Interview
Læsetid: 7 min.

’Ingen har en stor plan for Europa’

Det kommende valg til Europaparlamentet er vigtigere end søndagens tyske valg. Det skyldes, at det liberale demokrati er under nedbrydning i en række europæiske lande, mener den tyske forfatter og idéhistoriker Jan-Werner Müller
Kultur
20. september 2013
Det er lykkedes Merkel at placere sig i midten af tysk politik. Hun har kunnet tæmme sine koalitionspartnere, og paradoksalt nok har hun samtidig løsnet forbindelsen mellem sin person og specifikke politiske resultater. Det er imidlertid ikke sådan, tyskerne tænker om hende. Hun optræder mere som præsident end som kansler, siger Jan-Werner Müller.

Tor Brik Trads

Vi er kommet tættere på Weimarrepublikken, end man lige går og antager. Problemet er, at vi ikke har opdaget det. I hvert fald ikke hvis man spørger den fremtrædende tyske forfatter og idéhistoriker Jan-Werner Müller. Han har blandt andet skrevet bogen Contesting Democracy — Political Ideas in Twentieth-Century Europe om, hvordan demokrati kan bruges populistisk og brugen af ’folket’ ende i diktaturer som det 20. århundredes fascistiske, nazistiske og kommunistiske regimer.

»Hvis vi ikke havde eurokrise, ville man få øje på et helt mønster i nedbrydningen af en liberal, demokratisk konsensus i Europa«, siger han og henviser til de betændte kriser i en række lande i især Central- og Østeuropa. Og det er ifølge Jan-Werner Müller ikke tilbagelagte problemstillinger. Derfor mener han eksempelvis, at det forestående valg til Europaparlamentet er vigtigere end det tyske valg på søndag.

I Europaparlamentet risikerer man, at der udvikles ’en selvhadende institution’ med en mængde nationalistiske og populistiske repræsentanter, forklarer han. »Det er værd at overveje, om man for enhver pris skal ønske, at Europaparlamentet kommer til at spille en stærkere rolle. Man kan ikke automatisk antage, at parlamentet vil være pro-europæisk.«

Ifølge Müller forsvinder Europas problemer ikke. men har at gøre med en dyb, symbolsk splittelse. Han trækker Ungarns Viktor Orbán frem som eksempel.

»Orbán slår for eksempel på, at overgangen til demokrati ikke reel og komplet. At det socialistiske parti ikke alene var korrupt, men også knyttet til det gamle regime. Det sidste var ikke sandt, men anklagerne for korruption og dårlig regeringsførelse var rigtige nok. Man kunne have fået en ny forfatning, efter at det gamle regime faldt, men det fik Ungarn ikke, og det skyldtes til dels socialisterne.«

Under Orbán er magten blevet overført til parlamentet, anfører Jan-Werner Müller. Orbán har brudt med den praksis, som meget mere lignede den tyske model for et konstitutionelt demokrati, altså med en stærk juridisk kontrol med parlamentet og fastslåede menneskerettigheder.

»For tyskerne stolede ikke på sig selv,« som han bemærker.

»At skifte til et stærkt parlamentarisk demokrati var ikke indlysende for det ungarske folk, det var ikke folket, der ønskede det, men det tjente Orbáns flertal. Nu er der blevet skrevet helt specifikke ting ind i forfatningen, så selv om andre kommer til magten, vil det være ekstremt svært at føre en anden politik end Orbáns, fordi hans politik står i forfatningen. Så i stik modsætning til, hvordan regeringen legitimerer sig selv, har parlamentet ikke den øverste magt, sådan som det er tilfældet i for eksempel England.

Eksempelvis kan ungarske domstole ifølge et af Viktor Orbáns tillæg til den nye forfatning, der trådte i kraft 2012, ikke længere gøre indsigelser mod lovforslag, der er vedtaget af parlamentet med to tredjedeles flertal, det flertal Orbáns parti, Fidesz sidder på.

Præsident Merkel

Jan-Werner Müller er lidt træt. Dagen før er han fløjet ind fra USA, om aftenen har han holdt foredrag på CBS, og nu er han i gang med at give interviews, før han om eftermiddagen skal optræde på Diamanten. Vi møder ham på fortovet foran hans hotel, og man har en vis forståelse for, at han beder os vente et øjeblik, mens han skaffer sig en espresso. Så stiger vi med elevatoren op til hans suite med udsigt over havnen. Alt er holdt i sort og hvidt, hvilket knap kunne passe dårligere til netop Jan-Werner Müller, der udtrykker sig nuanceret og analyserende og hele tiden betoner kompleksiteten i de forhold, han beskriver. Også da jeg spørger ham om det foreståede tyske valg, hvor Angela Merkel står til en klar sejr.

»Der er flere faktorer, som spiller ind, ud over den økonomiske, at det går meget godt,« svarer han. Hvorefter han straks betoner, at der nedenunder lurer både demografiske og uløste infrastrukturelle problemer.

»Men den almindelige holdning er, at det for øjeblikket er fint nok, som det går.«

»Derudover er det lykkedes Merkel at placere sig i midten af tysk politik,« fortsætter han. »Hun har kunnet tæmme sine koalitionspartnere, og paradoksalt nok har hun samtidig løsnet forbindelsen mellem sin person og specifikke politiske resultater. Det er imidlertid ikke sådan, tyskerne tænker om hende. Hun optræder mere som præsident end som kansler, og samtidig har hun mere magt end nogen kansler før hende.«

»Dertil kommer, at socialdemokraterne med Peer Steinbrück har valgt en kanslerkandidat, som ligger tæt på Merkel. SPDs program taler om social retfærdighed og højere skatter, men det er ikke det, Steinbrück inkarnerer. Vælgerne har svært ved at se forskel på ham og Merkel, og de kan komme i tvivl, om det er programmet eller Steinbrück, de stemmer på.«

»De eneste, der har et mere langsigtet perspektiv, er De Grønne, men de taber mandater. Der er ingen, der har en stor plan for Europa. Af tvingende grunde. Stod det til Merkel, ville hun være mere ambitiøs, men det kræver traktatændringer, så det er mere sandsynligt, at man bare fumler sig igennem, samtidig med at der dukker en række parallelstrukturer op. Det er ikke, hvad tyske regering ønsker, men det, der kommer, vil mere komme til at ligne den gamle franske ide om pagter og aftaler indgået mellem lederne.«

Den kidnappede stat

Jeg spørger Jan-Werner Müller, hvad de europæiske intellektuelle kan stille op med de tilstande, han beskriver.

»Jeg tror ikke, at de intellektuelle netop nu skal være korsfarere for et forenet Europa,« svarer han. »Man har ikke som i det 19. århundrede en nationalisme, der kan overføres og blive til en art supranationalisme. Men intellektuelle bør forklare de institutionelle strukturer i EU og gøre deres argumenter offentligt tilgængelige. De har også en vigtig rolle at spille med at forklare vore nationale situationer til hinanden. Det havde således været nyttigt, hvis nogen havde peget på den græske historie som en årsag til Grækenlands krise. Grækenland er et post-borgerkrigssamfund, og i lande, som har gennemlevet en borgerkrig, har det været en almindelig strategi at lade staten vokse for at pacificere befolkningen. Det samme skete i Østrig efter 1945, der opstod en kolossal stat, som kunne uddele mange stillinger og holde folk i ro.«

- Jeg spørger også, fordi De inddrog Weimarrepublikken. Så bliver man jo forskrækket!  

»Vi er ikke tæt på, det er vigtigt at understrege. Det, jeg ser, er ikke dybt splittede lande, men der er dybe splittelser i det politiske establishment i nogle af de central-og østeuropæiske lande, og det er usundt og bekymrende.«

 »Desuden føler folk, at det politiske establishment har kidnappet staten. Derfra er der kun et enkelt skridt til at påstå, at et bestemt politisk establishment er lig med  demokrati, og det kan få folk til at forkaste demokratiet. Både i Italien og i Grækenland er de store partier i koalition, det giver indtrykket af, at de alle vil det samme, og i folks øjne er den bagvedliggende hensigt, at de vil gøre, hvad de kan, for at redde de gamle system.«

Grillo og kejserens nye klæder

- Hvordan opfatter De i det lys en skikkelse som Beppe Grillo?

»Han er en tvetydig figur. Noget af det, han siger er afgjort populistisk. Han benægter at andre kan have ret i noget som helst og erklærer, at han fortjener at vinde 100 procent af stemmerne. Moralsk betragter han sit eget standpunkt som det eneste legitime. Men hvis man læser andet af, hvad han har sagt, og hvad han konkret har foreslået politisk, så er der meget fornuftigt imellem. Italien lider vitterligt under dybtgående problemer. Grillo er en af de få borderline-politikere, der på den ene side fremsætter fornuftige forslag, men på den anden hævder, at folket kun har en autentisk repræsentant – Grillo selv, naturligvis. Han bringer ting frem, som det politiske establishment ikke ønsker at tale om. Han er som den lille dreng i Kejserens nye klæder, alle vidste det godt, men ingen sagde det før ham.«

Jan-Werner Müller nævner en samtalebog mellem Grillo, hans næstkommanderende, Gianroberto Casaleggio og Dario Fo. På et tidspunkt spørger Dario Fo, som optræder i narrens rolle, om Grillo ikke gør sig problemet for let. Grillo svarer: »Nej, for det er let,« fortæller Müller. »Det er naturligvis ikke rigtigt,« fortsætter han, »men der kan være situationer, hvor det kan være rigtigt, som i Vaclav Havels berømte historie om grønthandleren, der kan gøre en enorm forskel ved at holde op med at bruge sin vinduesudstilling til partiets slogans, som alle og enhver ved er løgn.«

Vi er forskellige

- Apropos Dario Fo vil jeg til slut gerne høre, hvilken rolle kulturelle tiltag ifølge Müller, kan spille i EU.

»Det ville være forkert at poste en masse euro i at gøre folk entusiastiske for Europa,« fastslår han. »Pengene er bedre givet ud på arrangementer og initiativer der kan fremme den gensidige forståelse.«

- Men den ser nærmest ud til at svinde ind. Eksempelvis oversættes der i stigende grad ikke udenlandsk skønlitteratur til dansk?

»Måske er der et videre problem her, nemlig at vi er blevet mindre nysgerrige,« foreslår Müller. »I nogle lande er tingene er blevet mere homogene. I Frankrig plejede der at være større interesse for tysk litteratur, fordi der var større forskel, personer som Heidegger og Nietzsche var farlige, men interessante. De forskelle er imidlertid blevet mere udviskede. Hvis alle romaner er quasi-amerikanske i deres form svinder interessen.«

»Der er også færre personligheder med kulturel autoritet, der ser det som en livsopgave at forklare for andre, hvordan deres lande er. De er mere eller mindre forsvundet. Og i aviserne finder man mindre og mindre stof, der beretter om, at der netop nu foregår denne eller hin interessante debat i Paris eller Berlin.«

»Men man må også begrunde, at det, man kommer med, skal interessere andre,« betoner Müller og tilføjer: »En grund kunne være, at vi er mere forskellige end vi tror. Men den idé er nok svær at sælge til Europakommissionen.«  

Jan-Werner Müller var i København i anledning af Golden Days filosofifestival, inviteret af Det kgl. Bibliotek og Goetheinstituttet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

"Vi er kommet tættere på Weimarrepublikken," siger artiklen. Menes der ikke tættere Weimarrepublikkens opløsning. Republikken var vel egentlig god nok, demokratisk og resultat af et revolutionært opgør med kejserriget, med nye rettigheder for arbejderne osv. Problemet var det udefra kommende pres mod Tyskland som følge af Versailles-fredens alt for hårde betingelser, økonomisk krise, kupforsøg, udemokratiske bevægelser på yderfløjene osv.

Vi nærmer os vel ikke noget, der ligner, men den bedste kur i øjeblikkets Europa vil nok være at slægge på unionsopbygningen fremfor at stramme den. De gamle etablerede partier tør ikke foreslå det, men lige udenfor står partier og grupperinger, der ønsker mere frigørelse fra EU´s snærende bånd. Som Jan-Werner Müller siger: »Det er værd at overveje, om man for enhver pris skal ønske, at Europaparlamentet kommer til at spille en stærkere rolle. Man kan ikke automatisk antage, at parlamentet vil være pro-europæisk.«

Alan Strandbygaard og Morten Rasmussen anbefalede denne kommentar

Nå, mon ikke den internationale – læs anglo-amerikanske - finansspekulation - med baser i New York og London - har deres helt eget Grand Design for, hvordan de kan få EU-Europa til at gå økonomisk - og gerne politisk - fallit - politisk diktatur er trods alt ikke andet end endnu et kapitalens affaldsprodukter – i afvigte århundrede var et overgangsstadie Weimarrepublikken – denne gang går de først efter de tidligere diktaturer i Sydeuropa – senere velsagtens resten af det demokratifattige EU – den globaliserede kapitalismepest er ikke sådan at få bugt med – og slet ikke ad demokratisk vej …

Alan Strandbygaard og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Den store vision som vi alle kan dele ? Tja, man ser ikke skoven for bare træer - og i hvis interesse er det, at tilsløre dette indlysende? Cui bono? Følg pengene - find forbryderne?

Børge Rahbech Jensen

Valget til Europa-Parlamentet er ikke i år.
Det er vist meget godt. De fleste danske medlemmer af Europa-Parlamentet, jeg har læst blogge og kronikker fra på netaviser, fortalte intet om, hvad de lavede i Europa-Parlamentet. Hvis jeg vil vide, hvad Europa-Parlamentet laver, må jeg selv søge informationer om det, fordi de elektroniske danske nyhedsmedier kun sjældent fortæller om det. Min største tvivl i forhold til næste års valg til Europa-Parlamentet er faktisk, hvad jeg bør udlede af danske parlamentarikeres modvilje mod at fortælle om deres aktiviteter i Europa-Parlamentet. En mulighed er, at de bruger sin tid på al mulig andet end det, de er valgt til. En anden mulighed er, at de laver noget i Europa-Parlamentet, som ikke tåler dagens lys.

Jeg synes, danske nyhedsmediers dækning af søndagens valg i Tyskland er passende i lyset af samme nyhedsmediers normale dækning af præsidentvalg i USA.

Merkel er aldeles ikke præsident i BRD - hun er Forbundskansler. BRD's præsident hedder Gauck, Joachim Gauck.

Og nej, tyskerne stolede aldeles ikke på sig selv efter 1945. Amerikanerne stod bag opbygningen af den tyske grundlov (Grundgesetz) fra cirka 1947-cirka 1949. Og de modellerede den after den amerikanske model med et stærkt parlament, et forbundsråd og en stærk juridisk domstol. (Verfassungsgericht). Herunder også rigtige ankedomstole....som man også har det i USA. I DK kan man anke til Landsretten, som bruger cirka 15-20 minutter, måske 30 minutter på at behandle en anke - i en pause. Den tyske anklagemyndighed og det tyske politi er skarpt adskilt, præcist som politi og anklagemyndighed også er i USA....

Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt, Børge Rahbech Jensen, vi får ikke så meget at vide gennem den almindelig danske presse. Det sælger nok ikke aviser! Men man kan få noget ar vide på parlamentets officielle side:
http://www.europarl.europa.eu/portal/da

Michael Kongstad Nielsen

Karsten Aaen - det skal nok passe, eftersom Tyskland er et forbund af lande, ligesom USA. I sådanne forfatninger er man typisk tilbageholdende med at give de føderale myndigheder for stor kompetence, det skal afbalanceres med delstaternes. En stærk domstol skal kontrollere, at forfatningen overholdes. Men de bedste af de gamle europæiske forfatninger er ligeså stærke. Jeg fatter ikke, hvad de laver i Ungarn, men de fleste europæiske forfatninger kan ikke ændres med tre fjerdedeles flertal i parlamentet. Normal procedure er folkeafstemning og ny vedtagelse i ny forsamling. Og med hensyn til domstolskontrol er de danske domstole ligeså gode som i Tyskland og USA, vil jeg mene. Højesteret kan underkende Folketingets lovgivning, jf. eks. Tvindloven. En fordel ved danske Højesteret er, at dommerne ikke udpeges politisk som i USA.

Det er på alle måder et skræmmende perspektiv for alle frihedselskende demokrater på det europæiske kontinent, at en politisk og intellektuel magtelite i Europa bare uhindret kan fortsætte med at promovere en omdannelse af EU til Europas Forenede Stater i ly af demokratiet som politisk styreform, uden at de 380 millioner vælgere i de 28 medlemslande forinden gennemlever en bred folkelig debat med efterfølgende folkeafstemninger, så de selv er med til at bestemme skæbnen for deres lands fremtid, men ingen kritiske medier eller intellektuelle kapaciteter hjælper dem med at få opfyldt dette ønske gennem omfattende kritik.

Hvad fortæller det om demokratiets tilstand anno 2013?

Tja, i hvert fald står det klart for enhver demokrat, at ingen fremtrædende politikere i de europæiske lande har styrken, modet, viljen, talentet og visionerne til at kæmpe imod det ubetingede grænseløse samfund på bekostning af den selvstændige nationalstat, selvom politikerne aldrig nogensinde har fået et folkeligt mandat til afgivelse af omfattende suverænitet, og der er som nævnt heller ingen hjælp at hente fra intellektuelle kapaciteter som Jan-Werner Müller, der blot anbefaler sine ligesindede, at de skal fortælle befolkningerne om de institutionelle strukturer i EU, så de ender med at elske unionen og den føderale stat.

Velkommen til det superkapitalistiske New World Order-segment, der i samarbejde med de europæiske socialdemokratier for lang tid siden har vendt demokratiet og menneskerettighederne ryggen, og i stedet lefler for de mest hardcore superkapitalister fra USA og Mellemøsten samt Asien, der uden hensyn til EU-landenes forskellige sprog, kultur og historie gennem århundreder, bare ønsker at omdanne kloden til èn stor global markedsplads med fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser.

Nu mangler det superkapitalistiske New World Order-segment bare at få socialdemokraten Peer Steinbrück valgt til ny kansler for Tyskland på søndag i stedet for Angela Merkel, så han kan gennemføre sit eget og superkapitalisternes hede ønske om en permanent optagelse i EU af Tyrkiet med sine 75 millioner troende muslimer, hvorefter Europa for alvor kan blive et multikulturelt kontinent på bekostning af nationalstaterne med deres homogene etniske befolkninger gennem flere hundrede år.

Europa er på vej mod et massivt kulturelt og historisk selvmord, takket være det superkapitalistiske New World Order-segment med sine magtfulde privatejede konglomerater og karteller, der kontrollerer verdens finanser, og som hader den ærlige, hæderlige og anstændige konkurrence imellem mange firmaer og nationalstater, men superkapitalisterne havde aldrig haft en chance for at gennemføre deres uhyggelige plan, hvis ikke socialdemokratierne og store dele af venstrefløjen i Europa havde ladet sig korrumpere socialt og økonomisk gennem mere end 40 år.

Forude venter et helvede af dimensioner for millioner af indfødte europæere i de 28 medlemslande, der med invasionen af millioner af muslimer fra Tyrkiet og et væld af muslimske flygtninge fra de ødelagte muslimske stater i Afrika, om ganske få år bliver forvandlet til forhutlede og ødelagte folkeslag i deres eget fædreland med anarki, kaos, svigt, ondskab og fattigdom til følge, og hvor demokratiet bliver forvandlet til en billig teaterkulisse for autoritære kræfter, alt imens de folkevalgte politikere og medierne blot agerer nyttige idioter for New World Order-segmentet, når bare de selv overlever socialt og økonomisk sammen med deres familier.

Hvem kommer snart med en stor plan for nedlæggelsen af EU?

Michael K.N., det er næsten altid underforstået at man mener Weimar Republikkens opløsning når man nævner republikken. Men jeg forstår ikke så helt hvorfor du siger at den har været god nok. Det er ikke hvad jeg husker fra min historieundervisning. Den tilfølge har der nærmest hersket anarki med diverse krigsherre aspiranter, de fleste desillusionerede, arbejdsløse officerer fra den preussiske militær-adel som en af de mere alvorlige, destabiliserende faktorer.

Jeg kan godt forstå sammenligningen af EU med Weimar Republikken. De har meget til fælles: de oprindeligt gode hensigter kunne ikke bakkes op af politisk handlekraft og med denne mangel på politisk magt i en situation hvor der helt naturligt opstod mange interessekonflikter kunne en skummel, men velorganiseret organisation, støttet af kapitalstærke bagmænd, med lethed udnytte den ustabile situation og tage kontrol over emnet ved at besætte dets strategiske knudepunkter.

Dengang i Weimarrepublikken som for nu i EU

Michael Kongstad Nielsen

Filo Butcher - ja, jeg ville ikke selv drage sammenligningen, det er nok for vidtløftigt. Og i det hele taget forvirrer det nok bare at bruge Weimar-billedet. Jeg kender ikke historien så godt, men mener at kunne huske, at Tyskland gennemlevede en forsinket revolution, da der ikke tidligere havde været hverken borgerlig eller proletarisk revolution i Tyskland, i modsætning til så mange andre steder i Europa, dels på grund af Napoleonskrigene og dels Bismarck osv. Men skidt med det. EU har efter min mening overudviklet sig selv, ideologien fik overtaget, og virkeligheden blev taber.

John Vedsegaard

Ingen har en stor plan for Europa, det er jo rigtigt.

Men, der er heller ikke nogen som har en stor plan for verden, som vi nok ville have mere brug for.

Alle kæmper udelukkende for sig selv, stod alle sammen i hele verden, ville ingen mangle noget og ingen behøvede arbejde over 5-10 timer ugentligt.

Verden mangler simpelthen statsmænd - eller bare en enkelt - som kan samle alle faner i et stort socialistisk demokrati.

randi christiansen og Jens Overgaard Bjerre anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Er det en diktator du mangler?

Jens Overgaard Bjerre

Dem, som kan huske EF-modstandernes argumenter i 1972, må sige, at de har fået fuldstændig ret. EU er ikke for almindelige mennesker med almindelige lønninger og almindelige behov. Det er og bliver elitens EU, hvor de rige skal blive rigere og de fattige, fattigere og skal servicere denne nye 'romerske' overklasse.

Torben Nielsen, lars abildgaard, John Vedsegaard, Flemming Scheel Andersen, Bo Carlsen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Desværre gælder det også for den kulturelle side vedrørende 'kunsten', som virker død og lige så provokatorisk på det etablerede, som en gammel legoklods eller en 'sjov' avis hat fra Politiken. Den uskadelige borgerlige og infantile 'kunst' hives frem som om det var et nyt vidunder. Ingen fatter en skid, men alle klapper i hænderne og går rundt om hinanden med idiotiske tomme øjne, som om de har fået tilført den endelige kunstneriske og kulturelle sandhed. Der er intet nyt fra den kunstneriske vestfront. EU er og bliver den konservative elites legestue med materialitet og trivialitet og frem for alt en sammenblanding af den private pengemagt og offentlighedens neutralitetsstempel.

Michael K.N. - Jeg ville være forsigtig med at fremhæve Weimar-republikken for meget. Vel skete der de fremskridt du her nævner - det var nok også svært at udngå, set i frohld til kejsertidens autoritære styreformer.
Men man skal ikke være blind for, at i ly af Weimar-tiden buldrede nazismen frem. Fx. viser det sig, at grunden til de medicinske eksperimenter, som nazisterne udførte, de blev grundlagt allerede i 20'eren, hvor synet med entartete og skæve mennesker bestemt ikke var positivt i det tyske borgerskab. Nazismen begyndte jo ikke d. 30. januar 1933, da Hitler kom til magten. Jorden var gødet længe før, og det er vel det, der er Müllers pointe: At selv om der er nok så meget demokrati i et land, og selv om "folket" har megen indflydelse, ja så batter der ikke så meget, hvis der er en modmagt - modstrøm, der trækker i den modsatte retning.

Og selv om vi her til lands bryster os af et levende og solidt demokrati, så er der kraftige modstrømme, bl.a. en embedsmandselite, der stille og langsomt, men sikkert udhuler det alm. borgerlige demokrati. En elite, der stræber efter mere autoritære styreformer, hvor "folket" - dette besværlige element - er sat ud af kraft.

"»Desuden føler folk, at det politiske establishment har kidnappet staten. Derfra er der kun et enkelt skridt til at påstå, at et bestemt politisk establishment er lig med demokrati, og det kan få folk til at forkaste demokratiet. Både i Italien og i Grækenland er de store partier i koalition, det giver indtrykket af, at de alle vil det samme, og i folks øjne er den bagvedliggende hensigt, at de vil gøre, hvad de kan, for at redde de gamle system.«"

Måske er der ikke blot tale om at folk føler at det politiske parnas har kidnappet staten, måske er det sådan. Og når både græske og italienske (ja, man kunne for dén sags skyld medregne langt de fleste EU-lande) politikere siger og skriver og lover det samme, giver dette måske ikke blot indtryk af at systembevarelse er deres fremmeste mål, nej det afdækker vel at det er sådan?! Men gennemgående er det i hvert fald at kun meget få af 'de intellektuelle' skal have netværk, nosser og/eller noget som helst i klemme. Hvilket måske afspejler den egentlige, demokratiske krise; klæbrigt og klamt klistret ud over det europæiske kontinent.

randi christiansen

Torben Jensen - åndedrættets diktatur?

Og hvis du er så fremmedgjort, at du ikke forstår, uddyber jeg gerne

"Derfra er der kun et enkelt skridt til at påstå, at et bestemt politisk establishment er lig med demokrati...".

Fogh rejste jo rundt med det nummer, om at de frie markedskræfter var lig med demokrati, og var man imod de frie osv., så var man også imod demokrtiet. Den opfattelse ser ud til at leve i bedste velgående.

Børge Rahbech Jensen

">i>Dem, som kan huske EF-modstandernes argumenter i 1972, må sige, at de har fået fuldstændig ret. "

Ikke nødvendigvis. Jeg husker EF-modstandernes argumenter i 1972, og kan kun sige, at de er blevet gentaget til bevidstløshed lige siden... Jeg kan ikke sige, de har fået fuldstændig ret, så længe mere tyder på, resultatet af folkeafstemningen i 1972 er glemt, som om folkeafstemningen aldrig fandt sted.

""EU er ikke for almindelige mennesker med almindelige lønninger og almindelige behov. Det er og bliver elitens EU, hvor de rige skal blive rigere og de fattige, fattigere og skal servicere denne nye 'romerske' overklasse."

Det er ikke korrekt, men hvordan kan befolkningen forventes at vide det, når det eneste, de danske nyhedsmedier formidler, er EF-modstandernes argumenter fra 1972? Som jeg ser det, har dansk dagspresse aldrig anerkendt resultatet af den danske folkeafstemning d. 2. oktober 1972, men har hele tiden modarbejdet det. Samlet har danske nyhedsmedier vist omkring 10 korrespondenter hos EU i Bruxelles mod mindst 200 medarbejdere beskæftiget med livet på Christiansborg.

EU er for almindelige mennesker med almindelige lønninger og almindelige behov. Fx. er det mest almindelige mennesker, der rejser over EU-landenes grænser, køber varer fra andre EU-lande, hvoraf nogle overholder standarder fastsat af EU, eller på andre måder udnytter nogle af EUs muligheder. Det er kun 'elitens EU' for de, der kun ser eliten, men det er næppe EUs skyld, at nogle mennesker kun gør det.

Niels-Holger Nielsen

Europa har ikke brug for en stor plan. Det har vi prøvet. Og det gik galt.