Læsetid: 1 min.

Vidnesbyrd

Primo Levi skriver nøgternt og præcist om Holocaust
Primo Levis rystende beretning vidner netop om en stædig vilje til trods alle ydmygelser at værne om værdigheden og være tro imod sit håb, længe nok til at overleve – og dermed blive i stand til at fortælle sandheden videre til os andre. På billedet ses ungarske jøder på vej til gaskammeret i KZ-lejren Birkenau-Auschwitz. Arkivfoto

Primo Levis rystende beretning vidner netop om en stædig vilje til trods alle ydmygelser at værne om værdigheden og være tro imod sit håb, længe nok til at overleve – og dermed blive i stand til at fortælle sandheden videre til os andre. På billedet ses ungarske jøder på vej til gaskammeret i KZ-lejren Birkenau-Auschwitz. Arkivfoto

Kultur
12. juli 2013

Med sin beretning fra koncentrationslejren Monowitz, en sektion af Auschwitz-komplekset, bidrog italieneren Primo Levi (1919-87) til grundlæggelsen af den endnu voksende ’vidnesbyrdlitteratur’. Hvis dette er et menneske repræsenterer én måde at gøre sig selv til vidne og andre til medvirkende på.

Nøgternt og præcist, med vægt på tørre, uhyrlige fakta, beretter Levi, hvordan det var at blive frataget ikke bare sin frihed, men også det meste af sit menneskeværd og langt størstedelen af sit håb under forhold, der gør det helt berettiget at tale om Helvede på jord.

Jeg skriver udtrykkeligt ’det meste af’ og ’størstedelen af’, for Primo Levis rystende beretning vidner netop om en stædig vilje til trods alle ydmygelser at værne om værdigheden og være tro imod sit håb, længe nok til at overleve – og dermed blive i stand til at fortælle sandheden videre til os andre i form af dette på alle måder værdige dokument »til brug for en besindig undersøgelse af visse aspekter af den menneskelige natur«, som Levi skriver i forordet.

Derefter følger billeder, som enhver læser vil huske: nummeret, 174 517, som tatoveres på fangens hud, og som han skal bære, så længe han lever. Reglen: Aldrig at spørge »Warum?«, men svare »Jawohl« og lade som om, han har forstået. Den tavse afsked en morgen med en, som skal til gaskammeret. Vandringen med en halvtreds kilo tung suppegryde, som Primo Levi bruger til, med hjælp i Odysseus’ sang fra Dantes Inferno, at lære en medfange italiensk.

Det er bevægende, beklemmende, men også sært opmuntrende læsning. Et sted i litteraturen, som man gerne vender tilbage til, og et godt sted at begynde for enhver, der hinsides sensationer og uden sentimentalitet vil vide, hvad Holocaust var og betyder.

Primo Levi - 'Hvis dette er et menneske', 1947

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Et væsentligt supplement til "Hvis dette er et menneske" er "De druknede og de frelste", som udkom kort før Primo Levi begik selvmord.

Jeg håber at "kanon-holdet" ikke alene fokusere på vidensbyrdlitteraturen men også får inkluderet en forfatter som Max Sebald med sin epokegørende fokus på den bearbejdede erindring

@ Wulff
Papirudgaven af inf. fra i fredags indeholder en samlet liste over de 49 værker; jeg kan røbe at Sebalds "Austerlitz" figurerer på listen.

"Sebaldmenigheden" glæder sig !
Tror jeg - og mig selv inkluderet , tak for forvarslet , bor i Langtbortistan .... Så ser ikke baskeren med det lille korsbånd!

Per Torbensen

Primo Levi begik selvmord,kunne ikke udholde den bitre erfaring og den erkendelse,at i mennesket ligger også den ultimative ,grænseløse,grusomme ondskab hvor mennesket kan transformeres til det vilde dyr.Han så den galskab både hos fangevogterne og hos fangerne.
(Kan ikke huske hvor jeg læste dette,men læste det).

Den samme erkendelse kom Tadeusz Borowski til,det tragiske her ,han kæmpede og undgik kun med nød og næppe gaskammeret i Auschwitz,men tog sig af dage ved at stikke hovedet i gasovnen.