Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Doping giver cykelløb et ekstra dramatisk element’

Cykelløbet er en dannelsesfortælling med stigninger og fald, helte og skurke – og ikke mindst: snydere. Derfor har det altid tiltrukket både tv-dokumentarister og undersøgende journalister. Og ’dopingspøgelset’ har genereret endnu mere interesse for cyklingen. Men faktisk er det kun moralister, der betragter doping som problem, mener professor
Kultur
15. august 2013
Illustration: iBureauet/Marie Boye

Illustration: iBureauet/Marie Boye

Jeg har på fornemmelsen, at det her bliver starten på en rejse ...« Jesper Skibby kaster et blik mod bakspejlet i bilen. » ... ud i noget, jeg i bund og grund ikke har begreb om, hvor stort er«.

Han sætter bilen i gear, forsvinder ud af billedet og ud af første afsnit af Doping Epidemien. I dokumentarserien, der i øjeblikket vises på DR1, går den tidligere cykelrytter og dopingmisbruger Jesper Skibby bodsgang blandt nuværende kolleger, unge cykeltalenter og den forhenværende modstander, Anti Doping Danmark. Skibby er programmets hovedperson, vært, speaker og researcher.

Tv-dokumentaren kommer efter en sommer, hvor cykelsport har fyldt meget på dansk tv. Først forårsklassikerne og Tour de France, senest Post Danmark Rundt og i næste uge begynder Vuelta a España.

Og så læner den sig op af en udbredt holdning blandt filmskabere om, at cykelsport er godt stof til dokumentarfilm.

Forfatter og filminstruktør Daniel Dencik, som har instrueret filmen Moon Rider om cykelrytteren Rasmus Quaade, var i sine yngre dage kæmpefan af Jesper Skibby. I Denciks øjne var den rapkæftede køgenser den mest interessante og mest underholdende af rytterne fra 1990’erne. Derfor så han frem til at se dokumentaren.

»Og det var enormt rørende at se, hvor ødelagt han (Jesper Skibby, red.) er, og hvor meget han foragter tiden,« siger instruktøren efter at have set første afsnit. »Tragedien omkring ham var rørende, og jeg er egentlig overrasket over, hvor dybfølt smerten er. Man kan virkelig se, hvor dårligt han har det med det.«

Det var nysgerrigheden efter den menneskelige historie, der gjorde, at Daniel Dencik så DR-dokumentaren om Jesper Skibbys skæbne. Og det er netop cykelsportens fokus på ét individ i kamp mod rivaler, tid og naturens kræfter, der gør den interessant, mener han.

»Cykelsporten har en måde at skabe menneskelige historier på, som meget få sportsgrene kan.«

Klassisk dramatisk kurve

Spørger man forfatteren og filminstruktøren Jørgen Leth, hvilket dramatisk materiale man som dokumentarist har at arbejde med, når man beskæftiger sig med cykelsport, svarer han, at det er »indlysende«. Det er også derfor, han selv har lavet film om cykelsport, bemærker han.

»Cykelløbet er en filmisk formel: Det starter et sted – slutter et andet sted. Det i sig selv er fantastisk. Det foregår i geografien, og det køres af kæmpestore personligheder,« siger han. »Derfor er det en evig attraktion for filminstruktører at fortælle historier fra cykelsport.«

Både som fortælling i den enkelte etape og over et helt cykelløb har cykelsporten en klassisk dramatisk kurve, fortæller klipper og filminstruktør Tómas Gislason, som i 2005 skabte dokumentarfilmen Overcoming om Bjarne Riis og hans cykelhold, Team CSC.

Den bedst planlagte rute overholder alle kravene til en god historie, mener han. Den enkelte etape svarer til ’livsdramaturgien’, når rytteren drager ud i livet (altså etapen) med håb, aspirationer og ambitioner. Og i løbet af dagen må han forholde sig til feltets hierarki.

Jørgen Leth har lavet tre film om cykelsport og været involveret i et par ufærdige filmprojekter. Den eneste grund til, han ikke har lavet flere film om cykelsport, er, at han er godt tilfreds med de tre, han lavede i 1970’erne, siger han. I lang tid tænkte han: »Det kan du sgu ikke gøre bedre,« og så han holdt sig væk og har siden fået afløb for sin interesse ved at kommentere cykelløb på tv.

