Læsetid: 2 min.

I ungdomsoprørets tid

Drengen Siggi Jepsen, der er hovedpersonen i Siegfried Lenz’ roman ’Tysktime’, er en oprører mod den disciplinære fundamentalisme
Som straf for sin opsætsighed er Siggi Jepsen, romanens hovedperson, anbragt i et ungdomsfængsel på en ø i Elben, og her sætter han sig for at skrive sin version af myten om pligtens skønne forløsning koncentreret om tiden fra 1943 til 1945, hvor nazisterne havde magten.

Som straf for sin opsætsighed er Siggi Jepsen, romanens hovedperson, anbragt i et ungdomsfængsel på en ø i Elben, og her sætter han sig for at skrive sin version af myten om pligtens skønne forløsning koncentreret om tiden fra 1943 til 1945, hvor nazisterne havde magten.

19. juli 2013

Da ungdomsoprøret ramte den halve verden, udgav Siegfried Lenz en roman, der handlede om opsætsighed og gjorde ham berømt i hele verden.

Egentlig var det ikke at forvente, at en udkantsrevolution som den, Tysktime beskriver, skulle påkalde sig så stor interesse, som den gjorde, men ser man på de nærmere omstændigheder, er det ikke så underligt.

Drengen Siggi, der er dens hovedperson, er ingen Holden Caulfield som i Salingers Griberen i rugen, alligevel er han en oprører af samme slags, rustet til randen med en foragt for den disciplinære fundamentalisme, der ligger i budet om at »glæde sig ved pligten« og den underkastelse, som den fører med sig.

Forløsende humor

Som straf for sin opsætsighed er Siggi Jepsen anbragt i et ungdomsfængsel på en ø i Elben, og her sætter han sig for at skrive sin version af myten om pligtens skønne forløsning koncentreret om tiden fra 1943 til 1945, hvor nazisterne havde magten.

Om det er Gud eller Hitler eller en anden despot, der bestemmer, er underordnet, deres patent er pligten, som alle bør elske. Her kommer kunsten ind i form af maleren Max Ludwig Nansen, og spillet vælter, Siggi undsætter ham, for hvor bliver pligtfølelsen af, hvis usikkerheden råder og folk bare gør, hvad de har lyst til?

Siggis ulideligt afstumpede far, som oven i købet er gammel ven af Ludwig Nansen, betænker sig ikke på at overbringe myndighedernes maleforbud og se det efterlevet.

Og skulle det dreje sig om Siggi, er patriarken klar til at føre ham til slagtebænken, hvis han gør sig udtilbens, eller nogen højere oppe kræver det.

Skarpt, men med forløsende humor, lægger Siegfried Lenz historien frem, og det mærkeligt fjerne og mystiske yderste Tyskland mod nordvest kimer i bevidstheden fuldkommen levende. Bogens budskab er som i alle betydelige værker ord og redskab til enhver og til alle tider. Tænk hvis også ytringsfrihedsfundamentalister lagde øre til. Det ville pynte på skævmundetheden hos alle dem, der går og tror, at alting er ganske enkelt, hvis man gør sin pligt og elsker den samtidig.

Siegfried Lenz -’Tysktime’. 1968

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Tak til Rifbjerg for en behjertet indsats - men kunne der ikke have været lidt mere ungdomsoprør fra 1960-erne i kanonen end Tysktime?

Michael Kongstad Nielsen

Aner det ikke, Højer, men der må da være nok at tage af. Der skete så meget nyt dengang, man begyndte også at skrive romaner på en helt ny måde (på fransk - Nouveau Roman), var også antiautoritær over for romanen selv og dens opbygning, jeg kom til at tænke på en forfatter, jeg ikke har læst, men kun læst om, Jean-Marie Gustave Le Clézio, der debuterede i 1960-erne, og fik Nobelpris i 2008.
http://politiken.dk/kultur/ECE580965/portraet-le-clzio-er-europas-daarli...
Ps. desuden kunne en dansker vel også komme på tavlen?

Le Clézio er et godt bud. Lars Bonnevie har lykkeligvis fordansket en god håndfuld af hans værker. Det er bare at gå i gang med at læse. Problemet med kanon er at man skal udvælge 1 bestemt værk, som så kommer til at repræsentere hele forfatterskabet, hvilket er dybt uretfærdigt overfor de forbigåede. Kanonen begår vold mod tanken om forfatterskabet som et samlet organisk hele, hvor der er en indbyrdes sammenhæng værkerne imellem.

Maj-Britt Kent Hansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar