Læsetid: 4 min.

Forførende forfald

’Den tredje mand’ er filmhistoriens bedste europæiske noir-thriller. Og helt igennem en finsleben diamant af en film
’Den tredje mand’ er en film om en storby, det krigshærgede Wien. Figuren Harry Lime, der ubemærket bevæger sig gennem byens adskilte zoner nede i kloaksystemet, er blevet legendarisk i Orson Welles’ gestaltning.

’Den tredje mand’ er en film om en storby, det krigshærgede Wien. Figuren Harry Lime, der ubemærket bevæger sig gennem byens adskilte zoner nede i kloaksystemet, er blevet legendarisk i Orson Welles’ gestaltning.

5. august 2013

Det er snart 60 år siden, jeg så den første gang, og jeg kan se den igen og igen – der er tale om en evigt genkommende forførelse.

Gnisten tændes hver gang Anton Karas’ citarstrenge dirrer under forteksterne, hvor de fylder hele billedet, og jeg hører den vidtberømte sørgmuntre kendingsmelodi igen. Ingen film har hyldet sin komponist så smukt, som instruktøren Carol Reed gør det her i første billede.

Forførelseskraft og overlevelsesevne er to sider af samme sag. Og hvad består forførelsen så af?

Især billedernes poesi og fortællerytmens musikalitet.

For hvad er det, der gør film til film, i eminent forstand? Det er foreningen af billedmagi med en rytmesans, der både ligger i klipning, kamerabevægelser og i brugen af underlægningsmusik. For at være forførende skal en film være i evig flimrende fremdrift og brusende bevægelse.

Jo, statisk filmkunst af stor lødighed findes, men den kan føles som en dans på stedet, ofte dødfødt.

Medvirkende er selvfølgelig også i høj grad karaktertegning, skuespil– og replikkunst, psykologisk skarpsyn og så videre – men egentlig på et sekundært plan, når vi er helt oppe i de luftlag, hvor de helt store yndlingsfilm befinder sig. Lavet af instruktører, der tænker film som andre komponerer

musik.

Side om side med Den tredje mand taler jeg om titler som Bernardo Bertoluccis mærkeligt glemte Medløberen, Orson Welles’ Politiets blinde øje (Touch of Evil), Jacques Demys Lola, George Cukors En stjerne fødes og François Truffauts Skyd på pianisten og Silkehud.

Sønderbombet Wien

Den tredje mand er en film om en storby, det krigshærgede Wien. Endnu i 1948, da filmen blev optaget, dybt mærket af Anden Verdenskrigs ødelæggelser.

En by med sit eget indbyggede drama, for den var jo i 1948 for ikke så mange årtier siden det europæiske fastlands kulturelle hovedstad side om side med Paris. Men nu altså det nederlagsramte Wien, hvor Hitler havde så mange forhenværende tilhængere, forvandlet til megen af en ruinhob, et smuldrende symbol på det krigshærgede, forarmede, opsplittede Europa og da også opdelt i fire zoner af de sejrende stormagter.

Med denne by som en grandiost forfaldpoetisk kulisse digtede Carol Reed og hans djævleblændte manuskripforfatter Graham Greene en ambivalent moralsk billedfabel om venskab, kærlighed på trods, desillusion, forræderi og syndefald.

En moderne skurk

Figuren Harry Lime, der ubemærket bevæger sig gennem byens adskilte zoner nede i kloaksystemet, er blevet legendarisk i Orson Welles’ gestaltning.

En påfaldende moderne type på den inkarnerede, kynisk-charmerende spekulant og åleglatte charmør, med mavebesvær, politikerlede og stor værdsættelse af skatteunddragelse.

Men også, i katolikken Graham Greenes optik, en falden engel med sin stadig bevarede tro på Gud og nåde. En opadgående stræben mærkes – hvadenten det sker i det forladte pariserhjul højt hævet over pøblen eller nede fra dybet, hvor hans fingre stritter op fra risten i håbet om at nå op, op, op – væk fra kloakken.

Et relativt langt stykke inde i filmen gør den officielt afdøde Lime sin berømte entré i filmens måske mest virtuose scene. Kameraet drages mod ham, ud i byens nattemørke, hvor en kat finder vej til hans skjulested.

En jaget mand, men stadig med en diabolsk charme i behold: Orson Welles’ drillende intimt, indforståede blik, da han møder sin retskafne ungdomsven Joseph Cotten, orkestreres frem til at blive et af filmhistoriens store øjeblikke.

Lykkelige valg

Filmen var i et og alt forud for sin tid og resultatet af Carol Reeds lange række af lykkelige valg (ikke mindst i rollebesætningen), da han forberedte og optog filmen – med en produktionstid på fem måneder!

Hver scene blev poleret, så den står skinnende klart, og Reed sad i et studie i sin baghave sammen med filmdebuterende Anton Karas og lagde i to en halv måned citarmusik under de sorthvide optagelser, der ofte virker klippet, så de passer til musikken. I passager er dette er næsten en musical noir, med citaren som stjerne!

Orson Welles synes oplagt som Harry, men Reed måtte kæmpe for at få ham med, og andre rolleforslag var Noel Coward (!) og Robert Mitchum. I sidste øjeblik fik man – udover den velplacerede, forbitrede Alida Valli i den kvindelige hovedrolle – endnu en stjerne med og tilmed én, som mange, deriblandt Graham Greene, mener yder filmens allerstærkeste præstation: den meget engelske Trevor Howard som den sardoniske major Calloway, flinthård i sin retfærdighedssans.

Udødelige film

Den tredje mand er en af de film, der nægter at blive glemt.

Siden sin fremkomst har den fem gange haft officiel repremiere herhjemme, og i Wien har den sit eget museum, drevet af private entusiaster, der hver lørdag fremviser alt hvad hjertet kan begære angående Reeds film. Forfatteren Peter Tudvad har gennemfotograferet Wien på kryds og tværs for at vise, hvordan filmens uforglemmelige mørke, regnvåde byscenerier ser ud i dag. Og efter Fritz Langs M og Billy Wilders Kvinden uden samvittighed er Den tredje mand den højst rangerede film på IMDB’s rangliste for thrillere lavet før 1950, valgt af over 75.000 brugere.

For den da kun 42-årige Carol Reed blev filmen den sidste store udladning. Hans senere film nåede aldrig op på nær samme niveau. Jeg kan huske ham sidde ensom i et casino i Cannes under en festival sidst i 1960’erne, underligt fortabt og melankolsk. Et levn fra fortiden.

Han levede for at lave film, men havde for længst mistet evnen til at skabe mesterværker. Han døde i 1976, 69 år gammel, og da havde han ikke lavet film i fire år.

Serie

Filmanmeldernes yndlingsfilm

Hvilke film kan Informations filmanmeldere bare se igen og igen? Det spørgsmål besvarer de hver især i en artikel om deres yndlingsfilm. Og det er et udvalg, der byder på flere overraskelser. 

Seneste artikler

  • Verdens bedste julefilm

    10. august 2013
    Det er ikke spor nemt for filmredaktøren at vælge en yndlingsfilm blandt alle de film, han holder af. Men når de andre i filmredaktionen kan, kan han vel også
  • Amerika er et barn i en sær voksen mands krop

    7. august 2013
    Og ’Big’ er min barnligheds ultimative lystfilm, fordi den udstiller liberalismens lækre fatamorgana
  • To mænd og et skab i Kerteminde

    1. august 2013
    En polsk kortfilm udfordrede en dag den lokale kinos kulørte repertoire og tilbød – modsat i dag – en sjælden chance for at få et skud magisk filmhistorie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Rikard
  • Vibeke Rasmussen
  • HC Grau Nielsen
  • Ivan Ziz
Kristian Rikard, Vibeke Rasmussen, HC Grau Nielsen og Ivan Ziz anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Hvordan forholder denne fremhævelse, ophøjelse og kanonisering af "Den Tredje Mand" sig til, at forfatteren bag filmen, Graham Greene, aldrig opnåede anerkendelse som en fin og seriøs forfatter? Bogen er heller ikke med i Informations aktuelle kanon over europæisk litteratur siden 1945. Europa, kend din sjæl.

Søren Kristensen

Den (3. mand) og de andre på Piils favoritliste gad jeg godt se igen på DR1 eller 2 i stedet for fx Mission Impossible for hvem ved hvilken gang.

Da da di da da ..da da...

Lone Christensen, Tue Romanow og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Harry Lime: In Italy for 30 years under the Borgias they had warfare, terror, murder, and bloodshed, but they produced Michelangelo, Leonardo da Vinci, and the Renaissance. In Switzerland they had brotherly love - they had 500 years of democracy and peace, and what did that produce? The cuckoo clock.

Det er både underligt og ærgerligt, at 'Skyd på pianisten' aldrig bliver vist nogen steder.

Er der mon en forklaring på det?

Harry Limes sardoniske kommentar om kukure var et bidrag fra Orson Welles, og blir ofte brugt som et argument for at krig og uro skaber udvikling, mens fred kun skaber stilstand. Dette afspejler nok figurens verdensbillede, men ikke har meget at gøre med virkeligheden. Det uafhængige Schweiz har ikke haft de nævnte 500 års fred, men har undervejs været en del af Frankrig, og har siden skabt sig en omfattende militærindustri - og kukuret blev opfundet i Tyskland.

Niels Engelsted

Ja, den citarmusik er fantastisk!

Og kloakken, som min kone og jeg besøgte ved en misforståelse. Vi havde bestilt en anden 3-mand tur i Wien, og nåede ikke at luske væk, da de slæbte våddragterne frem og blanketterne, hvor vi skulle afskrive os retten til erstatning, vi var nemlig de eneste turister. Og så var det en stor oplevelse, da vi endelig havde overvundet skrækken!

Vibeke Rasmussen

Ja, uden at ville bagatellisere filmens andre medvirkende, så langt fra, kan man sige, at der i filmen er to dominerende tilstedeværelser, Orson Welles Harry Lime … og musikken.

Og til trods for at førstnævnte, næsten som i selve filmen, i traileren udelukkende vises som en skygge, er de alligevel begge to uafrystelige.

"He'll have you in a dither with his zither", som der forudsiges i traileren.

http://m.youtube.com/watch?v=M7d9VpSdGhA&feature=related

Lone Christensen

Jeg kan på stående fod ikke huske noget plot men lyden og billederne er limmet til hukommelsen....
- især det uhyggelige, mærkelige og absurde, som gør det hele skræmmende på en mærkelig 'suspense' måde...

Og en detalje; Efter ganske få minutter glemmer jeg fuldstændig at det er sort/hvid, som jeg ser....