeg en vis raison i den famøse katarsis, ja, en form for befrielse ved at udsætte mig selv for horrible oplevelser, bare det var på film. Intet svaler som et godt gys, var jeg kommet frem til. Derfor sad Dødens gab i videomaskinen, mens jeg spiste cornflakes på det italienske flisegulv i det eneste, man kunne holde ud at have på: ingenting.

Første gang jeg så filmen, gjorde den så dybt indtryk, at jeg aldrig siden har svømmet på dybt vand, så nu betragtede jeg unge Chrissie springe i det månebeskinnede hav ud for Amitys kyst med stift blik og løftede parader. Jeg havde tal på forskrækkelserne, den skulle ikke få skovlen under mig, Spielbergs overdimensionerede gummihaj. Jeg tog fejl.

B-filmens fornyelse

Designet af art director Joe Alves blev modellen til hajen i Dødens gab i sin tid godkendt af Dr. Leonardo Compagno, ekspert i arten Carcharodon Carcharias som en naturtro replika af en hvidhaj. Ikke engang de otte meter, den måler, er faktisk ude af proportioner, for eksemplarer er set i den størrelse. Alligevel er hverken Bruce, som hajen blev opkaldt efter Spielbergs advokat Bruce Ramer, eller Dødens gab siden anerkendt som de pragteksemplarer på filmisk realisme, de er. At det, der er Spielbergs bedste film og måske hans eneste mesterværk, fortjener et stærkere eftermæle, er der flere grunde til.

Jaws eller Dødens gab er en af de sjældne forekomster af film, hvor manuskript, skuespillere, location, klipning, soundtrack og timing går op i en højere enhed, selv om det langt fra så ud til det under optagelserne på øen Martha’s Vineyard på den amerikanske nordøstkyst.

For 27-årige Steven Spielberg var det ikke nogen drøm at omsætte Peter Benchleys misantropiske knaldroman til en B-film. Men ved at tage historien seriøst, skabte han et metaorienteret værk, der skræmte Amerika fra vid og sans i sommeren 1975, hvor Newsweek skrev om fænomenet »Jawsmania«, og samtidig med intelligent komik parodierede sin genre.

I sin bog Easy Riders, Raging Bulls argumenterer Peter Biskind for, hvordan Dødens gab blev verdens første blockbuster og gav Hollywood blod på tanden efter økonomiske succeser på kunstens bekostning. Amitys borgmesters undskyldning for ikke at lade politichefen Brody lukke strandene efter Chrissies død blev filmselskabernes nye mantra: »We need summer dollars!«

Men som filmskribenten Tom Shone bedyrer i Blockbuster – How Hollywood Learned to Stop Worrying and Love the Summer, hævede Dødens gab samtidig genrefilmens niveau. Begge har ret.

Improviseret

Dødens gab er inspireret af en serie virkelige hvidhajangreb, der fandt sted på den amerikanske nordøstkyst i 1914, netop som mennesket troede, det havde erobret det sidste vildnis, havet, og både det at bade og holde fri var noget nyt.

Filmen foregår i 1970’erne, men analogierne til vildnis og westerns er hængt ved.

På øen Amity er turistsæsonen så småt i gang, da det halvspiste lig af Chrissie findes på stranden, og politichefen står med en trussel, hvis lige han aldrig har set. Ganske vist var hajen på forsiden af Time Magazine i juni 1975 og var ifølge Spielberg stjernen i filmen. Men i langt hovedparten af Dødens gab er den en undskyldning for et fortættet karakterdrama med brillante dialoger, der blev improviseret frem af karakterskuespillere, mens hajen havde tekniske problemer under optagelserne.

I stedet for testosterontunge Charlton Heston, som bød sig til, gik rollen som politichefen Brody fra New York til Roy Scheider. Selv om han har vandskræk, er Brody rykket til øen for at redde sit familieliv fra jobbets farer, men må erkende, at man ofte møder sit livs udfordring på den vej, man gik for at undgå den.

»Jeg vil aldrig nogensinde tro på, at du kan slå den haj ihjel!« lød Spielbergs instruktion til Scheider, og uforglemmelige scener udspiller sig mellem ham, en ung rødhåret, Richard Dreyfuss som den hidsige havbiolog Hooper og hajdræberen Quint, der turneres med primitiv patos af teaterskuespilleren Robert Shaw.

Humor med bid

Efter hajen terroriserer Amity i de to akter, dog med en for genren beskeden body count på fire, må Brody tage harpunen i egen hånd. De tre vover sig i Quints båd ud efter den enorme hvidhaj, hvis tilstedeværelse ikke bliver mindre frygtindgydende af det musikalske tema, John Williams skrev til den i tonerne E og F til cello og bas.

I realiteten kæmpes slaget ikke desto mindre mellem de forskellige typer af maskulinitet, de tre mænd repræsenterer. Da Quint kvaser sin øldåse, efteraber Hooper ham vrissende med sit plastikkaffekrus, og da de to duellerer på antallet og størrelsen af deres ar, vinder Dreyfuss igen med humor. Han peger på sit hjerte og siger: »Mary Ellen Moffat, hun knuste mit hjerte.«

Dødens gab parodierer skånselsløst katastrofefilmens klichéfyldte maskulinitet, mens vi hepper på heltene. Spielberg og hans klipper Verna Fields skræmmer publikum med en stribe gys, der i biografen blev målt uhørt højt på Richterskalaen, mens de peger på det platte ved B-filmens skrækscenarier. Da der går panik i de badende på stranden 4. juli, ser man den samme familie i to modsatte sider padle skrigende væk fra det, de – og vi – tror er hajen. Det viser sig at være to drenge med en finne på ryggen. Vi blev narret, men vi tilgiver med glæde, for sådan er det med Dødens gab.

Bedst som jeg selv tror, jeg har regnet den ud, har mine reaktioner under kontrol der på flisegulvet i Siena, kommer et bestemt klip, før jeg er klar. Det er i begyndelsen af tredje akt, og i bagenden af træskibet skovler Brody skidtfisk over rælingen for at lokke hajen til. Ud af det blå dukker et kolossalt tandsæt lydløst frem. Jeg bliver så forskrækket, at jeg gør et hop og kaster mælk og cornflakes ud over mig selv. Først er det kun min kæreste, der ser det morsomme i scenen. Men som Brody trækker baglæns ind i kahytten med replikken »We’re going to need a bigger boat«, falder tiøren.

Dødens gab, B-filmen og blockbusteren er så god, på trods af eller måske på grund af sit apolitiske tilsnit, sit universelle mand-møder-bæst-tema, fordi den griner af vores dødsangst. Ler sit smittende grin med sit gigantiske bid, der tygger energisk, mens det fortærer hajdræberen og machomanden Quint.

Serie

Filmanmeldernes yndlingsfilm

Hvilke film kan Informations filmanmeldere bare se igen og igen? Det spørgsmål besvarer de hver især i en artikel om deres yndlingsfilm. Og det er et udvalg, der byder på flere overraskelser. 

Seneste artikler

  • Verdens bedste julefilm

    10. august 2013
    Det er ikke spor nemt for filmredaktøren at vælge en yndlingsfilm blandt alle de film, han holder af. Men når de andre i filmredaktionen kan, kan han vel også
  • Amerika er et barn i en sær voksen mands krop

    7. august 2013
    Og ’Big’ er min barnligheds ultimative lystfilm, fordi den udstiller liberalismens lækre fatamorgana
  • Forførende forfald

    5. august 2013
    ’Den tredje mand’ er filmhistoriens bedste europæiske noir-thriller. Og helt igennem en finsleben diamant af en film
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
  • Frederik Johansen
ulrik mortensen og Frederik Johansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Filmen har jeg aldrig set, da genren ikke interesserer mig, men jeg var flyttet til NY i juni 1975 så helt undgå at høre derom, kunne man ikke. Sommeren 1976 var jeg i Hollywood og besøgte filmstudier - Universal var det vist. Her blev man kørt rundt blandt kulisser i et lille åbent turisttog. Vi kørte over en bro, denne styrtede sammen, vi hang nu halvt i vandet - og hvad dukkede faretruende op af søen og kom direkte imod os med høj fart: Jaws!

Det havde du ikke klaret, Iben!

Som ni-årig knægt havde jeg en 20-30 cm lang gummi Jaws med et kæmpe gab, som jeg i det ugentlige karbad kunne sidde og pjaske med. Naturligvis - og på særdeles dramatisk og filmisk vis - spiste gummi Jaws alle de alverdens legetøjsting man havde slæbt med i badekaret.

Jaws - verdens bedste gyserfilm. Jeg takker for oplevelsen.

ulrik mortensen

1970'erne var et fantastisk årti for gyserfilm. Når man engang imellem laver hitlister over de bedste gyserfilm, består top 10 næsten kun af 70'er film: "The Exorcist", "Alien", "The Texas Chain Saw Massacre " (oftest som nr.1), "The Shining", "Halloween" og selvfølgelig "Jaws" - enig med Iben Albinus Sabroe i, at det er Spielbergs bedste film - fri fra den sentimentalitet, der oftest præger hans senere film. Her er en 26 årig Spielberg, der fortæller om filmen:
https://www.youtube.com/watch?v=77DRuGX39Gk

Anders Sørensen

"Det var juli 1998, jeg var lige flyttet til Siena med min kæreste for at studere filmvidenskab"

Pretentious, moi?

Da stoppede jeg med at læse.

Næsten. For naturligvis skulle jeg også lige have med, at Jaws er Spielbergs "eneste mesterværk".

Nej, Jaws er ikke et mesterværk. Det er en middelmådig(men effektiv) film, der er blevet stor i slipstrømmen på instruktørens senere bedrifter eller "body of work", som man siger.

Spielberg er jo i det hele taget en instruktør, der om nogen aldrig har lavet noget banebrydende, men har brudt vejen ved at lave tilstrækkelig meget.

Jeg kan KUN og MEGET varmt anbefale dokumentaren "The Shark Is Still Working", som er at finde på Jaws Blu-ray udgaven. Den kan lånes på biblioteket, i øvrigt.

En helt i gennem fantastisk dokumentar.

@ Anders Sørensen

Jeg er fuldstændig uenig med dig, hvad angår dit syn på Spielberg.

Men...

Jeg er i øvrigt (prætentiøs knappen, tændt!!!) både uddannet manuskriptforfatter... og har desuden også en dødsyg og kedelig Bachelor i Filmvidenskab, men har aldrig brugt den... Fordi dét, at analysere andres filmværker, som oftest ligger langt væk fra, hvad instruktøren selv havde tiltænkt i skabelsesprocessen, i det den er dynamisk.

Desuden, er dem, som har studeret filmvidenskab jo teoretikere, og har ikke en klap forstand på manuskriptarbejdet, filmproduktion og post-produktion fra den virkelige verden.

Niels Engelsted

Anders Sørensen, også her syntes jeg, at din dømmekraft svigter dig. Spielberg er en af de helt store filmmagere og mindst halvdelen af hans film var banebrydende. Måske er det den moralske åre, der generer dig, som f.eks. i den fremragende München?

Per Torbensen, Robert Ørsted-Jensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Lige denne movie er sgu lidt af en b-film - ikke mindst når man ser den igen - men dengang var vi sgu alle klistret til sædet - den var sågu en bombe dengang - og damen en babe som fik men til at ønske sig at man var født som en haj - tænk at tygge lidt i hende der :-)

Spielberg er et banebrydende geni - det er hævet over enhver tvivl og dokumenteret med adskillige fremragende film

Per Torbensen

Kan sagtens følge Sabroe filmen afholdt også undertegnet fra dybt vand langs Australiens kyster i 1985 samt alle de andre nederdrægtige giftige farlige fisk,dybt vand var absolut brysthøjde.
På land slanger og andet krybdyr gjorde det ikke bedre,indrømmer gerne angst og fobier her.

Robert Ørsted-Jensen

troede faktisk at den der støærrelse haj var en overdrivelse - men sådan blir man klogere - men der ka sgu ikke være ret mange af dem

Hvis man ikke mener at Spielberg har lavet banebrydende film, så har man aldrig set åbningsscenen fra Saving Private Ryan (1998), hvor de unge amerikanske soldater går i land på Omaha Beach den 6. juni 1944.
Veteraner fra den landgang har udtalt, at de aldrig havde troet at de ville opleve noget, der mentalt kunne bringe dem så tæt på hvad de følte da de gik i land den morgen. Det var indtil de så åbningsscenen i Spielbergs film, der efterlod dem med bankende hjerter og tårer i øjnene.
Hvad man end mener om krigsfilm, så satte Saving Private Ryan nye standarder for skrækindjagende, forvirrende og blodig realisme i genren. Også selvom resten af filmen ikke helt kan leve op til den første halve time.

Nic Pedersen, Per Torbensen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Per Torbensen

Emil Arneholt fuldstændig enig,sætter altid den scene på det store anlæg med højtalerne i dobbelt stereo ,den første halve time absolut den bedste.

Den næst bedste scene hvor slaget i byen med tanks mod mand er også forrygende,alting dirrer under lavafødderne-helt uden side stykke.

Robert

"troede faktisk at den der støærrelse haj var en overdrivelse - men sådan blir man klogere - men der ka sgu ikke være ret mange af dem"

Du kan jo trille en tur til Cairns.
Hvis ikke den er gået til i de 20+ år siden jeg så den, så hænger der en udstoppet i den størrelse plus en god samling kæber fra mindst lige så store! :-)

Per Torbensen

Var med fiskerne nede ved Spencer strædet på tur,siges at være det mest haj fyldte område sammen med Cape strædet,det var overvældende på den tid lå der i byernes fiskemarkeder mega hajer til salg.

Jo erindrer også Cairns som du beskriver Nic.

Torben Madsen

Spielberg er Tintin fans. Og han er også blevet inspireret af Tintin. I Jaws er Brody figuren Tintin. Godt nok har Brody figuren et familie og sexliv. Men jo mere han går ind i jagten på hajen, jo mere forsvinder familien.

Borgmesteren, haj eksperten(spillet af R.D) og Quint er alle farverige personliogheder. Akkurat som i Tintin.