Læsetid: 2 min.

Jonas’ bror er ægte

Gift ved første blik piller ved vores forestilling om, at ægteskabsinstitutionen ikke sådan er til at fucke med
12. september 2013

Det vildeste øjeblik i DR1’s nye provokerende realityprogram, Gift ved første blik, hvori et lidt spøjst-alvorligt ekspertpanel arrangerer tre ægteskaber mellem unge, kønne danske singler, er ikke selve mødet på Københavns Rådhus – dér hvor parrene ser hinanden for første gang og bliver gift, mens familien sidder lidt forlegne på stolerækkerne bag dem, og onklen filmer hele lortet på sin iPad mini. Det er heller ikke der, hvor de tre nye ægtepar holder semi-ironiske taler for hinanden til bryllupsfesterne (»Første gang jeg så dig, vidste jeg, at du skulle være min brud«), samtidig med at de vel håber på, at den tv-iscenesatte kærlighed kunne blive til virkelighed – at rammerne kan genere indhold.

Det vildeste øjeblik – dér hvor denne seer var ved at flække i hjernen og hjertet – er en tale, som brudgommen Jonas’ bror holder med en lap papir i sine rystende hænder, mens tv-kameraerne ruller, og de sammenbragte familier stikker i lakseforretten: »… Men dengang, jeg så gik helt ned og vendte … og blev indlagt … og ikke rigtigt kunne tage mig af min søn … der var du der,« siger broren. Hans stemme knækker, og hvis ikke det havde været for Jonas, ville han ikke have haft noget at gøre med sine sønner i dag, fortæller han, og han har måske aldrig sagt det før, og kameraet zoomer ind på Jonas, der med sin tv-gimmick-brud i baggrunden græder så tårerne triller ned ad hans kinder.

Gift ved første blik piller ved vores forestilling om, at ægteskabsinstitutionen ikke sådan er til at fucke med – at datingprogrammer på en måde er fiktive, mens et ægte giftermål er et virkelighedselement og dermed gør tv-legen til alvor. Programmet leger med vores kulturelt betingede idé om ægteskab som en virkelig ramme for relationer, som noget mere end en juridisk aftale (det økonomiske ansvar for eksperimentet slipper programdeltagerne vistnok for at tage).

Det vilde ved Jonas’ bror er, at det for ham ingen forskel gør, om man bør tænke bryllupsfesten som en tv-tilrettelagt kulisse eller som noget, vi skal tro på. For Jonas’ bror er hundrede procent virkelig. Han takker sin bror og mener det af hele hjertet. Derved minder han os om, at der ikke er noget skel mellem følelser og fjernsyn, mellem liv og kulisse, at rammer kun fungerer, når vi naivt lægger noget ægthed ind i dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu