Læsetid: 3 min.

Velkommen til Informations europæiske litteraturkanon

Det er i romanen, du skal forstå dig selv som menneske. Og den moderne europæiske roman er tæt forbundet med vores kriseramte europæiske identitet. Fra og med i dag tilbyder vi læserne en præsentation af de 49 vigtigste europæiske romaner om os selv
Den europæiske identitet og ide måtte genfinde sig selv efter den ødelæggende verdenskrig. Derfor tager Informations litteraturkanon udgangspunkt i 1945. Her ruiner i Tauentzienstrasse i krigstidens Berlin. Foto: Scanpix

Den europæiske identitet og ide måtte genfinde sig selv efter den ødelæggende verdenskrig. Derfor tager Informations litteraturkanon udgangspunkt i 1945. Her ruiner i Tauentzienstrasse i krigstidens Berlin. Foto: Scanpix

Kultur
12. juli 2013

Europa og europæisk identitet er igen på dagsordenen. Mest i krisens tegn, for det er et Europa i krise, der i denne tid skaber overskrifter. På overfladen er det især den finansielle krise, der truer med at slå revner i det europæiske fællesskab og skabe nye brudflader. I det større perspektiv har ideen om det europæiske været kriseramt i meget længere tid; så længe, at selve krisen også er blevet en del af det at formulere, hvad det vil sige at være europæer. Europa er hjemstedet for de største kulturelle frembringelser og fremdyrkelsen af de ædleste værdier, men samtidig også årsag til det største barbari og mord på sig selv. Har det gamle kontinent med dets kulturelle og åndelige arv overhovedet en fremtid?

Essensen af det europæiske findes formuleret i litteraturen. Ikke mindst i romanen. Det er i romanen, der tænkes nye tanker, ikke mindst om, hvad der er blevet af den europæiske civilisation, hvad der trods gentagne kriser lever videre, hvordan værdierne kan fornyes. Men det er også i romanen, at der gøres op med etablerede sandheder og formuleres ny tvivl på de europæiske ideer, ligesom det er i romanformen, at nye indsigter om grufuldheder bliver bearbejdet og fortolket. De bedste af de romaner har vi udvalgt til en kanon over den europæiske litteratur efter 1945.

Det kan virke ude af trit at ville skabe sådan en systematisk orden for litteraturens mere åndelige frembringelser. Men på den anden side er det at tage litteraturen ekstremt alvorligt, når vi anerkender dens betydning som spejling af hele den europæiske identitet og identitetskrise. Vi præsenterer derfor fra og med i dag hver tirsdag og fredag i de kommende uger en kanon over den europæiske litteratur fra 1945 og til i dag. Syv værker fra hvert årti siden 1945, og vi skriver om alle disse 49.

Vores kanon tager udgangspunkt i 1945, det såkaldte ’År Nul’, hvor et kontinent skal finde sig selv efter den ødelæggende krig. Europa ligger i ruiner, og den europæiske idékrise, der allerede blev formuleret i afslutningen på Første Verdenskrig og bearbejdet i de store modernistiske romaner i Mellemkrigstiden, er nu helt åbenlys. Verden har erfaret omfanget af Auschwitz og mordet på seks mio. jøder; det systematiske mord på seks mio. af dets egne borgere. Den berømte europæiske verdensånd med dens berømte dyder, kunsten, de magiske storbyer, den overlegne videnskab og kreativitet, er endegyldigt blevet kompromitteret. Findes der overhovedet en fremtid efter dette? Vi har udvalgt en række forfattere, som bevæger sig ned til rødderne af det europæiske, og som også bedre end andre er i stand til at belyse den diabolske dobbelthed af europæisk ambition og destruktion.

Vi har i udvalget lagt vægt på det formalistiske. Altså på bearbejdning af krisen på forskellige tidspunkter af efterkrigshistorien i selve romanformen. Men har også lagt vægt på romaner, der har del i særlige europæiske grundtemaer som individets rolle, selvtvivlen og selvdestruktionen, mening midt i meningsløsheden, mistillid til autoriteter og et naturligt centrum og fremkomsten af alternative sandheder som vigtige bestanddele af den europæiske romans historie.

I vores kanon spiller Auschwitz en central rolle. Det skyldes, at hele den europæiske civilisatoriske idé bliver udfordret maksimalt af Auschwitz, men også fordi bearbejdningen af erfaringen fra Auschwitz fra Primo Levi over Tadeusz Borowski til Imre Kertész går i bølger op gennem flere årtier af efterkrigslitteraturen. Det er også i romanerne, at øst og vest mødes og brydes, ligesom det er i dem, at grænserne for det europæiske sættes til diskussion, og hvor nye migrationsmønstre, kosmopolitisme og globalisering spiller en ny rolle

Bag udvælgelsen står Erik Skyum-Nielsen, Karen Syberg, Thomas Thurah og undertegnede. Vi skriver selv en del af teksterne, men har også inviteret gode forfattere til at skrive om værker, de har et særligt forhold til. Vi har skelet til en lignende kanon, som den tyske avis Die Zeit lavede forrige år. Men vi har gjort den mere nordisk, fordi den nordiske litteratur har sin naturlige plads i den europæiske kanon. Vi er overbeviste om, at med disse 49 romaner i hånden præsenterer vi læserne for essensen af det europæiske. Læs og kend dig selv som europæer! En sådan kanon er også en udfordring og provokation, der indbyder til diskussion og modsigelse.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Paul D. Jensen

Romaner er fiktion, ikke sandt ?
Sådan cirka ligesom den såkaldte 'Europæiske identitet' ...

Jan Weis, Nic Pedersen, Claus Oreskov og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Glimrende initiativ, dejligt, at nogle gode bøger fremhæves og får nogle indsigtsfulde ord med på vejen. Ordet kanon er dog lidt slidt (tænk på VKO-regeringens tåbelige kulturkanons), Hvad der er det bedste, kan man altid skændes om.

Og må jeg ikke lige sige, at der findes ikke nogen europæisk sjæl eller identitet, hverken i 1945 eller nu. Det er ideologisk blændværk, at påstå det, som passende kunne høre hjemme i Orwells 1984.

Jan Weis, Nic Pedersen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

En både sjov og underholdende ide. Man skal bare ikke tro, at litteraturen (uanset hvor god og relevant) afspejler tidsånden. Det har den faktisk aldrig gjort. Litteraturen er og var for de få og for det meste afspejler litteraturen ikke andet end borgerskabets indskrænkede verden, på godt og ondt – men indskrænket. Litteraturen reproducere stor set kun borgerlige værdier. Nogle få undtagelser findes men de bliver aldrig kanoniserede – hverken her eller der!
Tidsånden spejles i massekulturen båret frem af det dårlige selskab, nemlig foreningen af efterspørgsel og udbud. B- film, TV reklamer, Jazz og senere Rock og pop musik, der var tidsånden, nu løbet over ende af alskens digitalisering og glem ikke de sociale medier:
”Der var fuldstændig stille i ankomsthallen – ingen samvær, ingen kommunikation, alle var optaget af de sociale medier” -

Claus Oreskov

Er konformitet, uniformering, ensretning sjælfuld ?

Maj-Britt Kent Hansen

Nu ikke så negative! Til næste år bliver det verdenslitteraturen, der behandles.

Hvis det for en enkelt gangs skyld kunne lykkes at få en debat om skønlitteraturen i Information til at køre, ville det være en meget velkommen forandring fra den trummerum og forudsigelighed, hvormed man kan forudsige, hvilke artikler der vil få kommentarer.

Bøgerne er her - og der er endnu kun kommenteret på to af de syv artikler.
http://www.information.dk/journal/466390

Claus Oreskov

Den enfoldige tro på en europæisk identitet ser bort fra: udbyttere og udbyttede, undertrykte og undertrykkere, velbjergede og udstødte ja enhver pluralisme og social sammensathed. Tror nogen virkelig på, at dem som har og dem som ikke har, deler samme kultur værdier?

Per Torbensen, Paul D. Jensen og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Læs nogle af de omtalte bøger!

Og da også gerne andet. Skøn-, fag- eller saglitteratur. Hvad der nu måtte appellere.

Claus Oreskov

En fælles europæisk identitet og værdi fællesskab, er en indbildt identitet. i lighed med nazisternes nationale fællesskab og alle andre nationale fællesskaber (om emnet indbildt fællesskab se f.eks.: Benedict anderson ” Imagined Communities”). Michael Kongstad Nielsen snakker om en europæisk kultur som er årtusinder gammel. Noget at en tilsnigelse især når man taler om litteratur og i særdeleshed om romanen! I dag, som for hundrede år siden, er der tale om europæiske kulturer og ikke om kultur. Kulturer er imidlertid ikke autonome. Det er mennesker som er bærer at kulturerne og menneskene befinder sig ikke i et homogent kulturelt rum. Omvendt befinder menneskene sig altid i en bestemt social position og indenfor denne sociale position, findes egne og relevante kultur processer sted. I interaktion med andre interesser og andre sociale grupperinger. Her kæmpes og forbrødres og modsiges i et væk gennem en mangfoldighed af kulturelle manifestationer. Fin litteraturen er en af disse manifestationer som fortrinsvis domineres at den europæiske borgerlige elite. Hvorfor netop denne minoritets gruppes synspunkter skulle veje mere (hvad angår europæisk identiteter) end publikummet til en fodboldkamp, kan jeg ikke finde belæg for noget sted!
PS: Skønlitteratur har en stor plads i nogles liv og kan være særdeles velgørende både som erkendelse, nydelse og åndelig grovfoder, men lad os aldrig forfalde til at tro at denne litteratur har universel betydning og fortrin frem for så meget andet – slet ikke i vores tid. Tænk på at for 150 år siden var det kun 7-8 % af europæerne som læste skønhedslitteratur og verden drejede altså rundt endda!
PS: I middelalderen var det sjældent at den øverste klasse (kriger adelen ) kunne læse, det var kun noget for klerke og andre underlige personager.

Danske Vilh. Andersen - der sikkert ikke kræver en nærmere præsentation - udgav i perioden 1939-1951 et større litterært 6-bindsværk om Horats og hans indflydelse på digtekunsten i Europa - begyndende med Antikken og sluttende med Norden – prosaen lades stort set uden for …

I dette velskrevne og altid fængslende værk påtog Andersen sig den opgave, at påvise det antikke grundlag i den nyere tids digtning, en sammenhængende fremstilling af en hovedretning i ældre og nyere europæisk litteratur, der rummer både lyrik, satire og moral støttet på egen oversættelser af de poetiske klassiske tekster …
Værket kan læses om en antologi over den klassiske versekunst og den dertil svarende kunstprosa – og med forfatterens egne ord er Horats ikke valgt som et ideal for kunsten eller for livet – men som en lineal, hvorefter deltagerne i sammenspillet, også de, der har de store roller, kan rettes ind og skilles ud fra gruppen – og man kunne tilføje – tages under læsningens briller én efter én inden for en veldefineret referenceramme – det må tiltale enhver naturvidenskabelig opfostret filister, der dog ikke går af vejen for også at beskæftige sig med udvalgt skønlitteratur - men foretrækker, at dette sker inden for nogle velkendte historiske og forståelige systemmæssige rammer – det giver ro i sindet og nærer oplysningen – men måske er det netop det, Informations seneste interessante påhit er udtryk for – men romangenren er ikke lige sagen her i sognet …

Dette værk af Vilh. Andersen kan varmt anbefales for den litterært nysgerrige og hungrende sjæl – det giver et storslået og sjældent godt skrevet overblik over europæisk litteraturs historiske udvikling - her kan hentes åndelig føde og sammenfattende betragtninger gjort af en litterat af de helt sjældne – den slags laves heller ikke mere - som romaner sjældent giver – bare se på, hvad danske forfattere i dag udgiver af selvcentreret og for det meste aldeles uinteressant husmoderlitteratur – mere eller mindre skrevet med udgangspunkt i personlige problemer og ikke en ægte følt kærlighed for genren – som regel henvendt til det overvejende kvindelige læserpublikum – bevares, der er da undtagelser … :-)

Børge Rahbech Jensen

ser frem til romaner om tiden efter 1991, som var nogenlunde lige så skelsættende for Europa, som 1945 var.

En eurokanon, som kun kan svinge sig op til at nævne 9 kvindelige romanforfattere ud af ialt 49 - der bliver nok lagt i ovnen - men man har selv bedt om ballade - dog ikke med Gyldendal ...

Børge Rahbech Jensen

"Om Rusland kommer med i kanonen, ved jeg ikke, men den europæiske idé, sjæl, identitet osv., der skulle lappes sammen, blev hurtigt forstyrret af en ny krig, den kolde krig. "

Så vidt jeg ved, er der ikke lagt op til en europæisk sjæl. En europæisk identitet opfatter jeg som en identitet som indbygger i et europæisk land. Jeg mener, mere skulle lappes sammen efter 1989 end i tiden 1945-1989. Der lappes stadig på Østeuropa, som faldt fra hinanden i 1991-1996.

Michael Kongstad Nielsen

Børge Rahbech - det med sjælen fremgår i hvert fald af indledningsteksten:
http://www.information.dk/journal/466390

Børge Rahbech Jensen

Hvor mere præcist? Jeg kan læse noget om Europa og europæisk identitet, men intet om europæisk sjæl. Jeg kan heller ikke mindes at have læst om en europæisk sjæl i officielle tekster fra EU.

Michael Kongstad Nielsen

I overskriften, Børge. I det link jeg lagde.
Men officielle tekster fra EU kunne selvfølgelig aldrig indeholde et sådant ord.

Børge Rahbech Jensen

Ok. Jeg overså overskriften. Den er tvetydig, og nævner heller ikke direkte en europæisk sjæl.

Michael Kongstad Nielsen

Nå, Jan Weis, jeg troede virkelig. du skæmtede, men det gjorde du åbenbart ikke. Så må jeg forklare, at ingen forfattere nogen sinde har skrevet noget uden sammenhæng med den tid, de lever i. Jo, nogle har været dybt nede i en fortid, men de har dog også levet i en nutid, som på én eller anden måde har påvirket dem. Så ingen forfattere har været uafhængige af deres tid. Og i dette tilfælde Anden Verdenskrigs afslutning. Dvs. forfatterene fra dengang var optaget af krigen, krigens virkninger, omstændigheder og konsekvenser. Nogle forfattere, som Hans Kirk, Hans Scherfig og andre fokuserede på menneskers tabte idealer, mens andre havde hurtig så på de nye tiders gevinster.

Claus Oreskov, Flemming Scheel Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Javel, Michael Kongstad Nielsen, ved ikke, om nogen har påstået noget andet end at også skønlitterære forfattere som regel er børn af deres tid - jeg fokuserer mere på litteraturhistorien for at få et overblik over de forskellige genrer og hvad tidsånden iøvrigt ser ud til at have været - de historiske tildragelser forudsættes her rimelig velkendte ...

Så vidt jeg har fået forståelsen - bl.a. ved at læse Kirk og Scherfig - så beskæftigede de sig netop også indgående med krigens tid herhjemme - Europa var dem ligegyldig - og de forhold, som herskede i det danske samfund - de havde i hvertfald næppe nogen tabte idealer - tværtimod ...

Steffen Gliese

Jeg må indrømme, Jan Weis, at det desværre ser skidt ud med litteraturen for tiden. Jeg læser forskellige yngre forfattere, men de skriver på det samme, klaustrofobiske verdensbillede, selvom mulighederne for at søge ud i verden, eller ind i fantasien aldrig synes at have været bedre. Der er i virkeligheden for meget lineal over det, og med skam at melde kan det være svært at skelne dem fra hinanden - kun ét har de desværre til fælles: de tilfører ikke den fandenivoldske energi, som bøger skrevet på kunstnerisk overskud har. Og det er skuffende.

Claus Oreskov

UPS: Hvad fanden er der sket på denne tråd! Beklageligvis kom jeg til at skrive 13. juli, 2013 - 10:05 et forkert navn. Jeg skrev Michael Kongstad Nielsen i stedet for en anden person, hvis indlæg nu er fjernet fra tråden. Ligeledes skrev jeg en undskyldning til Michael Kongstad Nielsen & af uransagelige grunde er den også slettet – er en undskyldning politisk ukorrekt?

Udmærket initiativ Peter Nielsen & Co.!
Her, et link til den inspirerende liste på 70 værker i Die Zeit:
http://www.zeit.de/serie/literaturkanon

Lone Christensen

Glæder mig til at læse anbefalinger, kommentarer m.m. i de næste par uger!

Lone Christensen

Tak for link, Erik Højer!

Jeg har lige skimmet listen igennem, og glædes over at Olga Tokarczyk og Herta Müller er blandt kvinderne!

Steffen Gliese

Når jeg nu har harcelleret over tidens yngre forfattere, må jeg hellere anbefale, hvad jeg kun kan anse som det ypperste, nemlig Peer Hultbergs "Requiem" fra 1984. Jeg kender ingen andre værker, der så rammende trækker linjer mellem mentaliteter og kulturen + så meget andet, man kan nå i 500+ kortprosatekster med højt oktantal.

Maj-Britt Kent Hansen

Tak, Erik Højer, for den tyske liste. Man har en del til gode, og sommerferien er alt for kort.

I øvrigt gode interview med Bauman og Pamuk.

Som mangeårig abonnent – nok i dag stadig på vej mod udgangen – vokset op med for mange læsere velkendte forfattere som f.eks. Orwell og mange af de øvrige som nævnes - er det ikke altid lige nemt at sluge en utidig omklamrende og paternalistisk tilsnigelse med dette ”vi”, ”os”, ”vores” – en uheldig trend fra boulevardpressens journalistisk – som desværre ser ud til også at have smittet selv seriøse dagblade …

Ved ikke helt, hvad f.eks. Orwells klarsyn kan fortælle ”os” om ”vores” – altså EU-tvivlernes - syn på de europæiske problemer anno 2013 – at han og de andre nævnte forfattere skulle kunne sige noget som helst uddybende om nutidens prekære og ikke hidtil sete vanskelige situation i Europa – fremstår som noget af et vovet postulat …

At relevante indspark i denne ”debat” stadig kan forsvinde som dug for solen – må tilskrives, at dagblad og nogle læsere ikke helt er på bølgelængde – at en i øvrigt lødig – men ikke kønsneutral - eurokanon i den grad kan være med til at skabe dyb forundring blandt nogen i læserfolket – når de samtidig indirekte får at vide – at de nok mangler en ”europæisk sjæl”, ikke ”forstår sig selv” og nok har mistet deres ”europæiske identitet” – hverken mere eller mindre – og man til oplysning lancerer 40 mandlige forfattere – og 9 kvindelige af slagsen – nogle litteraturelskere er da også kommet til den konklusion, at mange af nutidens litteraturanmeldere nok efterhånden har overflødiggjort sig selv …

På trods af, at initiativet er prisværdigt - så fordunkles projektet desværre af den medfølgende brødtekst - og dette "elitære" set-up med "os og Jer" - men det er den gode litteratur heldigvis ikke påvirket af ...

Denne personlige epilog er således også klar til at blive bortskaffet … :-)

Selv om brødteksten nu ser ud til at være blevet befriet for det værste - og delvist gør ovenstående betragtninger historiske - så læser man stadig - "Det er i romanen, du skal forstå dig selv som menneske" ... tusind tak, må vi så få fri? ... :-)

Maj-Britt Kent Hansen

Det er noget tidstypisk, at man hele tiden tiltales med "du", "din", "vores" - og "danskerne". Det er anmassende og irriterende med denne inderliggørelse og inkluderende/ekskluderende henvendelses- og omtaleform.

At kun 9 ud af 49 bøger er skrevet af kvinder er beklageligt, men ikke anderledes end, at kvinder ikke er til stede i større omfang i leksika, på kunstudstillinger i bestyrelseslokaler. Det er en historisk kendsgerning, som dog langsomt ændres.

Og hvor er kvinderne blandt kommentatorerne til Orwell-artiklen? Sølle to har pippet hver en kommentar ud af de nuværende 139. Hvad skal man i øvrigt uddrage af, at Orwell-artiklen får så mange kommentarer? Og altså stort set alle fra mænd? Ja, jeg ved, at mænd kommenterer mere end kvinder, men alligevel. Mange af mændene bidrager adskillige gange. De samme synspunkter forfægtes igen og igen. Selv er jeg for længst stået af. Hverken det ene eller det andet synspunkt bliver mere rigtigt og overbevisende af at blive gentaget i en uendelighed.

Og de færreste af de andre 13 bøger har fået kommentarer og da heller ikke specielt fra mænd.

Med hensyn til de slettede kommentarer er det jo i sig selv et interessant fænomen. Både når man selv får slettet noget af Information, og når det, de andre skrev - og som man måske kommenterede, forsvandt. Af og til ryger man derved selv med i farten. Det har fortalt mig ganske meget om Informations holdninger og redaktionelle praksis.

Nu får vi se, Jan Weis, hvor længe vores opstød overlever.

Den næstværste anomalistiske dårligdom finder man - når sædvanligvis ordrige debattører viser, at man nok ikke helt har forstået en forfatter - ikke har et nødvendigt kendskab til vedkommendes forfatterskab - øjensynlig aldrig har læst deres bøger - og gerne taler nedladende til andre - men bare gurgler bemeldte forfatter eller tror et opslag i Lademanns Leksikon kan dække over manglerne - og derefter skriver noget - for bare at skrive noget - jfr. ovennævnte korte udflugt til Kirk og Scherfig - det kvæler også enhver interesse for at deltage i det ellers prisværdige projekt ... :-)

Ja, Maj-Britt - øffe-øffe-opstød her i sommerens ulidelige varme - but who cares - mens vi alle venter på Godot ... :-)

Michael Kongstad Nielsen

Det ikke er god debatskik, at rakke de andre debattører ned.

Michael Kongstad Nielsen

Enig i Maj Britt-Kent Hansens indlæg 13.17 langt hen ad vejen.
Det er ikke nødvendigvis i romanen, du (man) skal forstå dig (sig) selv som menneske. Der findes mange andre tilgange til den forståelse. Overskriften her taler om en kriseramt europæisk identitet, hvilket er og bliver noget sludder. Beklager, men identiteten er ikke kriseramt, den har bare aldrig eksisteret, udenfor EU-fanatikernes rækker, som desværre indbefatter Informations.

Maj-Britt Kent Hansen

Michael - en kriseramt europæisk identitet ser jeg heller ikke, men at noget litteratur betegnes som europæisk, nordisk, angelsaksisk, kosmopolitisk, hvad det nu måtte være er jo en kendsgerning. Som at inddele efter genre.

Ud over denne geografiske afgrænsning ligger der ikke nødvendigvis identiske værdisystemer eller identiteter til grund. Snarere er der tale om, at forskellige tankesæt, iagttagelser og udtryk tilsammen udgør den litteratur, der i tilfældet her er europæisk.

Jeg tror mere på, at man i disse 49 værker vil se forskelligheden i litteraturen end ensartetheden. Og at det er det nærmeste, man kan komme på at sy et europæisk kludetæppe.

Men måske skulle europæerne - netop i denne tid – til at besinde sig på, at de i forhold til de just afslørede efterretningsmæssige overgreb på vore demokratiske borgerrettigheder – måske alligevel kan siges at have behov for en form for fælles identitet – en form for modidentitet – fordi vi pludselig må opleve, at demokratiet er kommet under alvorligt pres på en måde de fleste tidligere ikke har kunnet drømme om – hvilket burde medføre, at de nye autoritære strukturer hinsides demokratisk kontrol – efterretningstjenester i ledtog med de store amerikanske computerfirmaer – af det demokratiske samfund bliver stækket – da de klart overtræder diverse grundlove i de europæiske nationalstater – en digital terror langt hinsides Orwell – men en roman om det - for vores liv og samfund her og nu umiddelbare problem kommer vel først om 10 år – hvis den da kommer … :-)

Steffen Gliese

Selvfølgelig er der en fælles europæisk identitet. At benægte dette er at ville være kontrær.

Michael Kongstad Nielsen

Stadig meget taknemmelig over denne fremragende serie. Hvor skønt. Den skal gemmes. Men intet er så godt, at det ikke er skidt for noget. En kanon er som bekendt en rettesnor for toppen af det, det er værd at beskæftige sig med, hvilket straks nærmer sig konkurrencesamfundets hitliste-mani. Og som vrager andet. Men ok., den tager vi i stiv arm. Så er der Europa. De fleste hidtil valgte værker er fra gamle "kernelande" som Tyskland, Italien, Frankrig og England. Heldigvis er Norge med, og Færøerne, og nu også Grækenland. Men så kommer vi ikke længere østpå. Men Europa må også være Jugoslavien, Tjekkoslovakiet, Polen, og ja, hvorfor ikke Rusland. Er Rusland Europa? Både ja og nej. Men eksempler på forfattere i disse lande kunne være jugoslaven Ivo Andrić, der fik Nobelprisen i 1961 for et samlet forfatterskab, bl. a. Broen over Drina, eller hvis vi skal pege på en russer, hvorfor så ikke Boris Pastanak, Dr. Zhivago m. fl., der også modtog Nobels fornemme pris, om end der altid har været storpolitik i Stortingets valg, som også er en slags kanon.

Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt, jeg er med på, at man kan kategorisere ud fra det europæiske som geografisk princip. Men ligeså snart man begynder at lede efter fælles sjælelige værdier, mentale tilhørsforhold, en paneuropæisk nationalisme eller sammenhængskraft og lignende, får jeg krumme tær i skoene (sandalerne), for så kommer jeg i tanke om den hær af ansatte i Bruxelles, der arbejder med netop dette spørgsmål, at bearbejde befolkningernes mentalitet til at forstå, at de udgør et fælles hele, og har en fælles kulturel identitet. Det skal få bankunionen til at glide lettere ned.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Hansen (01.21) - din argumentation er ikke overbevisende.

Claus Oreskov

@Peter Hansen. Så selvfølgelig er en fælles europæisk identitet nu heller ikke. En hver form for fælles identitet er situationel og meget ofte indbildt. Ethvert fællesskab der omfatter så mange personer, at de ikke kender hinanden personligt, må være et indbildt fællesskab. Situationen er rammen om fællesskab og fælles identitet. Jan Weis efterspørger således et fælles europæisk fællesskab, som modgift til truslen fra USA imod vores fælles demokratiske rettigheder. Dette fællesskab er allerede tilstede i den konkrete historiske situation, ja er skabt ud af denne situation. Dermed være ikke sagt, at der på alle andre områder hersker nogen form for fælles identitet. Som mange af de bøger der her er lagt frem viser, så var der en vilje efter krigen til, at skabe en fælles europæisk selvforståelse – i afvisning af nazismen f.eks. i dag ved vi, det var en skrøbelig konstruktion, som er mere eller mindre nedbrudt i dagens europæiske selvforståelse som nu ligger i triumfen over kommunismen og Sovjetunionen. Denne triumf kan kun fejres ved, at relativere nazismen og det sker for fuld udblæsning.
Se f.eks.: http://kilaasi.blogspot.dk/2011/01/hjrefljens-ulidelige-nivellering.html

