Interview
Læsetid: 6 min.

Forvandlingskuglen fra 80’erne

Marvelous Mosell trives i en kitschet tidslomme, som sender ham af sted på den ene dybt originale rimrejse efter den anden. Information har været på besøg i hulen hos det fænomenalt rablende rapfænomen, der står foran sin festivaldebut. Herfra fortæller han om sin oprigtige forkærlighed for den fortid, der definerede det vigtigste af alt. Altså hiphoppen
Kultur
2. august 2013
Marvelous Mosells forvandling til ’a blast from the past’. Normalt får han ikke lyttet meget til tidens toner – Daft Punks retropumpende ’Get Lucky’ ville han dog godt være med på: ’Men nu kender de jo næppe mig,’ tilføjer rapperen.

Egentlig ville Marvelous Mosell slet ikke mødes. Det bekendtgjorde rapperen som noget af det første i en besked afsendt fra hans beskedne Facebook-fanside tilbage i januar:

»Men det kan være, jeg er frisk en anden gang,« udglattede han.

Allerede i vinter syntes det givet, at der ville blive en anden gang. Til trods for sine hjemmeklippede og aldeles mageløse musikvideoer på YouTube havde Marvelous Mosell længe begrænset sig til at være en velbevaret hemmelighed i den danske hiphopundergrund. Dernede værner man pr. definition om sine guldklumper og holder helst seriøst talent langt væk fra den massekonsumerende og ergo også devaluerende pøbel.

Problemet var, at Marvelous Mosell – mod egen vilje eller ej – ikke kunne holdes nede meget længere. Det var indlysende, at hans originalitet var for universel, og det var derfor, jeg en kende utålmodigt havde skrevet til ham – så jeg var den heldige, der kunne få lov at slippe gækken løs.

Et par måneder senere kom P3 mig i forkøbet. Det skete naturligvis, fristes man til at skrive, helt uden at spørge. Radiostationen kunne ikke holde nallerne fra de gratis downloads, som hobede sig op på Marvelous Mosells noget nær analoge hjemmeside, og så funkede hittet »Jeg var blevet syg og ku’ li’ det« ud i æteren til hundredtusinder af forårshungrende danskere. Igen og igen.

Snart efter sad Marvelous Mosell og svarede på spørgsmål i P3’s morgenflade, mens hans Facebook-fanskare eksploderede – næsten som i en atomkrig af den slags, han på overrumplende vis afslutter en af sine andre uforlignelige narrativer med.

Begejstringen blandt lytterne var forståelig, for nummeret »Jeg var blevet syg og ku’ li’ det« (en fortælling om at melde sig skidtmads mandag morgen og dernæst begrave gluggerne i amerikanske tv-serier) fængede øjeblikkeligt. Og vakte minder:

»Der var Melrose Place, det var knap så fly / for jeg er mere sådan en Beverly Hills-type of guy / Jeg lå dér og slapped’ med en pose chips og zapped’ / Selvom jeg var sløj og lidt snottet, var det dér med sygdom slet ik’ så tosset,« konstaterede Marvelous Mosell, som erklærede sig svævende »på en lyserød sky«.

Kitsch stod med andre ord ud af samtlige ender på patienten, mens hans københavnerklæge Gummi Tarzan-flow vrikkede rundt på det genbrugte breakbeat fra discojointen »She’s a Bad Mama Jama« af Carl Carlton.

Skjulte referencer

Det mest bemærkelsesværdige var dog reaktionen fra fodsoldaterne i hiphopundergrunden. Ingen følte tilsyneladende, at rapperen hermed gled nogen af hænde.

Det findes der en god forklaring på. Som i sine øvrige lyrikøvelser bugner Marvelous Mosells »Jeg var syg og ku’ li’ det« nemlig af skjulte referencer og dobbelttydigheder af så sofistikeret en kaliber, at man skal være inkarneret hiphopfan for at opsnappe dem … På amerikansk er man for eksempel både blæret, dygtig og sej, når man er ill (altså syg), og når man kunne forledes til at tro, at Marvelous Mosell rapper »Ja, jeg havde en brist«, siger han i virkeligheden: »Ja, jeg havde en blast«. Det er hiphopsk for at have en fest.

Personligt hører jeg også en klokkeklar reference til Grandmaster Flash and the Furious Fives 1982-klassiker »The Message«, som beretter om »broken glass everywhere«. Den falder, når Marvelous Mosell får fråderen på (han er altså temmelig sulten) i sin sygeseng og konstaterer, at der er »kagekrummer allevegne«.

Da vi endelig mødes i slutningen af juli, afviser Marvelous Mosell, at referencen til »The Message« er lavet med overlæg:

»Hvis jeg har gjort det, er det ubevidst. Men jeg tænker i det hele taget ret meget på gamle raptekster, og det er rigtigt, at jeg gør noget ud af, at der er de her små ekstra detaljer. I et track som »Dansk Ninja Turtles rap« er det jo nok også de færreste, der ved, hvad footwork (dansetrin i breakdance, red.) går ud på. Og hvem Kool Herc (dj fra 1970’ernes Bronx i New York City, red.) er,« forklarer han.

Over- og undergrund i én

Der er altså lunser nok til alle, og dermed rummer den 30-årige mikrofonkontrollør med barndomsminder fra Frederiksberg og Hundested i rygsækken noget så sjældent som undergrund og overgrund i én og samme person. Et faktum, der sender forventningerne på himmelflugt inden lørdag eftermiddags koncert på Vanguard Festival i Søndermarken, hvor Marvelous Mosell for første gang optræder for et større honorar end en håndfuld ølbilletter. På internetforummet rapspot.dk glæder enkelte brugere sig ligefrem mere til at opleve debutanten end newyorkerlegenderne fra Wu-Tang Clan, som efter planen lukker ballet.

Derfor vil det formentlig komme som et mindre chok, at rapsensationens kunstnerefternavn ikke skyldes en eller anden subkulturel subtilitet, men simpelthen er en fusion af hans borgerlige alias: Når Morten Sell propper en forvandlingskugle i munden og gnasker igennem, bliver han til Mosell; en tegneserie-agtig helterapper med omvendt sixpence, fake ass-guldkæde og et par abnorme solbriller. Som en kærkommen bonus i et videospil rimer navnet tilmed på Opel – det udprægede 1980’er-bilmærke, som hans far ikke bare kørte ham rundt i, men som også namedroppes skødesløst, når rapperen fører sig frem over for sin teenforelskelse i »Jeg tænker på dig«. Et nummer, der i øvrigt sampler det samme nostalgivækkende meloditema som hedengangne Sportslørdag på DR.

»Jamen, jeg er sådan lidt en sucker for alt det, der var. Jeg følger ikke så meget med i alt det nye,« erkender han blankt.

Den slags, drømme er gjort af

’M. Sell’ står der selvfølgelig på døren, der leder ind til ungkarlens tidslomme af en baggårdslejlighed højt hævet over det meste af Ydre Nørrebro. Heroppe sætter han en dampende kop frysetørret kaffe på bordskåneren foran sig og slår hængerøven i den vist nok imiterede lædersofa, mens jeg ser mig omkring. Rapperens crib er en overskuelig affære, og hans forkærlighed for fortiden skinner klart igennem. Ikke kun fra plakaterne af overeksponerede solnedgange, men også i det antikke B&O-fjernsyn og en hylde med VHS-titler som He-Man og Dick Tracy. Den slags. De pladskrævende kassetter henter han gratis i genbrugsbutikkerne, som bare gerne vil af med dem.

»Jeg har heller ingen smartphone. Det er ikke, fordi jeg bevidst prøver at være old school, men fordi nye ting ikke interesserer mig.«

Over sengegærdet i den lille lejlighed flammer en ultrakort tekst fra en af de overeksponerede solnedgange: ’DREAMS’, står der. Marvelous Mosell drømmer sig ofte tilbage. Det har enspænderen gjort, siden han en smule sent opdagede hiphoppen via gangstarappere som Snoop Doggy Dogg og Dr. Dre. Han fortæller hengivent om sin 16 år gamle hobby, og da jeg indskyder, at pionererne Rockers By Choice efterlignede deres Bronx-forbilleders levevilkår ved at smide aviser i opgangene, nikker han:

»De fik det altså til at se slum ud? Det ville jeg nok også have fundet fedt som helt ung.«

Mopp deep

Allerede dengang rappede Marvelous Mosell, men det var først, da han som desorienteret 19-årig endte på en produktionsskole, at han begyndte at indspille en smule musik.

»Inden da var jeg startet på en masse forskellige ting, men der var aldrig rigtig noget, der var mig.«

Akkompagnementet finder han fortsat ved at gå på hovedbiblioteket – hellere det end internettet, forstås – og udvælge cd’er, der stinker af gammel disco og funk. Ud af instrumentalstykkerne sammenklipper han et rytmisk underlag at fortælle over.

Narrativerne bliver til som små film oppe i hans hoved. Marvelous Mosell finder gerne på dem, mens han går og mopper gulv tidligt om morgenen i et kontorkompleks. Egentlig er han uddannet elektriker, men det viste sig at være for farligt:

»Jeg kunne ikke finde på historier, mens jeg stod og skiftede en eltavle et sted. Det var alligevel for risky. Når jeg gør rent, bestemmer min chef jo. Men så er jeg konge af verden, når jeg laver raptekster,« pointerer han.

Marvelous Mosell drømmer stadig. Han håber en dag at kunne kvitte sit rengøringsjob og hellige sig rappen. Det går den rigtige vej. Bookingerne strømmer ind, og de begrænsede vinyludgivelser bliver udsolgt, så snart han har et nyt tryk parat.

Lyden af og fortællingerne fra svundne tider planlægger han ingenlunde at ændre på:

»Jeg regner med at blive i samme rille. Det er jo den verden, jeg bedst kan lide.«

 

Vanguard Music Festival finder sted i Søndermarken, Frederiksberg, i dag og i morgen. Ud over Marvelous Mosell kan man bl.a. opleve Rodriguez, Håkan Hellström, Kashmir og The Heliocentrics (fredag) samt Wu-Tang Clan, De La Soul, Malk De Koijn, Doom og Pharoahe Monch (lørdag). vanguard-festival.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her