Baggrund
Læsetid: 5 min.

Tillykke, lille bronzedims

Engang var turisme tænkt som et dannelsesprojekt. Så blev det et eksporterhverv, der skulle kapitaliseres på. Et sted i den overgang, med god hjælp fra finurlige Hollywood og markedsundersøgelser, blev ’Den Lille Havfrue’ et hyggeligt nationalsymbol. I dag fylder hun 100 år
»Man tager ikke til et sted, hvor man har hørt, at maden er rædderlig, og hvor der er fyldt med sygdomme, for at modbevise den påstand. Nej, du tager til et sted, fordi du har hørt om noget, som du gerne selv vil se og opleve og erfare. Så du er forventningsbekræftende i din adfærd – og også i, hvad du opsøger. På samme måde kan man nærmest ikke tage til et land uden at se et nationalsymbol. Man tager ikke til Kairo uden at se pyramiderne. Eller til København uden at se Den Lille Havfrue.« Foto: Mikkel Østergaard

»Man tager ikke til et sted, hvor man har hørt, at maden er rædderlig, og hvor der er fyldt med sygdomme, for at modbevise den påstand. Nej, du tager til et sted, fordi du har hørt om noget, som du gerne selv vil se og opleve og erfare. Så du er forventningsbekræftende i din adfærd – og også i, hvad du opsøger. På samme måde kan man nærmest ikke tage til et land uden at se et nationalsymbol. Man tager ikke til Kairo uden at se pyramiderne. Eller til København uden at se Den Lille Havfrue.« Foto: Mikkel Østergaard

Kultur
23. august 2013

I dag spiller DJ Skummetmælk havfruekoncert på Langelinie. En mand udklædt som en børnevenlig udgave af H.C. Andersen går rundt og hilser på, mens 100 havfruer hopper i vandet fra Canal Tours’ båd. Carlsberg giver anledningsbrygget øl. Post Danmark sælger Havfruefrimærker. Tivoligarden spiller fødselsdagssang. I aften opføres den russiske musical Den Lille Havfrue. Og til slut er der afterparty på Toldboden.

Edvard Eriksens Den Lille Havfrue har fødselsdag. 100 år bliver bronzefiguren, som vi danskere og resten af verden, eller måske en lillebitte smule af den, tillægger særlig betydning. Engang var turismens nationalsymboler tænkt som led i et lødigt dannelsesprojekt. Siden fik den sin nuværende, markedsspekulative overbygning.

»Hvorfor er sådan en lille, snoldet statue på en sten i vandkanten interessant?,« spørger Anders Sørensen, antropolog og turismeforsker i sit firma, TourismLab. »Jeg tror ikke, at ret mange turister ville kunne svare på det. Når noget er blevet berømt nok, er det berømt for at være berømt og ikke for, hvad det er.«

Nationalsymboler har derimod en særlig funktion for vores alles turistadfærd, mener Anders Sørensen:

»Turisme er i sin essens forventningsbekræftende og ikke forventningsmodstridende. Mange af os veluddannede akademikere ville sige, at vi tager ud for at udfordre vores egne grænser, og at vi ikke er turister, men rejsende.

Men man tager ikke til et sted, hvor man har hørt, at maden er rædderlig, og hvor der er fyldt med sygdomme, for at modbevise den påstand. Nej, du tager til et sted, fordi du har hørt om noget, som du gerne selv vil se og opleve og erfare. Så du er forventningsbekræftende i din adfærd – og også i, hvad du opsøger. På samme måde kan man nærmest ikke tage til et land uden at se et nationalsymbol. Man tager ikke til Kairo uden at se pyramiderne. Eller til København uden at se Den Lille Havfrue

Smagfuld udnyttelse

Og folk skal da se Den Lille Havfrue. Det står i turistbrochurerne. Men sådan har det ikke altid været. Under sin research om 1930’ernes turisme faldt ph.d. i Historie ved Aarhus Universitet, Mikael Frausing, som ansat ved Center for Herregårdsforskning over den pudsighed, at Den Lille Havfrue, bestilt og placeret på Langelinie af brygger og kunstsamler Carl Jacobsen i 1913, ikke var at finde i nogen af de brochurer, som turistforeningen udgav dengang. Det kom først, efter at attituden til turisme langsomt ændrede sig.

»Tidligere tænkte man turisme som et dannelsesprojekt, som det, danskere skulle se for at lære deres land at kende,« fortæller Frausing og fortsætter:

»I 1935 fik man øjnene op for, at turisme også er en kommerciel ressource, og besluttede sig for, at man nu skulle tjene penge og gøre turisme til et eksporterhverv. Et udvalg gik grundigt til værks for at forstå, hvad de udenlandske turister interesserede sig for. Man læste en lang række udenlandske rejseartikler fra USA, England, Frankrig og Tyskland, og her dukkede H.C. Andersen op over det hele som det, turisterne forbandt landet med.«

Det resultat passede tilsyneladende ikke alle i turistforeningen.

»Der er tegn på, at man ikke helt syntes, at H.C. Andersen, som jo skrev eventyr og børnelitteratur, var fin nok, når nu det var seriøse symboler som oldtid og landbrug, man ellers lagde vægt på,« siger MikaelFrausing.

»Men dog står der i rapporten, at det sikkert ville være ’gavnligt, om man med smag udnyttede turisternes interesse’. Det lille forbehold viser, at Den Lille Havfrue fra begyndelsen i visse kredse blev mødt med en kulturel skepsis.«

Hollywood-stjerne

Det gjorde turistforeningen så – satsede på H.C. Andersen-branding – og de vægtede nu det glade og frigjorte Danmark samt harmonien og den rolige atmosfære. Men først efter Anden Verdenskrig gennemførtes satsningen for alvor. I 1952 hittede Charles Vidors fire gange Oscar-nominerede Hollywood-film Hans Christian Andersen, hvor en mild Danny Kaye som en anden dansk hygge-inkarnation får børn til at smile og grine med sine finurlige påfund og sange.

Det fik interessen for hyggelige Danmark til at eksplodere i udlandet. Turistforeningen gav nu fuld los for eventyrfortællingen om danskerne, og snart blev Eriksens skulptur ved Langelinie det stærkeste symbol på det eventyrlige land mod nord:

»Frem for eksempelvis Eiffeltårnet er havfruen beskeden og ydmyg. Det passer måske også godt til den fortælling, man ville have frem om Danmark efter krigen. At det er et fredeligt hjem, som er verdensmester i beskedenhed. Og at vi er et eventyrland. Da binder Den Lille Havfrue historierne godt sammen,« siger Mikael Frausing.

Siden kom modstanden mod symbolet, den uopklarede halshugning, den lyserøde maling, den påspændte dildo, der blot har bekræftet statuen som et stærkt nationalsymbol, der kan bruges til at kritisere og redefinere det nationale. Disneys musicaltegnefilm fra 1989 gav havfruen navnet Ariel og gjorde hende til en rødhåret lækker sag. Bjørn Nørgaard gav hende en ’genmodificeret’ lillesøster, og den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset udformede den mandlige pendant Han i blankpoleret stål.

Forretning i Kina

Også i dag er havfruen en væsentlig indtægtskilde. Edvard Eriksens arvinger har gjort det til en sidegesjæft at forvalte interessen for skulpturen og sælge mindre kopier af den. Netop nu kan man på internetauktionshuset lauritz.com byde på en havfrue i halv størrelse til 600.000 kroner, der sidst blev set på Hotel Schaumborg i Holstebro. Og på Edvard Eriksens arving og barnebarn, Alice Eriksens, hjemmeside mermaidsculpture.dk kan havfruen bestilles i small (19.500 kr. plus moms), medium (190.000 kr.) og large (550.000 kr.). Large er 1:1 menneskestørrelse.

»Det er forskelligt, hvem der er interesseret, men det er meget ambassader og forretningsmænd, der gerne vil have den lille model stående i en hall,« fortæller Alice Eriksen og tilføjer:

»Måske har det også noget med Kina at gøre. For det er jo et ikon. Det kan vi jo ikke komme udenom. Når de ser den, tænker de: Nå. Okay. Det er et dansk produkt.«

Også Wonderful Copenhagen, der holder havfruens fødselsdag, har bemærket interessen blandt kineserne. I samarbejde med andre skandinaviske hovedstæder har Wonderful Copenhagen sidste år lavet en undersøgelse af kinesisk turisme via projektet Chinavia.

»Et af de helt klare svar var, at kineserne var meget interesseret i Den Lille Havfrue. Det var en stor del af det at komme til København. H.C. Andersen er jo stor i Kina og stadigvæk pensum i kinesiske skoler,« siger kommunikationschef Emil Spangenberg.

»Derfor er det jo meget naturligt, at de gerne vil se hende selv. Det, man kan se, når man tager derud, er den effekt, hun har. Folk skal tage et billede, hvor de kan sige: Vi var her. Sammen med hende.«

Ifølge Spangenberg spejler havfruen også i dag den danske ånd:

»Hun repræsenterer jo også noget dansk kulturhistorie, og så er der noget meget dansk over den måde, hun er på. Hun er sådan lidt reserveret, men har en masse dybde alligevel. Det er jo også det, vi hører om danskerne.«

– Hvori ligger dybden?

»Der er jo kompleksiteten i hele eventyret. Hun drages mod byen og livet og den kærlighed, hun ikke kan få. Det er en meget kompleks størrelse.«

 

Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslevs (V) lykønskningstale samt DJ Skummetmælk og de mange andre indslag på Langelinie begynder i dag kl. 14.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Scheel Andersen

Vil i nu ikke lige rende mig et vist sted