Læsetid: 6 min.

Monumenter skal vedligeholde den historiske debat

Europa flyder over med museer og monumenter over Anden Verdenskrig. Og der er vellykkede og mindre vellykkede af slagsen. Fælles er, at de ofte er genstand for en vigtig polemik. Det kom senest til udtrykt i den debat, der fulgte i kølvandet på det nedbrændte Frihedsmuseum i København
Foto: Robert Schlesinger

Foto: Robert Schlesinger

14. august 2013

Arkitekturen trækker et erindringsspor efter sig. Det ligger i dens natur. Arkitekturens grundmodus er langsommelighed. Den overlever som regel altid sin samtid og stiller sig til rådighed for eftertiden.

Der ligger et civilisatorisk grundmotiv i monumentets historiske blik og ambition om at indfange og viderebringe det særlige, der var, i et enkelt greb. Vores kultur er besat af tanken om at bevare, og historicismen har kronede dage i Europa. Spørgsmålet om, hvordan vi skal forvalte den kollektive hukommelse gennem monumentets forsøg på at gøre historien nærværende, melder sig derfor med stor styrke i samtidens debat.

Krisen, vi gennemlever nu, er alvorlig, og sammenlignes ikke uden grund med krisen i 1930’erne. Det europæiske fundament slår igen revner, og en historisk lang periode med stabilitet og fremgang kan muligvis være ovre. Højreradikale partiers stærkt stigende popularitet i Europa giver et uhyggeligt deja-vu. Den skræmmende høje arbejdsløshed blandt unge bør få alarmklokkerne til at ringe.

Måske er det lige nu, midt i den økonomiske krise, der på mange måder også er en politisk krise, at vi skal minde hinanden om vores europæiske historie.

Det arkitektoniske monument kan i den situation vise sig at være en genvej til den kritiske eftertanke.

Historiens nytte

I Berlin finder man et af de mest berømte og kontroversielle krigsmonumenter og mindesmærker over den nazistiske jødeudryddelse, Holocaust Memorial. Tegnet af den amerikanske arkitekt Peter Eisenman, der især er kendt for sine fabulerende dekonstruktivistiske formeksperimenter og nære forhold til fransk filosofi i det 20. århundrede. Monumentet er blevet hårdt kritiseret – af jødiske debattører – for at fejlrepræsentere sin genstand. Mindesmærket består af et bølgende landskab af kubiske søjler i varierende højde lagt ud i et stramt grid. Eisenmans forsøg på at give en arkitektonisk udlægning af den knugende desorientering og desperation hos ofrene slår ud i kitsch, der ikke er sin genstand værdig, lyder kritikken. Den monumentale arkitektoniske abstraktion er en hån mod ofrenes konkrete mareridt. Når det arkitektoniske monument er mest mislykket, kaster det et mytologisk slør ud over historien, der skjuler den bagvedliggende alvor.

Samme kritik ramte Daniel Libeskind, arkitekten bag Det Jødiske Museum i Berlin. Endnu en gang udmøntes arkitekturens trang til at repræsentere og reflektere over krigens rædsler til en mislykket, sentimental og forfladigende monumentalitet.

Den moderne arkitekturs formeksperimenter og forsøg på aktivere historien er med andre ord en svær disciplin. Forkert udført, mildner monumentets karakter historien, hvor tanken var at konfrontere den. Det mislykkede monument risikerer at producere en debat tabt i et følelsesforherligende ’tilbage’.

Europæisk historie er heldigvis rig på kritiske refleksioner over det historiske som sådan. Nietzsche kastede det kontroversielle spørgsmål om historiens nytte ind i debatten og kom med et ætsende udfald mod den kvælende historicisme, der overskriver og tynger sin samtid. Og i nyere tid Adorno og Horkheimers fænomenale og provokerende værk, Oplysningens dialektik. Værket dissekerer det moderne samfunds historiske selvopfattelse og de kulturelle og teknologiske fremskridt, der i sidste ende producerede fundamentet for et hidtil uset klinisk barbari udtrykt i nazisten Heinrich Himmlers mekaniske udryddelser.

Adorno og Horkheimer, europæiske flagellanter par excellence, blev ikke uden grund ophøjet til indbegrebet af kritisk tænkning af den intellektuelle elite. De demonstrerede, hvordan den højt besungne oplysning og fornuftens beherskelse af verden hvert øjeblik kan slå om i barbari og ufrihed. Fremskridtet leder uundgåeligt til tilbageskridt.

Hvad vi husker og hvorfor

Hvad vi lærte af Anden Verdenskrigs monumenter, er vigtigheden af at holde den motor i gang, der driver den kritiske tænkning. Det er det rum, hvor vores kultur reflekterer over sig selv og øver sit moralske beredskab.

Kritikken af Eisenmans monument er derfor ikke puritanisme. Det er en yderst relevant diskussion af monumentets og erindringens karakter, der perspektiverer den hjemlige debat om, hvad vi skal huske om krigen og hvorfor. Tyskernes bodsgang tvinger en stadig konfrontation med de mest dystre sider af krigen frem gennem en levende og kritisk debat, der tager hårdt fat om de mest følsomme emner i deres kulturelle selvforståelse.

Debatten rejser spørgsmålet om, hvad vi kan lære i en tid, der flyder over med konflikter, der har en mere kompleks anatomi end under krigen. Frihedskampen var en kamp mod totalitarisme. I dag kæmper vi stadig med at forstå og identificere totalitarismens mange former og årsager for at ruste os mod gentagelser. Og håndtere den snigende frygt for, at totalitarismen sniger sig ind på os (den kommer formentlig ikke marcherende igen som i 30’erne), uden vi opdager det, og paraderne er nede.

Monumentet er således ikke noget i sig selv. Det er først og fremmest en anledning til at begynde og vedligeholde en debat. Det kunne være et pejlemærke for det kommende Frihedsmuseum.

Et af de mest tankevækkende og vellykkede monumenter over krigen finder man i Neuengamme, der ligger 30 kilometer sydøst for Hamburg. Neuengamme var den tyske kz-lejr, der rummede størstedelen af de internerede danskere, der blev deporteret under Anden Verdenskrig. I dag et monument, der med isnende præcision og nøgternhed fortæller historien om krigens absurditet og totalitarismens mest vanvittige frembringelser. Det er hverken horrorturisme eller følelsesporno. Det er et monument over overgrebet mod millioner af jøder, kunstnere, homoseksuelle, krigsfanger og andre, som det tyske regime opfattede som afvigere. Hitlers fortrolige, Heinrich Himmler, bidrog selv til og godkendte lejrens stramme, geometriske plan, der ikke blot skulle være effektiv, men også skøn (skøn i betydningen ’triumferende rationel’). Man har bevaret lejrens hovedbygninger for eftertiden og tegnet resten af anlægget op ved at markere de områder, hvor træbarakkerne, der rummede de svageste fanger, lå tæt side om side. Anlægget kan kun opleves antydningsvis, men det enkle greb virker og vidner om et civilisatorisk nulpunkt for den vestlige kultur.

Historikerstriden dengang og nu

Dermed er monumentet et væsentligt bidrag til tyskernes ihærdige arbejde med at udlægge den historiske arv. En af de mere interessante debatter var den såkaldte Historikerstreit, der udspandt sig i slutningen af 1980’erne. En strid mellem tyske historikere og tænkere om, hvordan historien om Anden Verdenskrig skulle udlægges, og ikke mindst hvilken rolle den menige tysker spillede i naziregimets rædsler. En debat, der bør vække til eftertanke herhjemme.

Debatten havde mange prominente deltagere, blandt andre filosoffen Jürgen Habermas, der markerede stærke holdninger gennem sine essays i den tyske avis Die Zeit. På den ene fløj forklarede en gruppe – hvad mange opfattede som højreorienterede historikere – eksistensen af de tyske kz-lejre som et svar på, eller direkte inspireret af, de frygtede sovjetiske arbejdslejre, de såkaldte Gulag-lejre. De eksisterede, mange år før tyskerne byggede deres lejre, og blev først langsomt afviklet efter Stalins død i 1953.

Den forklaring nedtoner i kritikernes øjne, herunder Habermas’, det tyske ansvar og underminerer bestræbelsen på at give en strukturel forklaring på Holocaust. Nogle historikere hævdede, at nazismen var kulminationen på den tyske åndshistorie og fortælling om herrefolket. Andre, at det var en dyb krise i kapitalismen med massearbejdsløshed og et forarmet folk som konsekvens, der førte til totalitarisme. Endelig hævdes det, at det primært var en lille korrupt elite, der førte den tyske befolkning bag lyset.

Det er en debat, der fortsætter. Måske giver monumentet Neuengamme en supplerende forklaring. Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt bragte det nu berømte udtryk ’ondskabens banalitet’ ind i karakteristikken af nazisternes forbrydelser under retssagen mod den tyske SS-officer – og en af arkitekterne bag Holocaust – Adolf Eichmann. Dømmekraften var blevet undertrykt og udvisket i en bureaukratisk ansvarsfralæggelse. Eichmann var i bund og grund et banalt menneske, der i egen selvforståelse blot gjorde sin pligt som ansat i staten uden tilsyneladende at reflektere videre over konsekvenserne af handlingerne eller reagere i tide. Som sådan var han ifølge Arendt et produkt af moderniteten, en bestemt forestilling om – eller inkarnation af – den rationelle verdensorden, der havde tabt fornemmelsen for de moralske grundfølelser og var endt i rendyrket kynisme. En tænkning, der fandt sit direkte udtryk i udryddelseslejrenes effektive arkitektur og maskinelle tænkning.

Arendt pegede dermed på skyggesiden af moderniteten. Og på arkitekturens skyggeside. Ligesom Berlinmuren er blevet et symbol på og senere et monument over det negative rum, arkitekturen frembringer. Fjenden er ikke tyskerne eller det groteske billede af fascismen, de fremmanede, det er til alle tider os selv og vores forvaltning af verden, i dette tilfælde gennem arkitektur, planlægning og misforstået monumentalisme. Og hun vækkede den snigende mistanke om, at den kulturelle fernis som det moderne projekt frembragte, er papirtynd. Lige under overfladen lurer barbariet og den totale destruktion i form af totalitarisme. Det må være samtidens fornemste opgave at fortsætte den eftertanke, gennem museer og kritiske monumenter, der ikke forfalder til forherligelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Mosbak
Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Holocaust mindesmærket i Berlin er kontroversiel på flere måder.
En af dem er den tyske nidkærhed i håndhævelsen af "et surt og trist udtryk".
Der er ingen tvivl om at værket symboliserer en grum tid i menneskets og Europas historie. Den tid var på ingen måde munter.
Nu er det så man står med valget: Skal vi fortsætte i grædekonepositur og dermed hensygne i skyer af mørke tanker, eller skal vi bruge værket som en hyldest over livet og dermed vise respekt for de døde og torturerede ved at vise livets kønne sider, vise livsmod, glæde, liv ?
Hvis det står til dem i de tyske uniformer, så er der kun ét svar: Man skal tie stille, se sur og bedrøvet ud og i øvrigt bevæge sig langsomt og med stor anstand i og i nærhed af værket. Hvis man ikke gør det, så er de der, dem med uniformerne, med deres løftede pegefinger, kaldende til ro og orden.
Jeg tror at vi husker og repekterer bedst ved at vise at vi er kommet ud af rædslerne, videre med samfundet og livet, at livet er her og nu og skal leves. Det var der mange dengang der ikke fik lov til. Vi skal vise dem at de ikke døde forgæves.