Bittersød komedie og frostklare ambitioner

Lars Frost sætter skuffelserne på snor i bittersød komedie om en forfatters mislykkede liv. Bridget Jones for mænd skrevet på kemisk fremprovokeret raseri, kalder han det selv, og mener vi lever i en verden rippet for temperament. Frosts tro på litteraturen er måske som det eneste intakt
Det er forfatter Lars Frosts ambition at ændre vores forståelse af, hvad en bog er, ved at skrive noget nyt.

Det er forfatter Lars Frosts ambition at ændre vores forståelse af, hvad en bog er, ved at skrive noget nyt.

Tor Birk Trads
27. september 2013

Der er kø til butikken, der lokker med smørrebrød, frikadeller og flæskesværd i brune poser. Det er frokosttid, og de unge fra Niels Broch vil have value for money. Vi er i Klarebodernes København, den korte gade, der skærer Møntergade og møder strøget i den anden ende. På midten svæver tranen over Gyldendal og overfor hviler Bo-Bi Bar i noget, der vel er sig selv. Rødt tapet, blondegardin og cerutter inklusive. Den høje skikkelse i skjorte og hættetrøje, der kommer gående er forfatteren Lars Frost, humøret er som efterårsvejret, siger han, da vi træder ind i tidslommen og røgtågerne.

»Nogle steder er det for varmt, i skyggen for koldt. Jeg er lidt ubestemmelig for tiden.«

Temperament er temaet for Lars Frost nye bog Kongskilde NS 5100, skrevet på ivrig irritation og med et heftigt noteapparat, kursiverede ord, direkte læserhenvendelser og stor sprogbevidsthed. Som små rasende indfald sat sammen til én tempo- og temperamentsdivergerende tekst.

»Det er det, skønlitteratur handler om for mig. At kunne styre temperamenter med tonefald og tegnsætning. Vi skifter selv identitet og tager nye masker på dagen lang, og jeg kan ikke se, hvorfor bogen skulle være anderledes?«

Alligevel er det meste af den nye bog skrevet på ét temperament: Det koleriske.

»Jeg har tilført alkohol for at holde den vrede energi kørende i de tre år, det har taget at skrive bogen. Det er nemmere at være vred og fordomsfuld, når man er fuld, har jeg fundet ud af. Man skræller lige det der lag af civilisation af, skraber ned til aben så at sige.«

Manden som efterspændt såmaskine

Bogen er som forfatterens anden bog Allermest undrer det mig, at vi kan glemme fra 2001 »et udhulningsforsøg«.

Hvor han dengang brugte kapiteloverskrifter fra Alain Robbe-Grillets På vej mod en ny roman, låner han denne gang fra Freuds Tre afhandlinger om seksualteorien.

»Det er et billigt trick,« siger forfatteren og smiler.

»Det er sjovt at sige højt, når man er ude at læse op: ’Penismisundelse og kastrationsangst.’ ’Mindreårige og dyr som seksualobjekter.’«

Indholdet mellem de freudianske overskrifter, omhandler en forfatters mislykkede liv i den litterære verden. »Dette mylder af oppustede, ømme egoer,« som han betegner det. Men som ofte før hos Lars Frost bliver dette selvportræt af den skrivende klasse ikke gjort uden ironisk bid.

Eksempelvis når han lader en håndfuld mandlige forfattere more sig over tanken om at tage mødommen på en håbefuld tidsskriftsdebutant.

»Det er niveauet,« siger Lars Frost og ler.

»Det var her på Bo-Bi Bar, at jeg fik indskydelsen om, at kalde den nye bog for komedier. Jeg kan godt lide at lege med folks forventninger til genrer, og komedierbetegnelsen passer perfekt til denne tragiske historie,« siger Lars Frost, der selv ser sin bog som Bridget Jones for mænd.

I de hyppige sexscener bliver den stakkels forfatter forstyrret i sit foretagende og er på alle måder underlagt kvinderne fra kernespeltsegmentet – de sande ingeniører bag vores samfund. Et billede der bliver tydeligt i titlen, der bærer navn efter en landbrugsmaskine: Kongskilde NS 5100.

»Jeg tænkte på mandens rolle i det moderne samfund og kom til at tænke på en såmaskine. Jeg google det og fandt det her ord, der både er royalt og har kilden som alting strømmer fra i sig. Noget stort og heroisk, der så bare er en efterspændt maskine,« siger Lars Frost, mens kunderne så småt begynder at indfinde sig på Bo-Bi Bar.

Flere af dem hilser på Frost, der værger sig ved at leve op til den romantiske kliche om forfatter med et forskud i lommen, der styrer direkte mod baren på den anden side af gaden og skynder sig at bestille en kop kaffe.

»Der er noget forførende over at sidde herinde og se på noget så fremmed som et familieliv med børn og 8-16 job, men det er også dybt skuffende ikke at have fundet nogen at holde af,« siger han.

»Folk spørger altid, hvorfor jeg så ikke bare har fået nogle børn, men det er en misforstået fri vilje, at tro vi selv vælger at blive forelsket. Jeg kan i hvert fald ikke,« siger han og tilføjer, at han har overvejet at adoptere.

»Men som enlig mand uden arbejde? Glem det.«

De mænd der har fået børn og beklager sig, har Frost ikke meget tilovers for.

»Jeg har spildt mange år af mit liv på at trøste mænd, der har fået alt i livet, men som når de får børn, føler sig fanget. Ja, men det gør vi sgu da allesammen.«

Lars Frost vrænger ansigt under brillerne.

»Det næste der sker er, at de bliver skilt og sådan fortsætter det, til de har en ødelagt familie, eller to eller tre, eller hvor mange de nu kan nå at smadre.«

Men hvad er frihed så, hvis ikke et liv uden forpligtelser?

»Frihed for mig er faste rammer og et ansvar. At nogen har brug for mig og mit liv på den måde har relevans,« siger han og savner netop det.

»Udover min mor der bor lige om hjørnet fra mig på Nørrebro i mit barndomshjem, har jeg ikke nogen at tage ansvar for,« siger forfatteren og lyder som fortælleren i bogen, der ønsker sig: »Forpligtelser. Nytteværdi. Bare en lille smule. For helvede.«

Autofiktion og lunkne selvopgør

Det er let som læser at komme til at tage forfatteren, hovedpersonen i bogen, til indtægt for meget af Lars Frosts liv. Alligevel vrænges der så kraftigt af den selvbiografiske læsning, at også den læserstrategi saboteres.

»Jeg prøver at drille de forfattere, der bliver anerkendt for at skrive sig selv ud, som jeg synes, slipper for billigt om ved det, men det er kritikerne og pressens måde at læse alt ind i en selvbiografisk kontekst, der er mest problematisk,« siger Lars Frost, der ikke ønsker at nævne hverken navne eller titler.

»De ved selv hvem de er,« siger han og tilføjer, at der i enhver epoke vil kunne findes en autofiktiv tendens. Lige nu er der blot en øget bevågenhed omkring det i den litterære verden. Alligevel lurer en art sandhedssøgen i Frosts skrift. I bogen, Allermest undrer det mig, at vi kan glemme, bruger han følgende ord om et af sine litterære forbilleder, den svenske forfatter Stig Larsson:

»Eller tag som eksempel den virtuose, rastløse søgen efter klarhed, Stig Larsson fylder i sine sætninger. En verbal striptease med bindeord og beklædningsgenstande flyvende i alle retninger. En bevægelse med større og større hast. Et nøgent menneske aftegner sig tydeligt ved siden af eet andet på en mark.«

Beskrivelsen virker rammende på Lars Frosts egen skrivestrategi, men spørgsmålet er, hvor nøgen eller aftegnet han med sin nye bog føler sig?

»Der er meget selvoplevet i denne bog, men jeg føler, jeg har holdt for meget igen. Der var for mange personnære ting, jeg ikke havde modet eller lysten til at skrive, da det kom til stykket.«

Han taler om mennesker, der har skuffet ham. Venner der har svigtet.

»Men jeg ved ikke, hvad litterær ærlighed er. Jeg synes, min nye bog er meget sand i og for sig. Ærlighed er så småborgerligt, socialdemokratisk næsten,« siger han, »sandhed er mere ambitiøst.«

Sandheden er, at Lars Frost har lært at styre sit eget temperament. Siger han.

»Da jeg var barn, kunne jeg få epileptiske anfald af hysteri. Besvimede simpelthen. Nu går jeg en tur, men det er klart, at nogle gange bliver jeg træt.«

I en periode gik det ud over cyklerne.

»Jeg har ødelagt mange af mine cykler i arrigskab. Lige da bycyklerne kom til byen, forsøgte jeg også at slå knude på dem. Jeg ved, hvad der sker med al den vrede, når den bliver lukket ind, men der er ikke plads til den i verden i dag.«

Genredrillerier og gammelromantiker

Det er ikke første gang, Lars Frost leger med genrebetegnelserne. Debuten Og så af sted til Wien fra 2000 havde undertitlen noveller, »men var vel mest af alt en kantet roman,« siger Lars Frost i dag. Også den roste trilogi med Smukke biler efter krigen fra 2004 som gennembrud, havde undertitlerne knaldroman, ingeniørroman og fremtidsroman.

»Jeg ser selv den nye bog som en form for fortsættelse af Allermest undrer det mig, at vi kan glemme, den eneste af mine bøger, jeg har kaldt en roman, men som måske mindst af alle er det,« siger han.

Denne gang har udfordringen især bestået i at forblive forbistret bogen igennem, fortæller han. Men hvor kommer al vreden fra?

»Fra et langt og mislykket liv. Af snart at blive fyrre år og se alle omkring mig få alting. Misundelse og bitterhed.«

Han bruger ordvendinger som ’du alt forbarmede’ og taler om at have spildt 10 år af sit liv på formålsløs druk, der virkede dybsindig undervejs.

»Jeg håber bogen tydeliggør, at hvis nogen har et lorteliv, er det fortælleren selv. Jeg forstår bare ikke, at de der tilsyneladende har så meget overskud, at de løber rundt om søerne i København flere gange om dagen, har så travlt med at leve nogle perfekte liv. Hvorfor lever de ikke nogle ordentlige liv i stedet for at leve op til tidsånden?«

I det hele taget mener Lars Frost, vores måde at modtage kultur på og behandle det i dagspressen, tangerer damebladsæstetik.

»Vi taler aldrig om litteraturens potentiale som opdrager, som sandhedsvidne eller som politisk argument,« mener Frost, der i bogen går så langt som til at skrive, hvad han mener, journalisterne burde – og det være hermed gjort – spøge forfattere om:

Hvad har De gjort for eller ændret ved Bogen?

»Det er min klare ambition at ændre, hvad vi forstår ved en bog, at skrive noget nyt. Jeg mener med Alain Robbe-Grillet, at nye tider kræver nye romaner.«

Vi kan ikke blive ved med at spejle os i 1900-talslitteratur, mener Frost, for så får vi et vrangbillede af de eksistensvilkår vi nu lever under.

Erik Skyum-Nielsen har i 2004 i en pristale til Lars Frost kaldt hans litteraturholding for »en blanding af uskyld og gustent overlæg«, og den karakteristik matcher forfatterens store tro på litteraturens etiske potentiale og den fabulerende leg med genrer og læserforventninger. Eller som der står i Kongskilde NS 5100:

»Hvad fremstillingsformen angår bør læseren gøre sig to ting klar.« Efterfulgt af et tomt felt.

Og bedst som man tror, den anekdotiske fortælling om den mislykkede forfatter udvikler sig til en kriminalhistorie, klinger den af og glider over i damebladspastiche.

»Jeg skriver stykkerne hver for sig og kaster dem sammen. Det virker bedst for mig, jeg har langt sværere ved at skrive langt og ensartet,« siger han.

Generelt savner Lars Frost sproglig nysgerrighed i samfundet.

»Hvorfra skal vores nye idéer komme, hvis ikke vi fodrer vores hjerner med nyt sprog,« spørger han retorisk og raser over, at sprog ikke længere anses for at være en videnskab.

»Vi er nødt til at have nogle, der siger: ’Hvad sker der, hvis jeg blander den her mærkelig blå farve med den grønne masse herovre, jeg har fået ved at lave udtræk af den gule’.«

Lars Frost flytter rundt på imaginære kolber over Bo-Bi Bars brune bord.

Hvorfra skal håbet ellers komme, synes han at tænke.

»Jeg bliver nødt til at blive ved med at tro på, at jeg kan ændre verden med det jeg skriver. Forandre mennesket til det bedre, om ikke andet så mig selv,« siger Lars Frost og køber den øl, der passer til stedet og klientellet, her hvor klokken nærmer sig fyraften.

»Men det er klart at med så høje ambitioner, så er det let at blive skuffet.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Lars Frost

Født 1973 i København.

Uddannet fra Forfatterskolen i 1998.

Debuterede med ’Og så af sted til Wien’ i 2000.

Har modtaget Bisballeprisen (2004), Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat (2005) samt Kritikerprisen (2011) for fremtidsromanen ’Skønvirke’. Denne roman afsluttede trilogien, der består af ’Smukke biler efter krigen’ (knaldroman) og ’Ubevidst Rødgang’ (ingeniørroman).

’Kongskilde NS 5100’ udkommer på forlaget Gyldendal den 4. oktober og anmeldes her i avisen.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer