Læsetid 9 min.

Noget at bygge videre på

En eksilamerikaner blev ansat på Danmarks Radio i 1960’erne og udviklede det radiofoniske udtryk i et utal af retninger, med monumentale lydeksperimenter og intime portrætter fortalt fra karakterernes inderste. Efter hans død mærker alle den store arv fra Stephen Schwartz
Stephen Schwartz. Arkivfoto: Danmarks Radio

Stephen Schwartz. Arkivfoto: Danmarks Radio

20. august 2013

Sluk for lampen. Tænd stearinlys. Læg dig på gulvet. Luk øjnene. Træk vejret langsomt ind. Og ud. Du er tilbage. Du kigger dig omkring. Hvad kan du se. Hvordan lugter her. Hvad laver du lige nu. Og nu.

Der er mange måder at møde eksilamerikaner, radiomand, lydmester, menneskekender, politisk revser og radiofonisk innovatør Stephen Schwartz på. Han døde i maj måned. I aften hylder P1 ham i et fire timer langt live portrætshow fra Empire Bio. Det bliver radio om den slags radio, der kun har kunnet lade sig gøre i public services guldalder.

Danmark møder kort Schwartz i 1950’erne. Efter en familieferie til landet forestiller den unge fyr fra Detroit sig, at Danmark er et bedre land end det, han kommer fra. At vi er mere solidariske her. Han tager på udveksling og flytter hertil i 1961 og bliver. Schwartz er akademiker og politisk bevidst. Han spiller femstrenget banjo. Han begynder at interessere sig for lydmediet og radiomediet. I 1963 ansættes han på DR af radiopioneren Willy Reunert til at »udvikle det radiofoniske sprog.« Det er i hvert fald sådan, historien om ham går.

»Han har altid koketteret med, at det stod i hans ansættelse, at han skulle eksperimentere, men jeg har aldrig set det på skrift,« fortæller Schwartz’ tekniker og ven, radiomanden Torben Brandt. »Uanset hvad gjorde han det jo i hvert fald.«

En hel Schwartz

Schwartz laver radio, og de danske lyttere møder ham på denne måde over de næste 40 år. Via Schwartz’ mikrofon møder danskere andre danskere, de ikke har kendt til før. Og de hører dem på måder, man ikke tidligere har hørt noget. Vi møder den spillelyste, halvblinde Willy på sin stamkaffebar i Willys verden, malet frem af stemmerne og folkene der. Vi møder Ravsamleren ved strandkanten, der snakker passioneret om sin særlige hobby og så pludselig giver os hele sit liv, al smerten fra barndommen, ordblindheden og den dygtigere bror. Vi hører om hans håb for en fremtid, hvor man ikke tugter, men deler passionen for det, man brænder for. Rav, for eksempel. Vi møder Kassedamen. De er alle typer, men helt særlige og genkendelige. Vi møder i 1971 Nattevægteren, der tager os med på nattevagt på Anatomisk Institut. Schwartz får ham til at lægge sig ned. Slukker lyset. Bringer os helt ind i hovedet på vægteren. Hans stemme lyder nærmest drømmende. Og helt tæt på.

Redaktør på podcastmagasinet Third Ear Tim Hinman,møder Schwartz i DR’s hedengangne montageafdeling. Hinman er blandt andet med under produktionen af Schwartz’ sidste montage, Vinterbilleder.

»Han kunne bruge abstrakte og mærkelige associationer med lyd, som virkede. På den måde var han meget kunstnerisk. Hvis nogen snakkede om at blive forelsket, så kunne vi finde på at bruge lyden af isen, der smelter i baggrunden,« fortæller Hinman. »Han var virkelig god til at få gejst ind i folk og inspirere dem til at lave fantastiske ting og coache. Det gjorde han ikke kun i Danmark, men i hele verden. Radiofolk fra Canada bruger stadig et udtryk på canadisk radio i forbindelse med interviewteknikker: ’the full Schwartz eller the half Schwartz’«

I sommers, kort efter Schwartz’ død, var Hinman i Bergen til en international radiofeaturekonference med radiofolk fra hele verden. Her demonstrerede en canadisk radioproducer og Schwartz-fan, Chris Brookes, the full Schwartz: At slukke lyset, tænde stearinlys. Lægge sig på gulvet og få interviewpersonen til at frembringe billeder oppe i hovedet, at se ting, som om man oplever dem i nuet.

Ufremkaldte film

»Normalt er det, folk siger til én i et interview, ting, som er øvede og trætte. Det, han gerne ville have, kaldte han de ’ufremkaldte film’,« fortæller Hinman. »Det er de ting, som folk aldrig har sagt før - eller selv kigget på.«

Som en af dem, der har fortsat montagetraditionen uden for DR-regi, har Hinman taget Schwartz’ interviewteknik med sig.

»Det, han var så god til, var at få det almindelige til at lyde ualmindeligt og at få ting, som var usynlige, til lige pludseligt at blomstre i hovederne på én. Hvis det ikke gjorde det, skulle det ikke med. Og han var skidegod til at få såkaldt ’kedelige’ interviewpersoner, såsom eksperter, til at fortælle noget interessant, til at få folk med på tankeeksperimenter. I Vinterbilleder interviewede han to atomfysikere, som var rimeligt tørre. Han fik dem til at forestille sig, at de selv var på størrelse med et atom og stod ovenpå det atom. Og så spurgte han: Hvordan ser det ud derfra? Hvad kan I se? Det var Steven skidegod til. Han tog folk til mærkelige steder for at få dem til at være lidt mere inspireret. Det har jeg lært. Vi skal altid gøre noget med folk for at få dem til at fortælle os, hvad de ved. Helt konkret har vi brugt det i Third Ear-produktioner som Patienten, for eksempel, hvor en hjerneforsker sidder ved et kæmpe Steinway-klaver og forklarer. Da vi først interviewede ham, sad han bare ved sit kontor foran en computerskærm på Rigshospitalet.«

Pick up

Jacob Kreutzfeldt, adjunkt og forsker i auditiv kultur på Københavns Universitet, forsker i reportagens historie på DR og har produceret en række interview med Schwartz de sidste år i hans liv. Han kender Schwartz som lyd-entusiast.

»Jeg opfatter Schwartz som en pick up på en pladespiller, der er i fysisk berøring med verden omkring ham. Han registrerer små udsving og udviklinger på både den kulturelle, formmæssige og den teknologiske front og omsætter disse små udsving til lyd. Og det har været interessant at se, hvordan han hele tiden har kastet sig over de nye muligheder og teknologier – lige fra spolebåndet og til digital harddiskredigering og senere internettet og det digitale,« siger Kreutzfeldt.

»Hvis man skal karakterisere ham som type, så er det eksperimentet, der er det fremtrædende. Han eksperimenterer konstant, han kigger ikke tilbage. Han er ikke tilfreds, når han har opfundet et eller andet. I første omgang bliver han jo berømt på teknikker som at klippe sig selv ud som interviewer og som fortæller. Det gjorde han i sine store tidlige værker Willys Verden og Nattevægteren. I den sene del af hans karriere bliver han selv som fortæller pludseligt utrolig vigtig i hans produktioner. På den måde er der ingen som helst hvilen på laurbærerne. Han nedbryder selve det, der er hans adelsmærke. Hans stil. Og opfinder noget nyt,« siger Jacob Kreutzfeldt.

Han fortsætter:

»Hvis man karakteriserer ham som eksperimentator, så er han ikke avantgarde-typen, det er ikke John Cage, det er mere i den folkemusikalske forstand. Det er troen på, at alt udfolder sig i variationer og improvisationer, ligesom en samtale gør i Willys Verden. Det er en naturlig tone, et naturligt sprog. Og det er netop kærligheden til den folkloristiske lyd, der kendetegner ham: opmærksomheden på dialekter og små betoninger.«

Fedeste nogensinde

I 1999, da den nuværende vært på P1’s Radiofortællinger, Louise Witt-Hansen, er journalistpraktikant på det daværende litteraturprogram Alfabet, introduceres hun til Schwartz’ arv af en medpraktikant, husker hun. Medpraktikanten var Jacob Kreutzfeldt fra Kulturnyt:

