Fra krimiens gamle moderland, Storbritannien – nationen, der gav os den deduktive, excentriske mesteropdager Sherlock Holmes, Agatha Christie og uendelige herregårdskrimier, hvor det var ’butleren, der gjorde det’ – bliver der nu rettet en grusom salve mod samme genres nuværende skandinaviske højborg: De skandinaviske krimier ligefrem »kappes om at overgå hinanden« i udpensling af vold mod kvinder. De svælger i det ene brutale og perverterede kvindedrab efter det andet, simpelthen. Og alle disse billige og underlødige effekter tegner tilsammen en bekymrende trend, må vi forstå. Slet ikke så kultiveret som det prøvede virkemiddel med at lade en Scotland Yard-kommissær samle alle mistænkte i herresædets bibliotek og gennemgå motiv og muligheder for hver enkelt, før afsløringen falder ...
Afsender for anklagen, der står at læse i avisen The Observer, er den fremtrædende britiske kriminalforfatter Ann Cleeves, som tillige lever et liv som stilfærdig bibliotekar i en landsbyidyl på Shetlandsøerne. Den skandinaviske krimi – eller nordic noir, som den også kaldes i Storbritannien – er på vej ind i et stadig mere »morbidt territorium«, mener 59-årige Cleeves, som nogen muligvis vil kende som ophavskvinden til den noble detektivfigur Inspector Ramsay. Det udløsende moment for dette krimigenrens påståede kulturelle forfald øjner Cleeves ifølge den britiske avis i den verdensomspændende succes, der blev Stieg Larssons Millennium trilogi til del.
Titlen på den afdøde svenske krimikonges første bind, Mænd, der hader kvinder, kan ligefrem stå som en slags opskrift på den skandinaviske krimis afveje: Fra indledningssekvensen i tv-dramaet Broen, hvor det lemlæstede lig af en kvindelig svensk politiker findes, til første sæson af Forbrydelsen, hvor en pige må løbe for livet gennem en skov og videre til seriekvindemorderen i norske Jo Nesbøs Leoparden er vold mod kvinder allestedsnærværende.
Forsøg på normalisering?
»Selvfølgelig har der altid været en eller anden grad af vold i kriminallitteraturen,« indrømmer Cleeves, men i den skandinaviske krimi i dag er den »meget mere indgroet, og det bryder jeg mig ikke om. Især ikke den meget detaljeret skildrede vold mod kvinder og børn som i Mænd, der hader kvinder« – Cleeves henviser bl.a. her til beskrivelser af anal voldtægt i samme bog.
»Jeg spørger mig selv, om den slags bliver skrevet, fordi det skal være underholdende, eller om det virkelig giver informationer, som er nødvendige for at forstå bøgernes hovedpersoner bedre.«
Cleeves fortæller, at hun helt har måttet opgive at læse mere af Jo Nesbø: »Jeg foretrækker hans første bøger, som var langt mindre voldelige. Meget af dette er selvfølgelig subjektivt. Mit eget værk er mindre voldeligt, for vi er tilbøjelige til at skrive det, vi gerne selv vil læse, og jeg interesserer mig nu engang ikke for grusomme bøger.«
Cleeves vender sig mod vold for voldens egen skyld: »Skal der være vold i en krimi, skal den passe sammen med historien, og det betyder, at der så også må være indlevelse og psykologi,« siger hun til The Observer.
Spørgsmålet om vold mod kvinder i nyere krimier dukker jævnligt op i diskussioner mellem krimiforskere eller kriminalforfattere. Ifølge den amerikanske krimiforfatter Sara Paretsky afspejler den megen vold mod kvinder blot en dybereliggende »sexisme i samfundet«. Og Cleeves gør da næppe heller ret i at anse kvindemord og udpenslet vold mod kvinder for et særpræget skandinavisk stiltræk. Britiske BBC’s store krimi-satsning dette efterår – The Fall, der har skuespilleren Gillian Anderson i hovedrollen som en iskold Scotland Yard-inspektør, der efterforsker en bølge af drab på unge karrierekvinder – kan vel siges at skrive sig ind i samme trend, bemærker The Observers interviewer. Hertil svarer Cleeves, at der kan være tale om et underbevidst forsøg på at normalisere strømningen.
»Bagtanken er muligvis, at når bare man har en stærk kvindelig helteskikkelse, så er det helt i orden også at have al den vold mod kvinder.«
Det er muligvis ikke et kulturelt forfald, men det er ikke kun en påstand, at krimigenren er blevet modbydeligt grusom, ikke kun mod kvinder og børn, men især og i det hele taget. Det kan ikke blive frastødende, blodigt og afskyeligt nok. Jeg er for længst holdt op med at kigge med.
Der er ingen tvivl om, at der skrues op for volden i et forsøg på at tiltrække flere seere, men jeg har svært ved at se, at dette skulle være særlig grelt i Skandinavien. Engelske kriminalserier som Trial & Retribution og Waking the Dead svælger i bestialske mord på både kvinder, mænd og børn. Det er i øvrigt sært, at Ann Cleeves kun nævner mord på kvinder, men det kan jo være, at den engelske overklassefeminist ikke har noget imod, at se mænd blive myrdet på bestialsk vis.
American Psyco var så skelsættende grum at man måtte le. Nu er den slags bare trivielt på en ubehagelig måde, for man kan jo ikke fortælle den samme vittighed to gange. Hvad bliver det næste?
Der er ingen grund til specielt at fokusere på den stigende vold mod kvinder i medierne - mænd er så rigeligt repræsenterede. Jeg har selv fulgt CSI Vegas, og til dels også Bones - og det er tydeligt, at der bliver skruet op for 'de grafiske effekter' og udpenslingen af volden. Jeg forudser, at det næste tabu der bliver brudt i mainstream-underholdningen, er vold og drab på børn. Dèr er de endnu ikke kommet til; men vent bare... Det er svært at sige om det er os (seerne) der driver volden frem, fordi vi ellers skifter kanal, eller volden er en reflektion af noget generelt i vores samfund, eller en blanding; men lidt deprimerende er det under alle omstændigheder...
Hvad er artiklen og hovedpersonens hensigt?
Siger hun ikke bare at hun ikke bryder sig om en bestemt populær stil bland nogle skandinaviske krimiforfattere?
Det skal hun jo have lov til at mene, men hvad har det med os andre at gøre ?
Løsningen kan jo ikke være at anden end at hun lader være med at læse den slags bøger, når hun nu ikke bryder sig om dem.
Jeg har ikke læst en eneste, eller ca 80 sider i "Mænd, der hader kvinder" som lagde af andre grunde, men det kan altså lade sig gøre at slippe uden om.
Hvad skal vi bruge en engelsk dames mening om krimi'er til, eller hendes mening om noget som helst andet for den sags skyldl ?
Måske hun heller ikke kan lide impressionisme eller thaimad - Who the fuck cares ?
Tidligere var der stor forskel på krimi og gysere.
Jeg har altid fundet sidstnævnte uendeligt kedsommelige.
Det interessante med de skandinaviske krimier er, at de fortrinsvis skrives AF kvinder FOR kvinder, hvilket gør den sædvanlige forklaring med 'sexismen i samfundet' ret søgt.
Det er lidt den samme historie med at mannequinerne som jo retter sig mod et hvindeligt publikum er mærkbart mere udmagrede end pornomodellerne, som jo skal tiltrække et mandligt publikum.
Nå, men der er iøvrigt ikke nogen grund til at læse de skandinaviske krimier, fordi skurken altid er en hovedrig erhvervsmand med kontrol over det politiske liv, og med tråde til svenske nazister som var aktive under WW2.
Jeg hæftede mig ved Ann Cleeves konklusion: "Skal der være vold i en krimi, skal den passe sammen med historien". Dette rammer kernen i sagen.
Det er velkendt at sex og vold bruges på "mekanisk" måde i film og bøger for at fastholde seerens/læserens interesse. Det kan også være afgørende for at kunne eksportere til det amerikanske marked. En praktisk tommelfingerregel i britisk film er, at for at kunne eksportere til USA, må der hvert femte minut være enten en sex- eller voldsscene. Hvis man ser disse film og er sig denne regel bevidst, kan disse scener virke næsten komiske fordi de virker påklistrede og kommer med forudsigelige mellemrum.
Der er ingen grund til at tro at det er et rent amerikansk fænomen. Amerika er blot lidt foran i vor fælles vandring ind i den vestlige senmodernitet. Gæt, hvem der følger lige efter? Storbritanien? ja, til dels. Skandinavien? helt rigtigt gættet!
"Det er muligvis ikke et kulturelt forfald..."
---------------------------------------
@ Inger Sundsvald
Dét tror/mener jeg, at det absolut er.....
Og taler Anne Cleeves om filmene, eller bøgerne....For hvis hun taler om bøgerne har hun altså totalt misforstået det hele. Stieg Larsssons projekt var at vise kapitalismens - og patriarkatets - fornedrelse af kvinder. Og hvordan kvinder symboliseret ved Salander, Lisbeth, tager sagen i egen hånd. Men Anne Cleeves har åbenbart intet de scener i både bogen og filmen, hvor Salander mishandler og dræber! mænd...eller har hun...
ps: american psycho af brett easton ellis handler da, så vidt jeg ved, også om en yngre mands mord på kvinder...hvorfor tager hun dog ikke afstand fra det...nå, neh, kvinder, manden myrdede i bogen var jo kun --- prostituerede...
Egon Maltzon: "Det er lidt den samme historie med at mannequinerne som jo retter sig mod et hvindeligt publikum er mærkbart mere udmagrede end pornomodellerne, som jo skal tiltrække et mandligt publikum."
Interessant iagttagelse, tak for den! Det er nærmest skræmmende, så anæmiske kvindelige "helte" er.
Jussi Adler-Olsen har igen og igen understreget, at han ikke skriver kriminalromaner, men thrillere. Uden at ret mange vil høre på ham, de vil hellere læse hans thrillere, som om de var kriminalromaner. Måske gælder det samme for andre nordiske forfattere? Og det gør vel en forskel, hvis man sætter sig for at holde dem op mod Agatha Christie og Conan Doyle.
I bund og grund er det hele vel et spørgsmål om ens personlige moral. Kan man acceptere utilslørede beskrivelser af handlinger, der i fiktion - og derfor muligvis også i realiteten - kan udføres af mennesker? Det er jo en gammelkendt problematik: Begynder børn at ryge, fordi Lucky Luke og kaptajn Haddock ryger? Hvis de gør, så begynder de nok også at dræbe, for det gør masser af tegneserie-, film- og tv-helte jo. Kan man beskrive et mord udpenslet for læserne? Eller skal man hellere lade det være underforstået, at noget "forfærdeligt" har fundet sted som hos Agatha Christie?
Seksuelle emner er endnu sværere at holde i snor: kan man vise en nøgen brystvorte? Det afhænger vist nok af, hvilken kultur man er opvokset i. Kan man vise et samleje, der fuldbyrdes? Eller kan man vise et samleje, der fuldbyrdes i ens eget hoved, mens man rent faktisk ikke ser det på tv-skærmen eller filmlærredet?
Den fiktion, den er svær at holde styr på!
Nu henviser Ann Cleeves godt nok til den skrevne krimi, men det undrer mig alligevel, at hun så målrettet går efter den skandinaviske model i stedet for at kigge indad og på egne landsmænds produktioner.
Således har noget af den mest udpenslede, modbydelige – og udspekulerede! Som i "leflen for seertal" – mishandling og vold mod kvinder, og mænd for den sags skyld, jeg har set, været i britiske film- og tv-krimier. Og mon dog det forholder sig meget anderledes i den britiske litteratur ?
Ann Cleeves nævner bl.a. beskrivelsen af anal voldtægt, men det var, for blot at nævne ét eksempel, i et engelsk tv-drama vist på dansk tv for nylig – om trafficking – at man ret så grafisk fik demonstreret, hvad 'fistfucking' går ud på. Men det var måske ok fordi det 'passede sammen med historien' ?
Hvor sætter hun grænsen for, hvilken form for eller grad af vold og modbydeligheder, det er relevant at udpensle, og hvordan afgør hun, hvor den skal gå?
Derfor holder jeg mig til scifi og dark scifi, så det problem læst, æh løst...
Jeg blev lidt træt af al den kappen hoved af dem og snitte struben på den.
Spændingen i bøgerne forsvandt stille og roligt, for at blive erstattet af visuelle beskrevet scener.
Og fred med det. Det er ikke mine penge der bruges på krimi og dets lige.
Diverse serier med samme indhold er forsvundet, eftersom jeg har skiftet til grundpakken på tv udbudet. Jeg holdt ved Mellem, indtil Game Of Thrones forsvandt til HBO.
Så det ku da være man skulle give et visit til HBO og se hvordan det gik med ham den høje flotte dansker. ;)