Min version af ’hjem’ i Afrika

For at finde sine vestafrikanske rødder måtte den kosmopolitiske forfatter Taiye Selasi, der kan opleves på litteraturfestivalen på Louisiana, lære sig at se kontinentet igennem andre øjne end sine forældres. Her fortæller hun om et opgør med nedarvet skamfølelse og om sin nyfundne stolthed
Forfatter Taiye Selasi ville ikke være arving til sine forældres fortrædeligheder og måtte opfinde en ny måde at være afrikaner på.

Forfatter Taiye Selasi ville ikke være arving til sine forældres fortrædeligheder og måtte opfinde en ny måde at være afrikaner på.

Donatella Giagnori
23. august 2013

Krisen begyndte – som det ofte er tilfældet med kriser – ved min bedste vens bryllup. Jamaica var ikke et oplagt sted at holde, hvad Jess var glad for at omtale som ’Jordens hvideste bryllup’. Men der sad vi og smilte på Ritz-Carlton Rose Hall, og hotellets tjenerstab smilte tilbage, alle sorte i huden. Salaten var serveret, brødet brudt, og nu begyndte den høflige samtale: »Hvor kender du det lykkelige par fra?« »Hvilket fly kom du med?« Jeg var placeret mellem Clara, som jeg lærte at kende på Yale, og Percy, der var gift med Jess’ mormor. Han var hendes tredje og vel nok sidste mand.

»Og hvor kommer du så fra?« spurgte han med den særlige kultiverede New England-accent, jeg har kun har hørt på Beacon Hill og i film om Kennedy-familien, og betonede særligt ordet ’du’. Jeg svarede, »Det er ikke så nemt at sige! Jeg blev født i London. Min far stammer fra Ghana, men bor i Saudi-Arabien. Min mor er nigerianer, men bor i Ghana. Selv er jeg vokset op i Boston.« Her plejede jeg at gøre en lille kunstpause og give tilhørerne en chance for at le forvirret eller komme med bemærkninger á la »Du er med andre ord en sand verdensborger!«

Spørgsmålet om min herkomst havde jeg overvejet grundigt tilbage i 2005, da jeg traf beslutning om at opgive mine universitetsstudier for at forfølge min livslange drøm om at blive forfatter. For at hjælpe mig selv med de første spæde skridt fra fodnoter til fiktion, skrev jeg som det første et kort, personligt essay om afrikanere, der havde de samme problemer som jeg med spørgsmålet »Hvor kommer du fra?«

Bye-Bye, Babar, eller hvad er en afropolitaner? som mit essay kom til at hedde, vakte større genklang blandt unge afrikanere, end jeg havde turdet håbe på. Det var som at udleve min forfatterdrøm: Her havde jeg sat ord på en elementær sandhed om mange menneskers levede erfaring. Det var fantastisk at se disse ord finde et hjem i verden og at spejle min egen sandhed i tusinder af andre spejle. »Jeg er ikke en fremmed!« jublede jeg indvendigt. »Der findes andre som jeg!« Og det gjorde der selvfølgelig. Men desværre var ingen af dem inviteret til ’Jordens hvideste bryllup’. Så her brød krisen ud.

»Hvordan i alverden fandt Jess dog frem til dig,« spurgte Percy med spøgefuld mine.

Jeg rejste børster. Den omhyggeligt indstuderede gennemgang af mine komplicerede rødder skulle have været et bevis på international savoir faire. Ikke placere mig i en kategori over personer, der skal ’findes’.

Clara greb venligt ind: »Taiye læste på Milton og Yale med mig.«

Percy hævede sin buskede bryn. »Så du er ikke vokset op med dine forældre?«

»Min søster og jeg voksede op hos min mor i Brookline, Massachusetts,« forklarede jeg.

»Uden din far?«

»Han har boet i Saudi-Arabien i det meste af mit liv.«

Jeg tømte mit glas og så mig om efter mere vin. Først nu bemærkede jeg for alvor rummets demografiske sammensætning.

»Han går snart på pension og tænker på at bosætte sig Ghana igen.«

»Pension? Jamen dog! Hvor gammel er han da?«

»75 til næste år. Min mor er meget yngre. Hun var nummer tre.«

»Vil det sige, at din far havde tre koner på en gang?«

En jamaicansk tjener kom med mere vin. Men jeg kunne dårlig nok holde fast på glasset. Jeg bad ham have mig undskyldt og ville gå på toilettet, men snublede i den tæppebelagte entré, knækkede en høj hæl og gjorde mit bedste for ikke at græde. Bemærkningerne i samtalen havde mindet mig om noget, jeg ofte kommer til at glemme: min mindretalsstatus. Ikke så snart havde jeg låst toiletdøren, før jeg begyndte at hulke ubehersket, uden helt at vide hvorfor.

Skamfølelse

Jeg var kommet hjem fra Jamaica som et emotionelt vrag, ude af stand til at sove, ude af stand til at spise, ude af stand til holde op med at græde – alt sammen på grund af en enkelt dum bemærkning.

»Nej, jeg følte mig ikke skamfuld! Jeg var vred!« rasede jeg. »Han er jo for helvede selv en ægtemand nummer tre. Havde jeg været hvid, ville han aldrig have fået den tanke, at min far havde tre koner på én gang.«

Ileane Ellsworth, min healer, terapeut, psykolog og life coach, der stod ved min side, pressede mig på brystet: »Og hvorfor gjorde det dig så vred?« kurrede hun sødt.

»Fordi han er racist!« Jeg græd. Dette var muligvis, muligvis ikke korrekt. Og så kom sandheden:

»Og han har ret.«

For Percy havde ret. Min far i Saudi-Arabien – som var en fabelagtigt dygtig kirurg uddannet i Edinburgh – havde allerede to koner i Ghana, da han friede til min mor, som han havde mødt, da hun var i praktik i Lusaka. Intetanende havde min mor sagt ja, og hun var gravid i syvende måned, befandt sig i London og var stadig dybt forelsket, da det gik op for hende, at hendes elsker var to kvinders ægtemand. Ikke så snart havde hun hørt det, før veerne gik i gang, hvilket betød, at min tvillingesøster og jeg blev født to måneder for tidligt og kun vejede henholdsvis 1,3 og 1,5 kg. Takket være den kompetente omsorg fra vores mor, der selv skulle blive en fabelagtig børnelæge, genvandt vi vores sundhed, mens vores far hurtigt retirerede til King Faisal Universitetet i Saudi-Arabien for at undervise i traumekirurgi. Først tolv år senere skulle vi møde ham igen, i Heathrow lufthavn.

Så vidt jeg husker, var det første gang, jeg så ham. Min mor havde besluttet sig for, at det var på tide, at vi lærte vores biologiske far at kende og havde valgt England, fordi det lå nogenlunde halvvejs mellem Al-Khobar og Brookline.

Baggrundshistorien er, som følger: Som single i London var min mor gået til en fest med en amerikansk professor på orlov fra MIT hos hans kusine, hustruen til den senegalesiske ambassadør. De giftede sig blot få måneder senere, og hun flyttede ind i hans fakultetsbolig i Boston. Et årti efter forlod hun ham, men beholdt sit job på børnehospitalet. På den måde gik det til, at jeg som 12-årig fløj fra Boston iført LL Bean-hyttesko, en britisk statsborger med amerikansk forstadsaccent, for at møde min far.

Selvfølgelig kom jeg ikke ind på noget af alt dette i mit standardsvar.

»Min far er fra Ghana, men bor i Saudi-Arabien« – så fuldkommen bort fra hans over ti år lange fravær og antydede samtidig, at jeg selv på en eller anden måde også var »fra Ghana« – en tvivlsom påstand i bedste fald. Jeg var 15 år gammel, da jeg første gang kom til Ghana. Jeg havde tilbragt mere tid i Schweiz (hvor min gudfar var diplomat) og i Spanien (hvor min halvskotske farmor underviste i flamenco) end i Afrika. Jeg havde kun besøgt det afrikanske kontinent én gang tidligere: Jeg havde som syvårig været i Nigeria, og uden at have min mor med – hendes smertefulde opvækst i Lagos havde kvalt al kærlighed til hjemstavnen.

»Min mor er nigerianer, men bor i Ghana« – så naturligvis stort på dette faktum og så bort fra, at hun havde sultet og var blevet forladt af sin egen mor og havde været henvist til at klare sig så godt, som hun kunne, med sine søskende på sin bedstefars kakaofarm. Det var min grandtante, der havde inviteret mig til familiens ejendom i Abeokuta, afrobeatkomponisten og sangeren Fela Kutis berømte hjemby, da jeg var syv år. Og jeg elskede det uforbeholdent. Men min mor havde aldrig lært mig yoruba – et sprog, jeg skulle forsøge at studere på Yale, med komiske resultater. Min fars modersmål, ewe, hørte jeg ikke ét ord af, før jeg blev 15 år. Da jeg omsider kom til Ghanas hovedstad, Accra, i julen det år, opdagede jeg blandt andet vildtvoksende ananastræer, hip-livemusik og min fars øvrige afkom.

Hvor afrikansk var jeg virkelig?

I de kommende år skulle jeg vende tilbage ved juletid, aldrig sammen med min far, men med venner af min mor. Da hun flyttede til Ghana i 2001, blev Accra vores base. Mine tekster om ’afropolitanere’ tog farve fra disse oplevelser af lokale steder, smage og dufte og lyde, som stadig får Ghana til at føles så hjemlig for mig. Og alligevel – skjult i min oprigtige hyldest til ’afropolitianskhed’ – fandtes et dybtsiddende og gammelt ubehag ved helt enkelt at være afrikaner. Ved at hitte på et nyt navn for en bestemt demografisk gruppe, havde jeg tænkt, at jeg ville påtage mig en rolle som fortaler for mere præcise skildringer af Afrika.

Men hvor afrikansk var jeg virkelig? Det morsomme var, at jeg jo mente at have løst denne særlige form for identitetskrise – i hvert fald for mig selv. Jeg var jo afropolitaner, for helvede! Og jeg talte for alle andre afropolitanere! Det var ikke et identitetsproblem – om jeg var afrikansk nok til at skrive om Afrika – der nu kompromitterede min forfattervirksomhed. Nej, problemet var min familie.

Her kom jeg med hjertelige lovprisninger af Ghana i al dets fredselskende, hårdtarbejdende herlighed for kun at blive bragt helt ud af fatning på grund af en bemærkning om min ghanesiske far. Jeg var lidenskabelig på Afrikas vegne, ja. Men jeg var ikke stolt. Det kunne jeg umuligt være. For et af mine bånd til Afrika – min afrikanske far – lagde sig hindrende i vejen. Og Ileane havde helt ret. Hvad jeg havde følt i Jamaica, var skamfølelse over for min egen familiesaga med dens fattigdom, polygami og hele stereotype mønster af afrikansk dysfunktionalitet. Intellektuelt så jeg mig selv som både et gang produkt af og en forkæmper for et moderne Vestafrika. Men følelsesmæssigt måtte jeg åbenbart opfatte mig selv som datter af en vestafrikansk polygamist. Hvad jeg havde brug for, var en ny måde at lære mig selv at kende på som afrikaner. En måde, som gjorde, at jeg ikke længere var arving til mine forældres fortrædeligheder.

Hvis jeg skulle få dette til at lykkes, havde jeg intet andet valg: Jeg måtte tage hjem.

Mine forældres Afrika

»Hjem«. Dette uhyre ladede ord, dette altid plettede ideal, der aldrig vil kunne realiseres, denne stjerne af både bly og guld. I 15 år var jeg taget til Ghana i et desperat forsøg på at finde mit sande hjem, men altid havde jeg ignoreret min egen rolle i relationen – ’jeget’ i ’jeg måtte tage hjem’.

I halvdelen af min levetid var jeg jævnligt rejst ’hjem’, men havde altid ladt mig selv blive tilbage. Når jeg ankom til Ghana, havde jeg påtaget mig en rolle som den (uægte) vidunderdatter. Jeg var naturligvis skuffet – som de vidunderbørn, der er på evig jagt efter deres hjem – og forfærdet over at finde min andethed intakt, selv blandt ’mine egne’. Men jeg havde aldrig været mig selv i Ghana. Den person, som jeg havde udviklet mig til på 30 år: forfatter, fotograf, manuskriptforfatter, rejsende, designer, tænker.

Den sommer, hvor jeg færdiggjorde min første roman kørte jeg gennem det meste af Vestafrika: fra Accra over Lomé og Cotonou til byen med det vidunderlige navn Ouagadougou.

Og denne gang medbragte jeg mig selv, mit rejsende forfatter- og fotografselv. Samt et projekt: at fotografere unge afrikanere i tyverne i 54 byer. Mit erklærede mål var at lave en fotobog – et kollektiv portræt af den nye generation af unge voksne, som ofte er så påfaldende fraværende i de vestlige mediers skildringer af det urbane Afrika.

Jeg kunne genkende mig selv

Den politisk bevidste observatør i mig var blevet grundigt træt af mediernes fortærskede billedsprog: de sædvanlige udslidte landsbyældste og de evige børn med store øjne, der giver en ulandsfrivillig et kram. Så jeg bevæbnede mig med fotografisk udstyr og inviterede to venner med på rejsen, filmfotografen Bliss Holloway og dokumentaristen Taneisha Berg. Vores muntre, men ikke særligt velhavende hold drog ud for at lede efter en begyndelse til mit fotoprojekt – og efter seks uger stod det os pludselig klart, at der var en film, vi skulle lave.

Selvfølgelig havde jeg en dybt personlig hensigt med projektet: Men det var ikke ’at finde mig selv’ i Afrika. Det var ’at være mig selv’ på afrikansk jord. Og mig selv, det blev jeg. Også i den grad. I Ouaga dansede jeg til kl. 5 om morgenen på western-natklubben Allapalooza, så film på en feministisk filmfestival, vandrede rundt i en skulpturpark i ørkenen. Togo var en sand perle af et badested: Ligesom Malibu med motorinier (scootere, red.) og kilometervis af hvide sandstrande med palmetræer i perfekte rækker.

En torsdag ved midnatstid stod vi på denne strand sammen med hundredvis af supercoole togolesiske hipsters, der var forsamlet for at se det ugentlige bilshow med dragrace. Jeg kunne genkende mig selv i disse afrikanske byer: en modedesigner i farverigt tøj, en manuskriptforfatter, der forestillede sig ørkenscener, en digter med rytmesans. Jeg begyndte at sige til alle, at jeg ønskede mig en ’I Heart of Darkness’-T-shirt. Rejsen havde omsider kureret mit Percy-problem.

Mit Afrika

Dette var nu ikke længere mine forældres Afrika, ikke fortiden, ikke dette sæde for kronisk smerte og frustreret hjemlængsel. Det var mit Afrika nu, mit eget dynamiske kontinent. Det var heller ikke på nogen måde ’det ægte Vestafrika’. Nej, det var mit Vestafrika, min version af ’hjemme’, ikke bare et sted, men en måde at være i en verden på – en måde at kende en verden på.

Da jeg forlod Accra for at flyve tilbage til Rom, viste jeg mit pas i tolden. Den ghanesiske grænsebetjent læste mit navn højt, men det faldt ham ikke ind at spørge, hvor jeg kom fra. »Selasi,« sagde han bare, »så er du en ewe!« Han strålede.

»Min far ..., begyndte jeg, men stoppede så. Jeg smilede. »Ja, det er jeg.«

»Hav en god tur,« sagde han. »Og kom snart hjem igen.«

»Det skal jeg nok.«

© The Guardian og Information 
Oversat af Niels Ivar Larsen
Taiye Selasi optræder på Louisiana Literature

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Taiye Selasi

f. 1979

Britisk forfatter og fotograf af ghanesisk-nigeriansk oprindelse. Hun er uddannet på Yale og bor i dag i Rom.

Forlaget Granta satte tidligere i år hendes navn på sin liste over ’De 20 bedste unge britiske forfattere’. Hendes første roman ’Ghana Must Go’ udkom i foråret og har høstet bred international anerkendelse 

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu