Læsetid: 7 min.

Opgør med de politisk allierede

I dag må man tale og skrive om alting – bortset fra politik. Politisk engagement er, hvis ikke tabubelagt, så i hvert fald kikset. Det siger Lone Aburas, som i sin tredje roman, ’Politisk roman’, skriver om og til den priviligerede middelklasse, som hun selv er en del af
Lone Aburas var selv i tvivl om, hvorvidt hun bare var salonsocialist, da hun var frivillig i Kirkeasyl. Den tvivl har hun brugt i sin nye bog, ’Politisk roman’.
30. august 2013

»Der er så mange, så hvorfor lige hjælpe ham?«

Det er hovedpersonen Rebeccas kæphest i Lone Aburas’ nye roman Politisk roman. Rebecca underviser i geografi på et voksenuddannelsescenter ved navn Apollon, og hendes mand, den velmenende tandlæge Robert, har længe gået rundt med et badge med teksten ’Jeg skjuler en flygtning’. Nu har han besluttet sig for at gøre alvor af ordene. Det er hyklerisk at mene uden at handle, synes han. Så en bekendt menneskerettighedsforkæmper, som holder af at få renset tænder i Roberts klinik, sørger for, at den illegale flygtning Amir bliver installeret i parrets arbejdsværelse.

Rebecca er ikke begejstret.

»Det er altid folks bedste undskyldning,« siger Lone Aburas om Rebeccas kæphest, da vi mødes i Informations kantine.

Forfatteren var i 2009 aktiv i Kirkeasyl-kampagnen for de irakiske flygtninge i Brorsons Kirke, hvor hun var i den såkaldte ’hverdagsgruppe’, som i skiftehold tilbragte tid med irakerne og faciliterede møder i døgndrift. Det var rimelig voldsomt, syntes hun. Også fordi der ikke kom noget politisk ud af det. Men der kom det ud af det, at man handlede.

»De irakiske aktivister – tror jeg – syntes, det var fedt, at der var nogen, der gad tage dem ud af lejrene og lave noget politisk arbejde med dem. Vi lavede noget sammen.«

Hendes aktivitet har været en inspiration til at skrive en roman, der blandt andet handler om asylpolitik. Og ligesom hun har brugt sine egne gode intentioner og sin dårlige samvittighed i beskrivelsen af nogle af romanens ’velmenende’ karakterer, har hun brugt mange af de reaktioner, hun mødte fra folk, i beskrivelsen af hovedpersonen Rebecca.

»Det er mærkeligt at skrive en roman med en fortæller, som tager det modsatte synspunkt, men det var ret interessant at sidde og være på ’det forkerte hold’,« siger hun om Rebecca, som i romanen synes, velfærdsstaten fostrer forfærdelige unge mennesker, som ikke gider en skid.

Ironien

Lone Aburas debuterede som forfatter i 2009 med Føtexsøen. Det var ikke en erindringsroman, men en roman, som handlede om Lene, der ud over at have et fornavn, der ligner forfatterens også havde en del fællestræk med denne. Hun boede i Høje Taastrup, havde gået på RUC, havde en egyptisk far, som ejede en pølsevogn, og hun havde uden held søgt ind på Forfatterskolen. Flere gange.

Romanen, der blev en succes, handlede om Lenes mislykkede forsøg på at blive forfatter, og året efter kom opfølgeren med den metaironiske titel Den svære toer. I denne refererede hun vidt og bredt til anden litteratur og sig selv som forfatter, ligesom hun heftigt og helt åbenlyst lånte fra andre forfattere.

Med undtagelse af dens ironiske titel er Politisk roman fri for sådanne selvrefleksive referencer.

»Både med Føtexsøen og Den svære toer havde jeg det ret stramt over at sætte mig ned og være forfatter og bare skrive,« fortæller Lone Aburas.

»Derfor var det vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at det her var fiktion, og det var en god afstand, der virkede konstruktivt mellem mig og det at være forfatter. Men nu er jeg ligesom kommet over det. Jeg tør godt sige: Okay, jeg skriver bare en roman. Der er jo tusindvis af romaner ude i verden, og det ved folk godt, er præmissen.«

På bagsiden af Den svære toer var en varedeklaration, en slags indholdsfortegnelse som bag på en æske med frysepizza, og nederst stod der: »Obs. Denne bog indeholder ikke ironi«. Det var selvfølgelig ironisk; bogen var én stor ironi, og det er Politisk roman også.

»Sådan er jeg bare, tror jeg. Jeg kan ikke skrive noget, der ikke er humoristisk, det er min tone.«

»Det betyder jo ikke, at jeg ikke kan læse Herta Müller,« siger hun og peger på det store fotografi af den tyske forfatter, der hænger på væggen i kantinen, »jeg kan bare ikke skrive den slags. Den alvor ligger ikke til mig.«

Men selv om Lone Aburas’ grundtone er humoristisk og satirisk, skriver hun om alvorlige emner. I Den svære toer var det et dogme, at hun ville skrive om glade mennesker, men det dogme endte forfatteren med at bryde. Uden overlæg.

»Hos mig er der ikke nogen glæde, og det må være min alvor« ræsonnerer hun. »Det er et lidt deprimeret livssyn, der kommer til udtryk.«

Hun tøver.

»Ej, det er godt nok lidt ærgerligt,« siger hun og skubber sig tilbage fra bordet og klør sig i det sorte hår, »men det er rigtigt. Og det er derfor, jeg måske bliver nødt til at tage brodden af det der. Prøv at forestille dig en bog, hvor der slet ikke er nogen humor i. Så kan man lige så godt hænge sig i løbet af processen.«

Det politiske

Politisk roman er åbenlyst mindre selvbiografisk end Føtexsøen. Men alt kommer et sted fra, siger Lone Aburas – også tankerne om at være et politisk handlende menneske. Blandt andet fra sin tid i Kirkeasyl kender hun til følelsen af at være privilegeret og forsøge at gøre noget politisk. Noget rigtigt. Tvivlen om, hvorvidt indsatsen er for fesen, og hvorvidt det bliver »salonsocialistisk«.

Og den dårlige samvittighed, når man ingenting gør.

De tanker har hun forsøgt at dele ud på de karakterer, der er i romanen, som derfor har været forholdsvis lette at skrive frem.

»Men det har været svært at skrive en politisk roman,« siger hun.

»Det er også det, jeg synes, er så irriterende. Man må skrive om alt muligt i dag, men at skrive politisk er kikset. Sådan har jeg det virkelig. Det er blevet sådan lidt tabu.«

Hovedpersonen Rebecca finder det politiske engagement megakikset, og hun bliver et billede på, at de nære ting er gode. Hun vil »bare gerne have det godt med sin søn«, og det mener Lone Aburas er symptomatisk for en udbredt holdning i dag, hvor mange ser ned på mennesker, som tager væk fra deres familier for at gøre noget for andre.

»Så kan det godt være, man stemmer SF, men man putter alligevel sit barn i en privatskole, fordi ’mit barn skal have det bedste, og så fuck naboens søn, som ikke kan betale 3.000 om måneden’. Det, synes jeg, er hyklerisk,« siger hun.

»Det handler ikke om de højreorienterede. Jeg er mere sur på dem, jeg politisk er allieret med. Altså – dem, jeg er enig med. Hvis man ikke tager sig sammen, ender man med at flytte til Frederiksberg, fordi man synes, der er mange indvandrere på Nørrebro, og fordi man får familie og bliver pissebange for, at man ikke får nok af kagen.«

Sameksistens

Romanen handler i virkeligheden om den aktuelle venstrefløj, som i Aburas’ øjne er meget lidt handlekraftig.

»Jeg ser mig selv som venstreorienteret, og det håber jeg, jeg bliver ved med at være. Ligesom jeg håber, jeg aldrig kommer til at putte mit barn i privatskole.«

– Men hvorfor er det så vigtigt med de privatskoler?

»Det er sådan noget som folkeskolen, der gør, at vores samfund har en sammenhængskraft. At det ikke kun handler om, at ens børn har det godt, men at man også er interesseret i, at naboens mindre privilegerede børn har det godt. Og at vi får et samfund, hvor vi møder hinanden på tværs af kulturer og segmenter og sociale klasser. Ellers får vi et samfund som USA, og det synes jeg, er ærgerligt.«

– Hvad mener du med sammenhængskraft?

»Det er også et dårligt ord, måske mener jeg sameksistens. Det handler om at møde folk fra andre klasser og segmenter end sine egne. Her i København sender virkelig mange mennesker deres børn i privatskole. Selv statsministeren gør det,« siger hun.

»Det virker helt grotesk, at det er blevet stuerent, at man ikke føler sig forpligtet til at efterleve sine venstreorienterede kerneværdier, når man har penge nok.«

– Hvad kan man gøre ved det?

»Man behøver jo ikke tage til Palæstina og være fredsvagt for at gøre noget godt for verden. Man kan starte med at lade være med at putte sine børn i privatskole. I folkeskolen mødes man. Her kan man rykke noget for andre mennesker, så de ikke sidder fast i deres egen klasse. Det kan godt være, at Giddens taler om, at man skaber sin egen identitet, men al forskning viser, at lægebørn bliver læger, og arbejderbørn bliver brolæggere.«

Lone Aburas kan godt forstå, at almindelige mennesker, synes det er en stor mundfuld at skjule en flygtning.

»Men alle kan skrive et læserbrev eller sige til folk, der opfører sig homofobisk på gaden, at de skal holde deres kæft. Når folk siger nedsættende ting om minoriteter ved middagsbordene, kan man sige noget – i stedet for at sidde og være passiv,« siger hun.

»Nu taler jeg udelukkende om en gruppe, som jeg mener, man kan mobilisere. Som stemmer til venstre for midten, og som har alle de her holdninger, som bare ikke rigtig bliver afspejlet i virkeligheden.«

– Skal romanen forstås som en opsang til den gruppe, som du selv tilhører?

»Jeg vil bare gerne have folk til at tænke. I romanen agiterer jeg ikke for noget, og der er ikke noget klart budskab. Men den må gerne få folk til at genkende sig selv. Ligesom jeg genkender mig selv i meget af det. «

 

’Politisk roman’ er Lone Aburas’ tredje roman og udkommer 6. september på Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Piculell
  • Olaf Tehrani
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Jens Carstensen
  • Heinrich R. Jørgensen
Claus Piculell, Olaf Tehrani, Michael Kongstad Nielsen, Jens Carstensen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det lyder godt, den bog skal jeg hen og købe.
Lad os få gang i noget politisk tankegang og handling.

jens peter hansen

Det handler om at møde folk fra andre klasser og segmenter end sine egne. Her i København sender virkelig mange mennesker deres børn i privatskole. Selv statsministeren gør det,« siger hun.

»Det virker helt grotesk, at det er blevet stuerent, at man ikke føler sig forpligtet til at efterleve sine venstreorienterede kerneværdier, når man har penge nok.«

Tja det er altså lettere at være solidarisk med nogle der bor rigtig langt væk.

Vi er blevet kønsløse, metroseksuelle, transparente ligegyldigheder som nærmest er gået i symbiose med vores lænestole og citron halvmåner. Og det kan i så tage som min udlægning og kommentar - jeg ser frem til den dag jeg kan samle mig til at læse "Politisk roman"