Læsetid: 7 min.

Når hjem ikke er noget sted

Mens verdenssamfundet holder vejret, forbereder de internationale tropper deres tilbagetrækning fra Afghanistan. Mange afghanere er allerede flygtet i håbet om et bedre liv, men tilværelsen i de europæiske asylcentre indfrier ikke forventningerne. Ny dokumentarfilm udstiller afghanernes håbløse fremtidsudsigter
Mange afghanere frygter, at Taleban vil genvinde magten og gøre forholdene for særligt de afghanske kvinder umenneskelige. I filmen følger man en familie, hvor de to ældste døtre i hemmelighed taler om at forlade landet, inden de internationale tropper forsvinder og overlader Afghanistan til sin egen skæbne. Foto: DOX:BIO

Mange afghanere frygter, at Taleban vil genvinde magten og gøre forholdene for særligt de afghanske kvinder umenneskelige. I filmen følger man en familie, hvor de to ældste døtre i hemmelighed taler om at forlade landet, inden de internationale tropper forsvinder og overlader Afghanistan til sin egen skæbne. Foto: DOX:BIO

29. august 2013

Scheiße. Sorry.«

Den unge mand slår opgivende ud med armene. Så bøjer han sig forover og gemmer ansigtet i hænderne. Han har lige forsøgt at forklare, hvordan han –sammen med sin mor og bror – flygtede fra Afghanistan. Men historien er svær at få ud.

Han klemmer øjnene sammen, og hovedet rykker et par gange til siden som i en spasme. Familien flygter fra Afghanistan til Iran og derfra til Tyrkiet og videre til Tyskland. Men et sted på vejen går det galt. De er i en skov, omkring 40 mennesker på flugt. De har delt sig op i to grupper for ikke at vække opsigt. Pludselig kommer grænsepolitiet. Den unge mand og hans bror sætter i løb; de er unge og kan slippe fra politiet. Men det kan de ældre i gruppen ikke.

Manden lukker øjnene, ansigtet er fortrukket i en smertefuld grimasse. Han bøjer hovedet forover et øjeblik, så bagover, trækker vejret dybt. Lyner lynlåsen i den højhalsede trøje ned og presser fingrene mod øjnene. Lyner op igen. Man forstår, at de to sønner bliver skilt fra deres mor, så går han i stå i sin fortælling.

Scenen indleder dokumentarfilmen Not at home, der er optaget i både Hamburg og Kabul. De to instruktører, tyske Katja Adomeit og afghanske Shahrbanoo Sadat, blev parret af det tværkulturelle filmprogram DOX:LAB og fandt hurtigt ud af, at deres film om Afghanistan ikke skulle handle om soldater, krig og bomber. De ville ikke lave en politisk film, siger de samstemmende.

Men det er svært, ja, på det nærmeste umuligt, når emnet er Afghanistan, og året er 2013. Og selv om der hverken optræder bomber eller soldater i Not at home, er filmen blevet et aftryk af krigens konsekvenser for afghanerne – både for dem, der bliver, og dem, der vælger at flygte.

Næste år forlader de internationale tropper Afghanistan efter 13 års krig – en krig, hvis formål har ændret karakter og er muteret i takt med, at den politiske stemning er vendt, flere og flere soldater kommet hjem i ligposer, og ideen om en sejr trukket længere og længere ud i horisonten som et fatamorgana.

Spise, sove, spise, sove

Med Vestens militære exit overlades landet til en uvis skæbne. Mange frygter, at Taleban vil genvinde magten og gøre forholdene for særligt de afghanske kvinder umenneskelige. Korruptionen og opiumsproduktionen lever i bedste velgående. Antallet af internt fordrevne i landet nærmer sig en halv million, og mere end 3.000 afghanske civile omkom i 2011 som direkte følge af den væbnede konflikt.

Mens Shahrbanoo Sadat forbereder optagelserne til sin del af filmen om en afghansk familie, der har svært ved at affinde sig med de usikre fremtidsudsigter i hjemmet i Kabul, begynder Katja Adomeit at undersøge, hvordan flygtningenes tilværelse ser ud, når de ankommer til Europa. Tyskland er det europæiske land, der huser den største koncentration af flygtninge, så hun tager til Hamburg og besøger en lang række asylcentre. Forholdene chokerer hende.

»Jeg mødte mennesker, der er flygtet fra krig og død. De har mistet deres hjem, nogle har mistet familie og venner. Så kommer de til Tyskland og har intet at tage sig til. De bliver ikke integreret. Det eneste, de kan, er at spise, sove, spise, sove, spise, sove. Mange sagde til mig: ’Hvis jeg havde vidst, at det ville være sådan her, så var jeg hellere død i mit land,’« fortæller Adomeit.

Hun har adskillige samtaler med asylansøgerne om deres liv før og efter ankomsten til Tyskland. Mange om selve flugten.

»En mand fortæller, hvordan han sidder i en gummibåd på vej fra Tyrkiet til Grækenland. Der er plads til ti mennesker i båden, men de sidder 40,« gengiver Katja Adomeit.

Ud for Grækenlands kyst opdager politiet dem. En af de ombordværende stikker en kniv i båden, så den synker.

»Så skal kystpolitiet nemlig hive dem op af vandet i stedet for at sende dem hjem« siger instruktøren.

Den unge mand, der fortæller historien, kan ikke svømme. Han tror, han drukner og skal dø. Men han redder livet og sidder nu på et asylcenter i Hamburg.

Exit Afghanistan

I en anden scene fra filmen – i Kabul i Afghanistan – tilbringer en familie med fire hjemmeboende døtre de sidste 24 timer i et hus, de skal flytte fra. De mangler penge til at betale for reparationen af en defekt vandhane. Faren bruger dagen på at brokke sig over sine døtre. De er skyld i familiens ulykke, siger han. Døtrene ryster på hovedet, skældsordene fyger gennem luften, frustrationerne er allestedsnærværende. Kun den ældste datter arbejder og forsørger dermed hele familien. I hemmelighed taler de to ældste døtre om at forlade landet – om at komme ud, inden de internationale tropper forsvinder og overlader Afghanistan til sin egen skæbne.

»Snart er det 2014. Hvem kan garantere noget til den tid,« spørger den ældste datter sin søster, idet hun råder hende til at komme ud, før det er for sent. Ud af Afghanistan for at skabe sig et bedre liv.

»Sandheden er, at alle frygter for den ustabile situation i Afghanistan,« skriver Shahrbanoo Sadat i en e-mail fra Kabul. Hun har skabt scenerne fra huset i den afghanske hovedstad for at vise verden, hvordan livet ser ud for en almindelig afghansk familie.

»Fattigdom, krig, usikkerhed, og analfabetisme har formet afghanerne de sidste fire årtier og påvirket synet på fremtiden. Min generation tør ikke engang tænke på en bedre fremtid. Tilstanden er så håbløs, at det virker absurd. Historien om familien er et billede på den følelse af hjemløshed og utryghed, som gennemsyrer afghanernes sociale, politiske og økonomiske situation,« siger hun.

Ligesom døtrene i filmen er kvinderne i Shahrbanoo Sadats omgangskreds begyndt at planlægge deres exit fra landet. Mange er allerede taget af sted.

»Folk er bekymrede for, hvad der kommer til at ske i 2014. Alle omkring mig prøver at finde en måde at komme ud på. Mine venner, min familie, mine kolleger,« siger Sadat, der arbejder på en tv-station i Kabul.

»Afghanerne ved udmærket godt, at verdenssamfundet kan vende dem ryggen fra det ene øjeblik til det andet. Det er sket før,« siger den 23-årige filminstruktør og henviser til årene efter Den Kolde Krig, hvor Sovjetunionen trak sig ud af landet efter ti års krig, kommunismen kollapsede, og Afghanistan dermed ikke længere var interessant for Vesten.

»Og jeg tænker også selv på, hvad der vil ske, når alle jeg kender, rejser? Hvad skal jeg foretage mig? Hvad er mine fremtidsplaner? Skal jeg blive eller tage af sted?«

Fra asken og i ilden

Not at home er tænkt som en spejling, forklarer Katja Adomeit. Mens døtrene i Afghanistan planlægger deres flugt ud af landet, viser scenerne fra det tyske asylcenter, hvordan deres liv kunne se ud efter ankomsten til Europa. Spørgsmålet, filmen stiller, er, hvad der er værst – Afghanistan eller asylcentret.

I asylcentrets kantine tårner stabler af hvidt toastbrød sig op. Det udgør beboernes morgenmad og aftensmad; tilbehøret er syltetøj om morgenen og ost om aftenen. Frokosten består af pasta, kartofler eller ris med lidt kød. Alle asylansøgere er udstyret med et lyserødt pas, som stemples for hvert måltid. Skal de have udleveret toiletpapir, tamponer eller tandpasta, stemples passet også. En ung mand viser sit pas frem ved skranken, men får at vide, at han må vente til næste uge med at få en ny toiletrulle – ellers må han selv betale. Hvis beboerne vil have aftensmad en ekstra gang, gnider de stemplet væk med olie. »De gør det kun for osten,« fortæller Katja Adomeit. »Det er en lille godbid for dem.«

Intet hjem

Ved udgangen af 2012 var mere end 45 millioner mennesker på flugt ifølge en rapport fra FN’s flygtningeagentur UNHCR. Afghanistan er det land i verden, som flest mennesker er flygtet fra – en position, den krigshærgede nation har haft i 32 år. I gennemsnit er hver fjerde flygtning på verdensplan afghaner.

I Berlin udbrød der for nylig konflikt mellem højreekstremister og moddemonstranter i forbindelse med åbningen af et nyt herberg for asylansøgere. Sammenstødet er blot det seneste af mange i den tyske hovedstad, som er hårdt presset i bestræbelserne på at finde plads til det stigende antal asylansøgere, der kommer til byen. Samtidig kritiseres asylcentrene for de umenneskelige vilkår, mange flygtninge påbydes at leve under, herunder den såkaldte ’residenzpflicht’, som forbyder flygtningene at forlade asylcentrets område uden forudgående tilladelse. Katja Adomeit uddyber:

»Man skal forestille sig, at man er flygtet fra et sted, hvor der er krig og død. Ens hjem er blevet bombet i stykker, og så kommer man til et sted, der ligger afsondret fra det tyske samfund, hvor man ikke kan lave andet end at sove og spise. Man kan ikke engang selv lave mad. Man kan ikke komme hjem, men man ved heller ikke, om man kan få lov at blive. Samtidig med at man hver uge hører, at nå, nu er din gamle ven fra skolen død. Nå, nu er denne her ven død.«

Mange bliver psykisk syge, nogle forsøger selvmord. Traumerne fra krigen og flugten fra hjemlandet trænger sig på, og der er ikke noget liv, ingen fremtidsplaner, der kan aflede opmærksomheden fra dem.

»De kan ikke arbejde, de kan ikke lære tysk, de kan ikke kommunikere. Fremtiden er der ikke rigtig for dem.«

Hun tilføjer:

»Der er ingen plads, intet hjem til mennesker, der kommer fra et land i krig.«

Efter optagelserne i Kabul flygtede en af de medvirkende kvinder i filmen fra Afghanistan.

’Not at Home’ vises i Biffen i Aalborg den 31. august, i Grand i København den 1. september og i Øst for Paradis i Aarhus den 3. 4. 5. og 6. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Parvaneh Ghorbani
Parvaneh Ghorbani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

Det undrer mig, der tilsyneladende ikke er så mange film, romaner o.lign. om Europa i årene fra 1989 til 1999. Jeg mindes kun en film, som jeg ikke husker titlen på, om en familie, hvor moderen lå i koma under Berlinmurens fald og Tysklands genforening.

Afghanistans flygtninge har i det mindste et land at vende tilbage til. I Østeuropa fra Tyskland til Ural blev de hidtidige lande erstattet af nye og civilsamfund kollapsede i løbet af kun ti år.