Klumme
Læsetid: 4 min.

Alvorsfulde miner er trættende

Forfatteren anbefaler, at man betragter en tomat og ikke lader sin cykeladfærd definere af om man er på vej til job eller ej
Illustration: Ib Kjeldsnark

Illustration: Ib Kjeldsnark

Kultur
23. august 2013

Anbefaling af ikke at være den cyklist, som tror, at han er i sin ret til at skynde på de øvrige cyklister, i den overbevisning at det er vigtigt for andre end ham selv, og som sådan underminerer alle andre tilstedeværende interesser, at han kommer på arbejde til tiden. Vær ikke den cyklist. Tro i det hele taget ikke, dit værd overstiger andres, fordi du varetager et job. Vær opmærksom på, at det ikke i sig selv er et alment gode, eller i sig selv tjener kollektivet at gå på arbejde.

Anbefaling om, inden man påtager sig en alvorsfuld mine at tænke på, hvor træt det ville have gjort Stendhal:

»Intet eller næsten intet fortjener efter hans (forfatteren af nærværende rejsebeskrivelse, altså Stendhal, red.) mening at man taler om det i en højtidelig tone. Det 19. århundred mener det stik modsatte og har sine grunde dertil. Ved at opfordre en masse brave folk som ikke har tid til at danne sig en mening til ikke desto mindre at give deres mening til kende, tvinger friheden enhver der ytrer sig til at påtage sig en alvorsfuld mine.«

Send et brev

Anbefaling af at betragte en tomat længe.

Betragt en tomat. Først vil den ikke vække din beundring, men det er kun, fordi du ikke har betragtet den længe nok. Bliv ved med at betragte den indtil du indser, hvor rød den er, og hvor rund. Betragt den så endnu længere, du vil komme til at fnise. Der vil indtræffe en form for forlegenhed. Du vil, sammenlignet med tomaten som er rolig og rød, fremstå som en klovn. Og fordi tomaten har ret, fordi du er en klovn, fordi du fik ord, skal du sætte dig ned og skrive et brev om oplevelsen. Hvis du har en veninde som pt. opholder sig på den anden side af et stort hav så send brevet til hende. Det koster kun otte kroner at sende et brev til New York f.eks. Din forlegenhed er nu i hænderne på en postarbejder, nu ombord på et fly. Kafka skriver til Milena, om besværet ved at sende et kys med posten. Men det er en anden sag med forlegenhed.

Anbefaling, nu ved Kafka, af sammen med ham at tænke over, om det er ønskværdigt at være et skab for sin elskede.

Først vil Kafka gerne være Milenas skab, det skab der står i hendes soveværelse. Så kan han være hos hende, men behøver ikke være svag og angst. Men så, da Milena senere får nogle blomster, skriver han: Ah, stakkels mig som er et skab og skal se på de blomster som jeg ikke ved, hvem har givet dig! Håber snart de visner!

Anbefaling af at vende teltet mod øst, indtil du en dag vender det mod vest.

»Jahilias kvinder, eller nogle af dem, lod sig skille fra deres mænd, og skilsmissen foregik på den måde at de, hvis de boede i et telt, vendte det om, sådan at den indgang der tidligere var vendt mod øst, nu vendte mod vest, og når manden så det, vidste han at hun havde ladet sig skille fra ham og han gik ikke ind til hende,«

skriver Leila Ahmed, i bogen Kvinder og køn i islam, historiske rødder til en moderne debat. Anbefaling af at læse den bog!

Anbefaling af, nu sommeren går på hæld, at mindes hvordan det er at rive en plante op med rod.

Svub!

De skide børnebørn

Anbefaling af ikke at være den supermarkedsgænger, som foran pålægsdisken, så harmfuldt, siger: hvorfor kan man overhovedet få økologisk remoulade på tube?

Anbefaling af ikke at tro på tuber. Ikke at tro på glas. Ikke at tro på at din remoulade redder verden, eller at din gode smag gør. Tro heller ikke på segmentanalyser. Segmentanalyser er kontra erfaring. En utrolig viljeshandling at gøre sig så dum. Så kunne vi tale til hinanden som blå mennesker og grønne og røde alt imens havene rent faktisk stiger, alt imens ødelæggelserne allerede er indtruffet, nøden blandt bønder i Afrika og Asien som følge af tørke f.eks.

Anbefaling af at få de skide børnebørns børnebørn ud af samtalen, når nu konsekvenserne af klimaforandringerne allerede er indtruffet for nulevende mennesker.

Anbefaling af, i det hele taget ikke at benytte udsigten til store forandringer til at blive total asocial og forskanse sig omkring sit og sine. Jeg er uforstående over for, hvad de børnebørn laver i debatten, tænk på dine efterkommere, de skal også kunne trække vejret. Tænk mere på nulevende mennesker og mindre på at sikre dine kedelige gener, vil jeg anbefale. Der er som sådan ikke noget dystopisk ved at forestille sig menneskehedens endeligt. Det er ligefrem svalt. Lige så mærkeligt som vi kom med vores sølle købmandsbevidsthed og vidunderlige frembringelser, ord og maskiner, lige så nådigt ville det være, hvis vi fik lov alle at udånde i et og samme nu. Men det bliver ikke tilfældet, undergangen bliver lige så hierarkisk, lige så klasseopdelt, som dagen er lang. Vær opmærksom på det.

Anbefaling af at gå på Glyptoteket eller på anden vis skaffe sig lejlighed til at se en gud, der har bryster.

Og tænke over hvad alle de relativt flade brystkasser har gjort ved en. Og hvad vi har gjort ved hinanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hele 13 gange anvendelse af ordet "anbefaling" må være en ny rekord for en så kort klumme - og ja, tro ikke på tuber (sic!) - vi er større en delmængde af menneskeheden, der vedvarende forundres over, at når bestemte familiære medlemmer - den bedre halvdel for at være helt præcis - har presset med blød tommelfinger længe nok på midten af den fælles tandpastatube og der ikke kommer mere tandpasta ud - ja så må tuben jo være tom - hvorefter vi opruster og finder os selv på hovedet i affaldsspanden for derefter stående i badeværelset og omhyggeligt rulle tuben med et større restindhold op - forøvrigt har en han faktisk opfundet et servicevenligt værktøj til løsning af lige præcis dette for opretholdelsen af husfreden så truende alvorlige problem - som uden tvivl også er med til at hæve skilsmisseprocenten i de små hjem ... :-)

Michael Kongstad Nielsen

Indsmurt i tidens ånd er disse anbefalinger, selv om anbefaleren prøver at gøre sig fri af den, tidsånden, uden held. Kafka kunne, om nogen, sende et kys med posten. Men Kafka havde andre skabe, et af dem var stuvende fyldt med arkivalier, dokumenter og sagsakter, som sognefogeden kunne udenad, dog ikke ét, tilladelsen til at være der, som måske fandtes, måske ikke, så han satte konen til at vælte alle dokumenterne ud af skabet og lede efter den fælles hukommelse

Flade brystkasser - må vi så få fri - "Og tænke over hvad alle de relativt flade brystkasser har gjort ved en." ...

Dette bringer èn til at ihukomme en forlængst afdød og glemt poet - og at der fra hans hånd - i hele vor literatur - ikke findes højere og renere kærlighedspoesi - skønt gennemisnet af sorg -

"Ve den Lykke, Kvinder bringer Mænd" - Viggo Stuckenberg.