Læsetid: 14 min.

’Derfor går jeg i sultestrejke’

I dette åbne brev forklarer det fængslede Pussy Riot-medlem, hvorfor forholdene for de indsatte i Mordoviens Straffekoloni nr. 14 har fået hende til at indlede en sultestrejke i protest
Nadesjda Tolokonnikova har indledt en sultestrejke i den arbejdslejr, hvor hun afsoner sin fængselsstraf. Arkivfoto: AFP/Scanpix

Nadesjda Tolokonnikova har indledt en sultestrejke i den arbejdslejr, hvor hun afsoner sin fængselsstraf. Arkivfoto: AFP/Scanpix

Kultur
25. september 2013

Fra og med i dag, mandag den 23. september, går jeg i sultestrejke. Jeg ved, det er en ekstrem metode. Men jeg er overbevist om, at det er sidste udvej ud af min nuværende situation.

Straffekoloniens administration vil ikke lytte til mig. Og jeg vil ikke slække på mine krav. Jeg vil ikke tie, ikke se resigneret til, når de slavelignende forhold på dette sted får mine medfanger til at bukke under af anstrengelse. Jeg forlanger, at administrationen respekterer menneskerettighederne. Jeg forlanger, at Mordovien-lejren drives efter russisk lov. Jeg forlanger, at vi – de indsatte i lejren – bliver behandlet som mennesker, ikke slaver.

Et år er gået, siden jeg ankom til Straffekoloni nr. 14 i landsbyen Parts i Mordovien (en russisk delrepublik i den østlige del af europæisk Rusland, red.). Som en talemåde blandt fangerne lyder: »Har du ikke prøvet at sidde inde i Mordovien, har du slet ikke prøvet at sidde inde.«

Jeg hørte første gang om Mordoviens fængselskolonier, mens jeg endnu sad varetægtsfængslet i Center nr. 6 i Moskva. Man sagde, at disse kolonier havde de højeste niveauer af sikkerhed, de længste arbejdsdage og de mest skamløse fangeovergreb. At blive sendt til Mordovien ville være som at blive sendt til skafottet. Derfor håber alle til det sidste: »Måske ryger jeg ikke til Mordovien alligevel. Måske går jeg fri?« Men jeg gik ikke fri. Og i efteråret 2012 ankom jeg til lejren ved Partsa-flodens bred.

I Mordovien bød den stedfortrædende chef for straffekolonien, oberstløjtnant Kuprijanov, der de facto er vores kolonis chefadministrator, mig velkommen med disse ord: »Du skal vide, at politisk set er jeg stalinist.« På min første dag indkaldte oberst Kulagin, den anden chefadministrator, mig også til en samtale med det formål at tvinge mig til at tilstå min skyld. »Du synes sikkert, at du er ramt af en hård skæbne, ikke sandt? Du er blevet dømt til at tilbringe to år her i vores koloni. Folk vil normalt ændre opfattelse, når de udsættes for ubehageligheder. Vil du prøveløslades, må du bekende din skyld.« Jeg erklærede straks, at jeg kun ville acceptere at arbejde de otte timer om dagen, som Ruslands arbejdsmarkedslov tillader.

»Loven er én ting. Hvad der tæller her er, at du opfylder din kvote. Ellers må du arbejde over. Du skal vide, at her har vi knækket stærkere viljer end din,« lød Kulagins svar.

Min brigade på syværkstedet arbejder 16-17 timer i døgnet. Fra kl. 7.30 til 00.30. Typisk må vi nøjes med fire timers søvn pr. nat. Kun en enkelt dag hver sjette uge får vi lov til at holde fri. På søndage må vi også arbejde. Vi fanger påstås selv at have anmodet om at arbejde i weekenden. Et sådant ønske har vi selvsagt ikke. Disse anmodninger skrives på ordre fra administrationen og under pres fra de kontrolfanger, der bistår med at håndhæve dens befalinger.

Ingen tør andet end at adlyde ordrer. Ingen tør undlade at anmode om at måtte arbejde på søndage. Engang bad en 50-årig kvinde om at måtte vende tilbage til sin celle kl. 20 om søndagen i stedet for kl. 0.30, så hun kunne gå i seng kl. 22 og få otte timers søvn, bare én gang om ugen. Hun følte sig syg og havde for højt blodtryk. Som svar blev der holdt et møde i hendes enhed, hvor hun skulle sættes på plads. De overdængede hende med fornærmelser, ydmygede hende og stemplede hende som en parasit. »Tror du måske, du er den eneste, der gerne vil sove længere? Du må arbejde hårdere, din ko!« Hvis en eller anden person fra brigaden får en lægeerklæring om at blive undtaget fra arbejde, bliver vedkommende også mobbet. »Jeg arbejdede, da jeg havde 40 i feber. Hvad havde du egentlig tænkt dig – hvem skal overtage din kvote for dig?«

I min celleenhed i lejren blev jeg budt velkommen med disse ord fra en medfange, der var tæt på at have udstået sin ni år lange straf: »Skiderikkerne tør ikke selv røre ved dig. De bruger kontrolfangernes hænder til gøre det.« I kolonien har de indsatte, som er brigadeledere eller kontrolfanger, fået betroet den opgave at fratage deres medfanger alle rettigheder, terrorisere dem og gøre dem til tavse slaver – alt sammen efter ordre fra administrationen.

Uofficielle straffe

For at sikre disciplin og lydighed har ledelsen indført et omfattende system af uofficielle straffe. Fangerne kan få ordre til »at blive i lokalkaen [en indhegnet passage mellem to områder i lejren, red.], indtil lyset slukkes« – det betyder, at fangerne skal opholde sig udendørs, indtil det bliver nat, selv når det er efterår eller vinter. I en anden brigade, der består af handicappede og ældre, fik en kvinde så slemme forfrysninger efter at have tilbragt en hel dag i ’lokalkaen’, at de måtte amputere hendes fingre og en fod. »Fratagelse af hygiejneprivilegier« er en straf, der går ud på at forbyde fanger at vaske sig eller benytte badeværelserne, mens »fratagelse af kantine- og tekøkkenprivilegier« er en straf, hvor fanger får forbud mod at spise egen mad og drikke sodavand. Det virker skræmmende og latterligt, når en 40-årig kvinde pludselig udbryder: »Det ser ud til, at vi skal straffes i dag. Gad vide, om vi også vil blive straffet i morgen!« Straffen bestod i, at hun ikke måtte forlade syværkstedet for at tisse. Ej heller måtte hun tage et bolsje fra sin lille håndtaske. Det var forbudt.

Chikanerede og beskidte fanger, som ikke overkommer andet end at drømme om søvn eller en kop varm te, bliver hurtigt forvandlet til lydige redskaber i hænderne på en administration, som udelukkende ser os som slavearbejdere. I juni beløb min månedsløn sig til 29 rubler (fem kr., red.). Vores brigade kan sy 150 politiuniformer om dagen. Hvad sker der med de penge, de modtager fra salget af dem? Lejren har angiveligt flere gange fået afsat midler til indkøb af nyt udstyr. Men administrationen har ikke gjort andet end at sætte sine arbejdere til selv at give vores symaskiner en ny omgang lak. Vi syr med maskiner, der er slidt helt ned. Ifølge de russiske arbejdsmarkedslove skal kvoterne sænkes, når udstyret ikke lever op til gældende branchestandard. Alligevel stiger kvoterne, og det kan ske uden varsel. »Ser de, at vi kan levere 100 uniformer, hæver de bare minimumkvoten til 120!«, siger en garvet syerske. Ikke at levere, nytter ikke, for det betyder, at hele ens enhed eller brigade vil blive straffet. Straffen kan bestå i, at alle tvinges til at stå ret i gården, uden tilladelse til at bruge badeværelset, uden tilladelse til at tage en slurk vand.

For to uger siden blev produktionskvoterne for alle kolonibrigader sat vilkårligt i vejret med 50 ekstra enheder. Hvor minimum før lå på 100 uniformer om dagen, er det nu oppe på 150. Ifølge arbejdsmarkedets regler skal arbejdstagere underrettes om ændringer i produktionskvoter, to måneder før de træder i kraft. Hos os i PC-14 vågnede vi bare op en dag til den nye virkelighed, at der nu var indført en højere kvote, fordi det tilfældigvis var faldet administratorerne ind. Samtidig kan antallet af personer i brigaden falde (fordi indsatte frigives eller overføres), og alligevel kan kvoten vokse. Som konsekvens må de tilbageværende arbejde desto hårdere. Mekanikerne siger, at de ikke har de nødvendige dele til at reparere maskinerne, og at de ikke kan få dem. »Der findes ingen dele! Hvornår de kommer? Er det din spøg? Det er Rusland, det her. Hvorfor overhovedet stille sådanne spørgsmål?« I mine første måneder i arbejdszonen måtte jeg selv uddanne mig til en slags mekaniker. Jeg måtte lære det af nødvendighed. Jeg kastede mig over min maskine med en skruetrækker i hånden, desperat efter at reparere den. Ens hænder bliver gennemboret af nålestik og fulde af rifter. Der er blod overalt på arbejdsbordet. Men stadig må man blive ved at sy. Man er en del af samlebåndet og må fuldføre opgaverne med de andre syersker. I mellemtiden bliver ens forbandede maskine ved at bryde sammen. Fordi man er ny, og fordi der ikke er råd til at reparere og udskifte udstyr, ender man med den værste maskine med den svageste motor på hele båndet. Og nu går den igen i stykker, du løber for at finde en mekaniker, men det nytter ikke, for der er ikke nogen til stede. Alle råber ad dig, skælder dig ud for at bremse produktionen. Ej heller er der noget sykursus her i kolonien. Nybegyndere sættes med det samme foran deres maskiner og må selv finde ud af alt.

»Hvis ikke du var Tolokonnikova, ville de have banket dig sønder og sammen for længe siden,« siger medfanger med tætte bånd til administrationen. Og det stemmer i al fald, at de andre får tæsk. Det sker hver gang, de ikke kan holde normen. De slår dem i nyrerne og i ansigtet. Det er kontrolfangerne, der står for at uddele prygl, og ikke en eneste straffeaktion sker uden administrationens viden og accept. For et år siden blev en roma-kvinde fra Tredje Enhed tævet ihjel – Tredje Enhed er forbeholdt vanskelige fanger, og disse søges disciplineret igennem daglige tæv. Hun døde, mens hun var under behandling i enhed PC-14’s lægeafdeling. Men administrationen dækkede over det: Det hed sig, at den officielle dødsårsag var et slagtilfælde. I en anden enhed blev nye syersker, der ikke kunne holde trit med tempoet, tvunget til at tage tøjet af og sy, mens de var nøgne. Ingen vover at klage til administrationen, for her vil de bare smile og sende fangen tilbage til hendes enhed, hvorefter ’stikkeren’ vil blive gennemtævet på ordre fra samme administration. For koloniadministrationen er kontrolleret ydmygelse en nyttig metode til at tvinge fanger til den totale underkastelse.

Altid på sammenbruddets rand

En truende og angstknuget stemning gennemsyrer hele arbejdszonen. Den evige søvnmangel og den konstante stress over det endeløse kapløb om at opfylde umenneskeligt store kvoter betyder, at fangerne altid er på sammenbruddets rand. Dette viser sig ved, at alle råber af alle og kommer i slagsmål om det mindste. For nylig blev en ung kvinde stukket i hovedet med en saks, fordi hun ikke nåede at vende et par bukser til tiden. En anden forsøgte at sprætte sin mave op. De stoppede hende.

De fanger, som var medlem af enhed PC-14 i 2010 – året for Ruslands store skovbrande – fortæller, at selv om tætte røgtåger nærmede sig koloniens mure, måtte fangerne alligevel møde i arbejdszonen og opfylde deres kvoter. På grund af den gennemtrængende røgtåge var sigtbarheden to meter, men de fik besked på bare at dække ansigtet med våde lommetørklæder og arbejde alligevel. Samtidig, fordi der forelå en nødsituationen, måtte fangerne ikke gå i kantinen og spise deres mad. Flere kvinder har fortalt mig, hvor forfærdeligt de sultede, og at flere skrev dagbog for at dokumentere rædslerne. Men da skovbrandene var slukket, ransagede sikkerhedsvagter alle celler i kolonien og fjernede dagbøgerne for at sikre, at de ikke slap ud til omverdenen.

Boforholdene og hygiejnen i kolonien er beregnet på at få fangerne til at føle sig som beskidte dyr uden rettigheder. Selv om sovesalene har ’hygiejnerum’, findes der også det ’generelle hygiejnerum’, der bliver brugt til irettesættende og straffende formål. Rummet har kun en kapacitet på fem ad gangen, men alle 800 kolonifanger bliver henvist til det, hvis de vil vaske sig. At vaske os i hygiejnerummene i vores egne sovesale er ikke meningen – det ville være for nemt. I det ’generelle hygiejnerum’ må de kvindelige fanger under konstant pres fra næste hold, der vil til, forsøge at vaske deres ’barnepiger’ (sådan hedder det i Mordovien), så hurtigt de kan, klumpet sammen i lag oven på hinanden. Vi får lov til at vaske hår en gang om ugen. Men selv denne enlige badedag kan aflyses, hvis en pumpe bryder sammen, eller afløbet stopper til. Engang gik der tre uger, før min enhed kunne tage bad igen.

Når afløbet stopper til, flyder urin og klumper af afføring over i hygiejnerummene. Vi har lært os selv at rense rørene, men det holder ikke længe, for de stopper snart til igen. Kolonien råder ikke over en spuleslange til at skylle rørene. Tøjvask får vi kun lov til en gang om ugen. Vaskeriet er et lille rum med tre vandhaner, der kun afgiver svage strømme af iskoldt vand.

En anden irettesættende foranstaltning går ud på at give fangerne gammelt brød, stærkt udvandet mælk, vissen hirse og rådne kartofler. I sommer fik vi bragt sække med slimede sorte kartofler i løs vægt. Dem måtte vi så spise.

Tvinger alle til at tie

At opregne de mange anslag mod anstændige leve- og arbejdsvilkår i PC-14 er nærmest umuligt. Men min vigtigste og største forurettelse er, at koloniadministrationen med de hårdeste midler forhindrer alle klager over forholdene på PC-14 i at nå uden for koloniens mure. Administrationen tvinger alle til at tie og går ikke af vejen for at bruge de laveste og ondeste metoder. Alle øvrige problemer – de øgede kvoter, den 16 timer lange arbejdsdag osv. – udspringer af dette ene forhold. Administrationen ser sig selv som urørlig og kan hensynsløst og vilkårligt skrue op for undertrykkelsen af fangerne.

Længe kunne jeg ikke fatte, hvorfor alle tav. Jeg forstod det først, da jeg selv blev konfronteret med den lavine af forhindringer, der møder enhver fange, der vover at sige fra. Klager kommer simpelthen ingen vegne. Eneste chance for at få en klage igennem er via en advokat eller pårørende. Sker dette, vil en smålig og hævngerrig administration gribe til alle tænkelige mekanismer for at lægge et så voldsomt pres på fangen, at hun indser, at hendes klager ikke hjælper nogen, men kun gør alting meget værre. Kollektiv afstraffelse sker pr. rutine: Klager man over, at der ikke findes varmt vand, lukkes der helt af for vandet.I maj 2013 indgav min advokat, Dmitry Dinze, en klage over forholdene på PC-14 til den offentlige anklagers kontor. Den stedfortrædende leder af kolonien, oberstløjtnant Kuprijanov, tog omgående skridt til at gøre forholdene i lejren mere uudholdelige. Jeg fik ransaget min celle gang på gang; der blev udarbejdet en strøm af rapporter om alle mine bekendte; mit varme tøj blev beslaglagt, og jeg blev truet med også at få konfiskeret mit varme fodtøj. På arbejdet hævnede de sig ved at tildele mig særligt komplicerede syopgaver og øge min kvote. Lederne af enheden ved siden af min, oberstløjtnant Kuprijanovs håndlangere, tilskyndede i fuld åbenhed de andre fanger til at sabotere mit udstyr, så jeg kunne blive sendt i en straffecelle for at »have beskadiget statens ejendom«. De beordrede også fangerne til at fremprovokere slagsmål med mig.

Man kan finde sig i meget, så længe det kun rammer én selv. Men metoden med kollektiv afstraffelse rammer bredere. Konsekvensen bliver, at ens enhed, eller endda hele kolonien, skal udholde ens straf sammen med én selv. Værst af alt omfatter det også mennesker, man kan have fattet sympati for. En veninde blev nægtet en prøveløsladelse, som hun havde stræbt efter at få bevilget i syv år ved at arbejde så hårdt, at hun overskred sine kvoter. Hun blev straffet for at have drukket te med mig: Samme dag overførte oberstløjtnant Kuprijanov hende til en anden enhed. En anden af mine nære bekendte, en meget veluddannet kvinde, blev tilsvarende overført til Tredje Enhed – ’stressenheden’ – fordi hun havde læst og diskuteret et dokument fra justitsministeriet om ’Regler for adfærdskodeks i fængsler’ med mig. De skrev indberetninger om alle, der talte med mig. Det gjorde mig ondt, at mennesker, jeg var kommet til at holde af, skulle lide. Ved en af disse lejligheder sagde oberstløjtnant Kuprijanov grinende til mig: »Snart har du nok ikke en eneste ven tilbage!« Han forklarede, at alt dette skete på grund af Dinzes klage.

I dag kan jeg se, at jeg burde være gået i sultestrejke allerede i maj, da disse repressalier begyndte at hagle ned over mig. Men det enorme pres, som administrationen lagde på mine medfanger på grund af mine handlinger, fik mig i første omgang til at opgive at klage mere over forholdene i kolonien.

For tre uger siden, den 30. august, bønfaldt jeg så alligevel oberstløjtnant Kuprijanov om at bevilge fangerne i min arbejdsbrigade otte timers søvn. Jeg foreslog ham også at afkorte arbejdstiden til 12 timer om dagen i stedet for 16. »Fint, fra på mandag arbejder I kun otte timer ad gangen,« svarede han. Jeg vidste på stedet, at det var en ny fælde, for inden for dette tidsrum ville det være fysisk umuligt at opfylde den forhøjede kvote. Brigaden ville ikke kunne klare produktionsnormen og følgelig blive straffet. »Hvis nogen finder ud af, at du står bag det her, vil du nok ikke klage igen,« fortsatte oberstløjtnanten. »Men når alt kommer til alt, har man jo heller ikke meget at klage over, når man er død.« Kuprijanov gjorde en kunstpause og sagde så: »Bed aldrig om noget på andres vegne. Bed kun om ting for dig selv. Jeg har arbejdet i lejrene i mange år, og er nogen kommet til mig og har bedt om gunstbevisninger til andre, er de altid blevet sendt direkte fra mit kontor til straffecellen. Du er den første person, det ikke sker for.«

’Slå bare løs på dem’

I de følgende uger blev livet i min enhed og arbejdsbrigade ulideligt. Fanger med tætte bånd til administrationen tilskyndede de andre til at hævne sig på mig. »I har forbud mod at få te og mad, forbud mod badeværelsespauser, og I må ikke ryge i en hel uge. Og vi straffer jer igen og igen. Lige indtil I opfører jer korrekt over for de nye og især over for hende der Tolokonnikova. I skal behandle dem som små uartige børn. Slå bare løs på dem, I vil ikke blive straffet.« (...)

Mordoviens fanger bliver nu bange for deres egne skygger. De er fuldkommen terroriserede. Hvis de før var velvillige over for mig og sagde til mig: »Prøv om du kan få ændret 16 timers arbejdsdagen!«, er de nu, da administrationen har tilkendegivet sin hensigt om at få ram på mig, blevet alt for bange til overhovedet at tale med mig.

Jeg har henvendt mig til administrationen med forslag til, hvordan konflikten kan håndteres. Jeg har bedt om at blive sat fri af det pres, de har sat mig under, og som håndhæves af de fanger, der står under deres kontrol. Jeg har krævet, at alt slavearbejde i kolonien afskaffes ved at afkorte arbejdsdagen og sænke kvoterne, så de svarer til lovens forskrifter. Men presset er kun taget til. Derfor har jeg den 23. september indledt en sultestrejke og nægter at deltage i koloniens slavearbejde. Og jeg vil sultestrejke og fortsætte min arbejdsnedlæggelse, indtil administrationen begynder at overholde loven og stopper med at behandle fængslede kvinder som retsløse stykker kvæg for at øge syindustriens produktion; indtil de begynder at behandle os som mennesker.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Erik Philipsen

Da jeg læste den to helsiders beskrivelse af livet i russisk fangelejr ved ”kusse-oprører” Nadesjda Tolokonnikova var min første reaktion: Det var dog utroligt. Er det virkelig Information, der lægger navn til endnu en omgang Putinbashing. For utrolig er hendes beskrivelse - og hen ad vejen under læsningen gentog jeg: UTROLIGT - og det blev så efterhånden til UTROVÆRDIGT.

Er der ingen på den ansvarlige redaktion, der har stillet det obligate spørgsmål om kildekritik.

Er kilden troværdig ? Mig forekommer det yderst tvivlsomt.

Da jeg samme aften så en dokumentar på DR2 med samme emne, og samme vinkling – blev jeg helt ærligt ret påvirket af de to pigers personlige mod og intelligens. Men også irriteret over deres frækhed.

De gentog jo blot for dommerne deres uargumenterede angreb på Putin og hans undertrykkelse af ytringsfriheden m.m. –samtidig med at de vidste de blev viderebragt til hele verden.

Og fik så den nærliggende tanke: Hvordan kan det overhovedet ske, at hele verden kan få lov at se og høre hvad disse provoer mener om deres lands leder, som netop i disse dage har vist sig som en fremragende leder og diplomat på verdensplan gennem et læserbrev til New York Times, som af mange udenlandske kommentatorer er blevet betegnet som starten på et verdenshistorisk vendepunkt, som for tiden ser ud til at være godt i gang.

MEN AT DETTE BREV IKKE ER FUNDET VÆRDIGT TIL AT BLIVE OVERSAT OG PRÆSENTERET FOR INFORMATIONS LÆSERE. HVAD ER INFORMATIONS NYHEDSKRITERIER! FISKER MAN EFTER STØRRE OPLAG?

Og da jeg så senere på aftenen så endnu en dokumentarudsendelse - en genudsendelse, mener jeg, har i hvert fald set den før - om Putin der blev præsenteret med ordene ” hvem er Putin, og hvorfor er denne djævleblændt dygtige politiker gået fra at være en værdsat allieret af Vesten til en mand, som ingen vestlige ledere længere har tillid til” -

Så taber jeg OGSÅ tilliden til DRs insigt – eller hensigt.

Det er jo simpelthen ikke sandt, at Putin var en værdsat allieret af Vesten: TVÆRTIMOD – fremgik det jo også af filmen. Man insisterede på missilskjold – og man gav ikke Putin noget igen for hans samarbejde om baser til USA i krigen i Afghanistand--- og man kunne blive ved.

