Læsetid: 5 min.

Eliten er for forfængelig og klog til reality-tv

Når unge stiller op i reality-tv, er de ofte ufaglærte eller faglærte. De unge veluddannede tager afstand fra reality-programmerne, både som deltagere og seere. Og ofte bliver de frarådet at deltage af familie og venner. Overklassen er bange for at miste anseelse, hvis de skilter med rigdom og succes, siger forskere
Det er nærmest umuligt at holde styr på, hvor mange gange reality-tv-parret Amalie Szigethy og Peter Birch er gået fra hinanden igen, igen, men nu er Amalie imidlertid blevet single igen, forlyder det. Parret har siden 2010, hvor de blev kendt i ’Paradise Hotel’, levet og udstillet deres privatliv i sladderpressen.

Sigrid Nygaard

10. august 2013

Den starter nedefra. Kameraføringen. Lige dér hvor brun hud møder bikinitrussekant. Krop efter krop glinser om kap med perfekte blegede tandsæt. Medieverdens nye kolonisatorer står klar til at slå sig ned i reality-land.

Her giver fantasifulde kælenavne og høje alkoholpromiller flere point end lang uddannelse og karriere. En prioritering, der ifølge samfundsforsker ved Roskilde Universitet Peter Nielsen, får overklassen til at se ned på reality-kulturen.

»Blandt videnseliten bliver reality-tv betragtet som underlødigt, plat og fordummende, fordi deltagerne er utilslørede i forhold til sex, penge og andre forhold, som eliten opfatter som vulgære og primitive – noget som burde holdes i privaten,« siger han.

Det er imidlertid ikke kun alternativ retorik og nøgne lemmer, der får realityprogrammerne til at stritte på sendefladen og falde visse samfundslag for brystet. Journalist Anders Agger stillede for år tilbage skarpt på eliten i forbindelse med sin dokumentarserie om Herlufsholm Kostskole, og her havde han svært ved at overbevise familierne om at stille op.

»Mange vil vide præcis, hvordan og hvilken sammenhæng de indgår. De har en masse æstetiske hensyn, fordi de føler, at de sætter både deres liv og forretning på spil, hvis de bliver fremstillet forkert,« siger Anders Agger.

Ifølge caster på TV3-programmer som blandt andre Paradise Hotel og Big Brother Elisa Lykke har reality-genren udviklet en kultur, hvor hensynet til æstetikken er lagt på hylden, og det i høj grad handler om at være god til at spille en bestemt og genkendelig karakter. Og deltagernes grænseoverskridende adfærd har givet genren et dårligt ry, mener hun.

»Eliten opfatter reality som trash-tv. Sammenlignet med dokumentarprogrammerne møder reality langt fra samme anerkendelse. Især ikke i de øverste lag i samfundet, hvor de fleste nægter at beskæftige sig med reality. Det er lidt ligesom dem, der siger, at de kun læser ugeblade hos frisøren,« siger Elisa Lykke.

Netværket siger fra

Reality-deltagernes evige kamp for penge og berømmelse kan ifølge Elisa Lykke sammenlignes med romernes gladiatorkampe. Enten dyster deltagerne mod andre, som det gælder for koncepter som Paradise Hotel og Big Brother, eller også kæmper de en personlig kamp for at opnå anerkendelse og bestemte personlige mål som i eksempelvis De Unge Mødre. Men ligesom i romertiden holder eliten sig også i dag på sikker afstand af arenaen.

»Rigtig mange unge i de højere sociale lag realiserer sig selv på en anden måde end gennem reality. De rejser for eksempel ud og oplever verden. De har ofte haft en stabil opvækst og fået bekræftelse og opmærksomhed af deres forældre, og derfor har de måske ikke behov for at have et kamera i ryggen,« siger hun.

Elisa Lykke har prøvet at få velhavende unge velhavere til at stille op som reality-deltagere i forbindelse med programmet Fristet, som går ud på, at en gruppe rige unge kæmper mod fattige unge om penge. Men det var ikke en let opgave. Selv om de unge var nysgerrige over for konceptet, holdt de sig tilbage. Og det var især omgivelserne, der afholdt de unge fra at stille op, påpeger Elisa Lykke.

