Læsetid: 10 min.

Den maskuline minimalist

Han har dannet skole for senere generationer. Han er førstevalg til undervisningsbøgerne, og hans greb er så universelt, at man glemmer, at det er hans. I anledningen af udgivelsen af Hemingways samlede noveller har Information bedt en række danske forfattere genlæse gymnasieklassikeren ’Indianerlejr’
Hemingway anslår en dyster tone fra begyndelsen i ’Indianerlejr’, og man fornemmer straks, at man ikke får alt at vide

Yousuf Karsh

30. august 2013

Man kan måske bruge ordet økonomi. Der hænger ikke så meget flæsk udenfor.« Klaus Rifbjerg taler om Ernest Hemingways skrivestil. »Han går lige til biddet. I ’Indianerlejr’ sættes der allerede fra starten en på en gang drømmende og truende tone. Novellen er en forudanelse af, at noget frygteligt kan ske – også i ens eget liv. Som det i øvrigt gjorde for både Hemingway og hans far.« siger Rifbjerg.

Både Ernest Hemingway og hans far Clarence Hemingway valgte at tage deres eget liv. Inden det kom så vidt, havde den yngre Hemingway dog sat så kraftigt et præg på litteraturhistorien, at han var blevet belønnet med Nobels Litteraturpris i 1954.

At det ikke nødvendigvis er lig med evig berømmelse at modtage Nobelprisen, ses i tilfældet med danske Karl Gjellerup, der modtog den i 1917. Men når det er relevant at genudgive Hemingway den dag i dag, skyldes det, at hans indflydelse på litteraturen ikke begrænser sig til mellem- og efterkrigsårene, hvor han udgav sine værker: »Han har været en del af en større litterær samtale,« som Pia Juul formulerer det.

Klaus Rifbjerg kalder ham en ’all-timer’, og Hemingways betydning for f.eks. den minimalisme, der var så toneangivende i dansk litteratur i 90’erne med navne som Merete Pryds Helle og Helle Helle, kan da heller ikke negligeres.

Isbjerge og suppeterninger

For hvad Klaus Rifbjerg kalder økonomi, kunne man også kalde isbjergs- eller suppeterningsteknik. Begge begreber refererer til en kondenseret skrivemåde, hvor man fortæller så lidt som muligt for i stedet at overlade betydningsdannelsen til læseren.

»Efterhånden er det jo blevet et greb, som rigtig mange betjener sig af. Og derfor virker det ikke særlig originalt i dag. Det er bare for mig en rigtig god måde at fortælle på, for jeg synes altid, at læseren har godt af at få lov til at forestille sig rigtig meget selv, og det gør man virkelig ved Hemingway.« siger Pia Juul og peger samtidig på Herman Bang, som en dansk forfatter, der nogle år inden gjorde brug af samme teknik.

Hemingway er ligesom alle andre forfattere oppe i mod historien, der både slører og afslører betydningen af et forfatterskab. Senere forfattere har adopteret og kopieret, reproduceret og udviklet Hemingways særlige teknikker, og det kan derfor i dag være svært at se, hvad der adskiller ham fra så mange andre minimalister.

Pia Juul har dog et bud:

»Der bliver iagttaget og beskrevet og der er en masse replikker, og det er her – i replikkerne – at Hemingway er god. For ellers giver han jo ikke meget ved dørene. Vi må selv prøve at regne det ud.«

Ifølge både Klaus Rifbjerg og Katrine Marie Guldager er det dog en balancegang, hvor meget man overlader til læseren. Mens Klaus Rifbjerg ville have skåret ned på de dramatiske virkemidler i ’Indianerlejr’ – da han mener, at Hemingway her overspiller det dramatiske – peger Katrine Marie Guldager på, at minimalismen hos Hemingway ofte har tendens til at tage overhånd:

»Man kan også overlade for meget til læseren. Så kommer vi derhen, hvor der er så mange fortolkningsmuligheder, at det er umuligt at finde ud af, hvad forfatteren vil,« siger hun.

Ifølge Katrine Marie Guldager er det da også snarere en anden side af Hemingways forfatterskab, der gør ham til noget særligt:

»Jeg synes, han udmærker sig ved de temaer han tager op. ’Indianerlejr’ er f.eks. en barsk historie om, hvor barskt og uoverskueligt voksenlivet er. Den har jo så meget på hjerte, at det kunne fylde flere romaner.«

Det svære maskuline

Hemingways tematiske valg har dog været med til give ham et ry, som en ’forfatter for drengene’.

»Temaerne er jo også specielle. Alle de her drenge- og mandeting. De har aldrig hverken optaget eller fascineret mig særlig meget,« som Pia Juul siger.

Fortællingen om Ernest Hemingway er nemlig lige så meget fortællingen om drukkenbolten og jægeren, som det er en fortælling om minimalisten og nobelprismodtageren Ernest Hemingway. Og selv om mange af fortællingerne i Hemingways forfatterskab kredser om jagt, vold og druk, var der ifølge Klaus Rifbjerg sprækker i det maskuline panser: »Efter at have skrevet ’The Dangerous Summer’ sagde han selv, at hvis han skulle se en tyrefægtning til ville han kaste op. Og i ’The Garden of Eden’ er der en tydelig identifikation mellem de elskende. Manden stræber efter at blive kvinden, og kvinden stræber efter at blive manden. En androgynitet, man måske skulle have mere blik for.«

Med Hemingway kan man måske for første gang også tale om, at forfatteren har stået i vejen for værket. Klaus Rifbjerg peger på, at Heming-way var en af de første forfattere, der forstod kunsten af at iscenesætte sig selv:

»Han var ekshibitionist, i den forstand at han indså, at måden at komme i kontakt med publikum på var at placere sig selv i dramatiske situationer.«

’Indianerlejr’ stammer fra Hemin-gways første novellesamling, In Our Time, fra 1925 (på dansk I vor tid, 1967). Hovedpersonen Nick Adams optræder flere gange i Hemingways forfatterskab. Det er i ’Indianerlejr’, vi møder ham første gang.

 

’Indianerlejr’ bringes med tilladelse fra Lindhardt & Ringhof:

INDIANERLEJR af Ernest Hemingway

Der lå en anden robåd trukket op på søbredden. De to indianere stod og ventede.
Nick og hans far satte sig i agterstavnen og indianerne skubbede den ud og den ene af dem satte sig op for at ro. Onkel George satte sig i stævnen af lejrens robåd. Den unge indianer skubbede den ud og sprang op for at ro for onkel George.
De to både satte sig i bevægelse gennem mørket. Nick kunne høre den anden båds åretolde et stykke forude i tågen. Indianerne roede med hurtige, springende åretag. Nick lænede sig tilbage med farens arm omkring sig. Det var koldt ude på vandet. Den indianer der roede for dem sled hårdt i det, men den anden båd kom hele tiden længere foran i tågen.
– Hvor skal vi hen, far? spurgte Nick.
– Over til indianerlejren. Der er en indianerdame, der er meget syg.
– Åh, sagde Nick.
På den anden side af bugten lå den anden båd allerede oppe på bredden. Onkel George sad og røg en cigar i mørket. Den unge indianer trak båden langt op på bredden. Onkel George gav begge indianerne cigarer.
De gik op fra stranden gennem en eng, der var drivende våd af dug, efter den unge indianer, der bar på en lygte. Så gik de ind i skoven og fulgte et spor, der førte ud til en tømmervej, der førte op i bjergene. Der var meget lysere på tømmervejen, fordi træerne var hugget ned på begge sider. Den unge indianer standsede og pustede sin lygte ud, og de fortsatte alle hen ad vejen.
Vejen slog et sving, og en hund kom gøende imod dem. Forude så de lyset fra de hytter, hvor de indianske barkskrællere boede. Nogle flere hunde fór frem mod dem. De to indianere jog dem tilbage til hytterne. I den hytte der lå nærmest ved vejen var der lys i vinduet. En gammel kvinde stod i døren med en lygte i hånden.
Inde i hytten lå en ung indianerkvinde på en køje af træ. I to dage havde hun prøvet på at føde. Alle de gamle kvinder i lejren havde hjulpet hende. Mændene var gået et stykke op ad vejen og sad i mørket og røg uden for hørevidde af den larm hun lavede. Hun skreg lige idet Nick og de to indianere fulgte efter hans far og onkel George ind i hytten. Hun lå i underkøjen og så meget stor ud under et tæppe. Hun havde drejet hovedet væk. I overkøjen lå hendes mand. Han havde hugget sig selv i foden med en økse for tre dage siden og var slemt såret. Han lå og røg pibe. Der var meget dårlig luft i hytten.
Nicks far befalede dem at koge noget vand på komfuret, og mens det kogte sagde han til Nick:
– Damen skal have et barn, Nick. – Det ved jeg godt, sagde Nick. – Det ved du slet ikke, sagde hans far. – Hør nu efter. Det her kaldes veerne. Barnet vil gerne fødes, og hun vil gerne føde det. Alle hendes muskler prøver på at få barnet født. Det er det der sker, når hun skriger.
– Javel, sagde Nick. I det samme skreg kvinden. – Åh, far, kan du ikke give hende noget, så hun holder op med at skrige? spurgte Nick.
– Nej. Jeg har ikke noget bedøvende med, sagde hans far. – Men skrigene betyder ikke noget. Jeg hører dem ikke, fordi de ikke betyder noget.
Manden i overkøjen rullede over mod væggen.
Kvinden i køkkenet gav tegn til doktoren om at vandet var varmt. Nicks far gik ud i køkkenet og hældte cirka halvdelen af vandet fra den store kedel over i et fad. Ned i det vand der var tilbage i kedlen lagde han en masse ting, som han pakkede ud af et lommetørklæde.
– De her skal koges, sagde han og begyndte at skrubbe sine hænder i fadet med varmt vand med et stykke sæbe han havde taget med fra lejren. Nick kiggede på farens hænder, der skurede hinanden med sæben. Mens faren vaskede hænderne meget grundigt og omhyggeligt talte han.
– Forstår du, Nick, små børn skal helst fødes med hovedet først, men somme tider sker det ikke. Når det ikke sker, er det meget besværligt for alle parter. Måske bliver jeg nødt til at operere damen. Det ved vi om lidt.
Da han var tilfreds med hænderne, gik han ind og gik i gang:
– Vær lige rar at slå tæppet til side, George, sagde han. – Jeg vil helst ikke røre ved det.
Senere, da han begyndte at operere, holdt onkel George og tre indianske mænd kvinden stille. Hun bed onkel George i armen, og onkel George sagde: – Satans squaw! og den unge indianer, der havde roet onkel George over, lo ad ham. Nick holdt fadet for sin far. Det tog lang tid.
Hans far løftede babyen op og slog den i halen for at få den til at trække vejret og rakte den til den gamle kvinde.
– Se, det er en dreng, Nick, sagde han. – Hvad synes du om at være turnuskandidat?
Nick sagde: – Det er o.k. Han så væk for ikke at se hvad faren gjorde.
– Så. Det var det, sagde hans far og lagde noget ned i fadet. Nick kiggede ikke på det. – Så er der bare nogle sting der skal sys, sagde hans far. – Du kan kigge eller lade være, Nick, det må du selv om. Jeg syr det snit til jeg lavede.
Nick kiggede ikke. Hans nysgerrighed var for længst forsvundet.
Faren var færdig og rettede sig op. Onkel George og de tre indianere rettede sig op. Nick satte fadet ud i køkkenet.
Onkel George betragtede sin arm. Den unge indianer smilede ved erindringen.
– Jeg skal nok komme noget brintoverilte på, George, sagde doktoren.
Han bøjede sig over indianerkvinden. Hun lå roligt nu, med lukkede øjne. Hun var meget bleg. Hun vidste ikke, hvad der var sket med barnet eller nogen ting.
– Jeg kommer igen i morgen tidlig, sagde doktoren og rettede sig op. – Sygeplejersken fra St. Ignace kan nok være her ved middagstid, og hun medbringer alt hvad vi har brug for.
Han var ophidset og snaksom som fodboldspillere i omklædningsrummet efter en kamp.
– Det er lige til lægetidsskriftet, George, sagde han. – Et kejsersnit foretaget med en lommekniv og syet til med fiskesnøre.
Onkel George stod lænet mod væggen og kiggede på sin arm. – Åh ja, du er sandelig en stor mand, sagde han. – Vi må vel hellere kigge på den stolte fader. Det plejer at være dem der lider værst i disse her små sager, sagde doktoren. – Jeg må sige han tog det hele temmelig roligt. Han trak tæppet væk fra indianerens hoved. Hans hånd var våd, da han trak den til sig. Han steg op på kanten af underkøjen med lygten i den ene hånd og kiggede ind. Indianeren lå med ansigtet mod væggen. Han havde skåret halsen over fra øre til øre. Blodet var strømmet ned i en pøl der hvor hans krop havde lavet en bule i køjen. Hans hoved hvilede på venstre arm. Den opslåede barberkniv lå med klingen opad mellem tæpperne.
– Få lige Nick udenfor, George, sagde doktoren.
Det var overflødigt. Nick havde stået i køkkendøren med god udsigt til overkøjen, da hans far med lygten i hånden vippede indianerens hoved bagover.
Det var lige ved at blive lyst, da de gik ned ad tømmervejen mod søen.
– Jeg er forfærdelig ked af, at jeg tog dig med, Nickie, sagde faren og al oprømtheden efter operationen var væk. – Det var et skrækkeligt rod at trække dig med ind i.
– Er det altid så svært for damer, når de får børn? spurgte Nick. – Nej, det her var meget, meget usædvanligt. – Hvorfor dræbte han sig selv, far? – Det ved jeg ikke, Nick. Han kunne nok ikke holde det ud.
– Er der mange mænd, der slår sig selv ihjel, far? – Nej, ikke mange, Nick. – Gør kvinder det også? – Næsten aldrig.
– Aldrig nogensinde? – Åh jo. Somme tider gør de. – Far? – Ja. – Hvor gik onkel George hen? – Han dukker nok op.
– Er det svært at dø, far? – Nej, jeg tror det er ret nemt, Nick. Det kommer an på så meget. De sad i båden nu, Nick i agterstavnen, faren roede. Solen steg op over bjergene. En bars sprang op og lavede en ring i vandet. Nick lod hånden glide gennem vandet. Det føltes varmt i den skarpe, kølige morgenluft. Dén tidlige morgen på søen, siddende i stævnen af båden, mens hans far roede, følte han sig helt sikker på, at han aldrig ville dø.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ole eising
ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kevin Vilhelmsen

Den her Novelle er helt enestående, at bede nogle om at tale den ind, eller snarere ned i en dansk litterær middelmådighed, er ganske enkelt uforskammet. Hemingway er helt alene som en stor Stjerne på himlen. Der findes een og kun een Dansk forfatter i nærheden, nemlig Inger Christensen.