Det er jo også blevet kraftigt modbevist af den seneste tids begivenheder, at Vestens ledere – incl. Obama ikke skulle have tillid til Putin.

Hvorfor genudsender man lige nu denne dokumentarserie, på et tidspunkt, hvor Putin har vist sig som en – statsmand af et format, som Vesten har svært ved at afvise som en fredens mand. Er man bange for at han skal blive for populær? Er der tale om en koordineret undergravende medieindsats?

OG DA JEG SÅ LÆSTE STRØMMEN AF HADEFULDE UDFALD MOD PUTIN PÅ DEBATSIDEN – SÅ FIK JEG DESVÆRRE ET OVERVÆLDENDE BEVISMATERIALE FOR EN TEORI JEG LÆNGE HAR HAFT.

V ORE MEDIER OG PRESSE HAR HJERNVASKET STØRSTEDELEN AF BEFOLKNINGEN UD FRA DEVISEN:

HVAD Putin og Rusland angår er BAD NEWS GOOD NEWS, GOOD NEWS NO NEWS.

Jeg kan stærkt opfordre Informations redaktion til at forsøge at orientere sig mere seriøst om, hvad der faktisk foregår i Rusland.

og forsøge at informer uden at propagandere. Det kan ske ved f.eks at følge med på Johnsons Russialist, der klart dokumenterer, at der er masser af intern debat og kritik i Rusland.

Finansmagasinet Forbes har for nyligt haft en omtale af Valdaimøderne, hvor ca 200 ruslandseksperter og politikere fra hele verden i flere dage diskuterer meget intenst med Putin og hans folk. Google !

Bjarne Nielsen, Mike Hanson og Stig Bøg anbefalede denne kommentar

Bjarne Nielsen.

Hele verden skriver om korruption og politisk bestemte domsafsigelser i Rusland; Præcis som hele verden skriver om tåbelige amerikanske tiltag, f.eks Guantanamo

Personligt vil jeg til den dag jeg stiller træskoene, rette skarp kritik at nationer der har et retssystem der idømmer folk domme ude af proportioner; herunder religiøst bestemte, politisk bestemte samt forældede moralsk bestemte.

At forsvare en dom ud fra devisen om "at det jo er loven i pågældende land", betyder jo at man også må forsvare at piger bliver hængt i kraner i Iran , eller at Whistleblowere bliver idømt 70 års fængsel i USA.
Det kan man da ikke !

PS: Dit krav om dokumentation bør du, Stig Bøg og andre så huske på, når I kommer med jeres vanvittige konspirationer om USA.;-)

Khodorovski-dommen er forøvrigt et udmærket belæg for min holdning.

Rusland er ikke værd at tage i forsvar; Et tilbagestående land på flere kanter.

@Carsten Hansen
Du skriver
PS: Dit krav om dokumentation bør du, Stig Bøg og andre så huske på, når I kommer med jeres vanvittige konspirationer om USA.;-)

Kunne du ikke lige uddybe det og dokumentere?

Khodorovski-dommen er forøvrigt et udmærket belæg for min holdning.

Jeg ved ikke, hvad du mener, men der ligger en dom fra European Court på, at dommen ikke var politisk.

"Kønne unge kvinder - her ledsaget af et prefekt pressefoto - udstillet som martyrer og forfulgte af den onde Putin."

Maa jeg vaere fri! Nadesjda er aldeles ikke "koen", hun er gudesmuk! :P

De andre involverede kvinder er derimod ganske utiltraekkende.

Men, som Kongshoej er inde paa, saa aendrer det jo overhovedet ikke paa sagens substans; nemlig at det russiske retssystem samt forholdende i deres faengsler er helt ude i skoven (hvad end grundende hertil maatte vaere).

Det virker næsten som om nogle af mine med-socialister foretrækker det nuværende russiske kapitalistiske oligarki, frem for den det daværende "socialistiske" Sovjet

PS. jeg sidder lige og ser en udsendelse på Tv, hvor russisk politi glædeligt gennemtæver fodboldfans, på den mindste foranledning.
Mon politiet bliver retsforfulgt for den hårdhændede fremfærd ? Næppe.

Præcis som politiet ikke risikerer at blive draget til ansvar mange andre steder.

Summa-sumarum; Der er ingen grund til at fremhæve eller forsvare det korrupte Rusland.
Og det er stadig ikke nok at fremhæve Rusland, bare fordi landet er i opposition til det lige så elendige USA !

@ Carsten Hansen. Der er faktisk masser af socialisme i Rusland. Officielt er dr ikke meget socialisme det har du ganske ret i. Boris Nikolajevitj Jeltsin havde en plan for hvordan han kunne smadre den socialistiske økonomi. Det lykkedes delvis, men kun delvis. Befolkningen hang ved deres gamle system især statsbrugene. Mange steder har man genskabt disse, bare ikke som statsbrug, men som kooperativer. Det er op af bakke, for hele infrastrukturen, som var med til at holde statsbrugene oppe er væk i dag. Ofte er det de fattigste, som går sammen om at genskabe socialisme n nærmiljøet. Blandt urfolkene i Sibirien, som jeg arbejder med, er der opstået flere af sådanne nye kooperativer med rensdyravl. Socialisme handler også om værdi politik. I den forbindelse har den bulgarske antropolog Vladislava Vladimirova skrevet en interessant bog: Just Labor – Labor Ethic in a Post-Sovjet Reindeer Herding Community”. Heri påviser hun at de sovjetiske værdier er dominerende i mangt og meget blandt landbefolkningen på Kola – halvøen og det samme gælder overalt i det tidligere Sovjetunionen. Vladislavas studie gælder særligt for arbejdsmoral som i Sovjetunionen og Østblokken var en ganske anden end hos os. En af symbolerne på sovjet socialismen var forestillingen om det nye samfund og dermed det nye socialistiske menneske, som ifølge samme forestilling havde en højere arbejdsmoral (end i det gamle samfund). Ifølge Vladislava Vladimirova var forestillingen om en socialistisk arbejdsmoral kvalitativ forskellig fra anden arbejdsmoral. Den grundede sig på ”kammeratlig samarbejde mellem mennesker som var fri for udbytning”. Vladislavas studier viser at folk havde og har deres identitet i disse forestillinger om dem selv. At man udøver social kontrol med hinanden for at efterleve disse principper samt at denne form for arbejdsmoral er normen i dagens samfund i landdistrikterne.

Claus O.

Al ære og respekt for de russere der slår sig sammen i kollektiver og forsøger at holde sig oven vande.
Det har dog ikke meget med det russiske retssystem og den kapitalistiske indretning at gøre.

For øvrigt er kooperativer i stærk fremgang i den "vestlige" del al verden. Et alternativ til den gængse kapitalisme hvor de rige og magtfulde skummer det hele.

Ifølge denne notits på politiken.dk skulle Tolokonnikova nu være så svækket, at hun er blevet indlagt på hospital:

http://politiken.dk/udland/ECE2089688/sultestrejkende-pussy-riot-aktvist...

Tolokonnikova afslutter sultestrejke og flyttes til anden lejr:

http://rt.com/news/line/2013-10-01/#51344

Tak til Sohn for link!

Bjarne Nielsen

Men kampagnen har virket, takket være de koordinerede vestlige medier.

Hvor meget opmærksomhed ville man have givet en kvinde, der sultestrejkede i et irakisk, tyrkisk, amerikansk eller saudiarabisk fængsel og ikke tilbød et fantastisk smukt pressefoto?

Ville man tro lige så blindt på alt hvad en fange med en politisk dagsorden fortalte om opholdet i et israelsk fængsel? Hvis det overhovedet ville interessere medierne?

Der er meget uærlighed i kampagnen. Det er ganske reelt at være uenig med præsidenten og med flertallet. Det kommer der ikke noget drama ud af.

Men så vidt jeg kan se er der tale om et mindretal, der hænger præsidenten ud som udemokratisk, fordi et flertal har valgt at stemme på ham og ikke på mindretallets repræsentanter. Det synspunkt kunne man fremføre i samtlige lande med repræsentativt demokrati, men vores presse vælger altså at støtte det lige netop i forhold til Rusland. Hvorfor?

Og hvis man sjasker lidt maling på en statsminister, der har løjet for Folketinget, er det OK med fængselsstraf. Her hjemme.
Hvorfor er det så ikke OK med fængselsstraf for en gruppe, der trænger ind i en kirke og på det groveste chikanerer og håner kirken?

Det er også uærligt at føre en kampagne imod en præsident uden at fremlægge, hvad der er målet for dem, der vil af med præsidenten. Hvad er det for en politik, de ønsker i stedet for den nuværende? Hvad er deres politiske dagsorden? Det har jeg indtil nu ikke kunnet læse i de mange artikler, hvor den borgerlige presse, incl Information ukritisk åbner spalterne for kampagnen.

Og hvornår vil nogle kritiske journalister grave dybere i, hvem der står bag ved, betaler og organiserer de antirussiske kampagner?

Kunne det være noget for Information?

@Bjarne Nielsen. "hvem der står bag ved, betaler og organiserer de antirussiske kampagner?" tilsynladende CIA men også EU

Det der kan undre er den beredvillighed hvormed danske politikere og medier ukritisk reprodusere de antirussiske holdninger som mylder frem alle vegne fra og derved medvirker til antirussiske kampagner.

Carsten Hansen

Igen!.

der har været masser af artikler om forholdene i fængsler rundt omkring i verden.
Der har været masser af artikler om halshugning i Saudi-Arabien, om hængning fra kraner i Iran og om umenneskelige forhold i asiatiske fægsler.

Denne artikel har intet med "hetz" mod Rusland at gøre. Det er en reel artikel om at kritik af præsident Putin betyder hårde domme under håbløse forhold.

Bjarne Nielsen

Carsten Hansen,

Det er lige så legalt at kritisere den russiske præsident som den danske statsminister, men det er ikke lovligt at bruge ulovlige midler i en politisk aktion.

Det gælder også hvis man sjasker maling på en statsminister, der har løjet for landets parlament eller skyder med vandpistol mod en statsminister, der har bedraget sine vælgere. Aktionen i den russiske kirke er blevet bedømt i forhold til russisk lovgivning. De burde nok have valgt en anden måde at udtrykke deres politiske synspunkter på.

Carsten Hansen

Bjarne N.

Jeg er udmærket klar over at den russiske lovgivning er helt hen i skoven; Det er jo derfor jeg kritiserer den.

At den russiske lovgivning oven i købet er politisk korrupt gør kritik endnu mere berettiget.

Carsten Hansen
Du skriver:
Denne artikel har intet med "hetz" mod Rusland at gøre. Det er en reel artikel om at kritik af præsident Putin betyder hårde domme under håbløse forhold.

D. 19/9 2012 skrev jeg bl.a. i Information:

Ok 2 år var en for hård dom (efter min smag) over Pussy Riot, men det lader jeg russerne afgøre. Jeg hørte en del af dommens præmisser blive læst op og naturligvis kan man tale om en vis form for voldelig hooliganisme. De betegner sig selv som tilhørende traditionen af russiske dissidenter, men jeg har svært ved at se, hvad de har til fælles med Sakharov og Solzhenitsyn (som lærte sin roman:” En dag i Ivan Denisovichs liv udenad” mens han sad i fangelejr). Pussy lavede det samme stunt på Den røde Plads og fik en bøde på 500 rubler, de har kneppet en dybfrossen kylling og forsøgt at kysse en kvindelig politibetjent. En af dem har deltaget i en hetz mod jøder, bøsser og fremmedarbejder i Moskva

D. 1.10. 2013 havde Information en artikel: ”Verdens glemte fanger”. Deres situation er forfærdelig. Desværre var der kun 3 anbefaliner:
Anbefalinger
• Niels Mosbak
• Rasmus Kongshøj
• Stig Bøg
Hvor var du?

Carsten Hansen

Hvor jeg var ?

Jeg er i hvert fald ikke i hver og en debat-tråd, her på siderne.

Bjarne Nielsen

Carsten Hansen,

Det er da fint for dig at du er klar over at den russiske lovgivning er helt hen i skoven og politisk korrupt.
Men hvordan er selve lovgivningen politisk korrupt?
Er den ikke vedtaget af et demokratisk valgt parlamentsflertal?

Carsten Hansen

Bjarne Nielsen.

Jeg ser ingen grund til at starte den del af debatten forfra !.
Du kan læse mit svar til dit spørgsmål i nogle af mine tidligere indlæg.

Bjarne Nielsen

Carsten Hansen,

Jeg vil også lade dit sidste indlæg tale for sig selv og nøjes med at være skeptisk.

Carsten Hansen

Tjah Bjarne.

Du tilhører så åbenbart de der tror, at fordi der har været et demokratisk valg, så er alt fryd og gammen.

(I hvert fald når det gælder Rusland)

Hvis du vil starte forfra med de samme argumenter, med et vist interval, så er jeg ikke den der vil ofre den store tid på det.

Bjarne Nielsen

Carsten Hansen,

Nej, det gør jeg ikke.
Det er dig og ikke mig, der har fremført nogle påstande og skylder at argumentere for dem. Det kan du ikke gøre ved at tillægge mig synspunkter, som jeg ikke har givet udtryk for, og efterlyse at jeg argumenterer for hvad du bilder dig ind at jeg mener. Det giver jo slet ingen mening.

Carsten Hansen

Bjarne N.

Så vil jeg lige gentage en af dine sætninger.

"Men hvordan er selve lovgivningen politisk korrupt?
Er den ikke vedtaget af et demokratisk valgt parlamentsflertal?"

Bjarne Nielsen

Carsten Hansen,
Det giver ingen mening at du gentager mit spørgsmål, når du ikke har noget svar.

Sider