På en mondæn adresse med vue over Gammel Strand og Thorvaldsens Museum har en giraf-agtig kran sat sig tungt mellem lejlighed og himmel. Espedal, der som få har skrevet rum, huse, steder og skriveborde frem som stod de opført i nedrivningssikret syntaks holder til øverst oppe og møder mig på trappen. Firskåren, vægtig og med brune sandaler. Den hvide skjorte hænger løst over de sorte bukser og poserne under øjenene er endnu ikke kommet overnes med resten af ansigtet.
»Min datter og hendes kæreste kom her i går aftes, vi spillede kort og det blev lidt sent,« siger Tomas Espedal og slår ud mod spisebordet i den store stue, hvor halvfyldte rødvinsglas, halvspiste dessertchokolader og sorte spillekort vender bunden ud på den hvide sommerhusæstetik.
Vi er i de danske forfattere, Merete Pryds Helle og Morten Søndergaards lejlighed på Gammel Strand. Her har den anmelderroste 52-årige forfatter indlogeret sig for at arbejde, mens de ferierer i Italien. Et arbejde, der består i at læse og skrive og som for ham er ’på alvor’.
Det at læse andres bøger er for forfatteren noget man koncentrer sig om på sætningsniveau. Bortset fra at det ikke går så godt med det.
»Jeg får ikke arbejdet her,« siger forfatteren og misser med øjnene mod det lys, der flænser rummet. River en flænge fra Morten Søndergaards overoplyste skriverum med tagruder til stuens åbne vinduer mod Christiansborg, de grønne skurvogne og en så vedvarende støj, at Tomas Espedal har besluttet sig for at forlade København før tid og drage hjem til Bergen, hvor han som læsere af Mod naturen fra 2011 vil vide det, skriver i sin kælder.
»Der er hverken pænt eller lyst og det passer til min sindstilstand,« som han siger det.
Da vi sidst forlod figuren Tomas Espedal på side 164 i den tæt komprimerede, af kærlighedssorg drivende Mod naturen om en ældre mand og hans forhold til en yngre kvinde, var han for alvor forladt. Og sådan har forfatteren det stadig.
»Jeg er forladt af alle. Min ekskone døde, min unge kæreste forlod mig og min døtre er flyttet hjemmefra. Det er de erfaringer jeg skriver om, og som du ser,« siger Espedal og lader sit alvorlige ansigt erodere i et overbidsgrin, »bevæger jeg mig hele tiden på kanten af det patetiske.«
Skrivekollektiv og selvbiografi
Sit forfatterdebut fik Espedal i det København, der nu igen ligger metroramt for hans fødder. Espedal var 23 år, da han gik rundt i Indre By med sit første antagede manus i lommen.
»Jeg opførte mig som en forfatter, gik på Krasnapolsky og Bo-Bi Bar,« siger Tomas Espedal, der nåede at møde blandt andre Pia Tafdrup og Michael Strunge, inden han drog tilbage til Bergen.
»De var en generation af digtere, der gjorde alt, de kunne og skulle på den tid,« siger han, og fortæller, at han er med i et lignende fællesskab af norske forfattere centreret omkring Bergen.
»Jeg skriver i et slags kollektiv. Der er og har især været en stærk energi og en levende debat om, hvad litteratur er, og hvad vi kan gøre for at forny romanen.«
Han taler om ’projektet’, om at skrive for litteraturens skyld og om at udforske romangenren ved at trække på ‘det lyriske jeg’.
»Jeg ville se, hvad der skete, når man trak det ’jeg’ over i prosaen, så det antog karakter af en tredje persons fortæller. Blev til en anden,« siger Espedal og kalder det et frihedsgreb. Det værk, der nu og ved forlæggeren Arild Batzers mellemkomst udkommer i dansk oversættelse er en opsamling af Espedals tre bøger Biografi, Dagbog og Breve fra henholdsvis 1999, 2003 og 2005, og som leder direkte op til Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv fra 2006, Mod kunsten fra 2009 og Mod naturen fra 2011.
»Jeg betragter dem som dele af et og samme værk, én lang bevægelse,« siger Tomas Espedal og trækker en streg i den hvide stofdug på spisebordet. Som altså begynder med Biografi. 10 år før, der var noget, der hed Min kamp.
»Jeg brugte de samme biografiteknikker, skildre opvækst, gade og barndomshjem, om mig selv som en anden, og dernæst skrev jeg en dagbog kun for mig selv – og udgav den. Der lå en arrogance i det, jeg godt kunne lide,« siger forfatteren.
Bogen Breve, fortsætter linjen i det, den kun er skrevet til én enkelt læser: Tomas Espedals ekskone, Agnete, der døde alt for tidligt, og efterlod to døtre på 6 og 10 år.
»Brevene ville følge hende ind i døden,« siger han og som han taler om at sprænge både livets og romanens rammer med nye litterære teknikker, udstråler han både stor belæsthed, inderlighed og seriøsitet.
Men samtidig røber hans umiddelbare gestik og korte grineflip en ivrig drengethed, eller som Karl Ove Knausgård kommer frem til, da han i bind 5 af Min Kamp kalder Tomas Espedal for en litterær undtagelse:
»Han havde bokset og fægtet, han omgav sig med kvinder, drenget og ivrig, og han var den eneste bortset fra Tore (Renberg, red.) jeg kendte, der havde læst På sporet af den tabte tid.«
Danser med Knausgård
Har man sagt Tomas Espedal må man også sige Knausgård. De to er bekendte og deres projekter er nært beslægtede, omend de rammer hver deres tone og stil. Den autofiktive bevægelse, de deler, tog til, da Knausgård som elev af Espedal på Skrivekunstakademiet i Bergen talte om, hvordan man kunne skrive litteratur, der ikke var ligegyldig, men intens, autentisk og direkte. En samtale de to stadig har, og som bekendt førte til udgivelsen af første del af Min kamp i 2009. Året efter var både Espedal og Knausgård nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og omkring den tid, kan man nu læse i Biografi – Dagbog – Breve, kommenterede Knausgård på Espedals fortættede og forfinede skrivestil.
»’Du skriver for godt’, sagde han til mig en aften til en fest. Det lød som en bebrejdelse og det var også ment sådan,« skriver Espedal, der derefter forsøgte at skrive mere råt.
»Jeg forsøgte at skrive hurtigere end jeg tænkte, men der var ikke noget at gøre. Det var ikke min stemme,« siger Espedal, der var misundelig: »Det er klart. Han skrev så sindssygt godt.«
Espedal virker opildnet ved erindringen om første bind af Min kamp.
»Det var et chok. Der blev litteraturen pludselig alvorlig igen,« siger han. I dag, mener han, er flere norske forfattere begyndt at skrive små, pæne romaner som reaktion mod autofiktionen, mens Knausgårds skrift kunne ødelægge både folk og familier. Men hvad med forfatteren selv? Skjuler han sig eller afslører han sig selv i sin ordrige fortælling?
»Knausgård var nådesløs, brutal mod alt og alle. Men ham selv? Han stod beskyttet,« siger Espedal i dag.
Men hvad med forfatteren Tomas Espedal, er det ham selv, han har investeret i den prosa, der er blevet betegnet som »lydefri,« »elegant« og »virtuos«?
»Ja, det tror jeg,« siger han og tier lidt. »Altså, du ved ikke, hvad jeg gør om fem minutter, men du kender mit livsforløb, mine vendepunkter og slåskampe.«
Slagene og sprogets arkitektur
Netop slagsmål har der været en del af i Tomas Espedals opvækst og liv, forvisser man sig om i kapitlet »Breve om mine ulykker«, hvor fortælleren brutalt beretter om, hvordan faderen lærte ham at bokse.
»Han slog, når jeg stod op om morgenen. Jeg kom ind i stuen, fra børneværelset, to raske slag mod maven, en forsigtig venstre mod hovedet, efterfulgt af en lynhurtig højre med flad hånd, den ramte mig på kinden, som et kærtegn. Det susede i ørerne. Jeg slog tilbage, vilde slag mod min far. Han dansede rundt i stuen, dukkede og drejede sig, sommerfugl og bi.«
Netop de slag udgør nogle af forfatterens mest skattede barndomsminder og hører til de stærkeste passager i den nye udgivelse på dansk.
»Den der dans med far i stuen, den var et kærlighedens sprog,« siger Espedal og tilføjer, at han altid vil have respekt for de drenge, der tog hans tænder ud og slog hans øje blåt.
Vold som en naturlighed, kalder han det. Noget, som det er svært at forklare til folk, der ikke kender det.
»Jeg har virkelig fået tæsk. Og det fortsatte, da jeg begyndte at gå i byen. Jeg tror, indvandrerdrengene oplever det samme i dag. De kan ikke sådan lige aflære sig det sprog, som andre kun ser som grimt og ødelæggende.« siger han.
Espedal selv lagde boksning uden for ringen fra sig, da han blev alenefar.
»Jeg var far for to små piger og en slagsbror. Det tog mange år, men i dag kan man sige hvad som helst til mig, og jeg vil ikke slå igen,« konstaterer han og ser, som han sidder med sit grå strithår i sollyset, ganske fredelig ud. »Noget af energien kommer ud ved at skrive,« forklarer han.
Han bokser stadig med nogle af de drenge, han mødte i arbejderdrengenes katedral, bokseklubben.
»Det er lidt som med rygning. Der er nogle bevægelser i boksning, som jeg aldrig vil få nok af,« siger han og flyver op på gulvet.
»Først sjipper man«.
Han hiver et imaginært sjippetov ned fra væggen og hopper rundt foran dyrekranierne i Pryds Helles lysbesatte montre. Med udstoppet muldvarp og slanger i sprit til pynt.
»Så går man til puderne.«
Han sætter dybe slag ind i det stærke sollys, der får støvpartiklerne til at danse i luften. Hans krøllede ansigt folder sig sammen og bliver til en boksers.
»Så vælger man sin partner og så begynder dansen,« siger han, fortsætter lidt og sætter sig så ned. Puster ud.
»Min far kan stadig sige om en kamp, vi ser i Bergen: ’om tre runder er han nede’, og han har altid ret,« siger Espedal, der når det kommer til boksning skylder sin far alt.
Det er ham, der lærer ham at bygge et hus, en ny arkitektur med sine slag. Som faderen sagde til sin søn: »Du sætter vægge og døre op; her hviler man sig, her danser man, her angriber man, i det her rum slår jeg dig ned.«
Det er en oplagt tanke, har man læst Espedals helt ned på tegnplanet typografiske bøger, at han også som forfatter bygger et hus for læseren og for sig selv. Og har faderens oplæring i slagenes arktiktur ikke sat sig i Espedals skriftsprog, så har det i hans sind.
»Det viste sig, da min mor døde, og min far var ved at give op. Ville drikke sig ihjel. Jeg råbte til ham: ’Hvor er dine parader? Kom nu. Jeg elsker dig’.«
Da biografien ramte byen
Hvor Biografi – Dagbog –Breve kommer omkring boksning som en del af figuren Tomas Espedals grundtrin i tilværelsen, hvad bliver så fortsættelsen? Og har verden ikke hørt nok til den norske mand, der skriver sig selv ud og ud? Gået Knausgård-kolde simpelthen?
»Det er den stemning, der hersker i Norge, i hvert fald blandt anmelderne. De siger ’Nu må det få en ende,’ men hvorfor det? Vi er jo for fanden lige begyndt?« sprutter Tomas Espedal hen over spisebordet.
Skønt Karl Ove Knausgård har meldt ud, at han ikke agter at skrive mere, udgiver han en essaysamling til efteråret, Sjelens Amarika, og skønt Tomas Espedal efter Mod naturen udtalte, at han var færdig med det selvbiografiske, er bevægelsen intakt, mener Espedal.
»Knausgård kommer til at udvide romanens forhold til essayet, og jeg kaster mig over novellerne,« siger han om den bog, der udkommer til september i Norge og er et portræt af byen Bergen. Titlen Bergeners refererer til James Joyces’ Dubliners fra 1914.
»Jeg bruger min metode på min by og intet må være opdigtet. Jeg viser min by og mine venner, hvordan jeg rent faktisk ser dem,« siger han og hvad muligheder for fornyelse angår, er der stadig lyspunkter.
»Hvorfor ikke bringe fotografiet ind i romanen for eksempel?«
Han griner igen. Opildnet af tanken, ivrig efter at komme i gang. Og skulle man tro, det godt kunne føles som et pres, sådan at skulle forny de litterære virkemidler, tager man fejl.
»Nej, det er en besættelse. Jeg har fem, ti, måske tyve gode år tilbage at skrive i, og der er stadig muligheder for at sætte sit aftryk på litteraturen i Norge og i Danmark,« siger Espedal, der kommer som gæst til Louisiana Literature i næste uge, hvor Karl Ove Knausgård har meldt afbud, mens landsmændene Erland Loe og Per Petterson også indtager scenerne.
I det hele taget er han ofte i byen. Ikke mindst fordi hans ene datter bor på Christiania.
»Min ene datter bor derude,« siger han og vifter med armen mod Christianshavn, »og den anden sover lige derinde.«
Han peger på et rum bag den morderlige montre. Det er weekend, begge døtre er i byen, og på søndag drager han mod det Bergen, hvis gader nu er en del af hans genreforskydende værkhus. Egentligt ville han ønske, han kunne bo i litteraturen, røber han i Biografi – Dagbog – Breve.
Måske derfor er han begyndt at beskrive rum, interiører og døre på præcis samme måde som man i lyrikken beskriver naturen. Til et værk, der indtil videre hedder Testamente, og som altså ikke bliver skrevet færdig i kongens København. Hvilken bog han var i gang med at nærlæse i nævekamp med Metrostøj og det hvide ovenlys?
»Morten Chemnitz’ Inden april, om alt det tilbageholdte, små og fine, der sker, inden naturens forårsamokløb i april, fordi her er et totalt fravær af natur,« siger Espedal og banker blødt på sin sorte notesbog i læder.
»Det er mit sneglehus, og mit hjem. Når der er samklang mellem det, jeg skriver, og det der er, har jeg hjemme.«
