USA er hjemsted for en række af verdens mest respekterede og kendte magasiner. Fra tunge titler som National Geographic, The New Yorker og Time Magazine, over glamourøse som Cosmopolitan og Vanity Fair, familiemagasiner som Reader’s Digest og Good Housekeeping over til sportsblade som ESPN – The Magazine og Sport’s Illustrated.
Men selv om de nævnte udgivelser appellerer til vidt forskellige læsertyper, har de en ting til fælles: De har færre og færre læsere. Og det er ikke en konjunkturtendens. Faldet for trykte magasiner har været konstant i årevis. I år lå løssalgsnedgangen alene på omkring 10 procent for første halvår af 2013 i sammenligning med sidste år.
Dame- og nichemedier bløder
Nedturen har også ramt flagskibene i branchen, viser de nyeste tal fra brancheforeningen Media Alliance. Særligt damebladene og nichemedierne er hårdt ramt, f.eks. har en af markedets største, Vogue, mistet 10 procent af løssalget, mens Vanity Fair har mistet 11. De intellektuelle nichemagasiner har haft det endnu sværere. The Economist, The Atlantic, The Week og The New Yorker mistede 10,4 procent af deres annonceindtægter i 2012, hvilket er 25 procent mere end gennemsnittet for alle magasiner på annoncefronten, der mistede 8,2 procent. Løssalget gik endnu værre: 16 procents nedgang, siger tal fra Pew Research Center for Excellence in Journalism.
At kiosksalget falder så dramatisk betragtes i branchen som særligt alarmerende, fordi detailhandlen ses som en indikator for en publikations sundhedstilstand, også selv om løssalget typisk kun udgør mellem 3-10 procent af mange magasiners samlede oplag.
Newsweeks digitale lærepenge
Den eneste kendte amerikanske magasingruppe, som holdt skansen, er Time Inc., der blandt andet udgiver Time Magazinen og Sports Illustrated. En del af forklaringen kan dog være, at Time Magazines ærkerival, Newsweek, lukkede og slukkede som papirmagasin den 31. december 2012, hvorved Time sandsynligvis i begyndte en af 2013 overtog den del af konkurrentens læsere, der ikke følte sig fristet til at konvertere det traditionelle abonnement på papir til et digitalt ditto. Newsweek udkommer nemlig fortsat på tablet, men omlægningen har kostet magasinet dyrt. Fra at have haft 1,5 millioner abonnenter på papirudgaven lå antallet af digitale abonnenter i første halvår af 2013 på 471.000. Og Time faldt fra 2011-12 selv med 27 procent, så stigningen i 2013 opvejer på ingen måde tabet fra året før.
Ikke desto mindre er den fortsatte digitalisering af magasinerne vejen frem, mener branchekendere. Digitale såkaldte replika-udgaver udgør i dag 3,3 procent af den samlede distribution, hvilket svarer til 10,2 millioner solgte udgaver årligt. Ikke prangende, men præstationen skal ses i lyset af, at de tilsvarende tal for 2012 var 5,4 millioner digitale udgaver, 1,7 procent af den samlede distribution. En solid vækst med andre ord men fra et lavt niveau. På den baggrund er det ikke overdrevet at tale om en egentlig omkalfatring af den amerikanske medieindustri. En udvikling, som mange forudser vil accelerere i avisbranchen især, efter at en af den digitale verdens absolutte frontløbere, mangemilliardæren Jeff Bezos, der har grundlagt Amazon.com, i denne uge købte en af USA’s fineste aviser, Washington Post.
Også i Danmark rammer det
I Danmark ser vi ikke overraskende nøjagtig den samme udvikling som i Amerika. Fra 2010-2012 har blade som Kig Ind, Woman og Isabellas måttet døje med oplagsfald på mellem 18-30 procent. Se & Hørs oplag er faldet i samme periode fra 148.000 til 133.000. I sidste måned lukkede Aller Mediamodemagasinet Bazar, der særligt var rettet til unge kvinder, grundet manglende indtægter.
»Vi oplever, at Bazars målgruppe er meget flygtig og hurtigt konverterer mod de digitale og mobile medier på bekostning af print. Dermed er læsernes købsfrekvens blevet for lav til, at det er lønsomt at drive magasinet videre,« fastslog udgiverdirektør i Aller Media Per Ingdal i anledning af lukningen.
Den digitale skrift på væggen er med andre ord ikke til at misforstå: Find en lønsom forretningsmodel på nettet. Eller luk biksen. Det er en ligning, som ingen virksomhed endnu kan prale af at have løst, selv om det 99 år gamle amerikanske magasin The New Republic, der sidste år blev opkøbt af Facebook-grundlægger Chris Hughes, har genopfundet sig selv digitalt og med en komplet omlægning i januar 2012 kan prale af en vækst på 53 procent i anden halvdel af 2012.
Men igen – vi taler om eksperimenter i lilleputklassen. The New Republic har 1.866 abonnenter på iPad og 3.085 abonnenter på Nook, Kindle, Google Play og den digitale aviskiosk Zinio. Der er lang vej igen, før vi kan tale om en ny digital guldalder for magasiner, ugeblade og aviser.
Som supplement til oplysningerne om The New Republics oplagstal kan nævnes, at det endnu ældre og endnu mere liberale (i amerikansk forstand) The Nation, som Information vist engang har haft et artikelsamarbejde med, trods ligeledes faldende oplag dog stadig har 145.000 abonnenter + 15.000 digitale abonnenter.
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Nation