»Alle ved jo, at Amalie (eksponeret realitystjerne, red.) aldrig bliver vært på Deadline. Og karriere betyder meget for eliten, derfor er det typisk også forældrene, der siger, at den linje skal du ikke bevæge dig ud ad. De er bange for, at de unge mister fremtidsmuligheder og opfordrer dem til at kigge lidt længere frem i tiden,« siger hun.

Forbeholdene fra de unges netværk har Anders Agger også erfaret, da han fulgte børnene fra nogle af Danmarks mest velhavende familier under deres ophold på kostskolen.

»Forældrene og de børn, vi fulgte, hører til blandt de gamle rige familier, den gamle adel og blåblodsfamilierne. De har ikke lyst til at flashe de penge, de altid har gået diskret med, og de har ikke behov for at fortælle, hvor dygtige de er. Deres indstilling er i fuldstændig modsætning til reality-deltagerne, der hele tiden råber ’se mig, jeg barberer mine kønsdele, mens kameraet filmer’,« siger han.

Også de unge velstillede tænker over, hvordan de bliver fremstillet, og hvilke konsekvenser en eventuel tv-optræden kan have, mener Anders Agger, der efter en årrække vente tilbage til eleverne fra Herlufholm for at se, hvordan det var gået dem.

»Da jeg vendte tilbage til eleverne, var det kun to ud af otte, der i første omgang meldte positivt tilbage. De andre havde simpelthen ikke behov for at være med. De tænker sig om i den forstand, at de aldrig kunne finde på at gøre noget, som kan skade deres fremtid. De sætter sig ikke ned og drikker fem shots i et program, for de ved, at det kan skade dem senere, og at YouTube husker alt. Det er elitens diskretion, det handler om,« siger han.

Et andet værdisæt

Realityprogrammernes evige stræben efter af bryde grænser står i skarp kontrast til normsættet i overklassen, som ifølge Anders Agger indeholder en klar opfattelse af, hvad man gør og ikke gør.

»Netværket omkring Herlufsholm er en slags parallelverden, hvor de har fælles forståelse af, at de f.eks.ikke tager til Sunny Beach, fordi så skal du ikke miskreditere vores familie eller vores navn. Det er en tradition og et kodeks, som eliten retter ind efter. De indgår i en bestemt sammenhæng med et bestemt liv og har en forretning, de skal tænke på,« siger han. Peter Nielsen har forsket i medier, økonomi og samfund, og han mener, at eliten generelt afholder sig fra at dyrke de værdier, der befinder sig på det sociale mikroniveau. Det vil sige følelser, sex og konflikter. I stedet bliver de underholdt af værdier, der omfatter samfundet og demokratiet – mennesker på makro-niveau.

»Videnseliten har et særligt værdisæt. De fokuserer på at lægge bånd på sig selv og involvere sig i samfundet og demokratiet,« siger han.

»De finder andre aktiviteter mere passende og vigtigere end at se reality. For eksempel fortrækker de at beskæftige sig med politik, debat og analyse og lægger vægt på at følge med i samfundsdebatten og være politisk velorienterede frem for at bruge tid på, hvem der røg ud af Big Brother.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nicolai Nygaard Petersen
  • Steffen Gliese
Nicolai Nygaard Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

En god klasse-kritik er aldrig af vejen.
Men ovenstående skyder sig selv i foden.
Det er ikke reality-tv, som bør være normen for alle unge, og derfor ikke realitytvseening, der skal være udgangspunktet.
Tværtimod.
Normen bør da være at unge ikke sidder og ser åndsforladt og fordummende tv.

Selv nede blandt arbejderklassens opmærksomhedshungrende masser, kan man møde individer, som afstår fra at interessere sig fra 'reality'-tv for unge amøber. Det er ikke fordi de er bange for deres omdømme, men nok nærmere fordi de ikke interesserer sig for Amalies trængsler eller for Herlufholms prestige.
TV-fornægterne har formodentlig selv et liv, de vil leve,
istedet for at se andre leve deres dumheder ud på tv.

Lisbeth Larsen, Brian Pietersen, Per Jongberg, Jacob Mathiasen, Rasmus Kongshøj, June Beltoft, Robert Kroll, Morten Pedersen, anne bach, Jørn Sonny Chabert, Claus Jensen, Nicolai Nygaard Petersen, Torben Nielsen, Per Torbensen, lars abildgaard, Heidi Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er reality, der er minoritets-tv, men medierne er alt for optagede af egne frembringelser og alt for lidt medier for den omverden, vi alle færdes i og opretholder i fællesskab. Medierne vil simpelthen ikke være medier, de vil være ophavsmænd; men det er ikke muligt t være begge dele.

Rasmus Kongshøj, Peter Andreas Jørgensen og Levi Jahnsen anbefalede denne kommentar

Hvis en såkaldt elite foragter reality-tv, så må der være en anderledes og mere indflydelsesrig elite, som holder hele det allestedsnærværende og omsiggribende realitycirkus i gang.

Brian Pietersen, Alexander Ildhøj, Rasmus Kongshøj, Vibeke Rasmussen, Torben Nielsen, Pia Nielsen, lars abildgaard, Esben Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"Netværket omkring Herlufsholm er en slags parallelverden, hvor de har fælles forståelse af, at de f.eks.ikke tager til Sunny Beach.."

Nu er jeg ikke en del af "Netværket omkring Herlufsholm" - men mine unger har altid fået at vide at "Sunny Beach" har været no go. Der er da ganske almindelige fornuftsmæssige begrundelser for ikke at lade sine børn deltage i Sodoma og Gomorra ver. 2.

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, June Beltoft, Robert Kroll, Lone Christensen, Christian Svenstrup Harder, Torben Nielsen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Gorm Petersen, Per Torbensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Borgerskabets diskrete charme eller Vanity Fair?

Hvad er det for en ungdommelig "elite", det er så magtpåliggende for medierne at beskæftige sig med og sammenligne med de unge "tabere" fra lavlønssegmentet, som gør, hvad de kan, for at komme på omgangshøjde med dem fra "eliten"?

Er det den "elite", der er født med billetten i hånden til de økonomiske privilegier og det sociale netværk omkring Herlufsholm? Dem som de unge"tabere" i konkurrencen om mediernes bevågenhed må knokle, fedte, svindle eller prostituere sig for, hvis de vil opnå den ære at blive fotograferet arm i arm med de kendte og kongelige på mediernes catwalk?

Det er da lige før man får ondt af dem, de stakkels rige arvinger, som ikke kan bevæge sig udenfor velhaverghettoens parallelverden uden livvagter til beskyttelse mod blodtørstige paparazzis med skudklare mobiltelefoner.

Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Gorm Petersen

Medmindre det drejer sig om sportsfolk, med dokumenterede resultater, er selve begrebet "elite" problematisk.

Er det en selvudråbt tilstand, kan den forhåbentlig helbredes med psykolog-samtaler.

Er det noget man skiftes til at kalde hinanden, er man jo blot medlem af en rygklapper-klub.

I gamle dage brugte HA-erne et andet begreb, når de ville rose hinanden. De sagde om hinanden, at de havde "stil".

Skulle vi ikke aflaste "elite" begrebet - overlade det til folk med dokumenterede resultater - og istedet låne rockernes gode gamle stil-begreb, når vi vil omtale, dem vi godt kan lide ?

Så bliver det til: Unge med "stil" ser ikke reality.

June Beltoft, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Jeg husker, at de unge kvinder jeg underviste på universitet--ambitiøse, middelklassepiger med høje karakter--havde stor morskab af at betro mig, at de regelmæssigt så Paradise Hotel med deres mødre og Fight Night med deres veninder.

Levi Jahnsen, Torben Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Artiklen har vel en del logik i sig, men en del af den selvpostulerede uelitære elite har bevidst placeret sig på fordummelsens scener - som fx Morten Messerschmidt, der fik sin kendthed fra Big Brother, og Pia Kjærsgaard der stillede op i Fangerne på fortet.

Anders Sørensen

»Da jeg vendte tilbage til eleverne, var det kun to ud af otte, der i første omgang meldte positivt tilbage. De andre havde simpelthen ikke behov for at være med."

Man kunne også formulere den anderledes: "Da jeg vendte tilbage havde næsten halvdelen behov for igen at være med".

"Næsten halvdelen" kan jo siges at være statistisk uredeligt, men på den anden side er et antal af otte fuldstændig insignifikant. Så det går lige op.

Vi har altså halvdelen af eliten, der ønsker igen at deltage.

Og det var kun dem, der I FØRSTE OMGANG meldte tilbage. Man må med den formulering in mente mene, at andre sidenhen har meldt positivt tilbage.

Vi har altså her at gøre med samfundets elite, hvoraf ALLE, der tidligere har været del af et reality-show, 50 år senere melder tilbage, at de vil give deres højre arm for igen at komme på tv.

Det er den metode, der benyttes i artiklen

Torben Nielsen

Det er da også er sær dyrkelse af talentløsheden. Som Morten Albæk siger: "Paris Hiltons hoved et stort og tomt, og der er plads til os alle sammen!"
Det samme gælder helt sikkert også for Amalie og "ham med tørklædet om hovedet".

Heldigvis kan jeg kun se DR, så fjernsynskiggeriet er ret selektivt.

Soren Andersen

Så konklusionen er, at det kun er "overklassen", som jeg jo har lært udgøres af én procent, der ikke vil stille op til druk og hor for åben skærm. Artiklens forfatter forsøger altså at tegne et billede af en lille elitær skare der står højt hævet over pøblen mens denne ruller sig i møget og ydmyger sig selv for et kort øjeblik i solen.

Endnu en artikel på Information hvor man behændigt afholder sig fra at sætte tal på for at kunne få problemet til at fremstå som stort og vigtigt. Faktum er, at det er en meget begrænset personkreds der som regel går igen i alle programmerne - Sidney Lee som det bedste eksempel herpå.

Steffen Gliese

Nej, Søren Andersen, det er ikke den økonomiske, men den kulturelle overklasse, der er tale om. Vulgariteten trives i høj grad i især blandt parvenuerne, der er langt de fleste rige. Men flere og flere tager jo akademiske uddannelser og får dermed midler til at smyge smagen for sladder og billig portvin af sig.

Man skal holde sig fra folk, der opfordrer til at medvirke i dokumentarer o l. , for man har ingen garanti for en redelig og fair behandling - ofte er dokumentarens "plot"/ "dagsorden" fastlagt på forhånd, så der skal blot findes nogle ubetænksomme medvirkende, hvis udtalelser og billeder kan "klippes til" så de passer med "plottet".

Skuespillere og andre professionelle medvirkende i filmproduktionen m v har normalt præcise kontrakter, der fastlægger opgaven og hvem, der har hvilke rettigheder over materialet aktuelt og senere.

Det er kun de "uprofessionelle" medvirkende , der lader sig "kuppe" og udnytte af de mere smarte.

Rasmus Kongshøj, Vibeke Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Netop, Robert Kroll, jeg er f.eks. temmelig tit stødt over dokumentarer, der begynder i det rimelige, men udarter til mistænkeliggørelse og stillen spørgsmål ved de enkleste ting. Det er tit forekommet i Kontant, synes jeg, hvor man ofte må spørge, om det er virksomhedens ansvar, der røres ved - og sidst i en dokumentar af de hellers dybt habile Heilbuth og Bülow om Grønland, der var så unuanceret og insinuerende, at nogle burde have sagsøgt dem for bagvaskelse. Men formodentlig ville der være tale om så mange ukvædede viser, at sagen ville glide ud mellem hænderne på statsadvokaten.

Charlotte Jensen

Det handler ikke bare om smag og behag? Elite er så meget sagt.

Personligt finder jeg reality tv kedeligt, mens et par af mine akademisk studerende veninder bruger masser af tid på at blive underholdt af det selvsamme.

... og det må de da selv om. Jeg skal ikke bestemme/fordømme hvad de har lyst til at bruge deres tid på. Det er jeg ikke højt hævet over. Jeg ser sikkert et eller andet program de finder kedeligt.