Interview
Læsetid: 10 min.

En kriminalfilms anatomi

’Hvad er det for mekanismer, der går i gang, når man sætter et menneske under ekstremt pres? Hvem lægger sig ned og dør, og hvem slås,’ siger Mikkel Nørgaard, der har instrueret ’Kvinden i buret’, der har premiere i næste uge
Mikkel Nørgaard har instrueret ’Kvinden i buret’, der er baseret på Jussi Adler-Olsens populære kriminalromaner om den livstrætte kriminalassistent Carl Mørck, der efter en skudepisode bliver sat til at gennemgå gamle, uopklarede sager.

Tor Birk Trads

Kultur
26. september 2013

På den ene væg i Mikkel Nørgaards store kontor i Filmbyen i Avedøre hænger en opslagstavle med en masse billeder og snore trukket mellem nogle af billederne. Det minder om en af den slags opslagstavler, man kan se i film, hvor en politimand er i gang med at opklare et mord og derfor har hængt alle sagens akter og billeder af de mistænkte op i et forsøg på at afdække skjulte sammenhænge og tjekke alibier.

Men Mikkel Nørgaard er filminstruktør, ikke politimand, og tavlen er ikke et ’murder board’, men et ’mood board’, hvor han sammen med sin scenograf, Rasmus Thjellesen, har prøvet at finde ud af, hvordan filmen, de skulle lave sammen, skulle se ud.

At der så er tale om en kriminalfilm, Kvinden i buret, den første af flere planlagte filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens storsælgende kriminalromaner, er blot et tilfælde.

»Det er lidt sjovt,« siger Mikkel Nørgaard og går hen til tavlen, der blev etableret meget tidligt i processen, før manuskript til filmen overhovedet var skrevet.

»Jeg synes faktisk, at det er blevet den film, som hænger her på tavlen. Farver, stemning, atmosfære – vi er kommet i mål med mange af de ting, vi gerne ville.«

En varmere tone

Kvinden i buret, der har manuskript af Nikolaj Arcel, handler om den livstrætte kriminalkommisær Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas), der efter en skudepisode bliver sat til at gennemgå gamle, uopklarede sager. Det er meningen, at Carl og hans nye makker, Assad (Fares Fares), blot skal skrive et notat om hver af sagerne, men da de gennemgår sagen om en ung politiker, Merete Lynggaards (Sonja Richter), forsvinden og formodede selvmord, er der noget, som ikke stemmer. Sammen begynder de at grave i sagen, og en mere grusom sandhed kommer for dagen.

Mikkel Nørgaard peger på billederne på opslagstavlen. De forestiller blandt andet Carl Mørcks hjem og det plejehjem, som Carl og Assad i filmen besøger som et led i opklaringsarbejdet.

»Rasmus og jeg bruger tavlen til at finde ud af, hvad fanden det overhovedet er, vi laver. Hvordan skal det se ud? Hvad er det, vi har lyst til? Vi ville gerne undersøge en anden side af den der ’scandinoir’, som har kørt i 10 år, og som har en lidt kølig tone. Lidt glas og lidt stål og lidt blåt, hvis man skal generalisere. Der skulle være en varmere tone i Kvinden i buret, en anden stoflighed. Vi kunne godt lide mursten, mapper, træ, stof, gyldne ting, noget, man kunne røre ved, tekstur, overflader af læder og træ, noget, der var varmt, frem for det klassiske, kolde og de rene linjer. Vi prøvede at lave noget, som havde et andet udtryk, men som stadigvæk tog udgangspunkt i, hvor vi nu engang bor.«

Hammershøi og Hopper

Tavlen og arbejdet med det visuelle udtryk har også tjent som oplæg til, hvordan hovedpersonerne i Kvinden i buret, især Carl Mørck, en indadvendt skilsmissemand, som man før har set på film, skulle skildres.

»Vi var inspireret af Hammershøi og Hopper og forestillede os, at hans hjem skulle bære præg af, at der er nogen, som har forladt ham, og de har taget nogle ting med sig,« siger Mikkel Nørgaard.

»Han er blevet tilbage med det, der var tilbage, han har ikke gjort noget for at ændre på det. På den måde undersøgte vi karakteren, og hvordan han så ud. Han er en mand, der er alene. Jeg bruger det visuelle udtryk til at finde ud af, hvem karakteren er. Jeg talte meget med Eric Kress (filmens fotograf, red.) og Rasmus Thjellesen om, at vi skulle tage vores ansvar som fortællere tilbage. Det skulle ikke bare være historien og spillerne, der skulle bære det hele for os. Hvis vi sætter Kaas i den rigtige stemning, så har vi hjulpet ham til den følelse, vi gerne vil have, at han viderebringer til publikum. Hvis vi placerer ham i det rigtige rum, kommer det også til at påvirke publikum. Det er ikke stor videnskab, men det er et element, som amerikanerne er fantastiske til at arbejde med.«

Noget helt andet

Til højre på opslagstavlen hænger billeder af en lettere usoigneret og slidt Clive Owen i Children of Men og The International og af Claire Danes i Homeland og Nicole Kidman i Tolken. Igen handler det om inspirationskilder til personerne, denne gang både Carl Mørck og Merete Lynggaard – hvis historie man også får fortalt i Kvinden i buret – forklarer Mikkel Nørgaard.

»Der er ikke skrevet et ord, da de her billeder bliver hængt op, så det er også et forsøg på at finde ud af, hvordan Carl ser ud. Han skal have skjorte og jakke på. Men hvordan har han skjorte og jakke på? Han bærer uniform, men den er på en eller anden måde slidt. Nicole Kidman og Claire Danes hænger her, fordi jeg ledte efter en kvindetype, som både havde styrke, men som også havde noget skrøbeligt indenunder. En politiker, som udadtil var i stand til at få tingene gjort og skabe de nødvendige resultater, men hvor man også kunne mærke, at der var noget bag facaden, en hemmelighed, en historie.«

Da Mikkel Nørgaard af sin producer, Louise Vesth, blev spurgt, om han sammen med Nikolaj Arcel havde lyst til at kaste sig over Jussi Adler-Olsens bøger og forvandle dem til film, sagde han hurtigt ja. Han ville gerne prøve noget nyt. Bortset fra at instruere et par afsnit af tredje sæson af Borgen har Mikkel Nørgaard tilbragt de seneste adskillige år af sit liv som Casper Christensen og Frank Hvams kreative sparringspartner på og instruktør af tv-serien Klovn og Klovn the Movie.

Større ambitioner

»En af de ting, jeg savnede som instruktør, var at få lov til det her stykke forberedende arbejde,« siger Mikkel Nørgaard.

»Jeg talte meget med Louise om, at vi skulle sætte tid af til at lave det arbejde for at finde ud af, hvor meget det kunne tilføre og påvirke filmen. Jeg var meget spændt undervejs på at finde ud af det, og så er det sjovt at se på det nu, fordi det har faktisk præget det meget. Vi har virkelig taget stilling til hver eneste kulisse.«

Det er nødvendigt, når man laver genrefilm. Det er en tradition, hvor publikum har forventninger til det visuelle og stilistiske, fordi det er med til at skabe spænding, mener instruktøren. Desuden er der gennem de seneste 10 år blevet lavet så mange succesfulde krimier på både tv og film i Skandinavien, at man må have andet og mere at komme med, hvis man skal lokke folk i biografen.

»Hvad fanden det så end kan være – en stemning, noget lidt større, mere tid nogle steder, mere ekstremt andre steder,« siger Mikkel Nørgaard.

»Der er ikke nogen tvivl for mig om, at historien og karaktererne er det vigtigste. Men hvis man laver en genrefilm og forsøger at hæve barren, så er man nødt til at have det visuelle udtryk og atmosfæren med, og dertil kommer selvfølgelig også lyden og musikken. Og fordi Jussis bøger har solgt godt, også i udlandet, har vi haft flere penge, end vi normalt ville have til at lave en dansk thriller, og det betød, at vi kunne tillade os at være lidt mere ambitiøse.«

Tryghed i fortællingen

Men hvad gør ellers efter Mikkel Nørgaards mening en god kriminalfilm eller en god thriller – ud over at den selvfølgelig skal være spændende?

»Det, at den er spændende, er udgangspunktet,« siger instruktøren, der først læste bogen og siden sammen med Nikolaj Arcel brugte meget tid på at tale om filmen, strukturere historien og finde ud af, hvilke elementer der skulle ud, inden Arcel gik i gang med at skrive manuskriptet.

»Hvis ikke den er spændende, er man fucked. Det skal den være. Jeg siger ikke, at det er nemt, men historiens struktur og det, at den er spændende, er rygraden i filmen. Det er faktisk det, man bruger flest kræfter på, når man skriver manuskriptet, fordi det er så svært. Når man så har det på plads er der tryghed i ens fortælling, og det skaber tryghed hos publikum – jeg kender det selv, når jeg sidder i biografen og tænker, ’det virker, som om de har styr på sagerne.’ Så kan vi begynde at sige: ’Hvad er det så, vi vil med den her historie, hvad er fortællingen?’«

Men ellers kan en god thriller ifølge Mikkel Nørgaard være mange ting,

»Den kan være bestialsk, den kan være rørende, det kan være en kærlighedshistorie – som den argentinske Øjnenes hemmelighed, som jeg er meget inspireret af. Jeg har også tænkt på Blade Runner og Harrison Ford i forhold til Carl. Jeg har hentet inspiration mange steder.«

Mennesker under pres

Instruktøren forklarer, at hans vej ind i historien var venskabet mellem Carl Mørck og Assad. På sin opslagstavle havde instruktøren i lang tid en seddel hængende, hvorpå der stod ’becoming of a friendship’ – det var undertitlen på Kvinden i buret.

»Det handler om en mand, der har mistet det meste,« siger han.

»Ikke i kraft af den skududveksling, vi ser i begyndelsen af filmen, men over de seneste fem-ti år. Han har mistet sin kone og sit liv, og skududvekslingen er i virkeligheden bare dråben. Nu sidder han alene tilbage og kan vælge at gå i hundene eller forsøge at rejse sig op og gøre en forskel. Han vælger at rejse sig op, men han er en enegænger og ikke interesseret i det sociale, hvorfor han skubber mennesker fra sig. Så møder han et andet menneske, Assad, som har et helt andet livssyn, og de accepterer hinanden, som de er, hvilket er enormt smukt.«

Carl Mørcks beslutning om ikke at give op spejles i Kvinden i buret i Merete Lynggaards historie. Det handler om overlevelse for dem begge, siger Mikkel Nørgaard.

»Hvad er det for mekanismer, der går i gang, når man sætter et menneske under ekstremt pres? Hvem lægger sig ned og dør, og hvem slås? Derfor blev det for mig på flere forskellige planer en film om overlevelse. Vi oplever alle sammen udfordringer i løbet af vores liv, vi bliver alle ramt af modstand – Meretes er bare i en mere ekstrem udgave.«

Det menneskelige lag

Jussi Adler-Olsens kriminalromaner er populære i Danmark, og mange mennesker vil have læst Kvinden i buret, når de går i biografen for at se filmudgaven. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan gøre filmen interessant også for dem. Det kan man godt, siger Mikkel Nørgaard. Det drejer sig ikke mindst om at fokusere på historiens menneskelige aspekter.

»Hvis man skal være hård, kan man spørge, hvor spændende opklaringen egentlig er? Så er den heller ikke mere spændende. Det er det menneskelige lag, der driver fortællingen. For mig er det ikke så interessant, hvem der har gjort det, men mere hvorfor de har gjort det. Det er sjovt at se Forbrydelsen, hvor man i hvert afsnit peger på en ny mistænkt, og det gør man så i 10 afsnit i træk. Det er god underholdning. Det fungerer. Men det bliver en gimmick, fordi man ved, at den skyldige ikke er ham, de peger på i tredje afsnit, fordi der er syv afsnit tilbage. Arcel og jeg sagde fra begyndelsen, at vi ikke ville lege legen, hvor vi peger på forskellige mennesker og skaber spænding på den måde. Carl og Assad kører sådan set snorlige i samme spor i deres efterforskning af sagen. For mig handlede det om, at vi skulle dybere og dybere ned i det spor, og så kommer der nye og forhåbentlig overraskende lag på. Forhåbentlig interesserer publikum sig for den menneskelige rejse – ind i Carl, ind i Assad, ind i Merete. Hvem er de her mennesker? På den måde tror jeg, at både de, der har læst bogen, og de, der ikke har læst bogen, får noget med sig hjem.«

Hvorfor er der nogle film, man godt gider se igen, spørger instruktøren, der allerede er i gang med film nummer to, Fasandræberne, og nævner Seven og Silence of the Lambs som eksempler på thrillere og kriminalfilm, man gerne vil se flere gange.

»Jeg ved, præcis hvordan de ender, og i slutningen af Seven får jeg ikke det samme chok som første gang, men jeg bliver stadigvæk påvirket. Igen er jeg fulgt med karaktererne ind i deres verden. Det var målet med Kvinden i buret.«

’Kvinden i buret’ har premiere den 3. oktober og bliver anmeldt her i avisen

Tirsdag den 1. oktober inviterer Information til forpremiere på ’Kvinden i buret’ og et møde med Mikkel Nørgaard og Nikolaj Lie Kaas i Grand Teatret i København. Læs mere på ishop.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her