Baggrund
Læsetid: 9 min.

Kære dagbog, Ingmar Bergman er en idiot

De ved, at de står for skud. Derfor bladrer den svenske kulturelite med svedige fingre, når dramatiker og digter Lars Nóren udgiver dagbøger. I fredags måtte de så i gang igen. På sikker afstand af trangen til at læse bøgerne som kultursladder kan vi stille spørgsmålet: Er dagbogen kunst?
De ved, at de står for skud. Derfor bladrer den svenske kulturelite med svedige fingre, når dramatiker og digter Lars Nóren udgiver dagbøger. I fredags måtte de så i gang igen. På sikker afstand af trangen til at læse bøgerne som kultursladder kan vi stille spørgsmålet: Er dagbogen kunst?

Marie Boye Thomsen

Kultur
6. september 2013

Hverken Lars Nóren eller hans forlag, Bonnier, har belemret sig med at lave sidetal i En dramatikers dagbok 20052012. Men den er lang. Lang som de 6 år, 3 måneder og 10 dage, den dækker over. Nórens forrige dagbogsudgivelse er dog et bevis på, at der skal mere end volumen til at afskrække svenskerne. Få måneder efter udgivelsen var den 1680 sider lange En dramatikers dagbok fra 2008 nemlig uopdrivelig. Og noget tyder på, at også Nórens nyeste dagbogsopus kommer til at gå som varm potatismos på en kold efterårsdag. Vi elsker nemlig, når litteratur er sladder, og sladder er litteratur. Svenske journalister havde i hvert fald allerede inden udgivelsen fundet det værste smuds frem, og efter udgivelsen står det klart, at Lars Nóren ikke er blevet blidere af at blive fem år ældre. I hvert fald føjer udgivelsen af den nye dagbøger flere navne til listen over navngivne journalister, skuespillere, redaktører og forfattere, der i Nórens optik er inkompetente og dumme – eller det, der er værre. Nogle gange meget værre.

Ikke alle og enhver ville få deres samlede kinabøger forbi en forlagsredaktør, og når Lars Nóren har succes med det, skyldes det ifølge forfatter Martin Glaz Serup, der selv er omtalt i aktuelle danske værker, at bøgerne ganske enkelt har litterær kvalitet: »Jeg synes de første dagbøger er helt fantastisk litteratur. Ikke mindst stilistisk kan man tydeligt se, at Lars Nóren er en virkelig god digter. Han har en helt særlig sans for rytme, brud og sammenstød.«

Litteraturforsker ved Institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet Poul Behrendt mener da også, at Nórens dagbøger kun er »dagbøger til en vis grad.« »Den er skrevet, men den er også redigeret. Og den er redigeret stærkt med tilbagevirkende kraft. Nóren går hellere efter det, der burde være sket, end det, der er sket,« siger Poul Behrendt og sammenligner Nórens udgivelser med den danske forfatter Thorkild Hansens ungdomsdagbøger.

Dagbogsoptegnelserne fra årene, hvor Thorkild Hansen boede i Paris, blev i 1990 – i tilsyneladende uredigeret form – udgivet på Gyldendal, hvilket fik et samlet anmelderkorps til at konstatere, at Thorkild Hansen aldrig havde skrevet bedre end i en alder af 25. Hvad de ikke vidste, var at den modne Thorkild Hansen havde omskrevet dagbøgerne flere gange, inden de nåede boghandlerne.

En gammel genre

Ifølge lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet Hans Hauge opstår dagbogen som genre omkring det 17. århundred, hvor den udspringer af en puritansk-protestantisk kultur, der pålægger den enkelte at kunne gøre minutiøst rede for sine synder:

»Dengang skulle man være ærlig over for Vorherre, og senere skulle man så være ærlig over for sig selv. Efter at alle er begyndt at skrive dagbog, dukker så romaner op med fiktive dagbøger – dagbogsromaner – der låner af dagbogens autenticitet.«

Og det er netop den autenticitet, der knytter sig til dagbogen, der gør den til noget særligt som genre: »Det er klart, at når der står dagbog, forventer vi at komme rigtig tæt på det autentiske liv. Vi forventer, at det er sandt« siger Poul Behrendt og uddyber: »Det er jo det, at vi kommer til stede i nogle af de dagligdagssituationer, vi ellers aldrig kommer i nærheden af. Dagbogen bringer dig ind i en grad af nærvær, som man ellers ikke har adgang til.«

Samtidig er det ifølge Hans Hauge et spørgsmål om, at kunsten konstant møder et krav om at skulle finde på noget nyt. En måde at forny sig på bliver da at vende tilbage til en glemt genre. Og fra at skulle være ærlige over for Vorherre skal vi nu være ærlige både over for os selv og offentligheden.

Fascinationen af dagbogsgenren skyldes dog også, at vi er trætte af fiktion, mener Hans Hauge: »Det her foregiver at være den ægte vare. I et samfund, hvor alt er blevet fiktionalisme, dramatiseret eller iscenesat, har det givet litteraturen en chance for at være det modsatte. Nemlig det, der er ægte og autentisk.«

Egentlig er det ikke noget nyt, at litteraturen sladrer om sine omgivelser. Da Tom Kristensen i 1929 udgav Hærværk var der også stor furore. Mange fra datidens avismiljø synes i bogen at kunne genkende sig selv – eller en karikatur af sig selv. I mellemtiden er der så blevet skrevet hyldemeter af nøgleromaner, hvis karakter, kan genkendes fra virkelighedens gader og stræder. Men nu er noget alligevel ved at ændre sig i sladderens anatomi.

»Nu tager man den ægte vare frem, og så lader man være med at smøre et lag fortælling, fiktion eller narration ovenpå. Det er råmaterialet, man publicerer i stedet for det færdige værk.« siger Hans Hauge. Ifølge Martin Glaz Serup, skal man dog ikke glemme, at forfattere altid er forfattere: »Man skal ikke undervurdere forfatteres selvbevidsthed i forhold til, når de skriver dagbøger eller breve. De ved godt, at hvis de er heldige, så bliver de udgivet.« siger Glaz Serup

Den opmærksomme læser vil genkende nogle af betragtningerne fra diskussionen om Karl Ove Knausgårds mammutværk Min Kamp. Knausgård og Noréns bogprojekter har, ifølge Poul Behrendt, da også det til fælles, at de begge skyer fiktionen, og derfor begge får et aktuelt og sensationelt offentligt liv ved at handle om faktiske levende eller døde mennesker. Forskellen består i deres tilgang til tingene: »Den indadvendte, der iklæder sig den tilbageskuende historie, og den udadvendte, der afskyer fortællingen, og derfor tager dagbogens øjebliksindtryk på sig,« påpeger Behrendt og gør opmærksom på, at forholdet mellem Knausgård og Nóren har paralleller til forholdet mellem de to franske forfattere Marcel Proust, der udgav storværket På sporet af den tabte tid og hans kollega, nobelpristageren André Gide: »Proust skriver den store retrospektive fortælling, hvor han prøver at komme på sporet af den tabte tid, mens Gide afskyede den form for indadvendt retrospektion. Han skrev dagbøger og offentliggjorde dem, mens han levede.«

Socialt selvmord

Litteraturen er dog intet helle for det sociale. Og som Nóren – og andre før ham – har måttet erkende, har det konsekvenser, at lade verden vide, hvor dum den er. En af de mest skandaleombruste forfattere i nyere tid er østrigske Thomas Bernhard. Bernhard – der ligesom Lars Nóren også var dramatiker – gjorde det til et projekt for sit forfatterskab at bide det etablerede Østrig i dets lidt for konservative haser. Landets manglende opgør med dets nazistiske arvegods og et generelt had til det etablerede kulturmiljø, han i en årrække selv var en del af, var i høj grad det brændstof, Bernhard skrev sine bøger på, hvilket belønnede ham med et liv i isolation.

Forfatter og oversætter af Thomas Bernhard René Jean Jensen gør opmærksom på, at hvor indædt vreden end føles, er vrede og aggression på skrift altid en konstruktion. »Noget, der er arbejdet frem på den ene eller den anden måde,« siger han.

Uanset karakteren af Bernhards vrede, lever han i dag et – selv for en afdød – bemærkelsesværdigt stille liv i Østrig. René Jean Jensen fortæller, at hvis man tager til Østrig i dag, virker det, som om østrigerne stadig forsøger at dysse Bernhard ned, og at ingen gør helhjertet indsats for at sætte fokus på en forfatter, omverdenen regner som en af nationens største.

Da romanen Træfældning udkom, blev der nedlagt fogedforbud mod den, idet Bernhards tidligere venner på kulturparnasset blev omtalt ganske ufordelagtigt – og i øvrigt var ganske let genkendelige. Værre var det, da Bernhard opsatte stykket Heldenplatz, der handler om Østrigs indlemmelse i Nazityskland. »Østrigske skatteborgere brokkede sig over, at deres skattepenge skulle gå til sådan en ’redepisser’ og der var store demonstrationer og opfordringer til at storme scenen.« fortæller René Jean Jensen.

Det er svært at pege på en forfatter i Danmark, der har afstedkommet samme opstandelse. Ligesom vi, ifølge Martin Glaz Serup, ikke har nogen dansk litterat, der skriver ligesom Lars Nóren. Men hvis vi kigger ud over litteraturen, er den udleverende, provokerende og umiddelbart selvdestruktive stil dog ikke fremmed for os. Nogle vil huske billederne af filminstruktør Nicolas Winding Refn, der i selskab med Mikael Bertelsen og Mads Brügger for åben skærm i tv-programmet d. 11. time satte sig for at lade den danske filmverdens skeletter få liv på skærmen. Efterhånden som interviewserien skred frem måtte den – på daværende tidspunkt – kriseramte danske filminstruktør dog sande, at der nok var flere skeletter i hans eget skab end i filmbranchens.

I USA kender man tendensen fra f.eks. forfatteren Truman Capotes Answered Prayers og filmproducenten Julia Phillips skandalebiografi You’ll Never Eat Lunch in This Town Again, der i 1991 satte Hollywood på den anden ende. For som i tilfældet med Thomas Bernhard skal der to til at skabe skandale. Et samfund, der gider at forarges, og en, der gerne vil forarge.

I romantisk litteratur er forfatteren ofte en særlig skabning, som gerne dyrker en forfatteridentitet, der er uafhængig af eller ligefrem står i opposition til det omkringliggende samfund. Og ifølge Hans Hauge er den genfundne dagbogsromanen også en del af en tilbagevenden til romantikkens store følelser: »Jeg mener, det er en slags nyromantik. Det er digteren selv, der står frem. Og beskriver sine følelser, som de er. I gamle dage ville man jo skrive om, hvor ked af det man er, og så putte det ned i en skuffe,« siger han.

En markant svensk skikkelse fra fortiden spøger da også i Nórens projekt: »Nóren går i Strindbergs fodspor. Det er et spørgsmål, om at stå ensomt, men stærkt. Og så er det jo et spørgsmål om, at det, der skaber en dagbog af den karakter, er sammenstødet i øjeblikket. At den er udgivet umiddelbart, efter den er skrevet.«

Det passer da ifølge Hans Hauge også forfatterrollen godt at stå udenfor, og han gør opmærksom på, at Knausgård et sted skriver, at sandheden netop er asocial:

»I det sociale liv siger man jo ikke, hvad man mener. Det kan man derimod i dagbogsromanen. Her er der lige pludselig nogen, der sender en bog ud og bryder med de konventioner om, at der er ting, vi undlader at sige, og mennesker, vi undlader at nævne,« siger han.

Modtagelsen af Lars Nórens nye dagbøg var – som artiklens indledning implicerer – umiddelbart sladderorienteret. Nóren har dog efterfølgende formået at få anmelderne op på mærkerne, noterer Poul Behrendt sig efter at have læst de svenske anmeldelser:

»Anmelderne gør sig helt ekstremt umage. Det er rene kunstværker at læse. Måske fordi de er bange for at optræde i næste bind.«

Mens anmelderne må være på stikkerne for ikke at risikere selv at blive spiddet i en af Nórens dagbogsudgivelser, kan almindelige læsere selv vælge, om de vil læse dagbøgerne som sladder eller litteratur. Dagbogen som personligt udtryk er dog svær at ignorere: »Der er den her læsestrategi, som også har været gældende med Knausgård. Ved siden af at læse det som en roman eller som litteratur, så er det også et samtidsdokument, et subjektivt vidnesbyrd. Om et menneske, der lever under disse helt specifikke samfundsmæssige omstændigheder, lige her og nu« siger Martin Glaz Serup.

At også Lars Nóren har sine strategier, når han skriver dagbog, vidner et møde i professionel sammenhæng med journalist Anneli Dufwa fra Sveriges Radio om. Godt nok kunne Duwfa ånde lettet op, da hun senere læste om mødet i Nórens dagbog. Nóren havde intet ondt skrevet om hende. De øvrige omstændigheder omkring mødet kunne hun dog overhovedet ikke genkende. En forfatter holder aldrig fri.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her