Hvis man endelig skulle tale om en fælles "identitet" - dog ikke overalt i Europa - kunne man pege på, hvad kloge folk har tidligere sagt - også om dét at overdrage suverænitet fra folkestyret og Folketinget til ministerierne og "kontorerne" - læs EU m.fl. - men det må blive en anden god gang - her bør europæerne i hvert fald se at arbejde for en parlamentarisk og basis-demokratisk identitet - inden det igen er blevet for sent. Imens kan vi rekapitulere -

Om demokratiets selvforsvar -

”Den der i Gerning ikke respekterer demokratisk Lov og Orden, skal ikke tilstedes Adgang til det demokratisk Samfunds Institutioner. Det er dette, der er den sande Kerne i Paastanden om, at Demokratiet ikke kan lade sig snigløbe inde fra ved at stille sine Institutioner til Raadighed for Folk, hvis (eneste) Maal er at sabotere Demokratiets Institutioner og bringe dets Funktioner til Ophør.”

”Vi må ikke lulle os til Ro i en falsk Tro på, at det demokratiske System er givet én gang for alle.”

”Kampen om Demokratiet foregaar saaledes paa én Gang paa det moralske, det retlige og det økonomiske Omraade. … Hver dag foregaar Kampen paa alle fronter. … Vi er alle medansvarlige for dets Udfald. Det gælder ikke blot vor Frihed, men også Drømmen om et lykkeligere og retfærdigere Samfund.”

Selv om dette er skrevet umiddelbart efter den politiske fascismes og totalitarismes hærgen i forrige århundrede, er det svært at se, at disse grundlæggende betragtninger skulle have tabt deres relevans – også i vor tid, hvor helt nye udfordringer - for ikke at sige direkte trusler - jævnligt melder sig mere eller mindre offentligt - udefra kommende eller bare internt i vores lille andedam …

Alf Ross: ”Hvorfor Demokrati”. København, 1946.

Michael Kongstad Nielsen

Europa har mangfoldighed, det er noget andet. Mange danskere og politisk toneangivende europæere bryder sig ikke om dette begreb. Det driller dem, det forstyrrer deres ide om ensartethed fra Rom til Haparanda, og der generer ikke mindst deres ønske om at holde Europa "rent", det vil sige fri af islam eller arabisk indflydelse. Herre gud, Europa er en kakofoni, et vidunderligt sammenrend, en statelig blanding af stolte kulturer. Hvad har baskeren tilfælles med én fra Provence, og hvad har samerne tilfælles med dem fra Bretagne? Nej, og hvad har det tyske mindretal til fælles med det danske henholdsvis nord og syd for grænsen, som København - Bonn erklæringen vedtog i 1955 ikke skulle flyttes, men mindretallene tildeles rettigheder, ikke som en fælles sjæl og identitet, men netop som mindretal, der skulle have en særlig beskyttelse.

Med dannelsen af ikke-statslige internationale organisationer – Amnesty er et klart eksempel – og globale protestbevægelser vendt mod den neoliberale globalisering og for en kosmopolitisk globalisering – hvor der strides om anerkendelse af menneskerettigheder, for almene arbejderrettigheder, for global miljøbeskyttelse, for nedbringelse af fattigdom etc. – så spæde og deformerede nogle af disse skridt er – gives der flere tegn på en begyndende institutionaliseret kosmopolitisk nødvendig globalisering – som burde placeres meget mere i fokus – hvis ikke udviklingen skal ende i enten en universel McDonaldisering - eller i de nationale perspektivers inkommensurabilitet – dvs. kulturernes kamp mod hinanden …

Derfor må den neoliberale globalisering erstattes af en kosmopolitisk globalisering – venstrefløjens bud på en anden udvikling til fordel for alle mennesker - så hvad med at starte i Europa - det kunne forstærke alle progressive kræfters allerede eksisterende fælles identitet - worldwide - men EU er her ikke nogen medspiller - snarere tværtimod …

Frit efter:
Ulrik Beck: ”Der kosmologische Blick, oder: Krieg ist Frieden”. Suhrkamp, 2004.

Claus Oreskov

De folk som kosmopolitten (på behørig afstand) ønsker at integrere i et kosmisk verdens fællesskab, kender end ikke ordet kosmopolit – og når de møder en af slagsen kan de ikke lede fyren. Men hvad fanden når man kan bombe genstridige folkeslag til at fatte demokratiets velsignelser, så kan man vel også få skovlen under obsternasige og underlødige segmenter i befolkningerne, der ikke har fattet kosmopolittens godhjertede og forstående aksiomer om en bedre kulturradikal verden.
PS: Engang skrev en antropolog om forskellige måder at anskue verden på og hvordan man samtidig oplevede samme verden. Kosmopolitten oplevede: folkeslagene, kulturerne, mangfoldigheden som baggrunds kulisser i en teater forestilling, hvor han selv spillede hovedrollen!

Claus Oreskov

@Michael Kongstad Nielsen. Baskeren, beboerne i Provence, samt samerne har faktisk det tilfælles med dem fra Bretagne, at de alle tilhører statsløse folkeslag. Nogle er ligeglade, nogle er mindre ligeglade og de har sluttet sig sammen i de statsløse folkeslags forening. :-) :-)

Hvordan kan det være, at mange føler en større åndelig og politisk samhørighed med menneskelige identiteter - tit helt omme på den anden side af jordkloden - end med nogle åbenlyst immune og dogmatiske kvasi-kosmopolittter med hang til anti-intellektualisme her i nærværende andegård ...

Under de seneste "progromer" i det kommunistiske Polen omkring 1970 kom en del af de forfulgte til Danmark - kvikke folk, der straks tog højere uddannelser, bosatte sig og arbejdede her - men på spørgsmålet om, hvorfor de ikke plejede omgang med andre eksilerede landsmænd, var svaret - selvom vi kommer fra samme land er det ikke ensbetydende med, at vi har noget som helst tilfælles ...

Nic Pedersen

Ja, der er folkeslag med stater og folkeslag uden.
Én ting har de dog som regel tilfælles på tværs af tid og omstændigheder.
Og det er ønsket om netop at være OG forblive folkeslag og ikke blot "befolkninger" eller dele deraf!
Den mur render multikulturalister, imperialister og mange andre -ister igen og igen hovedet imod.
Til hver gang stor skade for både folk og -ister i sidste ende.

Michael Kongstad Nielsen, Bill Atkins og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Så er der flere bøger - nu fra 70'erne - og dermed mulighed for at lade "1984" hvile.

Da den proletariske historieskrivning - og behandling af andres mulige klarsyn - nu ser ud til at være endevendt i en sådan grad, at ingen mere kan siges at være blevet meget klogere - var det måske også så småt ved at være på tide, at befatte sig med andre, meget mere aktuelle og højst påtrængende temaer i øjeblikkets afslørede samfundsnedbrydende totalitære og antidemokratiske kræfter - skrive noget forståelig litteratur i øjenhøjde - hvilket i sagens natur må interessere enhver old-school bolsjevik og andre med hang til nostalgi ... :-)

Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt og andre:
nu er der nye bøger fra 70-erne. Øh - undskyld, hvilke? Alle de nye bøger fra 1970-erne handler om 1930-erne til 1940-erne. Hvorfor ikke nogle om 70-ernes egen tid?

Michael Kongstad Nielsen

Og om halvfjerdsernes egen tid ved vi jo, at den handlede om det, der kom efter ungdomsoprøret, som var affødt af det, som åbnede verden for nytænkning, hvor miljøbevidsthed, kønsroller, politisk tænkning, sol og vind kontra atomkraft, Greenpeace, tusindvis af bevægelser, Troels og andre i Kløvedal-segmentet så dagens lys. Og såmænd folk som Ib Michael eller Christian Kampmann, for ikke at nævne Anders Bodelsen, kunne komme på tale, verden er så stor, så hvorfor indskrænke den?

Maj-Britt Kent Hansen

Michael - tiårene er efter, hvornår bøgerne er udkommet, så vidt jeg kan bedømme. Om de alle strengt taget er udkommet på dansk i disse tiår, har jeg ikke forholdt mig til.

Jeg har selv undret mig meget over, at man medtog Lampedusas "Leoparden", da jeg ikke ser sammenhængen med nedenstående udsagn fra artiklen ovenfor:

"Vores kanon tager udgangspunkt i 1945, det såkaldte ’År Nul’, hvor et kontinent skal finde sig selv efter den ødelæggende krig." ... "I vores kanon spiller Auschwitz en central rolle."

Leoparden foregår i sidste halvdel af 1800-tallet, så den synes jo mildest talt ikke at passe ind.

Ligeledes så jeg ikke, hvorfor "undtagelsen" fra udgangspunktet i 1945, som det var omtalt i samme artikel ovenfor (det er dog forsvundet nu) var Camus' "Den fremmede". Der var oprindeligt også et link til selve artiklen om "Den fremmede", men man har vel indset, at den reference ikke gav den store mening. Havde det derimod været til "Leoparden", havde det været på sin plads. Men så er det jo rart, at man bare kan rette vrøvlet på nettet. Hvad vi andre så ikke kan, hvis vores udgydelser viser sig ikke at give mening. Evt. ved nærmere eftertanke.

Sider