»Men jeg kan godt forstå, at filminstruktører kaster sig over cykelsporten,« siger han.

Ud over sine egne har han set adskillige gode film om cykelsport, men han har kun set én fodboldfilm af høj klasse. Den handlede om det ungarske fodboldlandshold.

»Ingen anden sportsgren tilbyder så meget drama, så mange visuelle historier. Det er meget mere ligetil at fortælle fra cykelløb, fordi det hele tiden har noget episk over sig. Nogle kæmpe bedrifter, kæmpe dramaer,« siger han. »Også af mere mørk karakter.«

Tour de France er ikke noget teselskab, plejer Jørgen Leth at sige, når han henviser til doping som en del af det historiske, episke stof.

»Kampen mellem det gode og det onde er i dén grad blevet elektrificeret af dopingdiskussionen,« mener Verner Møller, der er professor og forskningsleder ved Center for Idræt, Aarhus Universitet.

»Det er ikke længere bare et spørgsmål om det gode og det onde. Nu findes snyderen, der bruger ulovlige midler til at besejre den ædle, som ikke snyder.«

Da spanske Alberto Contador i 2010 var i direkte dyst med luxembourgeren Andy Schleck, holdt den danske seer med Schleck. Der var noget med ham Contador. Han angreb på det forkerte tidspunkt, lige da Schleck havde haft et uheld med sin kæde. Det kunne han ikke tillade sig. Han var et ondt menneske, tænkte seeren. Og fik det bekræftet, da det viste sig, at Contador havde taget doping: Han var et ondt menneske.

Men så skiftede han til et dansk hold, og så blev han pludselig betraget helt anderledes. Nu er han den danske seers helt, fordi han er taberen over for det nye monster: briten Christopher Froome. Og han har ikke længere råd til at snyde, for tager han doping igen, bliver han udelukket på livstid. Men hvem snyder så i dag?

»Dopingen giver et ekstra dramatisk element. Den giver en stemning af snyd, underverden og mafiøse tilstande. Det er vanvittigt spændende – så spændende, at det ville være helt ærgerligt, hvis det forsvandt,« siger professoren.

Men når Froome vinder, bliver han mistænkeliggjort. Den gode præstation – det usædvanlige talent – mistænkeliggøres uden videre. En indstilling, Jørgen Leth ikke kan udstå:

»Jeg synes, det er en meget fattig indfaldsvinkel til sporten,« siger han.

Da Tómas Gislason lavede Overcoming, mødte han gennem processen en ødelæggende moral fra alle sider, husker han. Alle mente, at man udelukkende kunne fortælle historien om løbet set gennem ’doping-brillen’. Men dokumentaristen selv ønskede ikke at betragte løbet sådan.

»Cykling er i forhold til de fleste andre sportsgrene ren,« mener han: »Vi må udvide horisonten og inddrage doping som et fænomen, der eksisterer i alle sportsgrene. Vi må fokusere på organisationerne, som allesammen er afhængige af, at udøverne tager dopingen« siger han og nævner kontrollanter, forbund, arrangører.

Han understreger, at doping er et klassisk element i fortællingen. Besættelsen, der driver vores karakterer igennem fristelsen og kampen mod det mørke, som han siger. En analogi, Jørgen Leth forstår: »Den er der jo, dopingen. Og den hører til cykelsportens historik. Derfor må man tage den med, når man er historiefortæller. Filmskaberne er interesserede i det drama, de kan få, og det inkluderer også doping. Sådan er det,« siger Jørgen Leth.

Hvorfor kun cykling?

Der har i mange år blandt undersøgende journalister været tradition for at beskæftige sig indgående med cykelsport. En tradition, der omkring årtusindskiftet blev anført af journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jung, som gjorde sig særligt bemærket med de Cavlingnominerede dokumentarer Tavshedens pris og Danskerlægen.

Journalister finder sporten fascinerende af samme årsag som dokumentaristerne, mener Tómas Gislason. Men han ærgrer sig over, at nordeuropæisk journalistik kun er åben over for afsløringen som motor. Og han mener ikke, at den magter at sætte afsløringen i perspektiv og fortælle den store historie.

Mediernes ekstraordinære opmærksomhed på cykelsport skyldes ifølge professor Verner Møller især, at cykelsporten er tilgængelig og utilregnelig.

»Det faktum, at cykelsporten bevæger sig fra by til by, gør den mere sårbar,« siger han og peger på, at fortællingen derudover blev »serveret« i 1998 i forbindelse med den store dopingskandale, hvor det franske hold Festinas massør blev afsløret med dopingstoffer i bilen under Tour de France. Siden har det været bekvemt for journalisterne at stille spørgsmålene: Er det blevet bedre? Er det blevet værre? Har vi fået bekæmpet det onde?

Hvert år udsættes professor Verner Møller for noget, han kalder journalisternes sommerritual. Fra stort set alle dagblade ringer man for at høre, om feltet er blevet renere.

»Og det aner jeg jo ikke,« siger han. »Det eneste, jeg kan konstatere, er, at de kører hurtigere nu. Så – jeg mener – det kan ikke komme som nogen overraskelse længere, hvis nogle ryttere er dopede. Det kan man så enten acceptere eller lade være med, men konsekvensen må man tage i sit eget liv: om man tænder eller slukker for det.«

Jørgen Leth finder det beklageligt, at journalisterne til forskel fra andre sportsgrene har kastet sig over cykelsporten. Derfor betegner han det som på sin vis ’velgørende’, at 13 baseballspillere, herunder superstjernen Alex Rodriguez, i sidste uge blev idømt lange karantæner af Major League Baseball i USA.

»Det er ikke særlig sympatisk, men jeg sidder og godter mig lidt, hver gang det går ud over andre sportsgrene. Det er på en måde med til at løfte sløret for, at det her altså ikke kun sker i cykelsporten.«

Men hvordan kan man hjælpe cykelsporten til at komme videre? Hjælper programmer som Doping Epidemien? Verner Møller mener slet ikke, at cykelsporten har behov for hjælp.

»Der har aldrig været så mange sponsorkroner og så stor seerinteresse, som der er nu. Virkeligheden er, at cykelsporten er en gevaldig succeshistorie, som for alvor er braget frem siden skandalen i 1998. Det er ikke det store publikum eller de store pengeinteresser, der synes, dopingen er det store problem. Det er kun strikkekoner og moralister,« siger professoren.

»Og moralister er jo kendetegnet ved, at de er moralske på andres vegne.«

De personlige omkostninger forbundet med doping er af alvorlig karakter. Det er de omkostninger, Jesper Skibby forsøger at skildre i Dopingepidemien, og det var denne beskrivelse, Daniel Dencik blev rørt af at se.

»Jeg er helt klar over, at det har nogle menneskelige omkostninger,« siger instruktøren og holder en kort pause: »Men hvis man betragter cykelsport som fortælling og underholdning, har doping altså givet os et ekstra dramatisk element, nemlig genkendelsen i fristelsen og det menneskelige maskefald.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Det er herlig med den professionelle sport. Alt er tilladt. Kun moralister og strikkekoner synes i følge professor Werner Møller at doping er et problem. Det er her jo må standse op et øjeblik for at overveje, hvor jeg hører hjemme.

Men mon ikke, at der forældre som synes, at det er et problem, at deres børn bliver udsat for det dårlige dopingeksempel. Kan man sende sin børn ned i cykelklubben?

Jeg har selvfølgelig bemærket, at Jørgen Leths litterærer sexeskapader med unge piger var sværere at acceptere end de medicinske misbrug, som kan skade liv og helbred. Han blev forvist en årrække af den grund.

Jeg ser selv cykelløb og ærgrer mig hver gang over snyderiet og den medfølgende risiko for at præge børn og unge i en risikobetonet retning, som det danske samfund som helhed skal betale for, hvis misbruget giver helbredsskader.

Derimod optræder de rigtige syndere ex-cykelrytterne igen og igen som sportskyndige kommentatorer og er påfaldende, hvor lidt de bidrager, når talen kommer til doping. I øvrigt lige som mange journalister har optrådt gennem tiderne.

