Baggrund
Læsetid: 5 min.

Det første postmoderne 2

Paris var modernismens hovedstad, og ingen steder var det sværere at tage afsked med drømmen om det moderne og rejse videre mod det ny. Hvad er der egentlig sket siden? I to artikler om to af de kunstnere, der dengang tog udfordringen op, beskriver Information det, der var situationen dengang, og det samme, men forandrede, der er situationen nu
’Fin de Copenhague’ er den første af de to bøger, Asger Jorn og Guy Debord lavede sammen. Det var i 1957 hos Permild og Rosengreen. Debords tekst er sakset i dagens aviser, trykt med sort, og Jorn har hældt sine farver ud over trykpladen fra en stige. Det gik hurtigt, 24 timer, så var bogen der. Titlen kan oversættes lige ud som ’Slut på København’, men kan også læses som ’Fin fra København’– Jorn hentede tit billedtekster fra sine yndlingsbøger, og en af dem var Joyce’s ’Finnegan’s wake’. Foto: Lars Bay, Museum Jorn.

’Fin de Copenhague’ er den første af de to bøger, Asger Jorn og Guy Debord lavede sammen. Det var i 1957 hos Permild og Rosengreen. Debords tekst er sakset i dagens aviser, trykt med sort, og Jorn har hældt sine farver ud over trykpladen fra en stige. Det gik hurtigt, 24 timer, så var bogen der. Titlen kan oversættes lige ud som ’Slut på København’, men kan også læses som ’Fin fra København’– Jorn hentede tit billedtekster fra sine yndlingsbøger, og en af dem var Joyce’s ’Finnegan’s wake’. Foto: Lars Bay, Museum Jorn.

Kultur
20. august 2013

Der er noget paradoksalt ved interessen for Guy Debord, sådan som den er vokset gennem de senere år. Mens han levede, ville mange helst se ham død. Han var personificeringen af alt samfundsfjendtligt. Hans sidste, posthumt udgivne bog, Cette mauvaise réputation, deler næsten titel med den ene side af Georges Brassens’ første single, fra 1952. »I landsbyen,« synger Georges Brassens, »har jeg et dårligt ry.« For Guy Debords vedkommende er det den globale landsby, der er tale om. »De gode mennesker kan ikke lide, at man følger en anden vej end dem.«

Det gjorde Debord alligevel.

»Først og fremmest mener vi, at verden må ændres. Vi ønsker den på alle områder og måder mest befriende forandring af både samfundet og livet, som vi føler os lukket inde i. Vi ved, at den ændring er mulig, hvis de rigtige midler bliver taget i anvendelse.«

Sådan begynder Debords Rapport om konstruktionen af situationer fra 1957.

Debord og situationisterne så samfundsudviklingen som en »spektakularisering«: At fremmedgørende kræfter, styret af international kapital, gradvist vil fratage det enkelte menneske mulighederne for at leve sit eget liv for i stedet at skulle leve det via stedfortræder i et af de dertil fremvoksende nye medier.

Kritikken af den udvikling, fremsat ikke mindst i den bog, der i sin danske udgave på Rhodos lidt misvisende kom til at hedde Skuespilsamfundet, for der er ikke tale om, at vi spiller komedie for hinanden, det har vi fjernsyn og Facebook til, var heroisk, selv om man må se tilbage på forløbet som en kamp, der blev tabt.

Sådan ser Debord det i hvert fald i sine senere værker, ligesom han i sine tidlige synes at være temmelig sikker på, at det vil gå sådan. De er allerede nostalgiske erindringer om en tabt tid, der var rig på drømme og håb.

Kun en slags kollektiv glemsel kan gøre tilværelsen tålelig for øjeblikkets motoriserede slaver, der myldrer som myrer rundt på Facebook og slæber sig gennem endeløse, øde og floskelfyldte Wikilandskaber mod det ytringsfrihedens paradis, hvor alle ord er tømt for indhold.

Det er den situation, Debord behandler i sine værker. Først og fremmest film.

24 minutters mørke

Den første, fra 1952, hedder Hurlements en faveur de Sade, Hyl for Sade, på dansk, og den handler på ingen måde om Markis de Sade.

Det er en film af spillefilmslængde uden billeder. Lærredet er enten hvidt eller sort. Hvidt når der tales, sort når der ties. De sidste 24 minutter af filmen er uden tale, og der er mørkt i salen med det sorte lærred. Asger Jorn gjorde opmærksom på, at Debord med den film måske har inspireret komponisten John Cage til det berømte stykke musik, han kaldte »4.33«, og som består af tavshed i tre satser. For Cage er musikken så den lyd, der alligevel er. For Debord er filmens indhold den fysiske og mentale virksomhed, der alligevel sker. Debord er en revolutionær montør. Han tager fragmenter af verden, der allerede findes, og anbringer dem i nye sammenhænge, der ændrer deres betydninger. Détournement hedder teknikken hos sitationisterne, og mest typisk er måske deres, og Debords, brug af tegneserien, hvor en enkelt frame hentes ud og ny tekst sættes i boble. Også her var han en pioner, mener Jorn, i forhold til det, der hos Roy Lichenstein blev det nye amerikanske maleris force de frappe.

Stumper og stykker af kulturhistoriske citater, reklametekster og -film, avisstumper, panoreringer hen over bylandskaber, film af folk, der går på gaden for lang tid siden, gamle russiske film, gamle amerikanske film (Eisenstein, John Ford, Nicholas Ray), endeløse billedrækker af nye bygninger i bylandskaber, hvor gamle huse er væk. Det er Debords film. Billederne står stille, eller de bevæger sig. Ind imellem er lærredet hvidt. Teksterne bliver talt med en melankolsk monotoni, man kender fra den franske visetradition, Juliette Greco eller Leo Ferré, og fra den franske poesi af den mere jordnære slags, Jacques Prévert og Pierre Mac Orlan. Bagved ligger den store tradition for poésie maudite, der helt tilbage fra middelalderkvadene over Francois Villon, Rimbaud og Lautréamont fører frem til den modernistiske digtning, der mellem 1850 og 1950 udviklede de tanker og deres adækvate udtryksformer, der egentlig er forudsætningen for situationisternes teorier.

Fortæres af drømmenes ild

Når de ville ’realisere kunsten’, altså leve sådan, var det den poesi, de tænkte på: »Vi er glemslens partisaner. Vi vil glemme fortid og nutid. Vi møder nok aldrig hinanden igen. I en afkrog af natten går sømænd i krig. De vil sprænge alle broer, men der er ingen broer at sprænge. Vi krydser igennem postkortlandskaber. Siger du barndom, den er jo her. Vi har aldrig forladt den. Ingen steder findes der adgang. Der findes kun en mulig forvandling af uroen til en afmålt søvn. Drømme er splinter af uforløst glemsel. Vi fandt aldrig de nødvendige våben. Årene går. Vi har intet forandret. Trætheden efter endnu en nat på den lange vandring. Labyrinten hvor vi har strejfet, aldrig blev friheden større end der. Dejlige børn, den tid er forbi. Nu må vi gribe til andre midler. Der var ingen grund til, at vi dengang begyndte. Der er ingen grund til, at det nu er forbi. Det var et spil, vi ikke vil spille. Det var en gåde, vi måtte løse. Vi krydsede gaden, og gaden forsvandt. Den her planet glemmer vi aldrig.«

Den cut-up af teksterne fra Sur le passage de quelques personnes a travers une assez courte unité de temps (1959) og Critique de la séparation (1961) demonstrerer nogenlunde, hvad det drejer sig om.

Alle sætninger i den cut-up kunne læses et eller flere steder på udstillingen om Guy Debord i det monstrøst fremmedgørende Bibliothèque Nationale, Paris, denne sommer. Den franske stat erhvervede i 2011 Debords efterladte arkiver for næsen af amerikanske universiteter for en ganske betragtelig pris, takket være et udefrakommende mæcenat. I dag er den gamle bandit altså fransk nationalklenodie.

Han og de andre oprørere fra de år, da man ville leve, som sproget og tanken lever i den moderne poesis vildeste former, vandrer videre i verden, i de samme triste gader gennem den samme skønne by, der ikke længere findes. Ingen som dem vil nogensinde komme igen. De vandrer rundt og rundt i natten og fortæres af drømmenes ild: IN GIRUM IMUS NOCTE ET CONSUMIMUR IGNI hedder filmen, fra 1978. Titlen er et palindrom, den siger bogstav for bogstav det samme forfra og bagfra. Livet er en labyrint.

»Vi oplever vores ufuldendte eventyr som en havn, vi har mistet,« siger en af personerne, der alle sammen er Debord selv.

Sådan er det, og aldrig mere vil noget lys fordrive det samme mørke.

Centre Pompidou, Paris: Simon Hantaï, til 2. september 2013.

Bibliothèque Nationale, Paris: Guy Debord. Un art de la guerre. Udstillingen er afsluttet, men livet fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her