Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin holder til i et sortmalet sommerhus på en sidevej til Bøndernes Vej. Der er noget på én gang paradoksalt og vidunderligt over at møde verdenslitteraturen her, hvor vejen ender blindt, og på en dag, hvor efteråret gør sit indtog over markerne på Møn. Den prisvindende forfatter, der er aktuel med sin bog nummer to på dansk, har været gæst på festivalen Verdenslitteratur på Møn og over to dage mødt læsere af Brevbogen, Sjisjkins seneste.
»Da vi kom hertil, var gaderne øde, og jeg havde svært ved at tro, at folk ville kommer hertil,« siger Mikhail Sjisjkin, da han åbner døren iført klipklappere og med rødsprængte øjne. Næsten så øde som gaderne i Moskva, da Putin blev indsat som præsident i maj 2012. »Billedet af Putins bil, der kører gennem tomme hovedgader, er et billede på Putins paniske angst for folket og hans idé om det nye Rusland, hvor der kun er ham, Kreml og hans Palads tilbage.«
Til gengæld valfartede Sjisjkins læsere til Møn, og den interesse, han har mødt for litteraturen her, er et mirakel, mener han. Udmattelsen, der synes tydelig her mandag morgen, skyldes derfor hverken festivalen eller den fem uger gamle baby, han sammen med sin kone og hendes to piger på ni og 14 år har taget med.
»Jeg kunne ikke sove og sad hele natten og fulgte stemmeoptællingerne ved borgmestervalget i Moskva,« siger han opgivende og sammenligner det nyligt afholdte valg, der faldt ud til fordel for Putins kandidat, Sergej Sobjanin, med snyd i spil: »Det svarer til, at en forbryder, der hele tiden sørger for selv at vinde, spiller mod et lille barn.« Han ler og fnyser på samme tid. »Selv om man godt ved, hvordan det ender, kan man ikke lade være med at håbe.«
Nutiden tilhører allerede fortiden
Mikhail Sjisjkin, der i mange år har været bosat i Schweiz, betegner på ingen måde sig selv som en politisk forfatter. Alligevel gik han i foråret
2013 ud og undsagde det russiske styre. Han afslog i foråret 2013 en invitation til at være en del af den officielle russiske delegation til den amerikanske litterære begivenhed BookExpo America senere på året, fordi han ikke ville »støtte et korrupt og kriminelt regime«.
»Konsekvensen mærkede jeg med det samme. Det støtteorgan i Rusland, der normalt yder støtte, når russisk skønlitteratur skal oversættes til andre sprog, afslog fra den ene dag til anden at støtte alt, hvad der kom fra mig,« siger Sjisjkin.
»Det var mit eget valg, og jeg er ikke på første side af listen over Putins fjender, heller ikke på den anden eller tredje,« siger forfatteren, der i forhold til sit lands fremtid er overraskende fortrøstningsfuld.
»Historisk set er jeg optimistisk. Jeg mener, nutiden allerede tilhører fortiden, og det er kun et spørgsmål om tid, før dette styre vil falde.«
Mikhail Sjisjkin fik først i 2011 sin første bog, Venushår, oversat til tysk – det sprog, han som bosiddende i Schweiz er omgivet af til daglig. I dag er den oversat til 25 sprog, og han indfrier dermed sin egen ambition om at bringe Rusland ind på verdenslitteraturscenen, som han for eksempel formulerede det i samtale med Anna Libak på Bogforum i 2012.
Diktatorer kommer og går, mener han, og det eneste sande våben er ord. De smukkeste af dem består, som dem i Tolstojs udødelige romaner.
»Alle læsere vil i bund og grund læse og forstå ordene selv. Derfor skriver jeg for eksempel aldrig om Putin. Putin vil ophøre med at eksistere og er derfor kun interessant for journalister, der lever for morgendagens avis,« siger Sjisjkin og kalder dette for den falske tid.
I sværdkamp med tiden
I Brevbogen, denne overdådigt generøse og dybsindige roman, som Informations Karen Syberg kalder den i sin anmeldelse, ønsker manden Volodja indledningsvist at rive sig selv ud af kalenderen. I de breve, Volodja sender til sin elskede Sasja, føles tiden både flygtig og vægtig som den gravsten, der venter den unge helt.
Eller som Sasja formulerer det: »Dagene smutter forbi, vævre som firben, og hvis jeg prøver at gribe fat i dem, står jeg tilbage med halen i hånden – det er denne linje.«
»Det er det, denne roman handler om,« siger Mikhail Sjisjkin og peger på Brevbogen, der ligger på sommerhusbordet. »Hvad er kunstens tid?«
Hvor bogen begynder med en simpel sommerromance, en historie om han og hun, de eneste mulige helte, som Sjisjkin formulerer det, ender den med at være en Adam og Eva-historie.
Da Volodja drager i krig, hæver historien sig op til et andet niveau af tid. Hun går derhjemme i Rusland, ældes og begraver sine forældre, mens hans del af historien kun foregår i tre af Bokseropstandens krigsår i Kina, fra 1898–1901. Midt imellem dem står døden. Volodjas mor modtager det ulykkesaglige brev fra hæren, som meddeler, at hendes søn er faldet, og alligevel fortsætter brevkorrespondancen uanfægtet.
»Hvordan er det muligt, at de to kan skrive til hinanden på tværs af tid og død?« spørger Sjisjkin og smiler med de gråblå øjne, der har farve som kats pels.
»Det er kun umuligt her,« siger han og peger ud mod træterrassen i et vindblæst havelandskab, »men i kunsten er det absolut logisk.«
Som kunstner kan man hoppe ind og ud af alle tider. Det er et privilegium, mener Sjisjkin.
»En kunstner kan tage det vigtigste fra den falske tid med sig over i den sande tid, som er kunstens,« forklarer forfatteren, mens den timelige lyd af familie med baby fylder baggrunden ud. Eller som der står i den nærmest musikalsk orkestrerede brevroman:
»Råbene fra børnene i frikvarteret vil være det samme om hundrede år. Og om to hundrede.«
Som sauna for sjælen
Musikken er et kernepunkt for Mikhail Sjisjkin: »Det er meget vigtigt for mig at gå til klassiske koncerter, og jeg får mine bedste ideer, når jeg lytter til musik,« siger han, mens roen atter sænker sig over stuen.
»Når jeg lytter til min yndlingskomponist, Rakhmaninov (1873–1943), føler jeg denne udødelighed,« siger han om den russiske komponist, der levede i eksil i USA og som Sjisjkin selv skrev svære stykker med års mellemrum.
»Alt, hvad der er vigtigt i verden, foregår på et plan, hvor der ikke findes ord, og jeg ville gerne være komponist. Så ville jeg slippe for at oversætte følelser og fornemmelser til sprogenes sprog. Musikkens sprog står i langt mere direkte forbindelse med disse ting,« siger han og sammenligner det at gå til klassisk koncert med at gå i sauna.
»Musikken åbner porerne til min sjæl og lader den indånde universet.«
Sådan taler Mikhail Sjisjkin. Om sjæl og om at opleve den forbudte litteratur i sin ungdoms Sovjet som en skakt ud til virkeligheden. Slavetilstanden, som han kalder livet i Sovjet, har sat sine spor hos Sjisjkin, og det er denne søgen efter sandhed bag ordene, han har givet den unge Volodja i Brevbogen.
»Børn forstår ikke, hvad tid er. Men som ung oplever man klokkens tyranni som noget fordækt. Jeg var 17 år, da jeg læste Hamlet af Shakespeare, og ordene ’Tiden er ude af sine hængsler’ har hængt ved mig lige siden. De er blevet min rygrad,« siger han og bruger det russiske ord.
Et andet billede, der har brændt sig fast i den russiske forfatters bevidsthed, er det, som filmen Den yderste dom fra 1966 om den russiske ikonmaler Andrej Rubljov skaber. Filmen ramte den unge Sjisjkin som et chok.
»Han viste mig, hvad kunst handler om, og selv om jeg ikke kunne forstå det med ord som 15- eller 16-årig, så mærkede jeg det.«
Det gjorde Sjisjkin som tilskuer til de to timers blod, drab og totur, der udspillede sig oppe på biograflærredet. Hele det mørke, der omgav den russiske middelalder.
»Men da jeg forlod biografmørket, følte jeg mig oplyst og opløftet. Han viste mig, hvad en kunstner må gøre. Tage al verdens grusomhed ind i sin sjæl, rense den og bringe den tilbage til seerne eller læserne som lys. Som menneskelig varme.«
Romantikken på slagmarken
Brevbogen, hvis engelske titel er The Light and the Dark, sender Volodja i krig, lader ham lugte den i form af lig og undersøger, hvad denne nærværende død gør ved kærligheden.
Volodja er bogstaveligt talt omgivet af død og skriver til sin elskede, at han aldrig har følt sig mere i live endsige elsket så inderligt. Kærligheden og døden står på den måde i et direkte forhold med hinanden, og soldaterne, der normalt banker deres koner, forvandler sig på slagmarken til skribenter af romantiske kærlighedsbreve.
»Du kan gå gennem livet på to måder,« siger Mikhail Sjisjkin med et karakteristisk lignelsespræget svar.
»Den dagligdags og ligeud ad landevejen-måde med fødsel, bryllup, børn og begravelse, eller du kan tage den smutvej, som opstår ved en nærdødsoplevelse som krig,« siger han og kommer i tanke om sin egen far, hvis liv også er repræsenteret i historien om Volodja.
»Forestil dig at være 18 år og føre krig fra en ubåd, som min far gjorde det i Østersøen under Anden Verdenskrig. Du kan dø hvert øjeblik, og den indsigt er en gave, for så ser du, hvad der er vigtigst her i livet.«
For sønnen, der så sin far som den store helt, der sejlede i ubåde, var det en skuffelse at opdage, at faderen havde fået sine medaljer på blodigste vis. »Jeg har forsonet mig med min fars tid, og det handler min bog også om. Forholdet mellem forældre og børn.«
Når klokken ringer ind til fortælling
Selv har Mikhail Sjisjkin oplevet den glæde, at hans ældste søn på 25 år under et udvekslingsophold i Californien begyndte at læse bøger på russisk.
»Han var en almindelig schweizisk dreng med russiske rødder, men måske gjorde det godt at komme ud og føle sig lidt alene i verden. I hvert fald læste han Tolstojs Anna Karenina og skrev til mig, hvad han syntes om den og om Brevbogen,« siger Mikhail Sjisjkin tilfreds.
»Det, at jeg hele tiden via e-mails eller telefonsamtaler er sammen med mine børn, og at vi er venner, betyder alverden for mig. Sådan var det ikke, da jeg var barn, og jeg er lykkelig over at kunne bryde det mønster.«
Så lykkelig i sin relativt nysammenbragte familie med i alt fem børn, sit lejede hus og sin have i en landsby nær Basel i Schweiz, at han til »forlæggernes og markedets« fortrydelse tror, der vil gå en rum tid, før han er klar med en ny roman.
»Jeg skal have flere grå hår, før jeg har et nyt perspektiv på tiden,« siger han og slutter med en fortælling.
»Der er to slags forfattere. Den ene er herre over fortællingen og står ude i skolegården og spurter ind, når klokken ringer. Den anden er fortællingens tjener og har ingen anelse om, hvornår timen begynder,« siger han og smiler mod hustru og baby i baggrunden.
»Jeg er den forfatter, der sidder i hjørnet og venter på, at klokken slår.«
