Interview
Læsetid: 5 min.

’Det er en stadig opdagelsesrejse’

Sophienholm har i øjeblikket en stor retrospektiv udstilling af billedkunstneren, filmfotografen og -instruktøren Jytte Rex. ’Jeg kan opleve mig som en membran, der er udspændt mellem ’begyndelsen’ og ’verdens ende’,’ siger hun
Jytte Rex’ kunst kan ses på udstillingen ’Skillelinjer’ på kunstmuseet Sophienholm indtil 11. august.

Tine Sletting

Kultur
3. august 2013

Skillelinjer’ hedder Jytte Rex’ store retrospektive udstilling, der i øjeblikket kan ses på Sophienholm. Samtidig med udstillingen er der udgivet et stort katalog, en meget smukt udført bog, der er arrangeret, så man langsomt bevæger sig bagud i tiden. En række landskabsbilleder, »Landskab I« i akryl og olie hører til de nyeste. I »Landskab II,« der ligeledes er fortrinsvis fra 2000 og frem, dominerer gouachen, men mange steder karakteriserer Jytte Rex bare sin teknik som ’blandteknik’, og umiddelbart er der store forskelle i udtryksformer og materialer i de forskellige perioder.

»Jeg har kunnet konstatere, at der ligger en stadig dramatisk undertone, som udspiller sig hen over forskellige medier,« siger hun.

»Men dramaet bevæger sig af nye stier, og stoflighederne finder nye udtryk.«

I udstillingskataloget formulerer hun det på denne måde:

»Figurerne i mine billeder dukker op. De er stædige. Og jeg har valgt at se dem som genkendelige bærere af noget ukendt i en verden uden åbenbarede sandheder. Selv om jeg søger at gøre billederne klare, så repræsenterer disse figurer en række omskrivninger af virkelighedens skin, og dermed er de langt fra klare. Måske kan de sammenlignes med strukturer og ledemotiver i musikken – klange fra en anden form- og forestillingsverden, som pulserer neden under motiverne med en dyb rytmik – en fuga måske.«

Filmene

At temaerne går igen, gælder også Jytte Rex’ film, tilføjer hun, da vi har sat os med en kop kaffe for at snakke. Alligevel spænder filmene, der alle er repræsenteret på udstillingen, klippet sammen af fem minutters uddrag, emnemæssigt vidt.

Der er en erindringsfilm om København, Pigen med fletningen, med en seksårig pige i hovedrollen, men hun er Jytte Rex’ alter ego, siger hun, »hun opsøger min barndoms magiske steder«. Der er hendes portrætfilm af store kunstnere som digteren Inger Christensen, Cikaderne findes, grafikeren Palle Nielsen, Mig skal intet fattes, og komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Musikken er et monster. Jytte Rex nåede tillige at få færdiggjort filmen om den nyligt afdøde arkitekt, Henning Larsen, mens han endnu levede, Lyset og rummet, hedder den.

»Han var en kunstnerarkitekt,« siger hun. »Det, der optog ham, var, at lethed og stoflighed, lys, rytme og proportioner er det, som danner rummene, at rum skulle kunne opleves som noget betydningsfuldt.«

Jytte Rex forholder sig indgående til kunstens og andre kunstneres erfaringer.

»Inger Christensen taler om ’hemmelighedstilstanden’,« siger hun, »dér, hvor sproget tager over. For mit vedkommende er det billederne, der tager over, men det er et godt begreb, synes jeg, for hvordan forklare, at det sker? Jeg indoptager de billeder, der ’åbenbarer’ sig – der er frit lejde til at bruge religiøse metaforer – men billederne melder sig, uden at man ved, hvor de kommer fra.«

Jytte Rex har kaldt sin udstilling Skillelinjer, fordi hun ser billedet som det, der sætter skel mellem forskellige tider.

»Jeg kan opleve mig som en membran, der er udspændt mellem ’begyndelsen’ og ’verdens ende’. Her findes skønhederne på den ene side, og på den anden side eksisterer grusomheden, mordene og ondskaben. Et sted midt i dramaet bestræber jeg mig på at opfange billederne i tidens strøm.«

– Du ser det som din opgave at anbringe dig der, hvor de to dimensioner tørner sammen?

»Der befinder vi os jo alle,« smiler hun.

Både udenpå og indeni

En serie af billeder er trykt på træ, Jytte Rex viser mig et, kaldet »Indgang til vejen i skoven«, hvor man ser en rygvendt kvindeskikkelse på vej ind i skoven.

Man kan tydeligt se træets årer igennem motivet, der forestiller en gående kvinde med ryggen til.

»For år tilbage opdagede jeg, at jeg med flydende fotoemulsion kunne overføre billeder til forskellige materialer. På den måde kunne jeg forene film, maleri og fotografi, så medierne smeltede sammen,« fortæller hun.

Billedet optræder i afsnittet »Årer« i udstillingskataloget.

»Titlen peger selvfølgelig på træets årer, men jeg ser dem også som del af en flod. Motivet er trykt uden på træårerne, men det suges også ind bagved, og derved opstår der i den reliefagtige virkning både en gennemsigtighed og noget der minder om filmens tid, en bevægelse, et forløb,« forklarer Jytte Rex.

Det er et billede, hun har fundet i sit arkiv, fortæller hun:

»Jeg havde helt glemt det, men det er dukket op som fra et glemt terræn. Jeg kom i tanke om det, fordi det hører med her. Billeder dukker op, når de skal bruges.«

Et tilsvarende vigtigt billede for hende er »Den sydlige dør«, et portræt af en kvinde overført til træ.

»For mig er det et billede, der associerer til renæssancens portrætbilleder, hvor man bag personen for eksempel har et vindue, der vender ud mod et uendeligt landskab, som fortoner sig i lag på lag. I mit billede ser personen snarere ud af »Den sydlige dør« – måske på et landskab. Et øjeblik af fastholdt flygtighed.«

I dag arbejder Jytte Rex med metalplader af kobber og aluminium, hvor det ligeledes er muligt at trykke lag på lag. Fotoemulsionen gjorde hende i det lange løb allergisk, nu er det en art serigrafiteknik, hun benytter. »Printene på metal fremstår både som filmnegativer og positiv-tryk, motiverne fanger lyset, alt efter hvordan man bevæger sig i rummet. En del af metalbillederne, »Tavler«, skal nu udstilles på Rønnebækholm ved Næstved, der 4. august slår dørene op til en udstilling af kvindelige kunstnere gennem 200 år: Et rum med udsigt, hedder den.

Boomerangagtig træfsikkerhed

Hos Filminstituttet har Jytte Rex ikke altid mødt forståelse for sine projekter. »Det tager jo et til to år at lave en film, men at komme igennem hos Filminstituttet er oftest, når det gælder mine billedfilm, ret håbløst,« siger hun.

»Ansøgningerne bliver returneret med boomerangagtig træfsikkerhed. Når det indimellem lykkes, er det kun på grund af min stædighed. Jeg starter bare og arbejder gratis, og så kommer der måske noget fondsstøtte undervejs. Tidsånden er vel i kunsten og især i den del af kunsten, som endnu ikke er erkendt. Samtidskunsten er måske slet ikke den, der står om i aviserne? Der ligger en ikke ringe grad af racisme i fænomenet ’samtidskunst’. Medierne går efter nyheder, det skal helst være noget med en event. Og på tv spekulerer de jo oplagt i, at folk selv sørger for finansieringen, for så kan de købe filmene meget billigere senere, når de er lavet – uden at de har bidraget med produktionsstøtte,« siger Jytte Rex og fortsætter:»Min film om Palle Nielsen ville tv dog i nogle år slet ikke vise med den begrundelse, at ingen kendte ham! En af vor tids allerstørste grafikere!«

Nu er Jytte Rex så selv nået til det sted i livet, hvor hun kan stable en stor retrospektiv udstilling på benene.

»Det er jo at gøre status,« siger hun, men hun føler sig langt fra færdig som kunstner.

»For mig er arbejdet med billeder en opdagelsesrejse. Jeg er spændt på, hvad der nu dukker op.«

Udstillingen ’Skillelinjer’ vises på kunstmuseet Sophienholm i Lyngby til 11. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her