Læsetid: 5 min.

Amerika er et barn i en sær voksen mands krop

Og ’Big’ er min barnligheds ultimative lystfilm, fordi den udstiller liberalismens lækre fatamorgana
Scenen i filmen ’Big’, hvor Tom Hanks spiller et barn, der pludselig får en voksen mands krop.

Fra filmen

7. august 2013

Når man er lille, kan bilerne tale og føle. Når man er stor, kan de ikke. Min nevø, August, på tre år elsker Pixars animationsfilm Cars. Elsker. Hans forældre har filmen på iPad, og August sidder, så snart han kan slippe afsted med det, med Cars på iPad’en helt oppe i hovedet, henført i sit eget lille enmands Cinema Paradiso.

Der er bestemte scener, August elsker mest af alle. Der er især én, hvor den brune lastvogn, Mater, kører ræs i ørkenen. August scroller rutineret hen til netop den scene, og når den er slut, ser han den forfra.

Så ser han måske slutscenen, og så ser han måske startscenen og så ørkenræs-scenen én gang til. På den måde klipper han sin egen film med sin lille, scrollende pegefinger. Snarere end et narrativt forløb med start og midte og slutning, så er Cars for August en ren underholdningstilstand. Og tilstanden er lysten efter gentagelse, fordi gentagelsen minder ham om de tidligere oplevelser, han har haft i tilstanden af at se Cars.

August vil bare være. I barndommen. Det er med en sådan Augustagtig lyst, at jeg både i mit børneliv og barndomsnostalgiske voksenliv har set og set og atter set Penny Marshalls totalt kække komedie Big (1988). Min tilstand af at se Big bærer en særlig erfaring med sig. Big er særlig, fordi den banale tilstand af at se den er en perfekt nøgle til det, som den tematiserer: Big forfører som og udstiller Amerikas grotesk naive barnlighedskultur. Big handler om at indtage voksenverdenen med barnets uforbeholdne begær – og inviterer til det. Den er liberalismens lækre fatamorgana, som kun Amerika kan lave det. Haps, haps.

Hanks’ bryst

Pludseligt en morgen vågner 12-årige Josh (David Moscow) op i en voksen mands krop med hår på brystet. Pludseligt har han, til nogen forskrækkelse, fået Tom Hanks’ 80’er-krøller på hovedet og Hanks unge voksenansigt

Og pludselig har han, til sin egen fascination, brystbehåring og voksenoppakning i boxershortsene. Bigs præmis er lige så underlig, men ikke lige så åndssvag, som Joe Johnstons Disney-film, Skat, børnene er skrumpet, fra samme år. Hos Johnston bliver verden en uoverstigelig udfordring for en flok børn, da deres far ved et uheld får dem til at skrumpe under et laboratorieeksperiment. I Big er barnets kropslige forandring fra »lille« til »stor« en tidobling af hans muligheder for at agere frit i verden.

Det er på denne måde, at filmen bliver et eksperimentarium for det infantile Amerika: barnet i den voksne mands krop.

Før Josh vågner op som Tom Hanks har han været i et omrejsende tivoli i sin lille flække i New Jersey. Han har ikke kunnet få den labre pige, han gerne ville have, han har ikke engang fået lov til at komme med på den karruseltur, der skulle imponere hende, fordi han er for lille.

Han ønsker sig derfor at blive stor. Og bliver det altså. Overnight. Lige så hurtigt som det tager at vinde en million i Lotto. Eller at vinde X Factor-finalen. Eller at få en frisk idé, når man har spist sig en Mentos. Én dag er man barn, og biler kan tale og føle. Næste dag er man voksen med bankkort og magt. Men i Big er blikket på tingene endnu ikke blevet voksent. Al tidslig kausalitet er ophævet. Som når August scroller fra slut til start til midt til slut i Cars i sin tilstand af ren nydelse. August har ikke travlt. Fortid, nutid, fremtid er én lækker kage. Han kender ikke til målrationalitet, selvom han lige har smidt bleen og ikke er dét slags barn længere. Han har intet ansvar for en abstrakt idé om læring og udvikling. Eller nogen filmkanonisk liste, han føler, at han bør nå igennem, før han kan tillade sig den rene nydelse.

Alene hjemme

Det er ikke et tilfælde, at lille Kevin i Alene Hjemme II ender i det mest lyststyrede slaraffenland af alle, New York City. For både Josh i Big og Kevin i Alene Hjemme udlever ethvert barns ultimative fantasi om voksenlivet: at have fars Mastercard, at køre i limousine og spise pizza på vej mod byens største legetøjsbutik, at realisere al materialistisk begær på én og samme gang, fordi der ingen grænsesættende autoriteter eksisterer.

Det er således heller ikke et tilfælde, at Josh etablerer sig i netop New York City. Her skaber han sig en midlertidig voksentilværelse, mens han venter på oplysninger om den mystiske spillemaskine, der har virkeliggjort hans ønske om at blive stor. New York er de uendelige muligheders by. Det er kapitalens kapital: hovedstaden for den liberalistiske forestilling om, at alt kan realiseres, hvis blot folk udlever deres potentiale. Snart er Josh blevet kreativ hjerne i et legetøjsfirma. Han kravler et trin op ad firmaets rangstige for hver gang, han siger noget nyt og barnelogisk og, synes de voksne, derfor genialt. Han finder på idéen om en insektrobot. Kolleger reagerer med barnlig jalousi. Chefen forstår det sunde i at sætte undersåtter op imod hinanden og giver ham lønforhøjelse.

Josh indretter en penthouselejlighed med rød køjeseng og trampolin og pinballmaskine og sodavandsautomat. Og han scorer sin kollega Susan (Elizabeth Perkins), som oprindeligt har et meget voksenbesværligt forhold til en anden kollega, Paul (John Heard).

Susans forliste voksenforhold fremstilles som det infantile forhold, hvor alt er et socialt spil og albuespidst. Hendes forhold til Josh er derimod fordomsfrit og ubeskyttet. Big leger på den måde med forestillingen om, at det infantile forhold i virkeligheden er det mest modne, mens det modne forhold er fundamentalt infantilt.

Det er filmens umiddelbare forestilling: at vi skal søge barndommen for at rykke fremad. Vi skal mærke barnet i maven for at leve et ærligt, nærværende og modent liv. Big har naturligvis også en mildt belærende, stikkende nostalgisk slutning. Josh indser til slut, at han kun er et barn, at han savner sine forældre – og autoriteternes grænser – og forvandles atter til et lille barn (i stort jakkesæt), mens Susan forundret, trist og smilende ser til.

Filmen drømmer om kapitalismens sejr, om liberalismen som fundamentalt autoritetsfri, om muligheden for én lang tilstand af nydelse. Joshs modne beslutning om at blive barn igen er det, der adskiller filmen fra den lyst, som den skildrer: den lyst, som Pepsi og Mentos og Times Square repræsenterer. Modsat den amerikanske forestilling om den ultimative friheds lyksagligheder, så reserverer Josh til slut det barnlige begær til barndommen – eller til den målrationelle tanke om, at livet har en start, en midte, en slutning. Amerika, derimod, er stadig et barn i en sær voksen mands krop.

Serie

Filmanmeldernes yndlingsfilm

Hvilke film kan Informations filmanmeldere bare se igen og igen? Det spørgsmål besvarer de hver især i en artikel om deres yndlingsfilm. Og det er et udvalg, der byder på flere overraskelser. 

Seneste artikler

  • Verdens bedste julefilm

    10. august 2013
    Det er ikke spor nemt for filmredaktøren at vælge en yndlingsfilm blandt alle de film, han holder af. Men når de andre i filmredaktionen kan, kan han vel også
  • Forførende forfald

    5. august 2013
    ’Den tredje mand’ er filmhistoriens bedste europæiske noir-thriller. Og helt igennem en finsleben diamant af en film
  • To mænd og et skab i Kerteminde

    1. august 2013
    En polsk kortfilm udfordrede en dag den lokale kinos kulørte repertoire og tilbød – modsat i dag – en sjælden chance for at få et skud magisk filmhistorie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu