Læsetid: 7 min.

Film, der hjælper dig med at håndtere livet

Al kunst er optimistisk og en fornægtelse af døden, mener den amerikanske filminstruktør og maler Julian Schnabel, der er aktuel i Danmark med både et dvd-bokssæt med alle sine film og en udstilling side om side med J.F. Willumsen og Francis Picabia
Julian Schnabel var på toppen af sin malerkarriere i 1980’erne, da han blev udråbt til symbolet på alt, hvad der var galt med datidens flamboyante kunstscene. Siden har han lavet en række spillefilm, der skiller sig ud ved at være mere impressionistiske i deres audiovisuelle udtryk, end de er traditionelt fremadskridende og fortællende.
12. september 2013

Hvordan opfatter folk mig? Det virker, som om de er bange for mig.«

Julian Schnabel kigger på mig gennem sine blå brilleglas, mens jeg forsøger at finde på et passende svar. Spørgsmål er overraskende. Schnabels malerier og film vidner om en kompromisløs kunstner, der i vid udstrækning er ligeglad med, hvad andre mener om ham og det, han laver.

Sandheden er, at jeg var lidt nervøs på forhånd, fordi den 61-årige amerikanske billedkunstner og filminstruktør er kendt for sin excentriske opførsel – under et interview for nogle år siden insisterede han f.eks. på at ligge i sin hotelseng iført pyjamas, en af hans favoritbeklædningsgenstande – og fra kolleger har jeg hørt, hvordan han kan blive sur og lukke i, hvis man stiller de forkerte spørgsmål.

Efterhånden må han være blevet hårdhudet: Da hans malerkarriere i 1980’erne var på sit højeste blev han kritiseret for sin hedonistiske livsstil og sit store ego – og det kulørte, venetiansk inspirerede palazzo, han byggede oven på en gammel lagerbygning i New York – ligesom han blev udråbt til symbolet på alt, hvad der var galt med datidens flamboyante kunstscene.

Han opnåede dog megen kunstnerisk anerkendelse for sine film, og inden for de senere år er han som maler blevet taget til nåde igen.

Måske kommer spørgsmålet sig af en oprigtig bekymring for, hvordan Schnabel opfattes i Danmark, hvor kæresten og moren til hans næsten nyfødte barn, modellen Lykke May, kommer fra, og hvor hans malerier lige nu kan opleves på J.F. Willumsens Museum i en gruppeudstilling sammen med Willumsen selv og den franske dadaist Francis Picabia.

Måske handler det om den midaldrende kunstners bevidsthed om og ansvar for den kunst, han efterlader sig, og den gavn, som kunsten gør. Som han siger på et tidspunkt i løbet af interviewet:

»Film kan beskæftige sig med det evige og give publikum en følelse af, at det kan leve for evigt.«

Afslutning på et kapitel

Jeg begynder at formulere et diplomatisk svar om, at folk måske ikke ved, hvad de skal forvente, når de møder ham. Han afbryder mig ved at pege på den store dvd-boks, der ligger på bordet i hotelsalonen, hvor vi sidder, og som indeholder hans samlede filmværk.

Schnabel forklarer, at han håber, at når folk har set filmene i boksen, læst de medfølgende tekster og set den lille dokumentarfilm, som også følger med – og som hans protegé og assistent, Porfirio Munoz, har lavet om ham – så vil de føle sig mere trygge ved ham.

Den kunstfærdigt udførte dvd-boks, som Julian Schnabel peger på, indeholder de fire spillefilm – Basquiat, Before Night Falls, Dykkerklokken og sommerfuglen og Miral – og den ene koncertfilm, Berlin, Julian Schnabel har lavet, siden han i midten af 1990’erne besluttede sig for også at begynde at lave film.

Boksen rummer også en illustreret bog, hvor forskellige kritikere, skuespillere og samarbejdspartnere skriver om Schnabel og hans film, og jeg kan ikke dy mig for at spørge ham, om boksen markerer afslutningen på et kapitel i hans kunstneriske virke; om han så at sige opsummerer og drager konklusioner af sin karriere som filminstruktør ved at udgive de fem film samlet.

Det gør han ikke, forklarer han. Sådan tænker han ikke.

Men, siger instruktøren så, »jeg har jo lavet boksen. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave. Jeg ved ikke, hvor mange flere film, jeg har i mig. Men jeg synes, at dette er et portræt af en bestemt … jeg laver ikke en film hvert år. Det tager mig et stykke tid hver gang. Der er en udviklingsperiode, og der er også en tid, hvor jeg maler og ikke skriver og ikke vil møde nogen mennesker eller rejse væk. Det er ikke det samme som for dem, der laver film hele tiden og konstant møder nye mennesker. Sådan fungerer det ikke for mig.«

Den eneste måde

Julian Schnabel er nem at tale med, men han er ikke nem at holde styr på. Han begynder ét sted og bevæger sig hurtigt ud af veje og vildveje, man ikke selv lige havde forestillet sig, man skulle tale om. Han associerer frit, men når på et eller andet tidspunkt tilbage til udgangspunktet og får som regel svaret på det spørgsmål, jeg har stillet.

»Jeg prøver at give dig et indtryk af, hvordan jeg arbejder,« siger han – måske fordi han kan mærke, at jeg ikke er helt sikker på, hvor han vil hen – og man forstår, at associationer og tilfældigheder og pludselige indfald også spiller en vigtig rolle, når Schnabel maler og laver film. Derfor har hans film også maleriske kvaliteter og er mere impressionistiske i deres audiovisuelle udtryk, end de er traditionelt fremadskridende og fortællende.

De fire spillefilm, Schnabel indtil videre har instrueret, tager alle udgangspunkt i virkelige begivenheder og fortæller om virkelige personer, flere af dem kunstnere, og fælles for dem alle er også, at de i høj grad er personlige projekter for Schnabel og handler om ham og hans syn på verden, i lige så høj grad som de handler om de personer, hvis liv de er baseret på.

»Det er den eneste måde, jeg kan lave film på,« siger han.

Bevidsthed og fantasi

Instruktørens debutfilm, Basquiat, portrætterer vennen og kunstneren Jean-Michel Basquiat (spillet af Jeffrey Wright), der dukker op på kunstscenen i 1980’ernes New York, hurtigt bliver en stjerne og dør af en overdosis i 1988, blot 27 år gammel. Fire år senere fortæller Schnabel i Before Night Falls historien om den homoseksuelle, cubanske forfatter Reinaldo Arenas (Javier Bardem), der forfølges af det kommunistiske styre i Cuba og prøver at flygte til USA.

Schnabels tredje film, Dykkerkokken og sommerfuglen (2007), handler om Elle-redaktøren Jean-Dominique Bauby (Matthieu Amalric), der efter et slagtilfælde bliver lam i hele kroppen og kun kan kommunikere ved at blinke med det ene øje. På den måde skriver han bogen, som Schnabel har taget udgangspunkt i, og hvis titel fortæller om Baubys på én gang isolerede og frigjorte situation.

»Da Jean-Dominique Baubys krop var intakt, var han faktisk ikke ved bevidsthed,« siger Julian Schnabel.

»Han siger: ’Havde jeg været blind og døv, eller krævede det katastrofens hårde lys at finde min sande natur?’ Ved at skrive bogen var han i stand til at transformere sit liv og dele sin oplevelse med andre mennesker og få noget ud af det, han var. Han kunne overvinde sin klaustrofobi ved at lade sin fantasi rejse. Jean-Michel opnår også det, han gerne vil. Han skaber noget, som folk gerne vil se på og tænke over – en poetik. For Reinaldo Arenas handlede det om at overleve revolutionen, og der findes stadig homoseksuelle mennesker i Cuba, selv om styret forfølger dem. Han fandt ikke paradis i USA, men den form for frihed, han talte om, findes i hans kunst, og han gik ikke på kompromis med sin kunst.«

Den samme oplevelse

Julian Schnabels fjerde spillefilm, Miral (2010), falder umiddelbart lidt ved siden af de tre andre kunstnerportrætter, da den foregår i Mellemøsten og fortæller om titlens palæstinensiske pige, der vokser op midt i Israel-Palæstina-konflikten. Men den handler i sidste ende også om at søge og finde frihed.

Med et nærværende, insisterende kamera, farvemættede billeder og suggestiv lyd og musik giver Schnabel i alle fire film publikum adgang til sine hovedpersoners inderste tanker og følelser.

»Når man maler eller ser på et maleri, er man nødt til at gå hen til det,« siger han.

»Man kan stå lige foran det eller gå 10 eller 30 meter bagud, hvis man maler udenfor. Men man er nødt til at konfrontere det, være til stede. Det er man også nødt til, når man laver en film. Synsvinklen i mine film er så markant, fordi alt, jeg laver, er fortalt i første person. Jeg vil have, at du skal have den samme oplevelse som mig. Jeg ved, at vi er forskellige, men forhåbentlig kan vi se på det samme og begge forandre os, mens vi ser på det.«

Film med brugsværdi

Julian Schnabel begynder at tale om nogle af de kunstnere, der har betydet meget for ham: Caravaggio, Velázquez, Coleman, Coltrane, Reed og Waits.

»Der findes en arena, en scene eller en boksering, hvor kunsten bliver til. Vi kan alle nævne mennesker, som har berørt os på en eller anden måde. Alle disse figurer træder, hvad enten de er levende eller døde, ind på den scene og har en chance for at tale til én.«

Det samme gør Schnabel, der mener, at al kunst er optimistisk, også selv om hans egne film bærer tragedien i sig.

»Jeg kommer til at tænke på Tarkovskij-citatet om, at kunst ikke er liv, det er en repræsentation af liv. Det inkluderer ikke døden, men er en fornægtelse af døden og således en bekræftelse af livet. Derfor findes der ikke pessimistisk kunst. Der findes dårlig kunst, middelmådig kunst, men den vil altid være optimistisk.«

Som kunstner er man ansvarlig for det, man efterlader sig, siger Schnabel og fortæller om dødeligt syge venner, der har fundet trøst og nogen at alliere sig med i hans film.

»Mine film har en brugsværdi, og folk kan på en måde bruge dem til at håndtere livet med.«

Bokssættet med Julian Schnabels fem film udsendes i hele verden i 2.500 nummererede eksemplarer

Cinemateket i København viser i september Julian Schnabels spillefilm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu