Læsetid: 5 min.

Den nye generation af arkitekter svigter håndværket

Arkitektskolerne er blevet til kunstskoler uden et fundament, og den nye generation af arkitekter tænker mere på flotte facader og personlig prestige end på solidt håndværk og samfundsnytte. Sådan lyder dommen fra en række arkitekter, der efterlyser en debat om arkitekturens rolle i samfundet
For nogle arkitekter er 8TALLET i Ørestaden et symbol på en deroute i dansk arkitektur, der begynder på arkitektskolerne, fortsætter på tegne-stuerne og ender i bybilledet.

Torkil Adsersen

19. august 2013

På den yderste spids af Ørestaden i København med direkte udsigt til det fredede naturområde Kalvebod Fælled ligger en stor sløjfeformet bygning ved navn 8TALLET. Boligbyggeriet er designet af tegnestuen Bjarke Ingels Group og har vundet flere internationale priser. Det er forførende, og konceptet er gennemtænkt. Men hvis man studerer byggeriet nærmere, stritter det dårlige håndværk og den manglende omsorg for detaljen frem.

For en del af arkitektstanden er 8TALLET et symbol på en deroute i dansk arkitektur, der begynder på arkitektskolerne, fortsætter på tegnestuerne og ender i bybilledet.

»Der er en tendens til, at man bare skaber et objekt, som et ikon. Der er ikke nogen fornemmelse for rummet eller kvaliteten af værket,« siger Adrian Carter, der er lektor ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi og Utzon Research Center på Aalborg Universitet.

Prætentiøse prestigeprojekter

»Jeg savner en generation i dag, som er motiveret på en anden måde. En generation, der tænker socialt. Der er meget fokus på, at alle gerne vil være anerkendt, der er meget ego i arkitekturen, og man laver flotte projekter uden grund,« siger Adrian Carter, som vil tilbage til det, han kalder de nordiske værdier.

Hvis man skuer bagud til arkitekturen i de nordiske lande i 1920’erne og 1930’erne, ser man en generation af socialt engagerede arkitekter, der så deres fag som en direkte vej til at skabe et bedre samfund for alle. Den funktionalistiske tilgang herskede – de ville skabe noget for nogen, og alle skulle have et godt sted at bo. Dengang blandede arkitekterne sig også i den offentlige debat, fordi arkitektur ikke bare var bygninger – det var bygninger i et samfund.

Omkring 1978 begyndte fantasien at overtrumfe funktionen. En gruppe arkitekter gjorde op med modernismens hårde og kantede former. De ville bruge de former, farver og linjer, de havde lyst til. Det var et stort sammensurium af materialer og stilarter, der begyndte at optage arkitekterne, mere end den funktion, bygningerne skulle have. »Formen følger fantasien,« var den fransk-schweiziske arkitekt Bernard Tschumis provokerende svar på funktionalisternes slogan »formen følger funktionen«.

Spørgsmålet er, hvorfor den nye generation af arkitekter er blevet så optaget af at skabe ikoniske bygninger frem for holdbare huse.

»Jeg tror, der er en forbindelse mellem det at lave godt håndværk og at have en social holdning. Hvis arkitekterne selv kan håndværket, udvikler de en meget større grad af ydmyghed, fordi man har en forståelse for, hvad der skaber kvalitet,« siger Adrian Carter.

Fundamentet er forsvundet

I dag behøver arkitektspirerne ikke at kunne føre en pen over papiret eller fremvise et kunstnerisk talent for at få adgang til en af landets to arkitektskoler i Aarhus og København. I 2013 krævede det et karaktergennemsnit på minimum 10.

Modsat arkitektskolerne i andre lande i Europa, eksempelvis Storbritannien, som er drevet af det kunstneriske, har det været kendetegnet for de danske arkitektskoler, at de var teknisk orienterede. Men så kom der en modreaktion, hvor æstetikken skyllede ind, og håndværket sev ud.

»Man bygger ikke længere uddannelserne på håndværket. Fundamentet er forsvundet, og uddannelserne er blevet mere æstetisk drevet,« siger Inger Berling Hyams, der er ved at skrive en ph.d. om arkitektskolernes historiske udvikling ved Institut for Æstetik og Kultur på Københavns Universitet.

Mimer virkeligheden

»Når man tegner med sin hånd på et stykke papir, mimer man på en måde den virkelighed, der skabes på byggepladsen. I skitseringen gentager hånden og fingrene på en langsom, næsten håndværksmæssig måde de processer, der senere vil foregå i virkeligheden. Det at skabe er en proces, hvor hjerne og hænder former det, der siden skal blive til virkelighed. Man tænker tingene ud i hånden, for at andre siden kan udføre dem. Man er på en mærkelig måde tæt på det, der skal realiseres.«

Sådan beskriver arkitekten Henning Larsen det i en samtale med Henrik Steen Møller i bogen Legen og Lyset, og den proces er essentiel for at opnå en forståelse af det rumlige forhold, for ellers ender det hele bare med at være godt tænkt og dårligt udført. Ligesom 8TALLET, mener Adrian Carter.

Den tænkende hånd

På skolerne bliver pennen i højere og højere grad erstattet med en mus, et tastatur og en computer. Den udvikling bekymrer Adrian Carter, der frygter, at de studerende mister kontakten med virkeligheden.

»Man mister simpelthen den direkte kontakt med værket, som skaber forståelsen. Det kan ofte være meget smukt at kigge på, men hvis man begynder at analysere det, holder det ikke, og funktionaliteten mangler. Det er mere et billede, man skaber,« siger Adrian Carter.

I Storbritannien kører der i øjeblikket en hed debat i arkitektverdenen, fordi de studerende bevæger sig længere og længere væk fra virkeligheden, når de præsenterer deres afgangsprojekter. De er digitale, dystopiske projekter, og arkitektspirerne har svært ved stå på mål for meningen med dem.

Adrian Carter er bange for, at vi ender samme sted i Danmark – med formålsløs arkitektur, der ikke kan realiseres, og som kun er smukt at betragte. Som et kunstværk. Men uden funktion og med manglende respekt for håndværket.

Han understreger samtidig, at han er stor tilhænger af at bruge den nyeste teknologi. Men kun som et redskab, for ellers går arkitekterne ikke i dybden med værket.

»Arkitekterne skal ikke miste den sociale dimension i tingene, og det er det, vi har gjort. Der har været så meget fokus på, hvad vi kan teknologisk, men det at være arkitekt handler også om at have et menneskeligt syn og være håndværker.«

Opsvinget skadede kvaliteten

Da hele boligindustrien kunne gå på vandet, var der altid en køber at finde, og der var ikke langt fra idé til tegnestue, til køber og videre til næste køber.

Den samfundsøkonomiske udvikling har sat sig spor i kvaliteten af den arkitektur, der blev bygget i perioden, og synet på arkitekturen har sat sig fast, mener Charles Bessard, der er arkitekt og medstifter af arkitekthuset Powerhouse Company.

»Der var ingen grund til at tænke på kvaliteten, for konkurrencen var der ikke. Der var altid en køber, og de var ligeglade med kvaliteten. Det skulle bare være prangende,« siger han og henviser til samtaler, han har haft med købere rundt omkring i verden.

Det har resulteret i en selvforstærkende effekt, hvor hele industrien ikke taler om andet end ideer, koncepter og marketing.

»Hvis vi kun taler om ideer, kigger folk også kun på ideerne. Så kigger de ikke på, hvor godt det er bygget, eller hvor holdbart det er, så industrien skal selv være med til at vende den udvikling,« mener Charles Bessard.

Hvis man spadserer gennem Europas gader, vil det kun være 5 til 15 procent af alle bygninger, man møder, der er udført af arkitekter. Resten har andre brancher, f.eks. byggefirmaer og ingeniører, stået for.

»Jeg tror, at det er vigtigt for arkitekturens fremtid, at man omfavner håndværket, for hvis arkitekterne mister kontakten med håndværket, ved de ikke, hvordan de skal integrere deres design i funktionaliteten, og så mister arkitekterne betydning.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bonde Bruun
  • Lone Christensen
  • Markus Lund
  • Martin Åberg
  • Benjamin Bach
  • Daniel Mikkelsen
  • Jakob Trägårdh
  • Torben Arendal
  • morten Hansen
  • Karsten Aaen
  • Laust Christian Øby Kjeldsen
  • Tom Paamand
  • Leo Nygaard
  • Henrik Jensen
  • Gert Kjeldtoft
  • Jens Frederiksen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Per Torbensen
  • Ivan Ziz
Bonde Bruun, Lone Christensen, Markus Lund, Martin Åberg, Benjamin Bach, Daniel Mikkelsen, Jakob Trägårdh, Torben Arendal, morten Hansen, Karsten Aaen, Laust Christian Øby Kjeldsen, Tom Paamand, Leo Nygaard, Henrik Jensen, Gert Kjeldtoft, Jens Frederiksen, Maj-Britt Kent Hansen, Per Torbensen og Ivan Ziz anbefalede denne artikel

Kommentarer

I byggebranchen hersker konkurrencemarkedet og alle parter deltager frivilligt.
Omtalte byggeleder har ret, men han er med til at presse nedad for at få økonomien til at hænge sammen. I processen går det ud over de små.
Samlet set går det ud over kvaliteten af bygningerne og rådgiverne må på bygherrens vegne slås for at holde standarden, samtidig med at forsvare deres evt dårlige projekt.
Det kommer der af og til strid ud af mellem to led i kæden.
Det hele starter med bygherrens beslutninger.
En kunne være : Byg et godt hus - jeg betaler !!!

Sider