»En dag kommer han og siger: ’Jeg har fundet nogle meget spændende kassettebånd på biblioteket, det er sådanne nogle montager, de er rigtigt gode, jeg synes du skal låne dem’. Det gør jeg så, og den ene er Schwartz’ Forbandelsen. Jeg lytter til den ude i mit køkken. På et tidspunkt kommer der en scene, hvor Stephen interviewer nogle folk i deres lejlighed, og så kan man pludseligt høre, at der sker noget nedenunder, et husspektakel. Det er så uhyggeligt, at jeg stopper med at lave mad og sætter mig ned foran ghettoblasteren og lytter og lytter. Før havde jeg vævet frem og tilbage med, hvad jeg skulle i livet, om jeg overhovedet skulle lave radio. Men efter det, så ville jeg bare være god til det. Det var det fedeste, jeg nogensinde havde hørt. Og hvis jeg bare kunne gøre det kvarte af det, så ville jeg blive glad.«

Varmt medie

Montagemestre som Viggo Clausen og Willy Reunert skruede i deres reportager ned for fortællestemmen. Men Schwartz fjernede som noget nyt i en række programmer også sin egen stemme. Da han modtog DR’s radiopris, Krygerprisen, i 1984, blev han interviewet af journalist Lisbeth Kolind, som spurgte ind til hans særlige teknik.

»Når jeg klipper mig selv ud, så er det faktisk for at dem, der siger noget i radioen, taler direkte til lytteren. Nu sidder vi og snakker sammen, så lytteren overværer en samtale mellem os. Men hvis du klipper dine spørgsmål ud, så er det ligesom om, at jeg taler direkte til lytteren. Det er sjældent, at man hører ganske almindelige mennesker, hvad så end det er. Men folk er i besiddelse af et væld af erfaringer, oplevelser og indtryk, og jeg synes, at det er dejligt, når jeg kan få det frem i radioen, også når andre gør det. Jeg synes, at radio er et dejligt varmt medie, som jeg er bange for bliver splittet op i nogle små, korte indslag, så folk ikke får tid til at udtrykke sig, og lytterne ikke får tid til at opleve andre mennesker igennem radioen […] når lytteren selv er i stand til at skabe billeder i hovedet, så er der nogle indtryk, som kan være uudslettelige.«

Notater fra en losseplads

Billederne kunne også eksperimenteres frem. Schwartz’ tekniker, Torben Brandt, husker den trang hos ham: »Det var en tid, hvor der var plads til kunstnere på DR. Hvor DR følte en forpligtelse over for kunstneriske sjæle. Dengang var det en kunstinstitution. I dag ville man nok mere sige, at det er en kulturinstitution. Eller journalistinstitution.«

Også for Jakob Kreutzfeldt har Schwartz’ kunstneriske tilgang til mediet haft en enorm betydning.

»Min påvirkning af Schwartz handler ikke så meget om en fascination af hans værker, jeg har ikke på den måde været fan eller dyrket ham. Men han har formet en måde at tænke lyd på – uden at man helt kan sætte ord på det. Fordi der har været det rum at lytte og tænke lyd i. Og jeg tror ikke, at vi er tilstrækkeligt klar over, hvor meget det har betydet at have Schwartz og montagetraditionen, som man har haft i rigtig mange år. Ikke kun i den forstand at der er en type udtryk, der er forsvundet. Men der er blevet udviklet en særlig sensibilitet for lyd og lydlig fortælling, som vi stadig ser florere i lydkultur og lydkunst, og som Danmark internationalt set er kendt for.«

Noget at bygge på

Noget af det mest monumentale og samtidigt vilde, Schwartz lavede, var montagen Notater fra en losseplads i 1987 om de mange børnekidnapninger i USA – og de penge, som folk formåede at tjene på den angst, kidnapninger vakte hos folk.

»Det tog et halvt år at lave, jeg overtrådte alle regler, jeg overhovedet kunne få, af blandingsgenrer og ting, man ikke måtte, jeg spillede på alle tangenter,« fortalte han før sin død til Larm Radio. Den virkelige historie fra USA blev rekonstrueret i Danmark. Han fik sin bror til at spille psykiater, der forklarede konsekvenserne ved kidnapning. Alt blev optaget fra en transmissionsvogn med mikrofoner alle steder på en losseplads. Som en lydlig metafor på USA, der for ham, fortæller han, netop var en sådan »stor losseplads«.

