En hel verden fulgte med på tv, da Nelson Mandela i 1990 blev løsladt fra fængselsøen Robben Island. Der var bevægende jubelscener, og snart var han valgt til Sydafrikas præsident med afskaffelse af apartheid som vigtigste prioritet. Der blev nedsat sandhedskommissioner som et forum for forsoning mellem tidligere fjender, og et større reformarbejde gik i gang.
Næsten et kvart århundrede senere viser statistikkerne imidlertid, at kriminaliteten stadig er foruroligende høj med bl.a. 40-50 mord om dagen i gennemsnit inden for de senere år.Det er imidlertid et billede, som Deon Meyer ikke helt ville vedgå, da han for nylig lagde vejen forbi København i anledning af, at hans nyeste roman Syv dage er udkommet på dansk. Sydafrika er et vidunderligt land, og fremskridtene har været enorme, vurderer han.
»Ved slutningen af apartheid havde en meget lille del af befolkningen adgang til rindende vand, elektricitet og telefoner,« siger han.
»Det er meget bedre nu. Vores regering bygger en mængde huse til de fattige hver dag og mange nye skoler. Alle børn har mulighed for en god uddannelse. Vores infrastruktur er blevet forbedret, vi har tale-frihed og en fri presse. I går læste jeg i en af søndagsaviserne, at den sorte middelklasse nu har større købekraft end den hvide. Vores økonomi er meget stærk. Sådan kan jeg blive ved og ved. Vores land er bedre ledet end det halve Europa, en kæmpe bedrift.«
Om kriminaliteten, hans kerneområde som forfatter, siger han, at det er uretfærdigt at sammenligne med Europa, der som førsteverdensland har en helt anden historik. Han er overrasket over at høre, at der skulle være 40-50 mord i døgnet og mener, det er noget lavere i dag. Han vedstår dog, at kriminaliteten stadig er høj.
»Men den ide om, at Sydafrika er et voldeligt land, hvor forbrydelser sker på hvert gadehjørne, er bare ikke sand. Mordene er som regel alkohol- eller stofrelaterede og begås typisk i underprivilegerede lokalområder af folk, som kender ofrene. For en turist, der besøger Sydafrika, er den statistiske risiko for at blive offer for en forbrydelse lige så lille som i Irland eller Wales,« siger han.
At den sydafrikanske atlet Oscar Pistorius, som er anklaget for at have myrdet sin kæreste, havde en pistol liggende i sit hjem, anser Deon Meyer for atypisk.
»Det er slet ikke som i USA, og faktisk tror jeg, at der er mere privat våbenbesiddelse i nogle lande i Europa som f.eks. Finland.«
Sorte og hvide
Et sted i den nye bog beskriver Deon Meyer, hvordan der svindles med de ganske store pengesummer, som regeringen har sat af i en kvoteret pulje kaldet BEE, Black Economic Empowerment, for at give flere sorte indbyggere ejerskab til virksomheder. Det er fiktion, men finder det også sted i det virkelige liv?
»Ordningen er blevet misbrugt nogle gange,« erkender Deon Meyer. »Vi er et ungt demokrati, og der er korrupte embedsmænd såvel som ikke-korrupte ligesom i andre lande. BEE er ikke perfekt, men som helhed er det en politik, som er gået virkelig godt.«
– Sorte og hvide politifolk i Cape Town samarbejder fint i din bog. Er det karakteristisk?
»Ja, bestemt. Sådan er det over hele landet.«
– Et udsagn i din bog er, at alt i Sydafrika handler om hudfarver. Er det sådan?
»Ja, til en vis grad, men mindre og mindre. Du må huske, at mine karakterer er politifolk, og i mange af de forbrydelser, de har at gøre med, er farver et følsomt spørgsmål.«
Deon Meyer fortæller også, at sandhedskommissionerne er et overstået kapitel. Deres arbejde videreføres af en menneskerettighedskommission, som behandler klager over overtrædelser.
Ikke en stor byrde
Deon Meyer har skrevet sine krimier og thrillere på afrikaans, de hollandske kolonisters sprog. Bøgerne har gjort ham til en holden mand, men fra barnsben tilhørte han ikke den hvide, sydafrikanske overklasse.
»Det var snarere den lavere middelklasse. Min far var elektriker og havde måttet arbejde, fra han var 14 år. Min mor var hjemmegående, men med tre sønner var det nok hårdere end så meget andet arbejde,« siger han.
– Hvad betyder det for dig, at du er afrikaaner?
»Det er en arv og en meget specifik historie, man har. En del er godt, en anden del meget slemt. Selv ser jeg mig først og fremmest som en sydafrikaner. At være afrikaaner er derfor ikke en byrde, som har stor vægt for mig.«
– Du kom på universitetet, hvor du læste engelsk og historie. Hvorfor blev du krimiforfatter og ikke universitetslærer eller forsker?
»Jeg kunne ikke se mig selv som akademiker. Jeg ville skrive. Først var jeg journalist i lang tid og arbejdede også i reklamebranchen. Det, jeg ville, var at fortælle historier, og det blev så i krimigenren.«
Uforudsigelig
– Hvilke elementer anser du for vigtige i en god krimi?
»Jeg tænker ikke på den måde. Det er min historie, der dikterer alle mine valg. Når jeg har den, kommer strukturen og alt det andet af sig selv. Nogle gange fornemmer jeg, at tempoet falder. Så skruer jeg det op. Det er ikke ligesom i en opskrift, at man tager lidt af dit og lidt af dat. Jeg tror, det er en instinktiv ting. Ud fra historien kan jeg lide at skabe menneskelige, tredimensionale karakterer. Deres personlige liv bliver en del af historien.«
– Hvorfor har du gjort din hovedperson i ’Tretten timer’ til alkoholiker. Dem er der i forvejen mange af blandt fiktive efterforskere …
»I min første roman var hovedpersonen mørk og depressiv. Som modvægt kreerede jeg en politimand, Benny Griessel, som blot var en biperson – og gjorde ham til alkoholiker uden at tænke videre over det. Han viste sig at være så uforudsigelig og så skæg at skrive om, at han nu er blevet min hovedperson. Det var slet ikke meningen.«
– Han er læsernes helt, men betragter sig selv som mislykket. Hvorfor?
»Han var dranker i 13 år, drak sit ægteskab og sin karriere væk. Hans børn var nærmest fremmede for ham. Så holdt han op med at drikke, fordi han indså, at han så nok kunne blive et mere succesrigt menneske. Men synes vi ikke alle, at vi er en smule mislykkede, og er det ikke meget menneskeligt?«
Motorcyklen
– Hvem er dine personlige favoritter blandt krimiforfattere?
»Jeg har mange og læser en masse krimifiktion fra hele verden. Jeg tror, at amerikanerne Ed McBain og John D. MacDonald, som jeg læste som ung, har influeret mig mest. Selv i dag synes jeg, jeg skriver meget McBain’sk, hvad dialog og personkarakteristikker angår.«
– Du har en stor interesse for at køre på motorcykel. Hvad er attraktionen?
»Friheden og livsstilen. Når du kører bil, sidder du i et hylster og kan ikke mærke temperaturen, vejret. På motorcykel er du i kontakt med elementerne. Jeg elsker at køre på ujævnt terræn i de vilde dele af Afrika. Der ligger en fordybelse i det. Men hvis du ikke selv har det sådan, kan du ikke forstå det.«
– Ud over ’Syv dage’ har du skrevet en krimi, som hedder ’Tretten timer’. Bliver den næste en, der hedder ’Fem sekunder’?
»Jeg er færdig med tidstitler. I hvert fald lige nu.«
– Så ingen verdensrekord dér?
»Nej, og faktisk er der en svensk forfatter, som har skrevet en, der hedder Tre sekunder.
