Læsetid: 5 min.

’Det er ligegyldigt, om man er otte eller 80’

Hvad skal vi bruge brætspil til? Det forsøgte Information at finde ud af torsdag eftermiddag i en gymnastiksal i København, hvor den danske brætspilbranche var samlet for at diskutere og spille spil og uddele priser til de bedste brætspil, der er udgivet i Danmark gennem det seneste år
Torsdag var der priser til de bedste brætspil, der er udgivet i Danmark i det seneste år, og så kunne publikum bl.a. opleve foredrag fra et par af de helt store i spilverdenen.

Sara Galbiati

14. september 2013

»At spørge om, hvad vi skal bruge brætspil til, svarer til at spørge om, hvad vi skal bruge litteratur til.«

Richard Garfield ser lidt fortørnet på mig.

»Det handler om at fortælle historier, om at lære os selv og vores børn at begå sig i verden, udvikle sociale kompetencer og finde ud af, hvordan man arbejder sammen. Uden at det selvfølgelig føles så pædagogisk, men er både sjovt og underholdende.«

Amerikanske Garfield er, får jeg at vide, lidt en af en rockstjerne i brætspilverdenen (Matador og Ludo er to af de kendteste brætspil). Han er manden bag det uhyre succesfulde samlekortspil Magic: The Gathering, og han har lige vundet en Guldbrik for Årets Familiespil med King of Tokyo, der beskrives som et »udfordrende remix af Yatzy på tværs af alle generationer«.

Garfield er i Danmark sammen med sin tyske kollega og konkurrent, Reiner Knizia, en anden af brætspilverdenens store skikkelser, der har udviklet dusinvis af populære spil, blandt andre Amun-Re, Lord of the Rings og Lost Cities, og som snart kommer med et brætspil baseret på bøgerne om De Tre Detektiver.

Diskussion og prisuddeling

Jeg møder de to spilstjerner til den årlige Spilbar og Guldbrikken-uddeling, hvor den danske brætspilbranche – den er ikke så stor – samles for at diskutere og spille spil, vise hinanden, hvad de arbejder på, og uddele priser til de bedste brætspil, der er blevet udgivet i Danmark i det forgangne år. Både Richard Garfield og Reiner Knizia holder i løbet af Spilbar foredrag for de danske spildesignere – Garfield om at finde balancen i et spil, Knizia om udviklingen i og fremtiden for brætspil – og ca. 250 mennesker fylder et stort, gymnastiksalslignende lokale på Akademiet for Utæmmet Kreativitet, der ligger lige ved Enghave Station i København.

Temperaturen er ved at nå kogepunktet i det dårligt ventilerede lokale, men folk følger opmærksomt og engageret med i først Garfields og siden Knizias foredrag, og bagefter stiller mange op i kø for at få de to herrers autografer på medbragte spilæsker.

Byggesten til stærk branche

Udenfor bliver der trænet parkour, kørt på skateboard og spillet bold. Indenfor, langs væggene i den store sal, har 14 håbefulde spildesignere lagt deres spil frem på små borde, og folk stimler sammen for at få mere at vide og selv prøve spillene. Her er nok flest drenge og mænd, men her er faktisk også temmelig mange piger og kvinder.

En ung mand er ved at forklare, hvordan man spiller hans cykelspil, Flamme Rouge, hvor spillerne ved at trække kort fra to bunker, de hver har liggende foran sig, bestemmer løbets karakter og får deres cykelryttere, sprintere og rouleurs, til at bevæge sig rundt på brættet.

Det er svært at leve af at lave brætspil i Danmark – markedet er for lille – og ligesom formentlig de øvrige spildesignere i lokalet håber manden bag Flamme Rouge, at han kan finde købere til og distributører af sit spil på efterårets store spilmesse i Essen i Tyskland. Jeg løber ind i Jan Neiiendam, en af arrangørerne af Spilbar og leder af Computerspilzonen, der hjælper danske spilproducenter med blandt andet forretningsudvikling og vidensdeling. På Spilbar er det kulturelle dog i forgrunden.

»Det handler om begejstringen, passionen og glæden ved noget, vi alle elsker. Den her pow-wow skal være en byggesten til en stærk spilbranche, og vi har flyttet fokus fra computerspil til interaktion og det, at vi spiller sammen. På den måde er det nemmere at tiltrække talent,« siger Jan Neiiendam, der er stolt af, at så mange mennesker deltager i årets Spilbar.

Social interaktion

Da den officielle del af Spilbar er forbi, og inden uddelingen af Guldbrikken går i gang, får jeg trængt Thomas Vigild op i et hjørne. Han er spilekspert, spilanmelder og medarrangør af Spilbar og prisuddelingen, som han også er juryformand for. Og jeg beder ham forklare, hvad vi overhovedet skal bruge noget så analogt som brætspil til i en verden med computere, smartphones og tablets.

»Med brætspil bliver vi udfordret på nogle andre måder, end vi er vant til, og det viser nogle andre sider af os selv,« siger han.

»Når man køber et brætspil, køber man en stemning eller en situation, og det kan enten være et samarbejdsspil eller et konkurrencepræget spil. Uanset hvad er det okay at sidde og kigge hinanden i øjnene og tænde et stearinlys, når man spiller brætspil. Det giver os mulighed for at snakke og være sammen på en anden måde.«

Og brætspillet har nogle fordele i forhold til computerspillet, mener Thomas Vigild.

»Det er lettere at gå i gang med, lettere at overskue, lettere at stoppe igen. Man ved nogle gange, hvornår spillet stopper. Det kan godt være svært med elektroniske spil, der kan fortsætte i uendeligheder. Og så har man den sociale interaktion, som er meget større i brætspil, fordi man har den fysisk i rummet. Man kan ikke på samme måde spille brætspil over nettet.«

Selskab og inspiration

Guldbrikken uddeles i år for femte gang, og Thomas Vigild forklarer, at formålet selvfølgelig er at skabe opmærksomhed omkring brætspil og at få nye spillere til at indse, at brætspillet kan noget, som f.eks. computerspil ikke kan, og samtidig åbne folks øjne for nye former for brætspil, så de ikke kun spiller klassikere som Ludo, Matador, Stratego og Risk. Da jeg efter uddelingen af årets guldbrikker – prisen er en ca. 20 cm høj og åbenbart ret tung Ludo-brik i guldfarvet metal – taler med Reiner Knizia, beder jeg også ham definere, hvad det er brætspil kan i forhold til de mange andre underholdningstilbud, der kæmper om vores opmærksomhed.

»Brætspil skiller sig ud, fordi det samler forskellige generationer,« siger Knizia.

»Det er ligegyldigt, hvor gammel man er, om man er otte eller 80, man morer sig og er på samme niveau i spillet. Man forbruger heller ikke bare passivt, man deltager aktivt, og man kan afprøve mange nye ting, opleve mange nye ting, og man får feedback. Hvis jeg befinder mig i en social sammenhæng som f.eks. et brætspil, og jeg opfører mig asocialt, så får jeg en reaktion med det samme, og det kan jeg lære af. Man lærer også folk godt at kende, når man spiller brætspil. Det giver os mulighed for at more os sammen. Et godt brætspil er et forum, hvor jeg kan blive inspireret i selskab med andre mennesker.«

Læs mere om Guldbrikken og årets vindere på guldbrikken.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu