Baggrund
Læsetid: 3 min.

Sex, død og familietraumer

Inspireret af de amerikanske vampyrsucceser kommer Kanal5 nu med et dansk bud på den populære genre. Inspirationen til ’Heartless’ har manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig hentet i tyskernes forhold til Anden Verdenskrig. Og modsat hvad der er tilfældet i USA dør vampyrerne ikke af at dyrke sex – tværtimod er det det, der giver dem liv
Kultur
15. august 2013
’En af grundpræmisserne for fortællingen er, at alle mennesker har traumer. Traumer behøver ikke nødvendigvis skyldes noget, man selv har været udsat for eller involveret i. Det kan være noget ens forældre har oplevet eller bedsteforældre har gjort,’ siger instruktøren Nikolaj Scherfig om Kanal5’s nye ungdomsserie ’Heartless’. Foto: Kanal5

’En af grundpræmisserne for fortællingen er, at alle mennesker har traumer. Traumer behøver ikke nødvendigvis skyldes noget, man selv har været udsat for eller involveret i. Det kan være noget ens forældre har oplevet eller bedsteforældre har gjort,’ siger instruktøren Nikolaj Scherfig om Kanal5’s nye ungdomsserie ’Heartless’. Foto: Kanal5

Klubben er mørk. Og rockmusikken brager derudad, og seriens to hovedpersoner, tvillingeparret Sofie og Sebastian spillet af Julie Zangenberg og Sebastian Jessen, flirter og fester. Første scene i Kanal5’s nye ungdomsserie Heartless kunne sagtens være indledningen på en helt klassisk dreng møder pige-fortælling. Men det er den ikke. For hovedpersonerne er vampyrer eller ’sortøjer’, som manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig kalder dem. Og i deres selskab er ingen sikre på at overleve natten.

»Lad os bare sige, at unavngivne personer ikke får et sindssygt langt liv. For den gruppe unge, serien handler om, er traumatiserede og suger livskraft fra andre. De er noget andet end vampyrer, for de suger hverken blod eller har evigt liv. Til gengæld bruger de sexakten til at få livskraft, og seksualiteten bliver derfor vist uden filter,« forklarer Nikolaj Scherfig.

Kanal5 har modtaget 6,7 millioner kr. fra Public Service Puljen til at udvikle serien, som kommer i kølvandet på den vampyr-feber, der efterhånden har raset i flere år blandt teenagere både herhjemme og i udlandet med den romantiske fantasy-vampyr-saga Twilight og serierne True Blood og The Vampire Diaries.

Selv om den danske vampyrserie har hentet inspiration i det amerikanske univers, adskiller den sig også fra forbillederne. Mens sex mellem vampyrerne i Twilight er en sikker dødsdom, er netop sexakten en central del af overlevelsesstrategien for de danske ’sortøjer’. Og risikoen for at levere en dårlig efterligning af de store udenlandske satsninger skræmmer ikke Nikolaj Scherfig.

»Det har selvfølgelig været en udfordring, at så mange kender genren. Men samtidig er vores serie noget helt andet. Det er ikke et rip-off af de amerikanske vampyr-serier, men et forsøg på at lave et dansk bud på den meget populære ungdomsgenre. På den måde ser vi os selv i kreativ konkurrence med de andre serier, og vi udfordrer konventionerne ved at være meget ambitiøse og give serien dens egen stil både i forhold til den psykologiske timing og rent historiemæssigt,« siger han.

Inspireret af krigstraume

Fortællingen har to historiske og tidsmæssige lag. Nogle scener udspiller sig i dag, mens andre foregår på en herregård i 1600-tallet. Det er med til at sætte fokus på en problematik, som alle familier ifølge Nikolaj Scherfig kender til. Nemlig, at nogle familiemedlemmer i fortiden har gjort noget, som går i arv gennem generationer og påvirker familien helt op til i dag.

»En af grundpræmisserne for fortællingen og noget af det, der virkelig har været interessant at arbejde med, er, at alle mennesker har traumer. For traumer behøver ikke nødvendigvis skyldes noget, man selv har været udsat for eller involveret i. Det kan være noget, ens forældre har oplevet, eller bedsteforældrene har gjort. På den måde har alle mennesker et traume i deres liv, som de er berøring med,« siger Nikolaj Scherfig.

Han forklarer, at tyskernes forhold til Anden Verdenskrig har fungeret som inspiration til fortællingen.

»Vores arbejde med de to historiske tidslag er et forsøg på at folde familietraumerne ud som en slags arvesynd, der fortsætter op gennem generationerne. En af vores metoder til at forstå, hvad det betyder at være bærer af et traume, har været at se på tyskernes forhold til Anden Verdenskrig, og hvordan nutidige unge betaler prisen for noget, som farfar har lavet,« siger Nikolaj Scherfig.

Selv om historien udspiller sig i spændingsfeltet mellem fantasi og virkelighed, forsøger holdet ifølge Nikolaj Scherfig at holde sig fra klicheerne. Der bliver sparet på teaterblodet, og han håber på, at teenagerne får selskab af resten af familien, når serien bliver vist til efteråret.

»Vores instruktør, Natasha Arthy, er virkelig god til at indfange og fastholde seerne med psykologisk identifikation. De skal kunne genkende sig selv i det fantasifulde univers og i hovedpersonerne. Det gør hun blandt andet ved at lade hovedpersonerne opleve og udleve almenmenneskelige følelser som forelskelse, begær og skyld,« siger han.

@information.dk

’Heartless’ sendes på Kanal5 til efteråret

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her