Læsetid: 6 min.

Kampen om billederne

Tusindvis af krigsbilleder strømmer over grænserne og ind i aviserne, senest fra konflikten i Syrien. Men de fleste billeder er taget af amatører og parter i konflikten og bliver brugt til at manipulere med, mener en ekspert i krig og fotografi. Fotoredaktører har svært ved at tjekke al materialet, men de stoler på billedbureauerne
Da der i sidste måned blev brugt kemiske våben ved et angreb på Damaskus-forstaden Gouta i Syrien, blev billederne af de døde børn brugt som et argument for en militær intervention i landet.
24. september 2013

Henvendt til kameraet holder en sørgende mand den slatne krop af et barn. Det er højst sandsynligt en pige. Skjorten er trukket op, munden er let åben, håret er pjusket. Hun er uden tvivl død. Men alligevel tæt nok på livet til, at man kan forestille sig, at hun måske spærrer øjnene op, vrider sig fri af søvnen og løber ud og leger igen.

Billedet er fra Syrien og viser konsekvenserne af et angreb med kemiske våben. Det indgår i en samling af videoer, der blev vist til det amerikanske senats efterretningsudvalg den 5. september. I en tale til nationen refererede præsident Barack Obama til de videoer. Med samme kropsholdning imiterede Obama, at han holdt et dødt barn i armene. I samme vendinger talte han om en mulig intervention i Syrien.

»Krigsbilleder er blevet et værktøj til at advokere for noget. Hvis du siger noget, så skal du tjekke det for at være sikker på, at det er sandt. Men vi tror, at fotografier er dokumentation, fordi det er et kamera. Så er det mere troværdigt. Men alt, der er uden for billedet, kan være vigtigt, og det kan være udeladt med vilje for ikke at vise andre ting eller for at fremprovokere en reaktion,« siger Fred Ritchin, der er professor i fotografi og billedredigering ved New York Universitys Tisch School of the Arts. Han har beskæftiget sig med krig og fotografi de seneste 20 år.

Hvert andet minut bliver der taget lige så mange billeder, som der blev taget i hele det 19. århundrede. Tusindvis kommer lige nu fra krigen i Syrien, men de færreste er taget af professionelle fotografer, og medierne har svært ved at overskue mængden og motiverne bag.

Troværdighed

Inden billederne fra Syrien ender i avisspalterne, har de været igennem en form for sorteringsmølle. For langt de fleste billeder, som dagbladene bruger, kommer fra billedbureauer som Scanpix, og Scanpix får deres billeder fra internationale billedbureauer – blandt andet det franske AFP og det britiske Reuters.

Hos både Scanpix og forskellige fotoredaktører bliver man nødt til at have stor tillid til, at de billeder, som Reuters distribuerer videre, er troværdige.

Berlingskes billedchef, Søren Lorenzen, ser også, at billedmaterialet er domineret af amatører og parter i krigene. De fleste billeder, han får ind, er optaget med private menneskers mobiltelefoner eller af kæmpende enheder, men han sætter sin lid til billedbureauerne og kan selv tjekke billederne efter i photoshop.

»Det er rigtigt, at der kan være mange motiver bag billederne, men der har vi den antagelse, at det billede, der kommer ud, har en vis troværdighed og trods alt afbilder noget, der er foregået. Men vi er generelt opmærksomme på problemstillingen,« siger han.

Ligesom Søren Lorenzen gør Informations fotoredaktør, Sigrid Nygaard, sig mange overvejelser, inden hun bruger et billede fra krigen i Syrien. Hvor er billederne taget? Er de taget af oprørsstyrker, og hvad er konteksten? Hun kan sammenligne med andre billeder og bruge sit kritiske blik, hun stoler ligesom Søren Lorenzen også på billedbureauerne.

»Det er enormt svært, for jeg ved jo ikke, hvilken fotograf der står bag. Hvad hans eller hendes motiv er, og om teksten, jeg læser, er rigtig i forhold til billedet. Der er vi som avis nødt til at stole på, at det vi får igennem vores billedbureauer, er korrekt. Jeg er nødt til at stole på, at der i de led, et billede skal igennem, sidder nogle folk, der prøver at vise mig det hele billede og ikke kun dele af det,« siger Sigrid Nygaard.

»Vi skriver hvilket billedbureau, vi får det fra – f.eks. Scanpix – og fotografens navn. Så er det ligesom dem, der hæfter for det. Men vi giver ikke yderligere informationer. Det kunne godt være, man burde overveje at gøre det,« siger Sigrid Nygaard.

To slags billeder

Af hensyn til sikkerheden for Reuters’ medarbejdere, der arbejder i Syrien, vil de ikke udtale sig om, hvilken slags billeder de får ind, hvordan de vælger ud, og hvordan de tjekker billederne.

Hos Scanpix, der er ejet af Berlingske Media, opererer man med to typer af billeder. Den ene er hand outs, som er udleveret af organisationer eller officielle institutioner. I krigen i Syrien kan det f.eks. være Syrian Arab News Agency (SANA), der offentliggør officielle billeder af præsident Bashar al-Assad. Det er de færreste billeder, der er hand outs.

Den anden type er billeder, hvor Reuters garanterer, at det er deres fotograf eller nogen, de samarbejder med i Syrien, der har taget det. En såkaldt stringer. Det kan f.eks. være civile, der tilfældigvis var ved episoden, eller lokale fotografer. De er næsten altid anonyme. I konflikter som den i Syrien vil billederne ofte komme fra en stringer.

Men de billeder, der er taget af en stringer og givet videre til billedbureauerne, er også partsbilleder, som man skal være opmærksom over for, mener Fred Ritchin.

»De fleste billeder og videoer, der florerer på internettet og i aviserne, er partsbilleder. De er taget af enkeltpersoner, der mere eller mindre tilfældigt var på stedet, eller af grupper i konflikten – oprørerne eller Assads regime. De fleste vidneudsagn kommer fra folk, der prøver at få et budskab ud eller manipulere med medierne,« siger Fred Ritchin.

Selv om man hos Scanpix ikke kan tjekke, om et billede viser en iscenesat situation, anser man – ligesom Berlingske og Information – Reuters for at være meget troværdig.

»Det er nøjagtig den samme situation med alt, hvad vi arbejder med. Vi bliver nødt til at have tillid til dem, vi arbejder med. Specielt de amerikanske bureauer er troværdige. Der bliver du altså fyret, hvis du har påvirket situationen,« siger Heine Pedersen, der er redaktionschef hos Scanpix.

Billedinflation

Udbuddet af billeder og mangfoldigheden i fotograferne bag er steget voldsomt i takt med opblomstringen af internettet. Folk i hele verden har smartphones og adgang til internettet med kanaler som YouTube, Twitter, Facebook og Instagram, og det har gjort det nemmere at fremme budskaber og manipulere diskursen, men amatørbillederne kan også blive en stor gevinst, mener Fred Ritchin.

»Vi har brug for begge dele. Både de såkaldte civile journalister og professionelle journalister. Men vi har endnu ikke et system, der kan finde ud af, hvordan vi skal smelte de her to ideer sammen.«

Ifølge Fred Ritchin er der en medierevolution i gang, men medierne følger ikke med. Alle prøver stadigvæk at være med i den 24 timers kørende mediestrøm, hvor alle vil være først med alting. Men medierne skal være sorteringsmaskiner, der vælger det vigtige ud for folk, tilbyder en kontekst og forklarer.

»Medierne kan ikke længere bare lægge det i folks hænder, for det gør YouTube også. Gennem crowdsourcing og civiljournalistik er der i dag meget mere viden til rådighed. Hvis man lader folk kommentere billederne eller lader dem vise deres egne og tillader læseren at deltage, så har du adgang til mange flere lag af mening. Ved at kombinere fagfolks synspunkter med parternes får man meget mere nytte ud af billederne,« siger han.

Fred Ritchin nævner et projekt på The New York Times’ onlineavis, der hedder ’Watching Syria’s War’, som et eksempel på, hvordan medierne kan udnytte det kaotiske udbud, der er.

Her bliver der løbende lagt videoer op fra krigen i Syrien. Af pårørende, syriske flygtninge, oprørsgrupper, aktivister. Alle parter i konflikten. Men de får ikke lov at stå alene. Hver video bliver sat i kontekst og beskrevet. Når man klikker ind på materialet, er der en tekst til videoen, og der dukker tre bokse op: ’Hvad vi ved’, ’hvad vi ikke ved’ og ’andre videoer’. Nedenunder er der vist, hvilke tweets, der relaterer sig dertil.

Liam Stack, der er redaktør på projektet siger blandt andet i en video, der introducerer ideen:

»Bashar al-Assad har forhindret de fleste journalister i at komme ind i landet. Så videoer, der bliver uploadet af amatører, har aldrig før været så betydningsfulde for, hvordan en konflikt bliver forstået. ’Watching Syria’s War’ prøver at give mening til videoerne.«

»Det er blevet en kamp om billeder. Men det gode er, at det ikke kun er nogle få mennesker, der sætter dagsordenen længere. Det er mange mennesker,« afslutter Fred Ritchin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu