Læsetid: 2 min.

Klaus spiser en chili

22. august 2013

Klaus spiser en chili og ligner en, der lader, som om at han ikke er ved at dø, men faktisk er ved at dø. Det er et spørgsmål om ære for gastromanden. En ny form for ære.

Klaus sidder ved et bord ude i sin baghave. Han ligner med sit skæg og sin røde kasket en blanding af Søren Ryge og en fandens karl fra Vesterbro, der brygger sin egen øl og griller indvolde og har en konceptrestaurant.

Hjemmedyrkede chiliplanter læner sig ind i videokameraets billedfelt. Klaus fyrer en særligt stærk en af slagsen, en ’fatali’, hentet i Rønne, ind i munden, tygger, siger: »Mmm,« tygger, siger: »Mmm.« Så begynder Klaus at rykke på sig. Han gnider sig på maven, ansigtet fortrækker sig. »Rigtig … perfekt … smag,« stammer han og stønner og priser den lovede smag af citrus og holder masken, samtidig med at den flækker. Ulidelige fire minutter senere vakler Klaus hen og slukker for kameraet.

Klaus minder om den type moderne gastromand, der går langt og lider stort for smagsoplevelser. Man skal ikke bare være villig til at ofre mange penge for at danne fortrop blandt danske feinschmeckere. Man skal ofre sig. Skyde egne dyr. Nakke og æde. Rejse efter bær. Bygge en rygeovn, når ingen andre orker.

Klaus lægger samtlige fem minutter op på YouTube. Få dage senere er han hele Danmarks ’Chili-Klaus’. Kulturkendte som Mikael Bertelsen linker til klippet på Facebook, og ’Chili-Klaus’ kommer i Go’morgen Danmark, hvor tv-vært Mikkel Kryger patter på den virale succes ved også at spise en chili og ved også at lide – underholdende. Danmark morer sig også over Kryger, og få dage senere, til uddelingen sidste fredag af TvPrisen på TvFestival 2013, bliver han interviewet af TV 2 om indslagets succes.

»Nu ved jeg, at det, seerne vil have, er at jeg spiser noget mærkeligt og sjovt!,« siger han.

Det, som i hvert fald jeg elsker ved Klaus, der spiser en chili, er ikke så meget det »mærkelige og sjove« – jackass-effekten ved at gøre noget dumt. Min småsadistiske fryd over den moderne gastromands selvydmygelse føles som en befrielse fra den selvstolte, moderne gourmand, fra Bonderøven eller eventyr-tv-kokken, der går gennem ild og vand for den autentiske oplevelse, ham, som ikke tør indrømme, at visse ting simpelthen ikke er smagen værd. Klaus, derimod? Han udstiller med selvironi sin egen fatale hybris.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Det skal da lige passe, at en stupid idiot med så 'noble' holdninger, bliver gjort til helt:

"Skal man voldtages, kan man lige så godt lægge sig ned og nyde det" og "man kan godt have lyst til en ladyboy, men prøver man en, vil man fortryde det for evigt".
http://go.tv2.dk/underholdning/2013-08-18-tv-chilikongen-klaus-sl%C3%A5e...

lars abildgaard, Bjørn Pedersen, Brian Pietersen, Grethe Preisler, Vibeke Rasmussen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Kunne han ikke drikke vandet i glasset?
Det virker ikke udpræget professionelt at spise en hel chili uden at kende dens styrke.

Det moderne menneske har tilsyneladende meget små forventninger til underholdning, når dette kan blive til et viralt hit og ikke mindst gøre personen til dette nye begreb: "TV-personlighed".
Jeg stiller mig ubetinget på Inger Sundsvalds side i bedømmelsen.

lars abildgaard, Patrick Winther, Levi Jahnsen, Tue Romanow, Brian Pietersen, Grethe Preisler, Lise Lotte Rahbek og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Inger Sundsvald

Tja, Mosbak og jeg er jo også kendt for at overse enhver form for humor, subtil eller ej ;-)

lars abildgaard, Vibeke Rasmussen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Min småsadistiske fryd over den moderne gastromands selvydmygelse føles som en befrielse fra […] Bonderøven …"

Hvad? Nåh jo! Ham Frank Erichsen, manden, der i alt hvad han gør, sætter kvalitet i højsædet. Han som om nogen besidder faglig stolthed, og dét hvadenten han bygger, snedkererer, sylter, henkoger, murer, maler … Han som sætter en ære i at udføre alt i respekt for både råmateriale, dyr, naturen og for pågældende fag, og som, når der er noget, han ikke allerede kan eller véd, gør sig den ekstra umage, af interesse og videbegærlighed, at sætte sig ind i det.

Ja tsk-tsk, ham er det da godt nok en befrielse at slippe for. Nej, må vi be' om mere dilettanteri som ’Chili-Klaus’, tak.

Christian Harder, Niels Mosbak og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Børge Rahbek Jensen,

Toke Andersen har ret - det hjælper ikke en dyt at drikke postevand, tværtimod. Man lige så godt prøve at slukke ild i en frituregryde med vand. Virkningen vil være den samme.

Så bare for det tilfælde at en af dine unger skulle blive inspireret af "TV-personligheden Chili-Klaus" til at imponere sine kammerater med en remake af hans stunt: Hæld skyndsomst en liter ymer eller yoghurt i halsen på det stakkels barn.

Så sparer du også en tur til skadestuen ;-)

Grethe Preisler

Det eneste muntre ved dette stunt er den kendsgerning, at når Chili-Klaus skal af med ladningen af chili igen, vil han opleve et deja-vu - det kan man selvfølgelig ikke vise seerne.

Christian Harder, Levi Jahnsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Personligt så jeg gerne meget mere af den slags på Youtube, derved kunne vi afskaffe både Go'morgen, Go'middag, Go'aften og Helt Go'nat Danmark - og nå et betydeligt skridt henimod afskaffelsen DR som tvungen licens diktatur - inden for genren "søvndyssende landsdækkende afvæbningsprogrammer til total pacificering af danskens modstand mod det etablerede". Men det have vist ikke så meget med mad at gøre...

"Det eneste muntre ved dette stunt er den kendsgerning, at når Chili-Klaus skal af med ladningen af chili igen, vil han opleve et deja-vu - det kan man selvfølgelig ikke vise seerne."

Det kommer sikkert i fremtidens program koncepter, kunne forestille mig programmer som, "med kendis på lokum", "der skides" etc.

Anders Jensen

Sjovt at se at humoren fuldstændigt flyver over hovedet på nogen :)
Men sådan er humor jo, nogen forstår den, andre ikke ;)

Men lad os da endelig fornedre os selv, ved at blive personlige over for manden.

Chili Klaus har min respekt, og jeg finder manden påfaldende ligetil, empatisk og sjov :)

Soren Andersen og Kirstine Christensen anbefalede denne kommentar

Hvorledes kan det være, at mange af jer herinde er så negative? I kan da være noget så ligeglade hvis én som Chili Klaus ikke har jeres interesse. I har mere travlt med, at fremstå intellektuelle end at have fokus på emnet. Lev lidt, smil lidt det kunne være at I så rent faktisk opdagede joken i Chili Klaus' videoer.

"Skal man voldtages, kan man lige så godt lægge sig ned og nyde det" og "man kan godt have lyst til en ladyboy, men prøver man en, vil man fortryde det for evigt". Forstå nu at manden laver sjov, helt seriøst, hvis I alle sammen er så kloge, så burde I kunne se det.

Det eneste muntre ved disse indlæg er jeres manglende evne til, at forstå hvorfor Chili Klaus' videoer er gået virale og hvorfor han er blevet så populær.

Liv nu lidt op kære venner og smil til verden. Hvis ikke Klaus er finkulturel nok til jer, så lad være med, at se eller høre på ham!? Sværere er det ikke.

Børge Rahbech Jensen

"Hvorledes kan det være, at mange af jer herinde er så negative?"

For mit vedkommende skyldes det flere forhold. Det ene er, at jeg ikke bryder mig om morskab over andres ulykke. Det andet er, at jeg savner fx. nogle informationer om forskellige chilier el. tips til brug af dem. Når jeg ser videoerne, hvor Klaus spiser chili, får jeg ondt af ham og venter på en forklaring, der aldrig kommer, fx. om brugen af de stærke chilier.