’Mit hjem er i mine bøger’

Om et øjeblik er toget i Humlebæk,« melder højttaleren, og halvdelen af toget rejser sig. Et øjeblik efter vandrer vi i en lang karavane imod Louisiana, det rygsækbærende grå guld rigt repræsenteret. Der er litteraturfestival, bøgernes fest.

Mit første mål er Sofi Oksanen i koncertsalen, og jeg er der en halv time før. Forgæves. Køen slanger sig langt ud i parken, og mit pressekort gør intet indtryk, jeg kunne lige så godt have viftet med en bon fra Aldi.

Men der er storskærm i parken, og det er fint nok for mig, mens et par unge kvinder bag mig synes, at et er ’lidt taberagtigt’ at sidde dér på græsset i stedet for i koncertsalen. Vi er imidlertid mange tabere, de seks opstillede bænkerækker er for længst fulde, og bagved vokser en kødrand af mennesker støt og når helt hen til Louisianas erstatning for suttetræet: Et træ, hvor man kan hænge en manilalap med en hilsen på, hvilket allerede myriader på alskens sprog har benyttet sig af.

Så træder tilløbsstykket ind på storskærmen. Et broget tørklæde, hvis snipper falder langt ned ad ryggen, holder Sofi Oksanens store hår sammen, røde læber, blå øjenskygge, højhælede tofarvede sko. Hun ligner præcis de fotos, man har set af hende.

Stemmen er derimod en overraskelse, dyb, mørk og autoritativ. Hun redegør grundigt og indsigtsfuldt for hele den spegede, historiske baggrund for sin nyeste roman, Da duerne forsvandt, hedder den og er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Forklaringen på titlen er typisk oksanensk i sin lavmælte grumhed: Duerne forsvandt, da tyskerne kom, for de åd dem!

En flygtningeskæbne

Jeg tør ikke høre hende til ende. Belært af erfaringen går jeg til Giacomettisalen, der 15.30 skal indtages af Johannes Anyuru. Han fik et gennembrud, der gav genlyd, med debutdigtene Kun guderne er nye, hvor han genskriver selve den europæiske kulturs debutdigtsamling, Iliaden, henlagt til et svensk indvandrerkvarter, hvor heltene fra Trojas kampe er udskiftet med indvandrerdrengenes bandekrige. Peleiden Akilleus er blevet til Niggeren Akilleus osv.

Såvel de svenske som de danske anmeldere var overvældede. En ung mand, der tør træde frem med det helt store episke udtræk og samtidig som talerør for sin generation af utilpassede, diskriminere og mishandlede unge. Og gøre det med et sprog, der vover at tale med Homer. Intet mindre.

Nu har han skrevet en roman om sin ugandiske fars liv, En storm kom fra paradiset (med allusion til Walter Benjamins karakteristik af Paul Klees »Historiens engel«, der fra paradiset blæses rygvendt ind i fremtiden af en paradisisk vind, mens han forfærdet betragter den verden, han lægger bag sig.) Også den roman er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Faren blev uddannet som militærpilot i Athen, men inden han var færdiguddannet, kom Idi Amins kup. Faren, der for enhver pris ville flyve og ikke var specielt optaget af politik, fik job i Zambia med at sprøjte frugtplantager fra luften. Men han blev kidnappet og ført til Tanzania, hvor de ikke troede på dén historie og anbragte ham i en militærfangelejr. Herfra kom han til Kenya, hvor han levede som hjemløs, indtil han traf Johannes Anyurus svenske mor og kom med hende til Sverige. Da Anyurus var syv år, blev forældrene skilt, og faren flyttede til Göteborg.

En hyldest

Der er god plads endnu. En hvidhåret kvinde ved min side fordriver ventetiden med at læse en fransk roman, jeg tæller publikum. Tre fjerdedele er ældre mennesker, en tredjedel yngre. Forreste række: Seks kvinder, en mand. Næste: Seks kvinder, én mand. Tredje: otte kvinder, én mand. Fjerde: kun kvinder. På femte og sjette række sidder tre mænd på hver, resten kvinder.

Så er salen fyldt, og Johannes Anyuru tager plads sammen med litteraturfestivalens arrangør, Christian Lund. Men først læser han indledningen til sin roman op, hvor faren er i forhør hos de tanzanianske myndigheder. Rytmisk, syngende, det lyder næsten som poesi, trods det uhyggeligt truende indhold.

P hedder hans far i bogen, det føltes underligt at skrive papa og også underligt at skrive Paul, som farens navn var, derfor P. Et lidt bureaukratisk P, ligesom Kafkas K, forklarer Anyuru. Der er kvalitet over hans forbilleder!

Christian Lund mener, at romanen med farens drøm om at flyve, spænder over både romantik og benhård realitet. Anyuru relativerer det lidt. Det er rigtigt, at faren havde denne romantiske drøm, men han tog også jobbet som flyver i Zambia for at vedligeholde sine færdigheder.

Bogen har taget ham 10 år at skrive, fortæller han. Det svære var at få de mange lag i farens historie med. Den skulle være spændende, og samtidig var det en tragedie om en mand, der blev afskåret fra sit liv. Hvortil kommer, at farens skæbne spejler tusindvis af menneskers flygtningeskæbner.

»Når man er afrikaner i Sverige, er der ikke mange, som tror, at man kan noget,« forklarer Anyuru. »Det er svært at have haft himlen og så kun at kunne få de dårligste job.«Christian Lund bemærker, at romanen er noget så sjældent som en søns hyldest til sin far.

For at skrive bogen måtte den voksne Johannes Anyuru lære sin far at kende igen, forklarer han, men netop ved at skrive kom han tæt på ham.

»Det blev det lettere at tilgive ham, at han var rejst,« fortæller han, mens øjnene bliver en smule blanke og hånden farer hen under næsen et par gange. »Jeg ville give ham værdighed,« siger han så. Faren døde for halvandet år siden, han var fattig, og det var en sorg for ham, at han ikke kunne efterlade sine børn en arv.

»Jeg tænkte, at det da er noget, at arve sådan en historie. Hver gang jeg så på himlen, følte jeg, at det var fars himmel.«

Både Sofi Oksanen og Johannes Anyuru skriver om hjemløshed, på grund af krig, på grund af flugt.

»Mit hjem er i mine bøger,« siger Anyuru.

En af dem får nok Nordisk Råds Litteraturpris i år.