Forførende forfald

Det er snart 60 år siden, jeg så den første gang, og jeg kan se den igen og igen – der er tale om en evigt genkommende forførelse.

Gnisten tændes hver gang Anton Karas’ citarstrenge dirrer under forteksterne, hvor de fylder hele billedet, og jeg hører den vidtberømte sørgmuntre kendingsmelodi igen. Ingen film har hyldet sin komponist så smukt, som instruktøren Carol Reed gør det her i første billede.

Forførelseskraft og overlevelsesevne er to sider af samme sag. Og hvad består forførelsen så af?

Især billedernes poesi og fortællerytmens musikalitet.

For hvad er det, der gør film til film, i eminent forstand? Det er foreningen af billedmagi med en rytmesans, der både ligger i klipning, kamerabevægelser og i brugen af underlægningsmusik. For at være forførende skal en film være i evig flimrende fremdrift og brusende bevægelse.

Jo, statisk filmkunst af stor lødighed findes, men den kan føles som en dans på stedet, ofte dødfødt.

Medvirkende er selvfølgelig også i høj grad karaktertegning, skuespil– og replikkunst, psykologisk skarpsyn og så videre – men egentlig på et sekundært plan, når vi er helt oppe i de luftlag, hvor de helt store yndlingsfilm befinder sig. Lavet af instruktører, der tænker film som andre komponerer

musik.

Side om side med Den tredje mand taler jeg om titler som Bernardo Bertoluccis mærkeligt glemte Medløberen, Orson Welles’ Politiets blinde øje (Touch of Evil), Jacques Demys Lola, George Cukors En stjerne fødes og François Truffauts Skyd på pianisten og Silkehud.

Sønderbombet Wien

Den tredje mand er en film om en storby, det krigshærgede Wien. Endnu i 1948, da filmen blev optaget, dybt mærket af Anden Verdenskrigs ødelæggelser.

En by med sit eget indbyggede drama, for den var jo i 1948 for ikke så mange årtier siden det europæiske fastlands kulturelle hovedstad side om side med Paris. Men nu altså det nederlagsramte Wien, hvor Hitler havde så mange forhenværende tilhængere, forvandlet til megen af en ruinhob, et smuldrende symbol på det krigshærgede, forarmede, opsplittede Europa og da også opdelt i fire zoner af de sejrende stormagter.

Med denne by som en grandiost forfaldpoetisk kulisse digtede Carol Reed og hans djævleblændte manuskripforfatter Graham Greene en ambivalent moralsk billedfabel om venskab, kærlighed på trods, desillusion, forræderi og syndefald.

En moderne skurk

Figuren Harry Lime, der ubemærket bevæger sig gennem byens adskilte zoner nede i kloaksystemet, er blevet legendarisk i Orson Welles’ gestaltning.

En påfaldende moderne type på den inkarnerede, kynisk-charmerende spekulant og åleglatte charmør, med mavebesvær, politikerlede og stor værdsættelse af skatteunddragelse.

Men også, i katolikken Graham Greenes optik, en falden engel med sin stadig bevarede tro på Gud og nåde. En opadgående stræben mærkes – hvadenten det sker i det forladte pariserhjul højt hævet over pøblen eller nede fra dybet, hvor hans fingre stritter op fra risten i håbet om at nå op, op, op – væk fra kloakken.

Et relativt langt stykke inde i filmen gør den officielt afdøde Lime sin berømte entré i filmens måske mest virtuose scene. Kameraet drages mod ham, ud i byens nattemørke, hvor en kat finder vej til hans skjulested.

En jaget mand, men stadig med en diabolsk charme i behold: Orson Welles’ drillende intimt, indforståede blik, da han møder sin retskafne ungdomsven Joseph Cotten, orkestreres frem til at blive et af filmhistoriens store øjeblikke.

Lykkelige valg

Filmen var i et og alt forud for sin tid og resultatet af Carol Reeds lange række af lykkelige valg (ikke mindst i rollebesætningen), da han forberedte og optog filmen – med en produktionstid på fem måneder!

Hver scene blev poleret, så den står skinnende klart, og Reed sad i et studie i sin baghave sammen med filmdebuterende Anton Karas og lagde i to en halv måned citarmusik under de sorthvide optagelser, der ofte virker klippet, så de passer til musikken. I passager er dette er næsten en musical noir, med citaren som stjerne!

Orson Welles synes oplagt som Harry, men Reed måtte kæmpe for at få ham med, og andre rolleforslag var Noel Coward (!) og Robert Mitchum. I sidste øjeblik fik man – udover den velplacerede, forbitrede Alida Valli i den kvindelige hovedrolle – endnu en stjerne med og tilmed én, som mange, deriblandt Graham Greene, mener yder filmens allerstærkeste præstation: den meget engelske Trevor Howard som den sardoniske major Calloway, flinthård i sin retfærdighedssans.

Udødelige film

Den tredje mand er en af de film, der nægter at blive glemt.

Siden sin fremkomst har den fem gange haft officiel repremiere herhjemme, og i Wien har den sit eget museum, drevet af private entusiaster, der hver lørdag fremviser alt hvad hjertet kan begære angående Reeds film. Forfatteren Peter Tudvad har gennemfotograferet Wien på kryds og tværs for at vise, hvordan filmens uforglemmelige mørke, regnvåde byscenerier ser ud i dag. Og efter Fritz Langs M og Billy Wilders Kvinden uden samvittighed er Den tredje mand den højst rangerede film på IMDB’s rangliste for thrillere lavet før 1950, valgt af over 75.000 brugere.

For den da kun 42-årige Carol Reed blev filmen den sidste store udladning. Hans senere film nåede aldrig op på nær samme niveau. Jeg kan huske ham sidde ensom i et casino i Cannes under en festival sidst i 1960’erne, underligt fortabt og melankolsk. Et levn fra fortiden.

Han levede for at lave film, men havde for længst mistet evnen til at skabe mesterværker. Han døde i 1976, 69 år gammel, og da havde han ikke lavet film i fire år.