»Jeg har været yderst i tvivl om, hvorvidt hele produktionen holdt. Lige lidt mindre kunne også gøre det, men jeg ville hellere have gjort det i dag end at have gjort det halve og så ikke vide, hvordan det er at have ført det ud. For der er så absolut nogle erfaringer dér, som er til at bygge videre på.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Holger Madsen
    Holger Madsen
  • Brugerbillede for Per Meinertsen
    Per Meinertsen
  • Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
    Vibeke Rasmussen
  • Brugerbillede for Jørn Stjerneklar
    Jørn Stjerneklar
  • Brugerbillede for jens dalsgaard
    jens dalsgaard
  • Brugerbillede for Erik Karlsen
    Erik Karlsen
  • Brugerbillede for Brian Pietersen
    Brian Pietersen
Holger Madsen, Per Meinertsen, Vibeke Rasmussen, Jørn Stjerneklar, jens dalsgaard, Erik Karlsen og Brian Pietersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dan Johannesson
Dan Johannesson

"Jeg synes, at radio er et dejligt varmt medie, som jeg er bange for bliver splittet op i nogle små, korte indslag, så folk ikke får tid til at udtrykke sig, og lytterne ikke får tid til at opleve andre mennesker igennem radioen" - bingo. En af grundprincipperne bag fordummelseskulturen, er manglen på fordybelse.

Christel Gruner-Olesen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Og desværre kunne der ikke transmitteres live fra Empire, da det begyndte kl. 20.00 på P1. Der blev ingen forklaring givet. Når nu det netop gjaldt en hyldest til et radiomenneske - og netop i radioen, så er det da bare så uforståeligt og trist, at det så ikke kunne lykkes.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

"… når lytteren selv er i stand til at skabe billeder i hovedet, så er der nogle indtryk, som kan være uudslettelige."

Ja, og det er jo det helt vidunderlige ved at lytte til radio: Fantasien bliver aktiveret af ordene, og lytterens egne billed-dannelser får frit spil.

Modsat forholder det sig i et billedmedie som tv, hvor det visuelle i sagens natur bliver 'serveret', og – i det mindste ind imellem – burde kunne stå alene, tale for sig selv, ukommenteret. Men nej, her prøver man til gengæld at drukne billederne i ord.

I radioens 'univers' er det helt naturligt, at fladen er fyldt med ord og lyd. En pause på meget mere end et par sekunder vil straks få lytteren til at tro, at der er tale om teknisk uheld. På tv derimod kan billeder 'tale for sig selv', og alligevel bliver fladen og det visuelle indtryk, næsten konsekvent, kvalt i ord: Der bliver snakket ind over begyndelsen på nye programmer, og aldrig så snart er et program afsluttet – ja, dårligt nok – før der igen bliver jakket. I interviews og debatter bliver der konstant afbrudt, talt i munden på og ind over hinanden. I naturprogrammer bliver vi i det uendelige informeret om, ikke blot hvad vi ser, men hvad dyrene tænker(!) og hvordan de ræsonnerer(!). Vi bliver som seere på det nærmeste tvangsfodret med ord. Vi får forklaret, ikke alene hvad vi lige nu selv kan se, men også hvad vi skal til at se, og hvad vi lige har set. Alt skal beskrives og forklares og kommenteres ad infinitum. Ad nauseum.

Og, helt grotesk, er der samtidig sjældent tid til at inviterede gæster får lov til at tale ud, på tv såvel som radio. Hvor ofte bliver der ikke sagt: "Kort!", "Vi har desværre ikke mere tid", eller "Tiden er gået"? For ikke at tale om, når en gæst simpelthen bliver 'cuttet' midt i en sætning. Ordene skal helst/ hovedsageligt komme fra mediet selv og dets medarbejdere.

Men ligesom montagen – en genre som DR engang mestrede til fuldkommenhed – og kærligheden til velovervejet at beskrive med ord, er skrottet, skal man nok heller ikke forvente, at tv nogensinde – igen – vil beskrive med kun billeder, u- eller sparsomt kommenteret. At et ord-rationerende billedmenneske skulle få lov at lave tv, som en pendant til hvad Steven Schwartz og andre montage-mestre lavede på radio, er nok desværre utopi.

Per Meinertsen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar