Læsetid: 7 min.

Den bibliofile bogbrænder

Chiles diktator Augusto Pinochet samlede bøger i tusindvis – og beordrede endnu flere bøger brændt. Han led af et intellektuelt mindreværdskompleks, som han søgte at kompensere ved at skrabe bøger til sig og skrive middelmådige, militære lærebøger
Augusto Pinochet beordrede afbrænding af tusindvis af bøger, men var privat meget begejstret for det skrevne ord og havde ved sin død et omfangsrigt bibliotek.
11. september 2013

»Hvor bøger bliver brændt, vil det altid ende med, at også mennesker bliver brændt.«
- Heinrich Heine, 1821

Et syndigt rod mødte rettens synsmænd, da de fulgt af bevæbnede og kampklædte soldater trådte ind i det 150 m2 store hus for at gennemgå og opgøre værdien af inventar og genstande, herunder dele af en stor bogsamling. I deres rapport skriver de fem bogeksperter, at der ved huset findes »et anneks til opbevaring af særligt værdifulde bøger«, omkring 10.000 bind, hvis værdi blev anslået til 500.000 dollar.

Besøget på landstedet Los Boldos ved Stillehavskysten nordvest for Chiles hovedstad Santiago i januar 2006 var et led i rettens opgørelse af de værdier, Chiles tidligere diktator, general Augusto Pinochet, ejede – til brug i en retssag mod ham for korruption og ulovlig tilegnelse af offentlige midler, som han havde anbragt på hemmelige konti i den eksklusive Washington-bank Riggs Bank, i alt 21,3 mio. dollar.

Los Boldos var Pinochets foretrukne opholdssted. Her er hans aske anbragt. Han ejede desuden huse og lejligheder i Santiago og flere provinsbyer.

Ifølge den chilenske journalist og forfatter Juan Cristóbal Peña stod en del af bøgerne ikke i reoler, men var pakket ned i kasser, andre flød i reoler, på gulvet og på to skriveborde mellem papirer, en buste af nationalhelten Bernardo O’Higgins, et billede af Napoleon, et kuk-ur og et chilensk flag. På væggene familiefotos og fotos af Pinochet selv i uniform, en pistol. På reolhylderne kasketter, hjelme, daggerter, brevknive, ure, miniaturekampvogne, julekort, visitkort, skjorter, sokker, chokolader, blandede genstande og gaver af ringe værdi.

Der var »talrige store referenceværker, så som encyklopædier, leksika og atlas«, ikke mindst »værker om Napoleons-tiden«, noterede synsmændene ifølge Peña. I de aflåste pengeskabe fandt de kun ligegyldige papirer, familiefotos og en flaske billig eau de cologne.

Generalens minder fra et velordnet liv i undergangens labyrintiske kaos.

Et lignende billede mødte synsmændene i Pinochets øvrige huse og opholdssteder. De fandt adskillige sjældne, 200-350 år gamle chilenske og europæiske værker og en næsten komplet samling af den spanske filosof José Ortega y Gassets værker, om hvem Pinochet i et af sine sjældne interview engang sagde, at han var en stor beundrer af d’herrer Ortega og Gasset.

Bogeksperterne brugte i alt 394 timer på at registrere og vurdere de i alt 55.000 bøger, de fandt på Pinochets ejendomme, samt de bøger han havde doneret til de militære biblioteker. Eksperterne nåede frem til, at hans private samling var 2,56 millioner dollar værd.

Bøgernes magt

Pinochet var fra sin ungdom besat af bøger, især bøger om historie, geo-grafi, krige og Napoleon. Fiktion og poesi var han overhovedet ikke interesseret i. Som ung købte han bøger på afbetaling.

Efter kuppet 11. september 1973 fik han nærmest ubegrænsede midler til sin rådighed, uden at nogen turde kontrollere hans forbrug. Nu havde han mulighed for at købe sjældne og dyre bøger og betale med checks fra sit embede.

Det store spørgsmål er, hvad Pinochet ville med sine mange bøger. Ifølge ham selv læste han mindst et kvarter hver dag, nemlig når han gik i seng. Derudover er det uklart, hvor meget og hvad han læste.

Den ene af rettens bogeksperter, Berta Concha, giver følgende beskrivelse af biblioteket og dets ejer til Juan Cristóbal Peña:

»Selv om det rummer mange gode ting, og man kan mærke, at han har haft rådgivere, er det et ringe organiseret bibliotek, uden egentlig orden, som afspejler en trang til at samle for at samle. Der er mange referenceværker og skoleleksika, som afslører en begrænset viden og en iscenesættelse af magt. Efter at have læst personen gennem hans bibliotek er min konklusion, at denne mand fascineret betragtede andres kundskaber gennem bøgerne med frygt såvel som begær. Den mand, der beordrede bogbrændinger, opbyggede landets mest komplette bibliotek. Det er interessant. På en eller anden måde kender han bøgernes dynamik og magt.«

For Pinochet repræsenterede bøgerne kundskab og magt. Det sandede han som elev på kadetskolen, hvor han først blev optaget efter tredje forsøg, og hvor han med møje og besvær kæmpede sig gennem de boglige fag. Det samme gjaldt på krigsakademiet, hvor han sled sig gennem lærebøgerne. Begge steder endte han i den dårligste tredjedel i sin årgang.

Ambitioner og evner

Pinochets, kupmagernes og højrefløjens frygt for bøgernes (og læsernes) magt kom meget kontant til udtryk efter kuppet, da soldater blev kommanderet til at rydde det store, statslige forlag Quimantú og destruere titusinder af billigbøger – og til at fjerne »undergravende« marxistiske og andre bøger, som styret ikke fandt passende, fra biblioteker, institutioner, boghandler og private hjem. Bøger om kubisme var blandt de bøger, der blev fjernet, fordi de formodedes at handle om Cuba.

Bogbrændingerne bredte sig for alvor, efter at hæren 23. september gennemførte en razzia i San Borja-kvarteret i Santiago. I 14 timer blev bøger, blade og tryksager smidt ned på gaden, samlet i bunker og antændt. For første gang blev bogbrændingerne fotograferet, filmet og vist og omtalt i medierne. Det blev et signal til militæret landet over om at finde og destruere »undergravende« bøger og brænde dem.

Bogbrændingerne udløste dog kritik hos en del af diktaturets støtter i både ind- og udland, så man gik over til at makulere bøgerne og bruge papiret til at fremstille papirmasse eller til … forbrænding. Frem til 1990, da Pinochet trådte tilbage, fandt der ’kun’ sporadiske bogbrændinger sted – den største i havnebyen Valparaíso 28. november 1986, hvor myndighederne beslaglagde og brændte 15.000 eksemplarer af Nobelpristaeren Gabriel García Márquez bog om den chilenske filminstruktør Miguel Littíns hemmelige optagelser i Chile.

Pinochets besættelse af bøger blev en del af den selviscenesættelse, han udviklede til perfektion frem til kuppet.

Han kom fra en funktionærfamilie med begrænsede midler og havde en drøm om at blive soldat. Det var en stor triumf, da han i 1933, knap 18 år gammel, endelig blev optaget på kadetskolen, pacet frem af blandt andre en ambitiøs og dominerende mor.

Den nyudklækkede sekondløjtnant ville til tops. Vejen gik over krigsakademiet, hvor han kompenserede for sine læse- og læringsvanskeligheder med en uset flid, der aftvang hans lærere respekt. Pinochet blev assistent for en af underviserne og siden fastansat som lærer og redaktør af akademiets tidsskrift Cien Águilas (Hundrede Ørne).

Det gav ham muligheden for at opfylde ambitionen og ønsket om at blive anerkendt som en intellektuel officer blandt de kolleger, han higede efter at imponere. Han ville anerkendes som forfatter og ekspert i geopolitik, som var et emne, der optog ham meget.

I 1965 havde han skrevet en bog om geopolitik og bad sin gamle mentor, general Gregorio Rodríguez Tascón, der var ekspert på området, om at skrive et forord. Generalen opdagede hurtigt, at lange afsnit i bogen var direkte afskrifter af forelæsninger, han selv havde holdt 15 år tidligere, og sendte manuskriptet retur med sin begrundelse. Pinochet lod som ingenting og fik i stedet en tidligere direktør for krigsakademiet til at skrive forordet.

Snæversyn og åndeligt fordærv

Pinochet skrev efterfølgende flere bøger, som den dag i dag bliver brugt til undervisning på akademiet, selv om de ikke opfylder de mest elementære krav til akademiske tekster. Flere af dem mangler således kilder og referencer, så teksterne fremstår, som om de helt og holdent er Pinochets. Generalen havde fået sine litterære monumenter.

Men han opnåede ikke den ønskede anerkendelse fra de ledende officerer. Hans forgænger på posten som hærchef, den stærkt forfatningstro og respekterede Carlos Prats, som Pinochet beundrede, betragtede Pinochet som en dygtig og loyal militær håndværker, uden visioner eller intellektuel dannelse, som han knap tre uger før kuppet anbefalede præsident Salvador Allende at udnævne til ny hærchef.

Pinochet var den myreflittige, diskrete, driftsikre, korrekte, næsten servile officer, let at tage fejl af. Men han lod ingen komme for tæt på, hvilket han understregede med sine mørke briller. Han blev betragtet som loyal, måske fordi han dygtigt fulgte den kinesiske tænker SunTzus tanker om, at »krig ikke er andet end kunsten at forstille sig«. En kunst Pinochet udviklede til næsten perfektion.

Han holdt andre på afstand og var ikke et menneske, man umiddelbart kom tæt på. Han var således ikke med til at planlægge og forberede kuppet. Hans officersfæller stolede ikke ubetinget på ham, og blot 36 timer før kuppet gik han tøvende med til at deltage. I forbindelse med kuppet blev nye sider af Pinochet imidlertig åbenbaret: barsk, opfarende og åbenlyst kontrollerende. Stadig lige indesluttet, stadig med de mørke briller – der blev symbol på den nye tid med massearrestationer, tortur, myrderier, og undertrykkelse – og bogbrændinger.

General Prats gik i eksil i Argentina, hvor han på Pinochets ordre blev myrdet i 1974. Inden sin død skrev Prats om Pinochet i et brev til enken efter Allendes forsvarsminister og Pinochets chef før kuppet, José Toha, som Pinochet så privat inden kuppet. Toha blev sendt i kz-lejr på Pinochets ordre. Prats skriver om Pinochet:

»I hans personlighed – som i tilfældet Duvalier (Haitis diktator, red.) – kombineres på beundringsværdig vis et stort snæversyn med en stor dosis åndeligt fordærv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Niels Mosbak
  • HC Grau Nielsen
Espen Bøgh, Niels Mosbak og HC Grau Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"et stort snæversyn med en stor dosis åndeligt fordærv.«

Sandt nok. Men lad os lige minde os selv om, at mens liget af Salvador Allende endnu var varmt, mens Victor Jara blev torteret til døde - på en måde som jeg skal fortælle mine børn om i aften - så havde Pinochet allerede underskrevet et af sine første dekreter: Privatiseringen af Chuquicamata-minen og af hele den chilrndkr mineindustri.

I dag kan vi, i Danmark, dårligt slippe uden om svinets økonomiske efterladenskaber. Selv SF og socialdemokraterne forsøger jo at bilde os ind, at privatiseringer er et fremskridt.

Jacob Jensen, Hans Larsen, Ullrik Lie, Henrik Nielsen, Rune Petersen og Nick Mogensen anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Intellektuelt mindreværdskompleks, ja selvfølgelig! Og her troede man, at det havde noget med CIA at gøre.

Per Torbensen, Martin Olafssen, Ullrik Lie, Mike Hanson, Henrik Nielsen og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar

For altid vil de være der, både i fortid og den nære nutid!

Europa havde "glæde" af en Østrigsk maler!

Amerika havde i deres selvforståelse "glæde" af udsagnet der blev til virkelighed for Amerika, som; "mulighedernes land", en sandhed der førte til de valgte en idiot til præsident.

Men læg også mærke til de mange ryggesløse medløbere til magten, som de altid har omkring sig!

Der foregår noget lignende i dag. Her brænder man dannelsen ud af uddannelser. Der er ingen bål, men så meget desto værre, for så kan man ikke se røgen og spore hvor det brænder.

Per Torbensen, Ullrik Lie, Jan Kønig, Henrik Nielsen og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar