Baggrund
Læsetid: 9 min.

Osteplayeren og den excentriske onkel

Om få dage afholder Louisiana sin fjerde litteraturfestival. Forbindelsen mellem museet og litteraturen går helt tilbage til dengang, en mand ved navn Knud W. Jensen ville ud af familiens ostefirma for at mænge sig med det litterære miljø
Kultur
16. august 2013
Knud W. Jensen ville ikke være pengemand, der holdt digtere, som andre holdt heste. Han blev en kulturpersonlighed, der omgik litterære giganter som Karen Blixen. Fotos: Jørgen Bonfils og Willy Henriksen

Knud var selv ret overrasket over, at radioen ville have ham ind i studiet. Jo vist – han samlede da en smule på kunst og var medudgiver af nogle kunstbøger på et mindre forlag, men for alvor en stemme på kunstscenen? Det var han ikke.

Året var 1952, Statens Museum for Kunst stod foran et direktørskifte, og radioværten ville have en række kunstkendere til at diskutere museets nye linje, heriblandt Knud W. Jensen, »var museet et sted for moderne kunst?«, spurgte værten, og Knud svarede nej.

Knud W. Jensen var vokset op med Statens Museum for Kunst, og for ham repræsenterede stedet måden, man ikke skulle drive museum på. Han havde aldrig brudt sig om at være der eller om portvagten i den latterligt pompøse uniform, der med øjnene fulgte de besøgende hele vejen op ad marmortrappen.

I radioen blev Knud grebet af taletiden og foreslog pludselig, at museet byggede et lavt, åbent pavillonbyggeri i Østre Anlæg til den nyeste kunst. Knud fik ingen respons – ideen var tåbelig.

Men tanken havde bidt sig fast i Knud selv, som begyndte at gøre notater om hvordan museet skulle se ud, hvad det skulle udstille, og hvad gæsten skulle føle.

»Det kunne jo lyde noget ambitiøst, og jeg talte ikke om det, men det forekom mig ikke utopisk,« skriver nu afdøde Knud W. Jensen i erindringsbogen Mit Louisiana-liv.

Og drømmen var ikke en utopi. Seks år senere, i 1958, kunne Knud W. Jensen på en regnvåd sommer-eftermiddag holde åbningstale på kunstmuseet Louisiana; et protestmuseum, der modsat de andre museer var levende. Som Knud sagde i talen: »Louisiana skal bruges, være et kunstnerisk miljø og rammen om et stykke liv, hvor der skal ske noget.« Louisiana skulle være »som et besøg hos en excentrisk onkel, der samler på kunst«.

Det her er historien om tilblivelsen af Louisiana, men det er også et portræt af Knud W. Jensen. For der er en næsten uløselig sammenhæng mellem manden og museet. Denne historie handler om ostepenge, der blev til forlagspenge, der blev til kunstpenge. Og om den pengestrøm, der lige siden den dag, Knud var i radioen, har forbundet litteraturen og Louisiana. Det er historien om en af dansk kulturlivs mest magtfulde skikkelser, som gennem sit onemanshow Louisiana blev garant for ’den gode smag’ og gjorde danskerne moderne.

Ostepenge

Da Knud W. Jensens far døde i 1944, overtog Knud familiefirmaet, der eksporterede ost, kasein og mælkepulver. Og Knud forvaltede arven godt; han udvidede firmaet, fik et Marshall-lån til en ny fabrik for smelteost og byggede nye filialer. Alligevel var han ikke tilfreds.

»Knud havde røven fuld af penge, men stræbte efter noget andet. Han ville væk fra alle ostene, mejerierne og landmændene og drømte i stedet om at blive en del af det litterære miljø,« siger Pernille Stensgaard, journalist på Weekendavisen og forfatter til bogen Da Louisiana stjal billedet, hvortil hun har interviewet 40 mennesker omkring Knud W. Jensen og Louisiana.

Knud ville allerede ud af osteforetagendet, da han fem år før faderens død i sommeren 1939 mødte Ole Wivel på tennisbanen i Vedbæk. Dengang var der ingen, som vidste, at mødet ville blive skelsættende, og at netop de to ville sætte sig på magten i dansk kulturliv årtier frem. Ole anede dog, at der for Knud var noget større i vente, end hvad ostebranchen kunne tilbyde.

»Det gik op for mig, mens han røg den ene cigaret efter den anden og holdt myggene på afstand med sin røgfane, at identitetsproblemer havde sat sin brod i ham og kløede uafbrudt. Ikke at han følte sig ukvalificeret til købmandskab, men fantasien regerede for stærkt i ham, frygten for den borgerlige livsform og for tidlig resignation gjorde ham desperat,« skriver den nu også afdøde Ole Wivel i sine erindringer Romance for valdhorn.

I 1945 skete det, at Knud fik foden indenfor lige der, hvor han allerhelst ville være. Sammen med Ole Wivel grundlagde han Wivels Forlag, der siden blev særligt kendt for at udgive generationstidsskriftet Heretica. Ole skulle stå for forlagets daglige drift, mens Knud skulle være pengemand eller, som Ole Wivel udtrykte det, »betale gildet«.

Det kan altså nok være, at Knud følte sig tættere på kunsten, men han var stadig først og fremmest forretningsmanden bag forlaget. Manden, der spyttede penge i kassen, når bunden var nået, og ham, der sørgede for mad og kolde øl til alle litteraterne omkring forlaget. Det første år skød han 60.000 kroner i forlaget, året efter 30.000, så 45.000, så 30.000 og videre i samme stil.

Selvom han senere formåede at revolutionere kulturlivet, forblev hans ømme punkt, at han ikke selv var kunstner, fortæller Pernille Stensgaard.

»Hvis han et øjeblik tænkte ’nu kører det sgu’ og følte sig som en integreret del af af den kunstneriske scene, var der altid nogen, som havde en ostevits i lommen, der kunne banke ham på plads,« siger hun.

»For nogle ville han altid bare være en osteplayboy, der købte sig til tingene og ’holdt digtere’ ligesom andre millionærer holdt travheste eller elskerinder,« siger hun om blandt andet Knuds forhold til digteren Thorkild Bjørnvig, som han købte et hus til »som en ægte mæcen«. Wivels forlag blev defineret som et modernistisk foretagende, profilen og målgruppen var eksklusiv. Som forfatteren Bjørn Poulsen skrev i et brev til Ole Wivel endnu før, Ole og Knud bad ham om at redigere Heretica, havde »forlaget en bestemt eksistensmulighed: At skaffe sig en fast kundekreds.«

»Hertil fordres tillid. Enhver bog, som ikke har berettiget krav på den kræsne læsers bevågenhed, svækker linjen, svækker tilliden, svækker forlagets livskraft. Det er mindst lige så vigtigt ikke at udgive en dårlig bog, som det er at udgive en god. Enhver bog fra Wivels forlag bør sætte anmelderen i henrykkelse og sende alle gode intellektuelle læsere hen til deres boghandel.«

Underholdningsfabrikken

Den linje brød pengemanden Knud W. Jensen med, da han i 1952 købte aktiemajoriteten i forlaget Gyldendal og udskiftede direktionen med tre venner fra det litterære miljø, der havde en gennemsnitsalder på 31 år: Ole Wivel, Otto B. Lindhardt og Jokum Smith. Vennerne fra Wivels forlag havde ellers forsøgt at tale ham fra købet: »Selvom ingen sagde det højt lige straks, var det uden videre klart, hvad det indebar. Wivels forlag og Heretica ville blive nedlagt inden ret længe« skriver forfatter og i 1952 daværende redaktør for Heretica, Tage Skou-Hansen, i essayet »I højere magters hænder«.

»Hvad i alverden ville det eventyrlige menneske med den gamle underholdningsfabrik, som havde kasseret vores jævnaldrende på stribe – Tove Ditlevsen, Morten Nielsen og Ole Sarvig? Med sine tårnhøje driftsudgifter var den tilmed ineffektiv. Hvorfor følte han sig pludseligt kaldet til at redde den fra børsspekulanterne?« spørger Tage Skou-Hansen i essayet.

Fra den dag, Knud købte Gyldendal, mente Tage Skou-Hansen, at Knud solgte ud i forsøget på at erobre magten i kulturlivet. I hvert fald var Wivels Forlag og Heretica med udgangen af 1953 historie, og vennerne omkring Knud troede, at han havde fået nok, og at der nu ville være stille omkring ham for et stykke tid. Men så var det, Knud kom i radioen.

Protestmuseum

Louisiana skulle være en »ny bastion for dansk kunst«, var, hvad Knud W. Jensen tænkte om det museum, han ville opføre i det naturskønne landskab i Humlebæk.

»Hvis jeg allerede som fyrreårig trak mig tilbage til studier og stilfærdig livsnydelse, ville jeg savne at have med mennesker at gøre, at handle, at spille, risikere og se resultater. Så der var kun én vej at gå: Louisiana,« skriver han i sine erindringer.

Og i sommeren 1958 stod Louisiana færdigt. Som et protestmuseum – et brud med de andre kunstmuseers arrogante dovenskab.

»På Statens Museum for Kunst skulle man helst vide noget om kunst i forvejen, men Louisiana var modsat en venlig invitation til den voksende middelklasse,« fortæller Pernille Stensgaard.

Et museum måtte ifølge Knud ikke virke ydmygende eller klaustrofobisk på sine gæster, men skulle opleves som hjemligt og rart. På Louisiana var der en café, en boghandel, og rygning var tilladt alle vegne. Kustoderne gik klædt i civil, og anmelderne forstod med det samme Knuds projekt: At Louisiana ikke var et museum, men en forening af maleri, litteratur, arkitektur og landskab.

»Knud var enevældig solkonge på Louisiana, og han kunne derfor gøre med stedet, hvad han ville,« siger Pernille Stensgaard.

»Hans glæde ved litteraturen har igennem mere end 50 år smittet af på stedet, som blev en slags kulturradikalt centrum«.

Louisiana var ifølge Knud et oplysningsprojekt, og her havde han sin platform for at promovere en lang række forfattere, blandt andre Suzanne Brøgger, Henrik Nordbrandt, Fay Weldon, Isabel Allende og forfatterne bag debatbogen Oprør fra midten, fortæller Pernille Stensgaard.

Magten

Årerne gik, publikum blev stadig større – en tidligere journalist på denne avis kaldte Louisiana »finkulturens Bilka«, og først langt op i 1970’erne begyndte Louisiana at miste monopolet på at være et moderne museum. Flere steder i landet talte folk om, at de ville have ’deres eget Louisiana’, som om museet var et begreb. Knud drev det kunstneriske ud fra et ’sauna-princip’, der dikterede, at hver anden udstilling skulle være varm og hver anden kold. De varme appellerede bredt og gav kæmpe overskud, de kolde var smallere, vildere og måtte godt give underskud: »Jeg synes, at kunsten er bedre hjulpet med at være en forretning end at skulle rende og tigge om offentligt tilskud til alt muligt,« sagde Knud, når hans ’varme’ udstillinger blev kritiseret for at være populistiske.

Med Louisiana gennemgik Knud en regulær forvandling fra at være ’pengemand’ til hovedmand i dansk kulturliv. Tidligere programdirektør i Danmarks Radio Werner Svendsen siger i bogen Da Louisiana stjal billedet, at det var »skæbnens ironi«, at Knud blev »den berømteste af dem alle, og at hans navn vil blive husket. Han udviklede sig faktisk til en kulturpersonlighed. Han betalte ikke bare, han fyldte Louisiana ud, deltog i debatten og blev én, man gerne ville lytte til. Havde nogen sagt det omkring 1950, ville man have rystet på hovedet«.

Knuds smag blev ’den gode’ smag, og han blev politisk interessant. Under statsminister Jens Otto Krag var han i spil som landets anden kulturminister, men i stedet for minister blev han medlem af kulturudvalget – her sad også Ole Wivel. De to var med til at forme landets første egentlige kulturpolitik. Pressen skrev, at nu var Knud en stormagt i kulturpolitikken, som nemt kunne blive enevældig:

»Knud W. Jensen har på en måde sit eget kulturministerium, der sagtens kan måle sig med det rigtige. Han har skabt et apparat, hvis enorme indflydelse på dansk kulturliv overhovedet ikke kan bortforklares,« skrev Berlingskes Henning Fonsmark i 1962. »Og dermed har han ligeledes og ganske selvfølgeligt givet stof til irritation i de kunstnerkredse, der hverken er direkte eller indirekte knyttet til Gyldendal-Louisiana-koncernen«.

En af grundene til, at Knud W. Jensen var en nøgleperson i flere årtier af dansk kulturliv, indtil han i 1993 overdrog ledelsen af Louisiana til en anden, var ifølge Pernille Stensgaard, at han indtog en »unik rolle mellem kunst og forretning. Han ændrede danskernes forhold til kunst, men også til, hvad man kunne forvente af et museum. Et museum kunne være levende, det kunne være et udflugtsmål, og det er Louisiana, som stadig i dag har tætte bånd til litteraturen.«

På grund af solkongen Knud, vil litteraturen altid være »en del af Louisianas identitet«, fortæller Pernille Stensgaard. Louisiana er fortsat repræsenteret i bøgernes magtcentrum. Direktør Poul Erik Tøjner er som sin forgænger formand for Gyldendals bestyrelse.

Louisiana Literature afholdes 22.–25. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her