Læsetid: 5 min.

En liberalistisk kamp for kunsten

Liberal Alliance måtte kæmpe for at få Johnny Madsens malerier op at hænge på Christiansborg, dengang de hed Ny Alliance. ’Kulturparnasset’ var imod, så liberalisterne endte med selv at betale. Johnny Madsen skulle det være, for det er fedest, når man kender kunstneren, mener landsformand og MF, Leif Mikkelsen
Christiansborgs kunstudvalg var ikke begejstret for Liberal Alliances ønske om at hænge Johnny Madsens malerier op i deres gruppeværelse. Udvalget mente ikke, at den kunstneriske kvalitet var høj nok til en plads på Christiansborg. Liberal Alliance sagde o.k. – og købte så selv Madsens værker.

Christiansborgs kunstudvalg var ikke begejstret for Liberal Alliances ønske om at hænge Johnny Madsens malerier op i deres gruppeværelse. Udvalget mente ikke, at den kunstneriske kvalitet var høj nok til en plads på Christiansborg. Liberal Alliance sagde o.k. – og købte så selv Madsens værker.

Tine Sletting

3. august 2013

Når et parti får inddraget et helt nyt rum som gruppeværelse efter et folketingsvalg – fortæller Liberal Alliances Leif Mikkelsen – bliver der bevilget penge til et kunstprojekt.

Han holder en ironisk kunstpause, og man kan næsten høre gåseøjnene, der stadig hænger i luften, efter han har udtalt ordet. ’Kunstprojekt’.

»Så kommer hele kulturparnasset,« siger han med henvisning til Folketingets rådgivende kunstudvalg, som blandt andre tæller Karsten Ohrt og Charlotte Sabroe, direktørerne fra henholdsvis Statens Museum For Kunst og Sorø Kunstmuseum. De kom også i 2007, da Ny Alliance, som partiet dengang hed, blev valgt ind i Folketinget.

Kunstudvalget foreslog en håndfuld kunstnere, hvoraf én ville kunne udsmykke væggene i det nye gruppeværelse, som indtil da havde fungeret som Finansudvalgets formandskontor.

Men ingen af forslagene faldt i liberalisternes smag.

»Vi syntes simpelthen, det var kedeligt. Nu ved jeg ikke, om du har set udsmykningen i de andre gruppeværelser,« siger Leif Mikkelsen uden at lægge det mindste skjul på sin midtjyske dialekt: »Jeg ved i hvert fald ikke, hvor festlige jeg synes, de er.«

»Nå, vi tænkte, at nu det var vores gruppeværelse, ville vi gerne pege på nogle andre end dem. Så vi foreslog Johnny Madsen. Han er farverig, spændende, liberal og selvlært. Og han har aldrig fået offentligt tilskud.«

Med andre ord flugtede de værdier, Johnny Madsen repræsenterede, med partiets.

Så Leif Mikkelsen, som også dengang var landsformand for partiet og derfor havde det overordnede økonomiske ansvar, tog forslaget med til kunstudvalget.

Men her fik han en nedslående melding.

»Det er vores klare indstilling, at Johnny Madsens billeder ikke har den kunstneriske kvalitet, der skal til for at udsmykke et gruppeværelse på Christiansborg«, lød det i udvalgets skriftlige begrundelse.

Alle ville se Johnny

I dag er lokalet alligevel udstyret med fem malerier fra den 62-årige rockmusiker og billedkunstners hånd.

»Så blev det afgjort: Nu skal han hænge på Christiansborg,« husker Lars Mikkelsen. »Nu er det ikke deres projekt, så er det vores projekt. Så købte vi det selv.«

Den uortodokse håndtering af overdragelsen af det ny gruppeværelse skabte massiv medieomtale. Dagbladene fyldte den ene spalte efter den anden med vurderinger af Johnny Madsens kunst – for var det virkelig pænt nok til at hænge op på Christiansborg? – og til pressemødet med Johnny Madsen og partiformand Anders Samuelsen dukkede 300 mennesker op.

»Vi har konstateret, at ofte, når vi har møde, så bliver der banket på døren, og så er det en rundvisning. Alle spørger efter ’det der Johnny Madsen-projekt’: ’Kan vi ikke se det?’ Det er det gruppeværelse, der er mest med i rundvisningerne,« siger han og fortæller, at han i sine seks år som folketingsmedlem for Venstre aldrig oplevede, at en rundvisning rundede Venstres gruppeværelse. Selv om det ligger få meter fra Liberal Alliances.

Vil kende kunstneren

Leif Mikkelsen sætter pris på kunsten, fortæller han.

»Jeg ville gerne have noget, der var markant. Og det er Johnny Madsen. Når man sidder til møde her, kan man jo sidde og fundere over, hvad det egentlig er for noget. Nogle mennesker træder tydeligere frem end andre. Man kan gå helt tæt på.«

Han rejser sig op og skridter hen mod maleriet. Stopper lige foran det og læner overkroppen frem, så hans øjne er 10 centimeter fra kunstværket: »Og så træder nogle profiler mere frem end andre, og noget bliver mere sløret og går i et med tapetet.«

»Det er jo den måde, mennesker er på. Det er den måde, forskellighed er på« siger han og afbryder sig selv, så den karakteristiske dialekt får fuld hammer:

»Så’n som jeg læser det, i hvert fald, men der kan være mange andre tolkninger af Madsens billeder.«

– Hvad gør kunsten ved dig, når du arbejder i rummet?

»For det første er der en tryghed og en gensynets glæde: ’Nu er man her igen’. Det er vores rum, vores sted. Så vi er meget tilfredse, og så hvis – når vi får et større gruppelokale, så må vi få nogle flere malerier af Johnny Madsen. Det garanterer jeg for.«

– Hvad ville den ideelle kunst for dig være her i gruppeværelset?

»Jeg kan ikke se noget, der ville være bedre. Jeg har siddet i Venstres gruppeværelse, da det var Hans Fogh Steffensen, og det syntes jeg var fantastisk. Det var ødelæggende, at det blev fjernet. Men det skyldes måske også, at jeg kender Johnny Madsen, og jeg kender Steffensen. Jeg kender ikke Brandes. Og det kan godt være, at jeg har brug for at kende personen bag maleriet. Så kan jeg forbinde det med noget, og jeg kan se for mig, at Johnny Madsen arbejder med det. Jeg har været i Johnny Madsens atelier og set malerier blive til. Det er helt afgørende,« siger han.

Skal kunne holde det ud

Leif Mikkelsen går selv på gallerier og museer, men helst hos kunstnere, han kender. Altså personligt. For eksempel har han for nylig været til en udstilling på Koldinghus med kunstneren Hans Voigt Steffensen, som han kender, og som han har et stort maleri hængende med derhjemme.

»Kunst skal påkalde sig opmærksomhed,« nærmest råber han ud i det lille rum, da han bliver spurgt om, hvad Hans Voigt Stef-fensen og Johnny Madsen kan: »Kunst skal provokere og sige en noget – og så skal man kunne holde ud at se det igen og igen.«

– Ser du nye ting i Johnny Madsens billeder?

»Ja, det hænder, at jeg pludselig kommer til at sidde og se noget nyt. Er det en mandsperson dernede i hjørnet? I et jakkesæt, eller hva’« spørger han og peger på Johnny Madsens streger.

»Der er jo ni gruppemedlemmer, så man kan ikke selv tale hele tiden. Man skal også sidde og prøve at lytte. Så kan man kigge på kunsten. Er det her et dyr med et hoved og et øre? Eller hvad er det? Har han tænkt det sådan, eller er det bare mig?«

– Hvorfor er det så afgørende, at du kender kunstneren bag?

»Hver gang jeg ser det her, tænker jeg på Johnny Madsen,« siger Leif Mikkelsen. Han ser ud gennem vinduet og ned på Christiansborg Ridebane.

»Det spændende menneske med fedtet hår og gode tanker.«

Serie

Seneste artikler

  • Praktikken og æstetikken

    26. juli 2013
    De Konservative har overtaget et gruppeværelse, hvor kunsten ganske tilfældigt passede godt til partiet. Med historiske referencer, en evne til at forstørre folketingsgruppen og tilføre rummet æstetik er værket velplaceret hos partiet, mener Lars Barfoed
  • Kunsten skal fortælle en historie

    18. juli 2013
    I ideologisk korrekt ånd blev kunsten i Venstres gruppeværelse i 2005 sat i udbud. Men vindermalerierne er dystre, mener kulturordfører Michael Aastrup-Jensen, som – hvis han en dag bliver gruppeformand – vil have Sven Dalsgaards værker op i stedet. Ligesom hjemme hos ham selv
  • Vinduerne ud til dem, det handler om

    15. juli 2013
    En virkelighed, hvor du ikke undgår kvaler, er maleriernes udtryk i Socialdemokraternes gruppeværelse. Det skal være det, politikken kompenserer for, siger folketingsmedlem John Dyrby Paulsen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

LA genkender sig selv i malerierne. Ikke spor underligt. Andre kan også dårligt undgå at få øje på de dyrt indrykkede valgannoncer fra aviserne - nu bare på lærred.

Tilføjes der noget nyt? Egentlig ikke. Men selvglæden hos LA slås fast.