Læsetid: 8 min.

11 års krig i ét maleri

Billedkunstneren Mathilde Fenger har fået en opgave fra Det Nationalhistoriske Museum. Hun skal skildre de danske styrkers indsats i Afghanistan. I ét maleri. Den krig finskytten Jimmy Solgaard har været med i. Nu står de to sammen på museet og betragter krigen gennem maleriet
Mathilde Fengers maleri hedder ’Transition – de danske styrkers indsats i Afghanistan’. Det hænger i en stor svejset jernramme, da en sirlig guldramme ville være et stort brud mellem motiv og budskab. Foto fra Frederiksborg Slot

Mathilde Fengers maleri hedder ’Transition – de danske styrkers indsats i Afghanistan’. Det hænger i en stor svejset jernramme, da en sirlig guldramme ville være et stort brud mellem motiv og budskab. Foto fra Frederiksborg Slot

2. september 2013

Dér hænger det så. Maleriet der skal skildre de danske styrkers indsats i Afghanistan. 200 x 240 centimeter. Midt imellem Anders Fogh Rasmussen, der sidder rank i sit mørke jakkesæt, og dronning Margrethe, der er yndigt placeret på en stol omringet af grøn eng og gule kornblomster. De tre malerier hænger på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød.

»Men hvordan indkapsler man 11 års krig i ét maleri?« spørger Jimmy Solgaard, der tilbage i 2008 og 2009 var med hold 6 i Afghanistan som finskytte og næstkommanderende i en infanterigruppe i et kampkompagni fra Holstebro.

»Det har været et frygteligt dilemma. Jeg vil jo gerne have det hele med,« svarer Mathilde Fenger, kunstneren bag værket, da de står og betragter maleriet sammen. Hendes svar falder så prompte, at det er tydeligt, at hun har gjort sig mange tanker om, hvordan en lang krig kan koges ned til ét enkelt billede.

Jimmy synes, billedet er meget positivt. Han synes også, at det ser ret hyggeligt ud, den måde jægersoldaten og den afghanske soldat går side om side og sludrer på mellem opiumsvalmuerne.

»Ud over den svage eksplosion i baggrunden og minen imellem valmuerne i forgrunden, er det jo meget positivt. Men der er jo også døde børn og blod i krig,« konstaterer han og kigger afventende over på Mathilde.

Men Mathilde mener, at det er åbenlyst for enhver, at der er tab og bomber i en krig. Derfor har hun valgt at belyse overdragelsen af krigen og skildre, at de danske soldater har kæmpet mod en usynlig fjende.

Maleriet har hun døbt Transition – de danske styrkers indsats i Afghanistan.

»Det skal lægge op til debat, og beskueren skal tænke i stedet for at få det hele serveret,« forklarer Mathilde.

I krig med kunsten

En sommerdag i 2010 blev hun ringet op af Hærens Operative Kommando. Hendes ansøgning var landet på deres bord. Hun måtte gerne komme med, sagde de. Mathilde Fenger havde ikke nogen tilknytning til militæret, og hun vidste ikke, hvordan man håndterede et skydevåben.

Men hun kunne finde ud af at svinge en pensel hen over et lærred, og hun interesserede sig for politik. Det var derfor hun tre måneder forinden havde sendt en ansøgning til Forsvarsministeriet om at få lov til at komme med hold 10 til Afghanistan. Som maler.

»For hvordan skildrer man i virkeligheden en krig, der ikke engang er slut?« havde hun spurgt sig selv. Hun måtte tage ned og se det. Opleve det.

»Jeg havde på forhånd en grundlæggende idé om ikke at lade ildkampe være det bærende motiv i maleriet. Så jeg ville til Afghanistan for at opleve hverdagen for de udsendte såvel som for afghanerne, der jo alle lever med den latente udtryghed.«

Da hun vendte hjem fra Afghanistan efter 17 dages ophold, var krigen blevet en mere farverig palet. Ildkampene var kun en lille del af krigen, og der var meget mere på spil end eksplosioner, opdagede hun.

Hendes rejse til Afghanistan – til Camp Bastion og Camp Price, og de 26 malerier, det førte til, blev omtalt i Politiken den 11. januar 2011. Det læste museumsdirektør for Frederiksborg Slot Mette Skougaard og kontaktede Mathilde Fenger.

»Jeg synes, hun havde en interessant tilgang til kunsten og krigen.«

Hun ringede til Mathilde Fenger og spurgte, om hun ikke ville udstille hendes malerier på museet, når de var færdige. Det ville hun gerne.

Sidste gang, en maler tog med i krig, var i 1864. Det har ellers været en tradition i kunsthistorien, at der har været en maler tilknyttet, når nationens hær drog i krig. Det er stadigvæk populært i både England, USA og specielt i Frankrig. Det har det også været i Danmark. Bataljekunst bliver genren kaldt. Et bataljemaleri eller et slagmaleri, som det også hedder, skildrer et feltslag. Enten hele slaget eller opbrudte scener af kampen.

Under afviklingen af udstillingen viste det sig, at de to kvinder delte interessen for historiemaleri. Det førte Mathilde Fenger tilbage til Afghanistan. Hun skulle lave et bataljemaleri af krigen.

Krigen ingen taler om

Foran Jimmy Solgaard og Mathilde Fenger hænger nu krigen i Afghanistan i en svejset jernramme.

»Den kunne jo ikke være lavet af guld,« siger den presseansvarlige, der står i baggrunden. Som om det var et selvindlysende faktum.

»Det er vigtigt, at maleriets ophængning understreger alvoren og autenticiteten i selve skildringen,« siger Mathilde Fenger.

Mathilde og Jimmy taler om krigen, om Jimmys oplevelser, da han var der, hvordan han ser på den i dag, og hvordan Mathilde oplevede at rejse rundt sammen med de danske styrker.

»Det handler jo om at få samtalen i gang. Som nu. Det er ikke sikkert, at jeg viser det som, folk mener, er det rigtige. Men krigen er på så mange måder fjern, hvis man ikke lige har nogen berøring med den. Derfor vil jeg have en dialog,« siger Mathilde til Jimmy som forklaring på, hvorfor hun har valgt at sige ja til opgaven fra museet.

Jimmy er enig med hende.

»Krigen er fjern, og selv om folk nyder at se krigsfilm i fjernsynet, vil de ikke rigtig forholde sig til krigen. Det er for uhyggeligt,« vurderer han og trækker på smilebåndet. På den der overbærende måde, som når man er træt af noget, men alligevel godt kan forstå det.

»Selv om der har været historier om krigen, så bliver folk vildt forargede, når jeg fortæller, hvordan vi faktisk skyder folk i ansigtet. Men det er over 10 år siden, vi gik ind i det land, og vi har slået mange mennesker ihjel,« siger Jimmy henvendt mod Mathilde, der nikker bekræftende.

Der er ikke nogen velfungerende stat i Afghanistan, de har ikke cpr-numre og de danske, britiske og amerikanske styrker skyder så langt væk, at det ikke er til at vurdere, hvor mange der bliver lappet sammen igen og hvor mange, der dør.

Men på Mathildes maleri er der ingen sårede. Ingen døde. Ingen skræmte barneøjne, der løber væk fra vejsidebomber. I stedet er der en dansk jægersoldat spadserende med en afghansk soldat, ansigter uden udtryk, skygger kastet fra en talebaner og afghanerne og en nærmest transparent søjle helt ude til venstre. Det er det ene af tårnene fra 11 september 2001. Der er også vajende opiumsvalmuer i forgrunden. »Det har hele tiden været min anke, at folk talte for lidt om krigen og indsatsen. Jeg synes, det er for vigtigt i forhold til hvor lidt, vi taler om det. Jeg ville have elementer med, som man kan tale ud fra. Det er et symbolsk billede af krigen, jeg har malet,« siger hun for at forklare Jimmy, hvorfor den brutale virkeligehed, han også har oplevet, ikke er skildret i maleriet.

»Det at folk kigger på billedet og siger ’hvorfor er det ikke med?’ Dér har jeg allerede opnået noget.«

Mathilde Fenger har drøftet med museumsdirektøren, Mette Skougaard, at der ikke skulle være kamp og ild.

»Hvis der skulle være en kampscene, skulle det hænge på et krigsmuseum og ikke et historisk museum,« sagde Mette Skousgaard, som også har været med i Afghanistan og sparret med Mathilde under hele den et år lange proces.

Til maleriet havde museet sammensat et kunstnerisk, historisk og fagligt panel, der skulle kigge på det, da Mathilde Fenger havde tegnet en skitse. I panelet sad blandt andre en soldat og én fra Hærens Operative Kommando.

Men Mathilde Fenger forsikrer, at »hun har haft helt frie tøjler.« Det har kun været teknisk hjælp.

Den usynlige fjende

Da Mathilde var i Afghanistan for anden gang i lidt over tre uger, blev hun hurtigt klar over sin vinkel på maleriet. Hun talte mest med de danske soldater.

»Siden opdraget jo gik på at skildre de danske styrker,« som hun siger. Men hun talte også med afghanere, politimesteren inde i Gereshk og de afghanere, danskerne træner til at overtage sikkerhedsopgaverne efter dem.»Jeg synes, at dér hvor krigen er anderledes og bliver interessant, er netop, hvorvidt afghanerne er i stand til at varetage sikkerheden selv. Og det, at fjenden er usynlig. Det er meget mere interessant at sætte fokus på, end det indlysende, som vi jo alle sammen ved, at der er tab.«

Men hvordan maler man en overdragelse og en usynlig fjende? Mathilde går over mod sit maleri og peger på valmuerne. De er smukke og leder tankerne hen på en gåtur i vejkanten af en landevej. Men valmuerne symboliserer ikke sommerglæde.

»Valmuerne er ét af de største problemer i Afghanistan. Hvis de mister deres opiumsproduktion, mister bønderne deres levebrød og er nødt til at melde sig under Talebans faner. Hvordan fanden løser man lige det?«

Jimmy går også frem mod maleriet, griner og fortæller om, hvordan afghanerne ridser i valmuerne, så saften siver ud og gør dem høje.

»Mændene er fuldstændig skæve konstant, og det er jo sådan set kvinderne, der styrer det land. Bønderne kommer bare hjem fra marken, falder om på sengen og kokser helt ud, indtil de skal ud på marken igen næste dag. Men det er dét, de lever af. Opiumsproduktionen.«

Jimmy bliver stående ved billedet og komplimenterer Mathilde for hendes akkuratesse. Men bemærker også, at man godt kan se, at hun har været af sted senere med hold 10, og han selv var der med hold 6. Noget har forandret sig.

»Jægersoldaten ligner jo fuldstændig. Og det er helt tydeligt, vi er i Helmand. Men ham afghaneren ved siden af, ville ni ud af 10 gange ikke have haft en hjelm på. Med mindre han blev tvunget til det. Han ville højst sandsynligt også have haft en fed joint i munden. Det havde de sgu altid. Og så var de ikke særlig betryggende at rende rundt sammen med.«

Men det har altid været et vilkår for krigen, at fjenden, som danskerne var dernede for at kæmpe imod – Taleban, har været usynlig.

»De mødes jo ikke midt på slagmarken i hver sin uniform og begynder at kæmpe og skyde løs. Ligesom det var i gamle skildringer af krige,« siger Mathilde. Og Jimmy følger op:

»I Afghanistan kan du ikke se din fjende, du kan ikke se, om du bliver beskudt og lige pludselig er der en vejsidebombe.«

»Netop derfor må motivet gerne se lidt roligt ud. roen er dog ikke et udtryk for virkeligheden. Man ved jo, at soldaterne kan gå fra den største idyl til det værste blodige mareridt,« siger Mathilde med et lidt højere toneleje end før. Jimmy kan godt forstå ideen med at underspille krigen – »gøre den uhyggelig på den der latente måde,« som Mathilde udtrykker det. Men om folk skal huske krigen så pæn som på maleriet, er Jimmy usikker på.

»Jeg synes, billedets udtryk er overraskende positivt. Der er håb i det billede. Det er først inde bag håbet, at der ligger en djævel på lur – man ved ikke, hvad der sker, og man frygter, det hele går op i røg. Sådan har jeg det med den krig. Og med Afghanistan,« siger Jimmy Solgaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Vedsegaard

Hvor er alle de døde og lemlæstede civile og soldater i det billede, for mig at se ligner det en uberettiget glorificering som overhovedet ikke viser hvor ond krig i virkeligheden er.

Peter Ole Kvint, Rasmus Kongshøj, Morten Buch, Allan Hansen, lars abildgaard, Moh Abu Khassin , Reda Ammari, Rune Petersen, Janus Agerbo, Andreas Trägårdh, Troels Ingvartsen, Holger Madsen, Torben Nielsen, Philip B. Johnsen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Minder mig lidt om C. W. Eckersbergs maleri af stavnsbåndets ophævelse, uden glorificeringen. Det er bare nærmest sådan.... dødt at se på.

Peter Ole Kvint, Rasmus Kongshøj, Troels Ingvartsen, John Vedsegaard og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Man kunne forvente krigens rædsel var den primære skildring, set i lyset af Danmark har tabt krigen, i Afghanistan og Irak, man skulle tro vi var de sejrende, når man ser på billedet, med kun en hånd på våbnet.

Rasmus Kongshøj, lars abildgaard, Moh Abu Khassin , Rune Petersen og John Vedsegaard anbefalede denne kommentar

Jeg finder heller ikke et kunstnerisk talent i billedet. Jeg forstår heller ikke meningen med at bestille det billede.

Torben Nielsen

Det er den sædvanlige glamourøse historiefortolkning, der intet har med virkeligheden at gøre - det er nok nærmest årsagen til at billedet er bestilt, da det på ingen måde kan virke udfordrende - tankemæssigt eller på anden vis.

Rasmus Kongshøj, lars abildgaard, Torben Nielsen, Moh Abu Khassin , Niels-Holger Nielsen, Reda Ammari, John Vedsegaard og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg synes nu det er meget godt. Det har en tåget, støvet uvirkelighed over sig, en næsten kafkask uhygge, uheldssvangert i den tilsyneladende ro, hvem lurer om hjørnet, kan man stole på ham afghaneren, kampfly svirrer i luften, eller er det ådselædere.

Ps., jeg troede, valmuer var røde.
P.ps., solen trænger dårligt igennem støvet, men det er som om, den kaster to skygger.

Niels Engelsted

Jeg syntes faktisk, at dette dystre, dystopiske og tegneserieagtige billede flot fanger essensen, gruen og det surrealistiske i Danmarks deltagelse i denne absurde krig.

Selv det forløjede fastholdes fint med billedet af det kærlige våbenbroderskab mellem afghaneren og danskeren anbragt forrest på baggrund af død og ødelæggelse i baggrunden.

Jeg syntes godt, at man kan se, hvad kunstneren har tænkt. Men hvad bestillingshaverne kan have tænkt forbliver mig en gåde. Nationalromantik er det i hvert fald ikke.

Det var da et utroligt intetsigende maleri.

Ikke at jeg ønsker et billede med død og ødelæggelse, men det der er jo bare et man går forbi og ikke tænker videre over. Der mangler i den grad noget der fænger, drager en ind i billedet og fastholder en, hvilket det der tegneserie billede som kunne findes i et hvilket som helst moderne hæfte ikke præstere.

Kristoffer Bressum

Nu skal jeg ikke udtale mig som en ekspert på vejsidebomber, men for mig at se, kunne det godt minde om en vejsidebombe, der ligger mellem valmuerne i retning af der, hvor danskerens skygge samt næste skridt falder.
Det ligner i hvert fald ikke de sten, som "genstanden" ligger iblandt, og den skiller sig en del ud!.
Godt nok nævner artiklen, at der ikke er nogle vejsidebomber, men det kunne da være en smutter.

Eller en hemmelig detalje!

Kristoffer Bressum

Jeg mener selvfølgelig den afghanske soldat!
Undskyld!
Og hvis den for øjet er svært at fange, kan jeg tilføje, at den er lige blandt valmuerne nogenlunde midt i billedet og nederst.

Rasmus Kongshøj, Per Torbensen og Reda Ammari anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Godt set, Kristoffer,
der er en mine, som det nævnes i artiklen...
og minen imellem valmuerne i forgrunden

Men hvor er Holger?

Michael Kongstad Nielsen

Detaljer - afghaneren, ham med scooterhjelm og klaphat, kunne godt ligne en dansker fra Horsens, der har brugt for meget selvbruner, men er der nogen der kan forklare, hvorfor han går i korte bukser, det jo ikke nogen badestrand, og hvorfor har kan sådan nogle underlige omvendte skåle på knæene, er det hvis han skal luge valmuer (knæbeskyttere)? Sidste, begge de tapre soldater tager så underligt stift på deres maskingeværer, er det en pegefinger, der stritter frem, eller hvad, er de ved at skyde sig selv i foden?

Michael Kongstad Nielsen

De røde valmuer - er papaver rhoeas, hvorimod opiumsvalmuen papaver somniferum er afbilledet korrekt, omend de også findes i andre farver - en udmærket ornamental plante der giver masser af birkes og gror godt i de varme lande - og i Danmark, der jo i artiklen udnævnes til et velfungerende land, fordi vi har cpr-numre;-)

Moh Abu Khassin , John Vedsegaard, kaleb larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Foretrækker nu de gamle sovjettiske krigs malerier,med proletaren som oplyst individ og Stalin i hvid uniform i baggrunden eller Moder Rusland med fingeren også dig kammerat.

Det der billedet,hvor herrer bevares.

Billedet må være udtryk for et febrilsk forsøg på genskabelse af en hidtil glemt retning inden for naivistisk malerkunst - passer dog fint til militærets verdensbillede ...

Rasmus Kongshøj, Moh Abu Khassin , Per Torbensen, Niels Engelsted og Nils Brakchi anbefalede denne kommentar

Det foruroliger mig ligeledes at Forsvaret accepterer soldater med så små og visne venstrehænder som tilfældet er her. For det er vel ikke fordi at det tekniske niveau rent malemæssigt er på aftenskoleplanet ..?

Niels Engelsted

Jo mere jeg ser på det, jo mere fascineret bliver jeg. Billedet har noget. Det mærkelige lys og spøgelserne til højre. Og det lille bitte Dannebrog på masten...simpelthen guddommeligt. Jeg tror faktisk, at det må kaldes kunst.

Umiddelbart er der noget dukkeagtigt forkert over de menneskelige proportioner. Om det så skal kaldes et kunstnerisk greb, eller regulært sjusk. Men jeg synes osse det er en fin detalje, at få sekunder senere er de to gode soldaterkammerater sprængt i fælles småstykker. Ikke af en improviseret vejsidebombe, men af en militær landmine.

Tidligere forsvarsminister Søren Gade ville i øvrigt nok indvende, at danske soldater ikke bærer Dannebrog på skulderen. Selv om en sådan praksis vel teknisk set ville gøre dem til unlawful combatants...

Moh Abu Khassin , Andreas Trägårdh og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Billedet er totalt i hampen.

Lad os begynde ovenfra.

Den lokale udrustet med den bedste hjelm,beskytter øre og hoved.Den vestlige soldat kender ikke den hjelm ingen nævneværdig beskyttelse.

Den lokale med briller mod støvstorme rigtig fornuftigt-den vestlige en joke.

Våben :den lokale helt sikkert AK 47 ,den vestlige tysk fabrikation okay

Den lokale med knæ beskyttere lige efter arbejds miljø loven-den vestlige ingen.

Billed kompositorisk er den lokale bedre udrustet hvor landminen også lige ligger for foden-måske det var ideen.

Men billeder skal vel altid tages alvorligt ellers mister de hurtig deres relevans og værdi-ikke sandt.

Michael Kongstad Nielsen

Malerinden har haft et fagligt panel til at kigge med undervejs, og de har vel kunnet sige, om noget teknisk var forkert. "I panelet sad blandt andre en soldat og én fra Hærens Operative Kommando."

Ja Michael Kongsted Nielsen.når bommen sænkes er gækkerne løs,drømmer mig tilbage til forgangstider hvor ånd og materie bare stod nogenlunde proportionalt i forhold.

Andreas Trägårdh

Hende fidusen der har begået smørerierne mødte jeg en gang på nat værtshuset Andy's. (Endelig får jeg det at se!) Hun flygtede forøvrigt da hun forstod at jeg ikke købte hendes løgne og hendes krig. Hun er nok den mest ureflekterede og hjernevaskede politiske propagandist jeg har mødt længe. Hun kunne ikke svare på et eneste spørgsmål om krigen men trak livligt parafrase kortene, uden at hun dog kunne følge dem om og uddybe sit argument.

Lidt om maleriet - HJÆLP (!) hjælp
Billedet minder faktisk om hende og om den voldskampagne hun forherligede så grundigt. Man kan jo tydelig se på det billede, at det er løgn. At de ikke engang selv tror på det. Det er usikkert, det er uklart og forvrænget. Ude af proportioner. Det bedste ved billedet er at det er så fantastik dårligt. Sådan ser en løgn ud. Men det er en dårlig løgn for hun afslører sig selv.

Rasmus Kongshøj, Nils Brakchi og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Det er ikke udstyret i sig selv, men den sirlige perfektion, som forstærker indtrykket af aristokratiske elegance hos afghaneren. Ikke en eneste fold i uorden, ikke en støvplet på hjelm eller støvler, manicuren og det veltrimmede score-skæg er lige fra salonen og får den ellers velskurede dansker til at se næsten pjusket ud.

Her er ingen kynisme, ingen mødighed, ingen sår på krop eller sjæl; denne ædle ørkenkriger er ikke kommet ind fra slagmarken, men fra det just afsluttede tredje år af studieopholdet i Oxford. I næste øjeblik er han trådt nonchalant forbi - ikke på - landminen, og nyder sin the og scones i skyggen af officersteltet.

Her er et par af de billeder, der kommer tættest fra en hurtig googlesøgning, men alligevel et helt andet kropssprog og en helt anden kultur i kroppen.

http://ironpaw.deviantart.com/art/Afghan-Soldier-2-153660421

http://thediplomat.com/flashpoints-blog/2013/09/02/afghan-forces-not-wor...

http://www.theguardian.com/world/2010/aug/10/afghanistan-civilian-deaths...

Til alle tider har der været kunstnere, der har arbejdet for krigsmaskineriet og -magerne for mammon og anerkendelse, Fenger føjer sig smukt til rækken af krigsforherligende kunstnere. Jeg savner Anders Fogh Rasmussen på maleriet.

Andreas Trågårdh -måske,fornemmede du havde fat i personen og holdt fast i din søgen-interesseret fordi-opfattede også billedet som falsk -fornemmede at du måske var billed kunstner,læg ikke andet idet.

Jeg var slet ikke klar over de havde sådan et mystisk lys i Afghanistan, der kan kaste skyggerne i flere retninger.
Men valmuerne er dog kommet med. Selv have jeg nok valgt at plante dem i soldaternes fodspor, frem for foran soldaterne.

Moh Abu Khassin , Per Torbensen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

"Hvor er Rembrandt når man har brug for ham?"

Rembrandt ville have løst denne opgave, men til ingens tilfredshed - vi vil ikke se de grusomheder meget er bygget på, i øjnene - det kunne Rembrandt "på smukkeste vis" - hvilket også blev hans problem - et øje der mangler; "jamen, sådan var det sgu'" kan ikke hænge i en bygning der skal prale af Holland.

En fattig Rembrandt skærer så et mesterværk i stykker, for at måske kunne sælge det der behager.

Tsk

Politikere, og Militærfolk i portrætter der trætter, er malerkunstens brækspand.

Men blomsterne er nu dejlige, altid så provokerende at stille en til skue mens der uset lænset menneske-kød - den venter bare på sin brumle-basse,

Tålmodighed og diplomati, er blomstens styrke

Moh Abu Khassin , Philip B. Johnsen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Gid krig var ligesom på billedet; pæn, ren og uden ofre. Der er ingen døde, lemlæstede eller hjemløse på billedet, og den smule krig der trods alt er blevet plads til, foregår langt væk, tilsyneladende uden nogen ofre.

Man skulle jo næsten tro der var styr på Afghanistan, når man ser det maleri. Den veludrustede, renskurede afghaner tager pænt imod den hvide mands anvisninger, og er klar til at lave den sidste små-oprydning, efter de vestlige fly har bombet de fleste talebanere væk. Man mangler jo kun en lille detalje med piger, der gik i skole.

Hvad angår den kunstneriske kvalitet, så ligner billedet mest af alt noget fra Vagttårnet, bare i lidt mere dæmpede farver. For at sige det lige ud, er billedet røvkedeligt.

Sådan må det også nødvendigvis være, når der nu er tale om et politisk bestillingsarbejde. Man skal ikke forvente at det svinger sig op på et højere niveau end de stolte arbejdere i Sovjetunionens kunst. Det bedste man kan sige om billedet er at det får en til at tænke på hvordan et billede af Afghanistan-krigen kunne se ud. Jeg tænker mig at man kunne opbygge det som en tidslinie. Først én slags kaos, der bliver afløst af en anden slags kaos, der så skifter tilbage til den første slags kaos igen. Rundt i kanten garneres der med døde civile og en våbenindustri, der griner hele vejen ned til banken.

Bjørn Pedersen

Det er en sjov forestilling, den at kunstneren ideelt set bør være uafhængig af magten. Det meste af kunstens eksistens har drejet sig om være til tjeneste for magtens centre: Kirke, stat, adel og købmænd. De har altid været afhængige af de rige og magtfulde. Om det så var stat og kapitalinteresser, eller en kulturradikal overklasses penge der giver dem frie tøjler til en kunstinstallation med et fårefoster og en lyserød motorsav. Det er et job, et håndværk, som ethvert andet. At klandre en maler for at udføre dette maleri, er som at klandre en håndværker for at bygge et hus for Pia K. Det er penge, det er et job.

Andreas Trägårdh

Kunstneren skal repræsentere samfundet for det er samfundet der understøtter denne. Hvis kunstneren kun repræsenterer en del af samfundet, i dette tilfælde dem der tjener på at myrde og plyndre, så er det jo en privatsag og så må dem der ønsker arbejdet udført selv komme til lommerne.

Bjørn Pedersen

@Anders

Og eftersom vi, samfundet, i sin tid valgte en regering der gav grønt lys for DK's indtræden i NATO, samt gav grønt lys til involvering i Afghanistan så arbejder de jo netop også for samfundet. Der ville ikke være nogen krig, hvis danskerne ikke valgte politikere der sendte danske soldater i krig. Så.... måske lad være med at stemme på den slags mennesker? Istedet for at lade som om at det er en eller anden mystisk "del" af samfundet, ingen har nogen indflydelse på?

Kunstneren "skal" ikke iøvrigt ikke en skid. De ejer ligesom deres egen hjerne, og kan bruge den hvordan pokker de ellers har lyst til at bruge den. Kunststøtten bidrager til relativt frie tøjler for diverse kunstnere. Hvis du ikke bryder dig om at støtte anderledes tænkende kunstnere, så lad vær med at betale skat. ;-)

Andreas Trägårdh

Bjørk

Tænkning er ikke en individuel process. Det er kollektivt samfundsanliggende. Der er ingen der ejer en hjerne, og heller ikke det man fylder i den. Det tilhører alt sammen samfundet. En kunstner er en der fortæller noget med sit håndværk. Men det som denne formidler tilhører allerede dets publikum, for deres behov er opstået i det samfund de er et produkt af.

Bjørn Pedersen

Hr. Anderledes Trægård

Interessant tanke. Fuldstændig tosset, men absolut interessant. Og det er naturligvis ikke bare min mening, siden tænkning jo er en kollektiv process.

Venlig hilsen
Bjørn aka "hjernecelle 4,999,873,863" på vegne af Synapsminsteren

;-)