Nyhed
Læsetid: 3 min.

Fusion af museer skader fagligheden

Museer bliver lagt sammen som aldrig før, men nogle kunsthistorikere mener, at det ofte er en kompliceret affære med mange tab, når kulturhistoriske museer og kunstmuseer fusionerer
Kultur
17. september 2013

Man skærer ned på de faglige medarbejdere, og alle skal i princippet kunne arbejde tværfagligt. Man kommer til at sænke det faglige niveau. Ganske betydeligt endda. Det kan institutioner, der skal passe på og fortolke et historisk indhold, der tilhører vores kulturarv, ikke være tjent med,« mener tidligere deltidsmuseumsinspektør gennem 22 år på Vejle Kunstmuseum, Signe Jacobsen.

Getrud Hvideberg-Hansen er direktør for Faaborg Museum for fynsk malerkunst og tidligere overinspektør ved Odense Bys Museer, hvor det kulturhistoriske museum og kunstmuseet var under én kasket. Hun mener også, at der er en række komplikationer ved fusionerne, men hun har også oplevet fordele ved samarbejdet på Odense Bys Museer.

»Det bliver et levende miljø. Fordelene er, at man er i et bredere fagligt miljø, og man bliver stimuleret til at tænke sit fag i en lidt bredere sammenhæng. Det giver f.eks. muligheden for at tænke kunst lidt bredere kulturhistorisk og få inddraget litteratur og musik,« siger hun.

Signe Jacobsen mener ikke, at museerne behøver at blive fusioneret for at tænke tværfagligt og inddrage andre kunstarter.

Kamp om midlerne

Ifølge hende ender det ofte med at være på kulturhistorikernes præmisser, når kunstmuseer bliver lagt sammen med kulturhistoriske museer, som det f.eks. er sket i Vejle, Skive og Horsens. Bl.a. fordi det er kulturhistorikerne, der sidder på tronerne.

»Problemet er, som jeg ser det, at kulturhistorikere ofte set ikke har stor respekt for kunst. Eller forståelse for den. Det, der sker, er, at de prioriterer deres eget fagområde, og at pengene derfor bliver suget væk fra kunstmuseerne og over i de kulturhistoriske kasser.«

Gertrud Hvidberg-Hansen mener også, at der kan opstå splid imellem de to faglige retninger, når der skal prioriteres inden for de økonomiske rammer, og det er logisk for hende, at hvis en leder er kulturhistorisk orienteret, så vil vedkommende som regel også altid synes, at hans eget stofområde er mest spændende og derfor prioritere det.

»I og med at økonomien er begrænset, så er der intern konkurrence. Hvilken afdeling får flest penge til projekter, eller hvor vælger man, at en pr-medarbejder skal bruge sit krudt? Er det for at markedsføre et kulturhistorisk produkt, eller er det et kunstprodukt,« spørger Getrud Hvidberg-Hansen.

Hverken eller

Hun mener også, at der bliver skelet meget lidt til fagligheden, når kunstmuseer og kulturhistoriske museer bliver lagt sammen. Ifølge hende handler det mere om, at de ligger inden for et lille geografisk område, og det kan skade museernes identitet:

»Der, hvor det bliver svært, er, når man kommer til de enkelte museers særegenhed eller særlige karakter. Det gælder både måden at lave kunstudstillinger på eller måden at henvende sig til publikum på. Der er temmelig stor forskel på, om man er et kulturhistorisk museum eller et kunstmuseum,« siger hun.

Ifølge både Gertrud Hvidberg-Hansen og Signe Jacobsen arbejder kulturhistorikere og kunsthistorikere på hver deres måde med forskellige interesser, som de gerne vil fremme, og resultatet er en »forplumring«, mener Signe Jacobsen.

»Man udvisker faggrænserne, og det, synes jeg, er en meget dårlig idé, hvis man vil have folk til at opdage, hvad det er, man tilbyder. Det er jo ikke bare sådan, at man kan komme det hele ned i en meljævner og så få et eller andet bedre ud af det,« siger Signe Jacobsen.

Hun har respekt for kulturhistorikerne og deres fagområde, men hun mener, at fusionerne suger kraften ud af fagligheden.

»Man kan ikke forlange, at et kulturområde, der render rundt og graver i jorden og finder fine ting frem fra flere hundrede år tilbage ,skal synes, at skilderi er specielt morsomt,« siger hun.

Ifølge Gertrud Hvidberg-Hansen er der en helt konkret forskel i, hvor æstetiske kulturhistorikerne tænker deres udstillinger i forhold til kunsthistorikerne, som har stor betydning for publikum.

»Der er nogle traditionelle normer for, hvordan det skal være på et kunstmuseum, og hvis du falder uden for dem, kan du også godt risikere, at publikum ikke regner det for at være et rigtigt kunstmuseum, og så har man et problem,« siger Getrud Hvideberg-Hansen og tilføjer:

»Så er man hverken fugl eller fisk, så er man hverken kunstmuseum eller kulturhistorisk museum.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Nej. Man kan ikke bare hælde det hele ned i en melryster og få et bedre produkt ud af det, som Signe siger. Tværtimod, så bliver det bare hvid sovs.