Læsetid 4 min.

En lille skid med normaloptik

Der er rigtig meget Paris i Museumsbygningen på Østerbro; et Paris, der ikke findes mere. Forfatteren Jens Christian Grøndahl skriver om den danske fotograf Viggo Rivad
En ung pige ved sin altandør i Paris, formodentlig i sidste halvdel af 1940’erne.

En ung pige ved sin altandør i Paris, formodentlig i sidste halvdel af 1940’erne.

Viggo Rivad
18. september 2013

En dreng og en pige i syvårsalderen er lige nået op ad en stentrappe; de holder hinanden i hånden, man ser dem nedefra, og bag deres nakker og smalle skuldre genkender man bjælkerne og de støvede ruder i tagkonstruktionen over Københavns Hovedbanegård.

Billedet må være taget i 50’erne, deres tøj tyder på det, men også de sorthvide toner, fotografiets blødt grynede slør af fortid. Standset og fikseret, så et for længst passeret øjeblik dog kan være lidt længere om at forsvinde helt.

Fotografen er Viggo Rivad, og han er her endnu. Jeg mødte ham forleden, og mens vi talte sammen, fortalte jeg ham, at børnene på Hovedbanegården mindede mig om det berømte foto af Eugene W. Smith, også dét af en lille dreng og en lille pige, der går hånd i hånd gennem en skovtunnel af løv og grene, ud af mørket, ind i lyset. Smiths allusion til Hans og Grethe er hos Rivad afløst af en mere nøgtern og hverdagsnær poesi, men romantikken er den samme; blikkets evne til at pode sin kærlighed på det sete, fortrylle verden, så den bliver til at være i.

Talentfulde dansk generation

Jeg glemte at spørge Viggo, om han havde tænkt på Eugene W. Smith, da han tog sit billede, men det kan være lige meget. Under alle omstændigheder vidner dét og alle hans andre billeder om, at vi i Danmark har haft en generation af fotografer, der tidligt klikkede sig på den store efterkrigstradition i Europa og USA og i de bedste tilfælde kunne matche deres forbilleder.

Viggo Rivad udstiller for tiden på Østerbro i København sammen med en generøs buket af kolleger, levende og døde. Det sker i Museumsbygningen, et fint klassicistisk skrin, der er puffet ind mellem to karreer på Kastelsvej, et stenkast fra den engelske ambassade.

Det er fortrinsvis ældre fotografer, der hænger i de højloftede rum, og ud over at blive mindet om at også Danmark har sin fotografiske kanon, opdager den besøgende nogle iøjnefaldende fællestræk på tværs af de individuelle forskelle.

Det giver sig selv, at fotografiet er virkelighedsnært, ikke blot fordi det som regel er et stykke virkelighed, man indrammer med optikken, men også fordi lysets eksponering på film i sig selv er en fysisk proces, en berøring. Alligevel har fotografiet altid, siden sin begyndelse på stive, lakerede træben, trukket både på billedkunstneriske og litterære referencer. Jeg nævnte Smiths hentydning til Brødrene Grimm, og hos Krass Clement er man igen og igen omgivet af et Rilke-agtigt tusmørke, uanset tidspunktet på dagen.

Romantik og abstraktion

Op gennem det tyvende århundrede har fotograferne arbejdet med baggrund i den visuelle kultur, som deres aftryk efterfølgende blev en del af, og i Museumsbygningen fornemmer man århundredets dynamiske udveksling mellem romantik og abstraktion, allertydeligst hos den sære alkymist Eli Ponsaing, Danmarks fotografiske svar på Max Ernst.

I Bauhaus-hjørnet møder man Keld Helmer-Petersen med hans asketiske stilisering af urbane fragmenter, og i krydsfeltet mellem sjælfulde anelser og rigorøs modernisme finder man så forskellige fotografer som Kirsten Klein, der genopdager landskabet som sindsstemning, og Jesper Høm, der virtuost går på line mellem anekdoten og det rensede todimensionale udtryk.

Men de gamle drenge og piger har også noget andet til fælles. Det var efter krigen, og de skulle ud, ud at rejse. Dengang behøvede man ikke tage så langt for at møde eventyret; det begyndte allerede i Paris.

Der er rigtig meget Paris i Museumsbygningen; et Paris, der ikke findes mere undtagen på fotografierne fra dengang, byen selv bestod af trinløse gråtoner.

Viggo fortalte mig, at han tog derned første gang i 1947. Rejsen varede to døgn, Hamborgs banegård var en ruin, og de tyske børn stod og tiggede langs den tungt rullende vognstamme.

Livet under Paris’ broer

Da han efter nogle uger ikke længere havde råd til at bo på hotel, gik han ned til Seinen og spurgte de hjemløse under broerne, om han kunne sove hos dem. De lærte ham at klare sig, og sådan fik han den tid, det kræver at komme ind på livet af livet, så man kan få taget de billeder. Man må jo være der selv, og man må investere sit nærvær.

Det er en ydmyg metier, at fotografere. Det er noget, der foregår i øjenhøjde med motivet. Måske er det derfor, at Viggo i sine socialrealistiske reportager altid finder noget smukt i det triste eller bare almindelige, noget håbefuldt eller bare værdigt hos de ukendte, der lod ham komme tæt på. Med normaloptik, vel at mærke, aldrig tele. Han fortalte, at det egentlig handler om noget ret enkelt. Gå hen til folk og snakke med dem, interessere sig. Give hånd. Lade være med at rage op eller stikke ud. Han mener selv, at det er en ulempe, hvis man er for høj.

»Jeg er jo en lille skid. Mig er der sgu ikke nogen, der er bange for,« tilføjede han.

For et par år siden fik han brev fra pigen, der er nået op ad trappen til ankomsthallen på Hovedbanegården med en dreng i hånden. Hun havde set billedet et sted og genkendt sig selv og sin bror på tøjet. Hun boede i Reventlowsgade, og jeg fik ikke fat i, om Viggo mente, at hun boede der endnu. Lige bag banegården, nogle få skridt fra dén trappe. Det er også lige meget. På billedet er hun og hendes bror på vej alle steder hen. For altid.

Dét har Viggo og hans kolleger og kammerater vist os, at fotografiet kan. Gengive den altid begrænsede virkelighed med blikkets ubegrænsede tiltro, forhåbning, fantasi, eller hvad det nu er.

 

 

’La chambre claire’; Bror Bernild, Krass Clement, Keld Helmer-Petersen, Marianne Grøndahl, Jesper Høm, Marc Høm, Kirsten Klein, Tove Kurtzweil, Eli Ponsaing, Sten Møller Rasmussen, Viggo Rivad, Gunnar Smoliansky; Banja Rathnov, Galleri og Kunsthandel, Museumsbygningen, Kastelsvej 18, 2100 København Ø. Indtil den 5. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Torben Bruhn Andersen
    Torben Bruhn Andersen
Torben Bruhn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Er dette markedsføring?
Ps., billedet forestiller ikke en ung pige ved sin altandør, som billedteksten foreskriver, nej, det forestiller en kvinde af uvis alder i færd med at tage strømper på med lys gennem persienner fra en fransk altandør og med et erotisk sigte på kornet.

Brugerbillede for Per Pendikel

Der er ikke meget plads i teksten for Rivad.
Måske fordi Rivad har været vanskeligt at putte i en bås. Konkurrence menneske som deltog i foto konkurrencer for almindelig dødelige (og vandt). Taxavognmand i de Københavnske gader. Underligt med en så begrænset plads for - måske - den største 'kunstfotograf' vi indtil dato har haft i Danmark.
En del af de øvrige udstillende må vel betegnes som reportagefotografer el. fotojournalister hvor Information selv har en af "de helt tunge drenge" at præsenterer.
http://www.information.dk/186625