Læsetid: 3 min.

Vinduerne ud til dem, det handler om

En virkelighed, hvor du ikke undgår kvaler, er maleriernes udtryk i Socialdemokraternes gruppeværelse. Det skal være det, politikken kompenserer for, siger folketingsmedlem John Dyrby Paulsen
Socialdemokraternes gruppeværelse på Christiansborg er udsmykket med Maja Lisa Engelhardts syv malerier, der viser de fire årstider.

Tine Sletting

15. juli 2013

»Her er virkeligheden, som den ser ud. Nu er det op til jer at indrette politikken, så den passer til,« tolker John Dyrby Paulsen (S) de malerier, der troner på væggene i Socialdemokraternes gruppeværelse.

Kunstneren Maja Lisa Engelhardt har malet årstider i syv malerier, der hver især breder sig over tre meter, så de får rummet til at fremstå mere indrettet efter malerierne end omvendt.

Årets første måneder er maleriet af de første mennesker, Ask og Embla, i skikkelse af to træstammer på en strand, vakt til live af guderne ifølge nordisk mytologi. Senere på året, »omkring maj«, er et billede af en vej, der snor sig, og fortæller om den historiske udvikling, siger John Dyrby Paulsen, der er finansordfører for partiet: »Vi begynder at lave veje, vi begynder at få noget, der ligner Danmark. Vi begynder at høre sammen.«

»Og så er der den begyndende dyrkning af jorden i Danmark,« siger John Dyrby Paulsen og retter hånden mod en lysning i billedet, der kunne være en mark.

Enkelte har bemærket, at billederne måske er anelse dystre, »men for mig viser de livsvilkår,« siger John Dyrby Paulsen. Et af sommerbillederne har en begyndende lysning i den side og i den anden en dunklere udgave af den tidlige sommer.

»Man skal hele tiden forholde sig til forandringerne,« siger han.

Det er den omskiftelighed i virkeligheden, som Socialdemokraternes politik hele tiden må forholde sig til.

»Der er ikke noget med store, vilde tanker og ’nu skal vi lave ideologier’. Det her handler om virkeligheden, for fanden. Og den konkrete virkelighed er mange ting, så det duer ikke at gøre virkeligheden sort-hvid.«

På samme sommerbillede er mere end vejret skiftet; en tornebusk fortæller om Det Gamle Testamente, en tornekrone om Det Nye Testamente. I hvert fald hvis man opfatter som John Dyrby Paulsen, der tydeligvis har læst op på kunstværkerne inden fremvisningen. Maleriet kunne dog også umiddelbart ligne en Sankt Hans-aften, mener han.

»Men det er jo ikke udtryk for, at verden er et sted, hvor du undgår kvaler. Den trænger sig på med alle de genvordigheder, der er. Nogle af de genvordigheder skal vi så kompensere for,« siger John Dyrby Paulsen.

»Ej, nu bliver det også for højstemt,« stopper han sig selv, inden han når videre med binde malerierne og partiets politik sammen.

Med næsten al kunst kan man finde en reference, en flig, der kan kædes sammen og fortolkes ind i partiets politik. Socialdemokraternes lange historie og politiske bredde gør ikke svært, siger han.

»Vi skal også kunne dække forskellige holdninger og baggrunde. På den måde er der helt klart en relation,« siger han alligevel og peger på de tre aflange vinduer i gruppeværelset, der kunne være kunne udgøre tre ekstra malerier: »Det er også virkeligheden, der trænger sig på.«

Dystre dage

Realiteterne trængte sig også på, da malerierne blev indviet.

Få måneder efter det for Socialdemokraterne skæbnesvangre valg i 2001 blev Maja Lisa Engelhardts værker hængt op på væggene i det socialdemokratiske gruppeværelse.

Valget var det værste for partiet siden jordskredsvalget i 1973, og partiformand Poul Nyrup Rasmussen måtte overlade statsministeriet til Venstres Anders Fogh Rasmussen, hvis parti voksede med 14 mandater og slog Socialdemokraterne af pinden som Folketingets største parti.

Ved en reception i forbindelse med ferniseringen af malerierne holdt Nyrup, ifølge bogen Kunst på Borgen af Jens Christian Jacobsen, en tale, hvor han »koncentrerede sig« om maleriet Vintersolhverv og satte det i relation til valget.

På billedet ligger den halvtøede sne ved siden af træer, og konturerne af en sti eller en vej er ridset op i jorden, tolker John Dyrby Paulsen.

»Det siger: Nu er der en periode, hvor nætterne er længst og dagene kortest,« fastslår han, selv om han ikke havde sæde i Folketinget dengang.

Ligeledes skriver Jens Christian Jacobsen i sin bog følgende kommentar til sammenhængen mellem Nyrups tale, Vintersolhverv og den politiske virkelighed for Socialdemokraterne.

»Det blev et langtrukkent vintersolhverv for Socialdemokraterne, og der skulle dog gå næsten 10 år, før partiet igen stod i spidsen for en ny regering.«

 

Serie

Seneste artikler

  • En liberalistisk kamp for kunsten

    3. august 2013
    Liberal Alliance måtte kæmpe for at få Johnny Madsens malerier op at hænge på Christiansborg, dengang de hed Ny Alliance. ’Kulturparnasset’ var imod, så liberalisterne endte med selv at betale. Johnny Madsen skulle det være, for det er fedest, når man kender kunstneren, mener landsformand og MF, Leif Mikkelsen
  • Praktikken og æstetikken

    26. juli 2013
    De Konservative har overtaget et gruppeværelse, hvor kunsten ganske tilfældigt passede godt til partiet. Med historiske referencer, en evne til at forstørre folketingsgruppen og tilføre rummet æstetik er værket velplaceret hos partiet, mener Lars Barfoed
  • Kunsten skal fortælle en historie

    18. juli 2013
    I ideologisk korrekt ånd blev kunsten i Venstres gruppeværelse i 2005 sat i udbud. Men vindermalerierne er dystre, mener kulturordfører Michael Aastrup-Jensen, som – hvis han en dag bliver gruppeformand – vil have Sven Dalsgaards værker op i stedet. Ligesom hjemme hos ham selv
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Krogh
Bjarne Krogh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Maja Lisa Engelhardts billeder bliver aldrig mig, men de tre, der vises her, er da helt forfærdelig triste og ligner for mig at se mest af alt en illustration til "The Waste Land" af T.S. Eliot.

Steffen Gliese

Ja, og så noget landskabsmaleri med noget efterår over - lidt ligesom Berit Jensen på et vist tidspunkt i farveholdningen, synes jeg. Det er ikke helt sløret nok til at være så Turner-inspireret, synes jeg, og motivet er jo da også helt anderledes.
Det, sammen med Dyrby Paulsens bavle, er til gengæld et fint symptom på, hvad Socialdemokratiet har mistet i denne, deres Fimbulvinter: evnen til at oplyse landet med en samlende vision.

Maj-Britt Kent Hansen

Peter - Berit Jensen er forbigået min opmærksomhed, men altid godt at lære noget nyt.

Ja, der er det, man ikke skal gøre sig klog på - og det, hvor man burde have noget på hjerte.