Baggrund
Læsetid: 4 min.

Mads Holger er stiletter, Herning er badesandaler

Herning er blevet offer for sensommerens strid mellem liberalister og konservative om skønhed og åndelighed. Nu sender Radio24syv levemand, debattør og radiovært Mads Holger til den merkantile borgerligheds højborg
Kultur
31. august 2013
Mads Holger Norgaard Madsen er 35 og har studeret teologi. Han har formået at holde sit navn varmt i medierne enten ved at kritisere forfatteres værker, selv få dårlige anmeldelser eller udtrykke meninger offentligt, som får folk til at reagere. Nu er Herning næste stop.

Thomas Lekfeldt

I dag bringes et brev som en helsidesannonce i Herning Folkeblad:

»Til de gode folk i byen Herning. Jeg skriver dette åbne brev til Jer for at bekendtgøre, at jeg den næste måned vil tage bo i Jeres by. Det bliver første gang i mit liv, at jeg besøger Herning.«

Brevet er sirligt signeret med blå fyldepen af debattør og Radio24syv-vært, Mads Holger, der fra sin faste blog på berlingske.dk kaldet Den Sidste Romantiker stiller sig kritisk over for det moderne og over for den liberale borgerligheds uæstetiske åndløshed – sidstnævnte bl.a. i Politiken.

Antropolog Dennis Nørmark har i forlængelse af Mads Holgers polemik om Venstre og deres højborg Hernings mangel på tilstrækkelig dannelse skrevet, at Herning er »ånden af merkantil griskhed, kortsigtede gevinster og åndløs formueskabelse.«

Og som del af Informations tænketank i sidste weekends Moderne Tider-tillæg foreslog Holger at bruge vismændenes økonomiske råderum i finansloven på forskønnelse af Herning:

»Jeg ville sikre, at der alle vegne på gader og stræder var kultisk rungende sopraner og perlende champagne i byens springvand,« skrev han, »fjernt fra håndbold og Jensens Bøfhus. Der ville blive tænkt ud af Boxen.«

I Herning Folkeblad-annoncen skriver Mads Holger i dag:

»Som flere af jer sikkert har bemærket, er netop Herning gennem den seneste måned blevet gidsel i en bitter strid mellem konservative og liberalister. Jeg bærer selv en del af ansvaret for dette, og er derfor på vej til byen for at møde de borgere som uforskyldt er havnet i stridens rasen.«

Merkantil borgerlighed

Fra på mandag kan man derfor finde Holger i Herning. Det er ikke sket på eget initiativ, forsikrer han i telefonen, men på kanalcheferne Mads Brügger og Mikael Bertelsens initiativ.

I programbeskrivelsen til den kommende måneds daglige radioprogram fra byen, lyder det, at værten »forestiller sig, at provinsbyen er det modsatte af alt, hvad han står for. Mads Holger er champagne, Herning er fadøl. Mads Holger er stiletter, Herning er badesandaler. Mads Holger er Strauss, Herning er Jodle Birge.«

– Vil du redde Herning?

»Jeg kommer med en sund skepsis, men er bestemt åben for en god og konstruktiv dialog – for at bruge NATO-retorik. Og så vil jeg gerne se, om jeg kan skabe noget i Herning.«

– Du har aldrig været i Herning, men hvis du lukker øjnene og forestiller dig byen, hvad ser du så?

»Jeg ser noget meget fladt. Et Las Vegas skabt ude i ingenting. Temaet for programmet bliver også lidt som en spaghettiwestern: En mand ankommer til byen. Lidt som There Will Be Blood eller gode gamle Giant med James Dean. Det er nærmest, som om man har fundet olie ude i ørkenen. Det er banket op uden nogen vanvittig stærk kulturel historie. Det forekommer mig mere plastisk. Med Herning tænker jeg også meget driftige mennesker. Og Venstre. Det er den del af liberalismen, som jeg og andre har angrebet: den meget merkantile borgerlighed. Og i nogen grad den kulturløse, citer mig ret. Hvis jeg kun siger kulturløse, så får jeg 20 slag i hovedet,« siger Holger, og leger herningenser med en akavet dialekt: »Er du godt klar over, at vi har et kunstmuseum, og vi har alt muligt, og vi har den der Cronhammar-skulptur og sådan noget … Byen er et vækstlokomotiv.«

Ikke P3-hø hø

Holger tilføjer: »Som jeg også har skrevet i mit seneste debatindlæg, så er der mange af de liberalister, der er svære at diskutere med, fordi de fanger ikke idiomerne, ironien eller sproget. De er ikke så vakse ved havelågen, hvad sådanne ting angår. Det er også derfor, at tonen har været så hård. De liberalister, de forstår ikke, når man driller dem.«

– Nu bliver du sendt afsted til Venstres højborg som en slags karikatur på dig selv skabt af Brügger og Bertelsen. Hvordan kommer du helskindet ud igen?

»Jeg er jo ikke, til forskel fra mine gode kanalchefer, lige så meget barn af 90’erne, så jeg er ikke med på denne der ironibølge. Jeg mener, at ironi er lidt passé, så jeg vil faktisk tage det alvorligt. Jeg gider ikke lave P3-hø hø-humor og så gå ned på Jensens Bøfhus og sige ’Nå, er du så en bonderøv?’ til en eller anden og grine lidt af det. Jeg vil faktisk tage det seriøst og finde ud, hvem de mennesker er. Hvad sker der, når man går i byen? Får man nogen på hovedet? Vil pigerne kysse, eller vil de slet ikke røre ved én? Er det hele Medina og Thousand Island-dressing eller hvad? Jeg har ikke familie i Jylland. Det er ikke et sted, jeg kommer normalt, så jeg har intet skarpskåret billede af det. Det må jeg indrømme.«Information ringer til Herning Folkeblad for at høre, hvordan byen mon vil modtage den ikkeironiske liberalisme-skeptiker, der hver dag sender fra et radiostudie i Herning og som dogme udelukkende får besøg af og tager imod opkald fra herningensere.

Jeg stilles om til en redaktør:

»Goddag, jeg sidder lige og har fem minutter tilbage med en forside, så medmindre det er ekstremt vigtigt og meget lokalt, så lægger jeg på nu. Hvad drejer det sig om?«

Det drejer sig om det nye radio24syv-program med Mads Holg …

»Nå okay, jeg løber igen. Hej.«

Smæk.

 

Hør Mads Holger i Herning på Radio24syv fra mandag den 2. september, hverdage fra klokken 14-15

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her