Læsetid: 3 min.

Man synger jo ikke om djøf’ere

Mens film og tv-dramatik synes overbefolket af djøf’ere og renset for arbejdere, har rocken og singersong-genren det lige omvendt. Det er den udøvende kunstners myter og rekrutteringsgrundlag, der er forskellen
Allan Olsen kender ikke overklassen og akademikerne, så derfor indgår deres liv ikke i hans tekster. Her står han på scenen med terrier og guitar ved Bork Havn.

Mikkel Jezequel

6. august 2013

Han pisser i sneen uden at holde ved
og tænder en smøg imens
og kigger på haven via hækkens silhouet
den her bette verden er hans
for dét har man knoklet lige siden man var sytten
men utak er verdens løn
nu har man en knægt der ik’ vil i skole
fordi de kalder ham for taberens søn

 Allan Olsen, ’Taberens søn’

Rock- og folkemusikeren Allan Olsen skriver ikke sange om djøf’ere, for han kender dem ikke rigtigt. Han kender heller ikke rigtigt overklassen, så det er heller ikke her, han finder sin inspiration.

»Jeg har svært ved at se humoren i dem,« forklarer han lidt tøvende og holder en kort tænkepause.

»Svært ved at se dramaet, tror jeg. De fleste mennesker, der skriver, gør det vel på baggrund af den erfaring, vi har som menneske – de ting, der stikker ud eller er iøjnefaldende, og det er som regel ikke de kedelige, de nærige eller stræberne. Sådan er det jo. I hvert fald i mit liv.«

Allan Olsen er født og opvokset i Frederikshavn, og selv fremhæver han lige præcis det geografiske som kulturelt omdrejningspunkt for hans sangunivers – provinsen som de udstødte og oversete. Uden direkte at bekende sig til det, taler han således ind i den samme tematik som de fleste singer-song-writere både før og efter ham: underklassen, de stemmeløse og de udstødte.

Både nyere navne som Juncker og Klondyke, og også institutioner som Johnny Madsen, Kim Larsen, Lars Lilholt, Poul Krebs og Niels Hausgaard, der alle i større eller mindre grad skriver op mod en amerikansk tradition, der har samme kulturelle og sociale ståsted.

Allan Olsen optræder med 'Taberens søn'.

Depressive auteurs

»Den lille mands kamp har altid været et grundtræk ved folk- og rockmusikkens tekstskabeloner, fordi autenticitetstankegangen spiller så stor en rolle i den genre,« siger Henrik Smith-Sivertsen, der er forskningsbibliotekar på Den Kongelige Biblioteks afdeling for musik og formentlig blandt de mest velbevandrede i den danske populærmusiks tekstunivers.

»De fleste af dem, der køber pladerne, lever nemlig et helt almindeligt liv. Derfor virker det. Så enkelt er det,« siger han og henviser til musikforskningen, der peger på, at identifikationen er blandt det allervigtigste for lytterens opfattelse af musikken.

»Altså, at den kan sætte ord eller krop på det, vi går rundt og føler – og langt de fleste mennesker lever altså ikke i overklassen, så det er heller ikke der, vi finder vores identifikation. Når vi hører om dem, vil vi helst høre om dem som en protest, eller når ting falder sammen – det kan vi bedre forholde os til.«

En vigtig del af autenticitetskoderne i rock- og folkmusikken handler om at skrive sine egne tekster og helst på baggrund af sit eget liv. Om at være en ener i opposition til det bestående, og som Henrik Smith-Sivertsen forklarer det, springer den meget sjældent ud af en liberalt økonomisk tankegang eller hos den, vi forbinder med djøf’erne.

»Musikverdenen har som regel være venstresnoet, og det er de fleste musikere jo også. Det ligger i hele myten om at være musiker,« siger Henrik Schmidt-Sivertsen. De udøvende musikere ser sig selv meget mere i opposition til middelklassen og overklassen, forklarer han videre, og her har den hele rekrutteringsgrundlaget til forskel fra for eksempel manuskriptskrivere og instruktører i tv-drama og film, der er rekrutteret på baggrund af en helt anden myte. En myte om sære præstesønner og depressive auteurs.

Andres elendighed

Allan Olsen selv er heller ikke blind over for autenticitetens rolle i hans eget univers, og særligt efter at være blevet et stort navn i Danmark har han været nødt til at være opmærksom på visse ting.

»Man skal passe på med, hvilken bil man kører rundt i, og man skal have de rigtige solbriller på. Sådan er det, når man bliver rig af at synge om de andres elendighed,« fortæller han.

»Men egentlig har jeg heller ikke nogen udpræget social indignation. Jeg har aldrig syntes særligt godt om proletarsangen og arbejdervejen. Men helt banalt kender jeg ikke overklassen og djøf’erne. Det er ikke mit liv. Og dem, vi ser i kulturen, er fremstillet som parodier og klicheer. Det er kun i en protesterende form, og det har jeg så heller aldrig gidet. Og så vil jeg heller lade være med at fremstille nogen.«

Serie

Hvem befolker fiktionen?

Der er ingen arbejdere i DR's dramaserie og for få Djøf'ere i litteraturen. Hvem befolker den danske fiktion, og hvordan afspejler det danskerne? Skal vi have noget at drømme om eller noget at spejle os i?

Information ser i en artikelserie på faggrupperepræsentationen i musik, tv-drama, film og litteratur.

Seneste artikler

  • Om os, af os, for os

    1. august 2013
    Vi ser helst kun på vores egen socialklasse, når vi tænder for dansk tv-dramatik. Når seriens sociale repræsentation i karaktererne er skæv, bliver seersammensætningen det også, og her er de kommercielle tv-stationer bedst til at få Underdanmark med, mener medieprofessor
  • Den dramatiske hverdag med reklamefolk og akademikere

    29. juli 2013
    Med enkelte undtagelser har dansk tv-dramatik ikke siden 80’erne fundet sit drama i den hverdag, hvor danskerne er flest. Arbejderen og den ufaglærte er stort set fraværende, mens verden synes at udspille sig blandt akademikere, journalister og reklamefolk
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

Lasse - hold nu kæft.

En af de nærmeste dage melder en af de kække og glade københavnske ungmøer - af radikal observans - sig med en protest mod den svinefarvede Allan Olsens indskrænkede kunstneriske univers.

Per Torbensen

Trods et lille land en hærskare af dejlige folkelige musikere som altid forstår at sætte fingrene på de ømme punkter ved hjælp af humor og ironi.

Børge Rahbech Jensen

Jeg synes ikke, Lars Lilholts univers er entydigt. Hvordan passer fx. Medina, Tina Dickow, Annette Heick og Thomas Helmig ind i analysen?

Børge Rahbech Jensen

synes ikke engang, fx. Steffen Brandt passer ind i analysen.

Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Peter Simonsen

De navne du nævner, Børge er jo popmusikere - det er en anden boldgade,og de folk kommer ikke fra arbejdermiljøer.

Michael Kongstad Nielsen

Der står "rocken og singersong-genren " i artiklens overskrift.
Rocken er nok i sit udspring og traditionelt meget antiestablishmentagtig, men store dele af den moderne rytmisk musik afspejler det etablerede, og hygger sig med at please og prise det. Herunder alle de sædvanlige forestillinger om overklassens gode liv.

Børge Rahbech Jensen

Er Juncker, Kim Larsen, Lars Lilholt, Poul Krebs, Niels Hausgaard og Allan Olsen ikke popmusikere?

Nej, de kommer nok ikke fra arbejdermiljøer, men de skriver sange, og jeg synes, deres musik er i nogenlunde samme genre som de, der er nævnt i artiklen, bortset fra Kim Larsen også spiller rock.

Noget andet er, at jeg tænker på djøf'er, når jeg hører Lars Lilholts "Café Måneskin" eller Steffen Brandts "Ræven og Rønnebærene" og "Alt hun ville var at danse", men det er mest som parodi.

Michael Kongstad Nielsen

Lars P. Simonsen - mon ikke TV2 (Steffen Brandt), Tina Dickow og såmænd også Thomas Helmig ville bede sig fritaget fra at blive rubriceret som pop?

Står på en alpetop
kigger på det sner
nu er jeg endelig kommet helt herop
hva' fa'en sku' jeg egentlig her
sku' jeg her
hva' fa'n sku' jeg egentlig her?

Nu har jeg nået toppen, mor
brrr, hvor er her skidekoldt
ja, jeg har nået toppen, mor
nu må du da være stolt
var det det du mente
da du sagde jeg skulle op

----

Masser af succes
og det der hører til
masser af fede spotlights
privatliv og musik
fra job til job
koncert uden stop
iskolde garderober
autografer og sceneskræk
men om natten
når lyset brænder ud
og alt bliver stille
er du ene
åh så ene

Børge Rahbech Jensen

Hun sagde:
Hej du der, dur du til noget
er du værd at ta med hjem?
Han sagde:
Mig,jeg ka både vaske op
og lægge børnene i seng

Hun sagde:
Nej, jeg mener, er værktøjet i orden
kan du udrette noget stort?
Han sagde:
Jah? jeg har sådan set lige bygget
carport til mig og lillemor

Og jeg ka strikke dig en sweater, jeg ka amme dine børn
elske hårdt og brutalt og være sød og rar
og jeg skal gerne hjælpe til med at hamre mig selv
over fingrene, hvis jeg blir for dygtig og smart
men gi mig lige et praj
når vinden vender igen

----------

Så gik der tid med det
Vi fik noget at bruge tiden til
Så gik der tid med det
Satte ingenting på spil
Så gik der tid med det
Vi fik noget at bruge tiden til
Så gik der tid med det
Satte ingenting på spil

----------

Ser på en blomst
ser på en bi
synger om kloden der drejer
såre banalt
som en god melodi
ser på mit barn når hun leger

Ser på en kat
der labber lidt vand
hører en gråspurv der kvidrer
mærker en kvinde kysse en mand
månen lokker dem videre