Trist.

Ole Henriksen

Som jeg tidligere har skrevet i et andet fora, har jeg det noget dobbelt med al den dopingsnak.
Som udgangspunkt mener jeg det er urimeligt, og ud at et arbejdssikkerheds synspunkt uacceptabelt, at man kan føle sig presset til at blive præpareret medicinsk for at leve op til kravene på arbejdspladsen, i det aktuelle tilfælde, at professionelle cykelryttere føler sig pressede til at tage doping.
På den anden side mener jeg, at det eksisterende system, hvor to instanser samtidig kan sanktionere samme forseelse (Michael Rasmussen) eller hvor det afhænger af hvilket laboratorium der analyserer din prøve, om du bliver straffet,(Contador) er fløjtende urimeligt:
Jeg er taget for at køre for hurtigt i en politikreds og indkasserer et klip i kortet, det får jeg at vide igennem politimesteren i min lokale politikreds, som også lige vil give et klip, da det nu er konstateret at jeg har kørt for hurtigt = Rasmussen.
Du får din urinprøve analyseret hos et laboratorium der har udviklet en ny analysemetode der kan detektere stoffer i en koncentration på 1/10 af det der kræves for at blive akkrediteret, og bliver dømt ude, medens din konkurrent bliver testet på et laboratorium der kun lige opfylder betingelserne og slipper fri, selv om han har samme koncentration i prøven. Contador
En anden ting der efterhånden gør mig uendelig træt i hovedet, er det at mange debattører uden indsigt i cykelsport råber DOPING, og forventer en gratis omgang hver gang der er et cykelløb i nærheden.

Steffen Gliese

Der er kun ét problem ved doping, og det er sundhedsrisikoen, som kun kan minimeres ved en legalisering.
At ligefrem have kriminaliseret, hvad folk i privat foreningssammenhæng giver sig af med - især hvad angår i øvrigt lovlige praksisser og præparater - er en så massiv overvurdering af sportens betydning, at man kun kan måbe.

Brian Pietersen

det er sygt at sige god for doping.
man kunne ønske han selv tog skade af det lort.

Lennart Kampmann

Seernes dobbeltmoral er tyk. Vi vil have et rent cykelløb, men det må ikke blive kedeligt. Rytterne er vores entertainere og vi bliver sure hvis de er ekstra gode?

Intet er så simpelt som det tager sig ud.

Med venlig hilsen
Lennart

Brian Pietersen

forskellen på doping og ik doping er det ikke at de kun kan køre det halve antal kilometer, de kommer til at svede og køre ud over grøfterne alligevel af overanstrengelse, så spændingen vil forblive intakt.

Så kunne det også være man kunne støtte sporten istedet for det modsatte.

Man fristes til at tro at diverse medier mm. har aktier i doping.

Kurt Loftkjær

@ Peter Hansen

Så vidt jeg kan bedømme det, så vil en legalisering kun medføre, at sporten og medicinfirmaer kan udleve evt. drømme i fred samt at alle har lige ret til at sætte liv og helbred på spil. Det indeholder selvfølgelig et form for retfærdighed. Det kedelige i det danske samfund er, at alle vi andre skal betale for eksperimenterne, når/hvis det går galt.

I øvrigt mener jeg ikke, at man kan overvurdere sportens indflydelse. Store pengebeløb tiltrækker mange tvivlsomme personer og herunder forretningsfolk og politikere.

Det mener jeg, at der er klare eksempler på. Et dem som har været omtalt ofte er den internationale olympiske komite.

Ole Henriksen

Som tidligere skrevet mener jeg det er urimeligt at man skal føle sig presset til medicinske eksperimenter for at passe sit job.
Og jeg er 100% enig med Kurt Loftkjær i at det ikke skal legaliseres, da man atter individualiserer profitten og kollektiviserer risikoen ved at lade os alle betale for de helbredsskader eksperimenterne medfører.
Samtidig er der den afsmittende effekt fra de professionelle til amatører, som kan medføre at ingen vil lade sine børn deltage i cykelsporten, så her køber jeg igen Kurts argument.
Med hensyn til spændingen i cykelløbet, så må jeg indrømme at de kedeligste udgaver af Touren var perioden under Armstrong, hvor jeg var ved at stå af reportagerne, for at vente på Spanien Rundt, fordi alt var så forudsigeligt, så lad os få, om ikke et "rent" felt, så i det mindste et hvor alle kontrolleres efter samme retningslinier og på de samme laboratorier.

Jeg giver - ubetinget - Jørgen Leth helt ret.

Derfor skal 'moralister og strikkekoner' holde sig helt væk. Topsport har ikke en skid med sport at gøre - det er entertainment. Med store summer involveret.

På den anden side, da jeg som ung juniorrytter omkring 1960 var i en dansk cykleklub, var 'præstationsfremmende' midler noget man åbent talte om, om end det var på et noget lavere plan end det der kendes i dag, og ikke kan betragtes som doping. (Ikke det hele, i alt fald - sådan for alvor). Og dér var ingen penge involveret.

OK, jeg synes at man skal bekæmpe det, i atletik, cykling, svømning, langrend, fodbold, håndbold, atletik, o.s.v., o.s.v., for i det mindste at holde det på et nogenlunde acceptabelt niveau, men afskaffe det, kan man ikke. Og - ærligt talt - moralister er alligevel nok ikke de store sportstilhængere, så de kan nok finde noget andet at gå op i.

Kurt Loftkjær

@ Ole Olsen

Hvad er et acceptabelt niveau? Og hvordan kan du konkludere at moralister ikke er de store sportstilhængere?

I det mindste kan jeg glæde mig over, at regeringen tilsyneladende skærper straffen for dopingsalg.

Brian Pietersen

ole olsen

jeg ser ikke cykelløb længere. Jeg kunne godt li at se det indtil det gik op for mig at de er på dope, der følte jeg mig røvrendt. Jeg gider ikke støtte folk der snyder. Så nu støtter jeg ik sport længere det er de ikke værd.

Anders Sørensen

Ole Olsen, topsport har naturligvis noget med sport at gøre, derfor ordets sidste stavelse. At det så OGSÅ er underholdning, som al sport jo i øvrigt er, har intet at sige i den sammenhæng.

Jeg hader den der intellektualisering af dopingproblemet. Doping er snyd, bum. Snyd hører ikke til inden for sport - eller noget sted i det hele taget. Den ER faktisk ikke længere, medmindre man som Verner Møller er snotdum, eller som Jørgen Leth en form for pseudoanarkistisk romantiker.

Hvis jeg, for at blive i cykelsporten, punkterer dit dæk inden start eller sniger afførringsmiddel i din morgenmad, er jeg så en del af en interessant udvikling, tilfører jeg et spændingsmoment til sporten? Står jeg rank som et bøgetræ i Harzen, mens din brune muskel straffer lokummet?

Nej. Jeg snyder. Jeg er et fjols, en taber. Og det kan hverken Jørn Maders floskuløse stomipose eller Verner Møllers sædvanen tro ignorante betragtninger ændre på.

Søren Kristensen

Fra et tilskuersynspunkt (og det er jo os der betaler) er det interessante ved cykelløb og anden sport er at se hvor langt "man" kan komme med "kroppen". Man forstået som mennesket og "kroppen" forstået som en krop vi alle kan identificere os med, omend vi ikke alle kan opnå de samme resultater: den ideale krop. Derfor er det naturligt at sportsmandens krop ikke, ud over træning og sund kost, er påvirket af kemikalier, som de fleste af os ikke ved hvad indeholder og aldrig kunne finde på at indtage. Doping sætter et unødvendigt skel mellem tilskuer og udøver og umuliggør identifikationen. Men selvfølgelig er det interessant når nogen snyder. Det er det altid.

Må jeg som erklæret strikkekone og moralist i al stilfærdighed udtrykke min undren over alle de sofakartofler, der sommer efter sommer gider at glo på dén flok cyklende narkomaner?
De snyder, lyver og bedrager - og kommer så med en helvedes masse undskyldninger bagefter.
De burde alle som én dyppes i tjære og rulles i fjer - og stilles i skammekrogen til evig tid,
- og Jesper Skibbys "angrende" fjæs får det til at vende sig i én.